I medfør af SL § 6, stk. 1, litra a kan udgifter til at erhverve, sikre
og vedligeholde indkomsten fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Det betyder, at fradragsret for kursusudgifter kræver, at der er en konkret
og direkte sammenhæng mellem det kursus, der ønskes fradrag for, og den
pågældendes indkomsterhvervelse, således at formålet med at
deltage i kurset skal være, at vedligeholde og ajourføre sin faglige viden
og uddannelse.
Heri ligger nærmere, at et kursus ikke må være af for generel og
almen karakter, idet det i så fald ikke anses for tilstrækkeligt tæt
relateret til den pågældendes indkomsterhvervelse. Se i den forbindelse
lsr 1979,197 om et managementkursus arrangeret af Hubbard Scientology Organisation,
hvor Landsskatteretten nægtede fradragsret for udgifterne, fordi kurset fandtes
at være af almen instruktiv karakter uden specifik relation til den pågældendes
erhverv. Et kursus må heller ikke have karakter af videreuddannelse,
idet udgifterne i så fald kan blive nægtet fradragsret, fordi de vedrører
virksomhedens indkomstgrundlag og som sådanne anses for et ikke fradragsberettiget
formuetab. efter SL § 5. Som eksempler herpå kan for det første nævnes
en afgørelse, hvorefter udgifter til deltagelse i et vognmandskursus, som blev
krævet af Direktoratet for Vejtransport, for at den pågældende kunne
opnå tilladelse til at udføre godstransport, ikke kunne fradrages, idet
kurset blev anset for et led i videreuddannelse og etablering, Skat 1986.6.403.(TfS
1986, 327
) For det andet har Ligningsrådet
afgivet en bindende forhåndsbesked i TfS 1999, 306
,
hvor man fandt, at udgifter til et kursus, der var påkrævet for at opnå
hyrevognsbevilling nr. 2, var en ikke fradragsberettiget udgift, der relaterede
sig til virksomhedens indkomstgrundlag.
Afgørelsen, om kursusudgifter er fradragsberettigede driftsudgifter, beror
på en konkret vurdering af den enkelte erhvervsdrivendes forhold. Det betyder,
at en udgift til et bestemt kursus i relation til én erhvervsdrivende
kan anerkendes som en fradragsberettiget udgift, medens en anden måske nægtes
fradrag.
Udgifter ved deltagelse i faglige kurser er således fradragsberettigede, når
der er tale om kurser, der har til formål at vedligeholde og ajourføre
deltagernes faglige viden og uddannelse, medens der ikke foretages fradrag for udgifter
til kurser med videreuddannelsesformål.
Læger og tandlæger, der deltager i de årlige fortsættelseskurser,
der afholdes af henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Tandlægeforening,
kan fratrække de udgifter, som er forbundet med deltagelsen. En læge
kunne fradrage kursusgebyret for deltagelse i et efteruddannelseskursus, afholdt
af Lægeforeningens uddannelseskomite, lsr. 1980.209.
En læge påbegyndte i september 1972 selvstændig praksis med akupunktur
som eneste speciale. Han havde kun en praktisk uddannelse af 1 måneds varighed
i denne behandlingsmetode. I 1973 havde han foretaget studie- og kongresrejser for
21.000 kr. I skd. 61.200 udtalte Østre Landsret, at det efter de foreliggende
oplysninger må lægges til grund, at formålet med lægens deltagelse
i de omhandlede kurser har været at opnå en sådan videreuddannelse
i den omhandlede specielle behandlingsteknik, at han blev i stand til at drive den
nyligt åbnede klinik, og herefter kunne der ikke gives fradrag for de afholdte
udgifter.
En alment praktiserende læge havde fra 1980 til 1984 fået uddannelse i
akupunktur ved forskellige kurser i Europa, i alt 213 timers teoretisk uddannelse,
og han havde i 4 år anvendt akupunktur som rutinebehandling i den daglige praksis.
Han påtænkte at deltage i et kursus i akupunktur i Kina fra 15. juni til
15. september 1985, og udgifterne hertil ville andrage ca. 59.000 kr. Deltagelse
i kurset blev anset for at være videreuddannelse, og udgifterne kunne ikke
fratrækkes. Se tilsvarende afgørelse i Skat 1986.3.220.(TfS 1986, 182
) I TfS 1999, 371
nægtede Landsskatteretten en psykolog fradragsret for udgifter til 1. del af
et treårigt kursus i systemisk metode omfattende psykoterapi, behandling, rådgivning
og supervision. Kurset havde en varighed på 160 lektioner og blev anset som
et led i et længerevarende og omfattende uddannelsesforløb, der gik ud
over ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden.
Vedrørende tandlægers kursusudgifter anerkendes der fradrag for deltagelse
i kursus om universel analgesi, og i lsr. 1958.139 anerkendes der fradrag for udgifter
til kursus i ortodonti og i lsr. 1969.151 fradrag for deltagelse i arbejdskursus
med demonstrationer. I lsr. 1984.176 gives der fradrag for udgifter til kurser i
socialodontologi (samfundsodontologi).
Derimod blev der i lsr. 1969.153 nægtet en tandlæge fradrag for deltagelse
i et kursus, et såkaldt post-graduate course i tandreguleringsteknik. Han begrundede
sin deltagelse med et ønske om i højere grad end hidtil selv at behandle
patienter med tandregulering.
En klinisk tandtekniker fik godkendt fradrag for udgifter til et autorisationskursus,
da hans deltagelse var nødvendig for, at han kunne fortsætte med at drive
sin selvstændige erhvervsvirksomhed, og da kurset ikke havde karakter
af videreuddannelse, lsr. 1985.73.
Fysioterapeuter kan få fradrag for dokumenterede eller sandsynliggjorte udgifter,
som afholdes i forbindelse med deltagelse i de kurser, som Den Almindelige Danske
Lægeforening og Danske Fysioterapeuter afholder i afspænding, lsr. 1961.51.
Kursusudgifter, der afholdes af danselærere og frisører, vil som regel
være fradragsberettigede, lsr. 1963.43 og 1964.62.
I almindelighed vil der være fradragsret for udgifter til deltagelse i kurser,
der arrangeres af Landbrugets Informationskontor under betegnelsen »en uge
på landbrugsskole«. Eventuelle tilskud til deltagelse i kursus er skattepligtige,
jf. Skat 1985.5.143.
En gas- og vandmester kunne fradrage sin udgift til deltagelse i et kursus om naturgasprojekter,
afholdt af Teknologisk Institut, jf. lsr. 1983.162.
Der er normalt fradragsret for udgifter til faglige kurser, arrangeret af Foreningen
af Registrerede Revisorer. En tilsvarende arbejdsregel må også gælde
andre tilsvarende organisationers kurser, jf. Skat 1987.10.744.(TfS 1987, 467
)
Told- og Skattestyrelsen har meddelt, at der er fradragsret for udgifter til deltagelse
i et brancherettet kursusforløb inden for håndværk og mindre industri,
der er afholdt af Dansk Arbejdsgiverforening. Det fremgik nærmere, at kursusforløbet
var specielt rettet mod småhåndværkere med henblik på ajourføring
og løsning af en række af dagligdagens problemer. Kursusdeltagerne erhvervede
således ikke særskilt ny kompetence, hvorimod kursernes formål var
at sætte deltagerne i stand til bedre at kunne bestride deres hidtidige arbejde.
ToldSkat Nyt 1992.18.539. (TfS 1992, 469
)
Om kurser, der afholdes i udlandet, se foran under
E.B.3.2.1.
og
E.B.3.2.2.