| Fradragsberettigede udgifterEfter bestemmelsen i SEL § 9, stk. 1, kan
foreninger m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun fratrække
de udgifter, som vedrører de indtægtskilder, der skal medregnes i den
skattepligtige indkomst. Desuden skal udgifterne være fradragsberettigede efter
skattelovgivningens almindelige regler.
I
er det afgjort, at udgifter til byggelånsrenter og ejendomsskatter i byggeperioden
kunne fradrages, selv om der ikke i de pågældende indkomstår var
oppebåret lejeindtægter, idet ejendommen skulle anvendes erhvervsmæssigt.
Driftsudgifter, der opfylder betingelserne for fradrag efter de almindelige skatteregler,
og som alene vedrører erhvervsindtægten, kan umiddelbart indgå i
indkomstopgørelsen. Omvendt skal udgiftsposter holdes uden for opgørelsen
af den skattepligtige indkomst, hvis de enten ikke er fradragsberettigede i almindelighed,
eller hvis de ikke har tilknytning til erhvervet. Således ,
hvor en forening, der havde påtaget sig en løbende forpligtelse, ikke
kunne fratrække ydelsen i indkomstopgørelsen, selv om den opfyldte betingelserne
for fradrag efter LL § 14, stk. 2 (nu §
12, stk. 2), da forpligtelsen ikke vedrørte den skattepligtige indkomstkilde.
Der er ej heller fradragsret for gaver i henhold til LL § 8 A.
I de fleste foreninger med både skattepligtige og skattefrie bruttoindtægter
vil der være udgiftsposter, som ikke entydigt kan henføres til erhvervsindtægten
og heller ikke entydigt er erhvervsindtægten uvedkommende. Til brug ved indkomstopgørelsen
må der ske en opdeling af sådanne udgiftsposter således, at den del,
som vedrører erhvervsindtægten, udskilles til fradrag ved indkomstopgørelsen.
Opdelingen må foretages efter et skøn, som for den enkelte forening medfører
et rimeligt resultat. Der kan ikke opstilles generelle regler for skønnet,
men for visse kategorier af erhvervsvirksomhed har der i praksis udviklet sig retningslinier
for skønnet.
I foreninger, som foretager indkøb af varer til levering både til medlemmer
og ikke-medlemmer, vil den del af fællesomkostningerne, der vedrører leverancer
til ikke-medlemmer, som oftest kunne udregnes efter forholdet mellem bruttoindtægten
for disse leverancer og den samlede bruttoindtægt ved leverancer til medlemmer
og ikke-medlemmer.
Ved
drift af fast ejendom med udlejning af lejligheder såvel til medlemmer som
til ikke-medlemmer, vil udgifter til prioritetsrenter, ejendomsskatter, forsikring
og udvendig vedligeholdelse m.v. kunne fordeles på grundlag af de oppebårne
lejeindtægter, således at den del af udgifterne, som svarer til forholdet
mellem lejeindtægter fra ikke-medlemmer og de samlede lejeindtægter, anses
for udgifter, der vedrører den erhvervsmæssige aktivitet i foreningen
og er dermed fradragsberettigede. Det er
her en forudsætning for fordeling af udgifter på grundlag af lejeindtægter,
at disse udredes med samme beløb af medlemmer og ikke-medlemmer for ensartede
lejligheder. Ofte er denne forudsætning ikke til stede i andelsboligforeninger,
hvor boligbidrag fra medlemmerne afviger væsentligt i størrelse fra huslejer,
som udredes af ikke-medlemmer for tilsvarende lejligheder. Det er derfor nødvendigt,
hvis man vil benytte indtægterne som fordelingsgrundlag, at reducere eller
forøge boligbidragene fra medlemmerne til beløb, som kunne være opnået
som leje for lejlighederne ved udleje til ikke-medlemmer. Fordelingen kan dog også
foretages på et andet grundlag, f.eks. på grundlag af lejlighedens areal.
En sådan arealmæssig fordeling kan dog ikke anvendes, hvis ejendommen
omfatter flere udlejningskategorier, så som beboelseslejligheder, erhvervslokaler
eller garager.
I ,
hvor foreninger blev anset for skattepligtige af annonceindtægter i medlemsbladet
fra ikke-medlemmer, blev det fastslået, at det ikke var muligt at udskille
visse af de med bladets fremstilling forbundne udgifter som særligt vedrørende
disse annonceindtægter, og samtlige udgifter ved bladets drift kunne derfor
fratrækkes ved opgørelsen af overskuddet fra bladet, men der kunne dog
ikke derved fremkomme en skattepligtig indkomst lavere end 0.
I TfS 1994, 432
blev en forenings udgifter til indkøb af teknisk udstyr for opfyldelse af dens
vedtægtsmæssige formål om at stille teknisk udstyr til rådighed
for medlemmerne til brug for deres faglige ajourføring, ikke anset for
fradragsberettiget af Ligningsrådet, da udgifterne ikke var knyttet til indkomsterhvervelsen.
Se også afsnit S.C.6.1.9. |