Den anden betingelse for etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed er, at
der er tale om en virksomhed, hvor kontohaveren eller dennes ægtefælle
deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang, jf. ETBL §
5, stk. 2, sidste pkt. Om afgrænsningen af selvstændige erhvervsdrivende
overfor lønmodtagere henvises til
E.A.4.
Arbejdskravet skal være opfyldt af alle de ejere af en fælles virksomhed,
der ønsker at anse sig for etableret. Det er ikke tilstrækkeligt, at nogle
af ejerne deltager i virksomheden i væsentligt omfang. På den anden side
er det ikke til hinder for anvendelse af etableringskontomidler for en af ejerne,
at andre ejere, der ikke ønsker at anvende etableringskontomidler, ikke opfylder
kravet til personlig arbejdsindsats.
Det er tilstrækkeligt, at kontohaveren, dennes ægtefælle eller begge
ægtefæller i forening opfylder arbejdskravet, jf. Skat 1987.10.726, (TfS
1987, 502). ►Det er en betingelse for anvendelse af etableringskontomidler i ægtefællens erhvervsvirksomhed, at ægtefællerne er gift i etableringsåret og det efterfølgende år, se TFS 2000, 693 LSR.◄
I TfS 1999, 426
fandt Vestre Landsret,
at den etablerede galleri- og ateliervirksomhed havde et så beskedent omfang,
at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Endvidere fandtes sagsøgeren
ikke at have sandsynliggjort, at han eller hans ægtefælle havde opfyldt
arbejdskravet i etableringskontolovens § 5, stk. 2. Ved afgørelsen af,
om en arbejdsindsats kan anses som ikke uvæsentlig, skal en arbejdsindsats
på mindst 50 timer månedligt anvendes som en vejledende norm. Kravet om
en ikke uvæsentlig arbejdsindsats gælder også ved anskaffelse af
fast ejendom. Det afgørende er arbejdsindsatsen i den virksomhed, den faste
ejendom eller formuegodet i øvrigt benyttes i, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.9.478,
(TfS 1991, 213).
Anskaffelse
af en udlejningsejendom vil normalt være en så passiv form for virksomhed,
at kontohaveren, selv om han administrerer ejendommen, ikke opfylder kravet til
personlig arbejdsindsats. Se f.eks. Skat 1989.8.611, (TfS 1989, 469), hvor udlejning
af tre sommerhuse ikke opfyldte arbejdskravet.
Kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats kan være opfyldt, uanset at
der er tale om en sæsonbetonet virksomhed. I en sæsonbetonet virksomhed,
der kun er i drift f.eks. 3 måneder om året, vil kontohaveren eller dennes
ægtefælle opfylde kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats, såfremt
der ydes en arbejdsindsats på mindst 50 timer månedligt i de 3 måneder,
sæsonen varer, i alt 150 timer,
I
TfS 1996, 302, fandt Vestre Landsret ikke, at udlejning af campingvogne opfyldte
arbejdstidskravet i udlejningssæsonen, hvorfor der med rette var sket efterbeskatning
af hævede etableringskontoindskud.
Kravet om en personlig arbejdsindsats gælder for det indkomstår, hvor
indskud anvendes til forlods afskrivning, og for det følgende indkomstår.
Ved uarbejdsdygtighed som følge af alvorlig sygdom eller invaliditet, der indtræffer
efter at midlerne er hævet og anvendt til forlods afskrivning, bortfalder arbejdskravet
for resten af perioden. Hvis en virksomhed drives af ægtefællerne i forening,
bortfalder kravet, hvis blot en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig.
Kravet bortfalder tilsvarende ved den skattepligtiges eller dennes ægtefælles
død eller konkurs samt ved virksomhedsophør.