Det følger af SL § 6 stk.1, litra a, at der skal sondres mellem udgifter,
der kan fradrages i deres helhed i indkomståret og fradragsberettigede udgifter,
der skal fordeles over flere indkomstår (ordinær afskrivning).
En erhvervsmæssig udgift, der tjener til at erhverve, sikre eller vedligeholde
virksomhedens indkomst, skal således periodiseres i det omfang udgiften kan
henføres til flere indkomstår. Vedrører en afholdt driftsomkostning
i det hele et senere indkomstår, skal udgiften fradrages i dette senere indkomstår.
Fradrag efter SL § 6 stk. 1, litra a forudsætter efter praksis, at der
er opstået en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften og at beløbet
kan opgøres endeligt. Derimod stilles der normalt ikke krav om, at beløbet
er betalt eller forfaldent til betaling.
Således TfS 1996, 227 , hvor Landsskatteretten
bemærkede, at betingelsen for fradrag er, at der er opstået en endelig,
retlig forpligtelse til at betale beløbet, samt at beløbet kan opgøres
endeligt, hvorimod det ikke var en betingelse for fradrag, at beløbet faktisk
var betalt eller var forfaldent til betaling.
En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev anset
for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines ibrugtagning,
se .
I TfS 1991, 400, kommenteret
i TfS 1991, 394 drejede sagen sig om tidspunktet
for fradragsret for forpagtningsafgifter. Skatteyder havde forpagtet
landbrug. Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst,
dvs. et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige
forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb.
Afgiften blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning,
der forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet
var, om det var en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det
var tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre
afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende
indkomstår skyldige afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også
høstindtægten skulle beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien
udgifter, som i årets løb er anvendt. Efter bestemmelsen kræves hverken,
at en udgift er forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender
samme terminologi, idet forpagtningsafgifter .
skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne årsag tog Skatteministeriet
bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, således
at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var forfalden ved årets
udløb, blev godkendt. Se desuden TfS 1999, 571
( TfS 1996, 34)
hvor Landsretten udtalte, at LL § 8 K fulgte det almindelige skatteretlige
periodeafgrænsningsprincip, hvorefter retten til at fradrage og afskrive udgifter
først indtræder i det år, hvor de kommer til at påhvile skatteyderen
som en endelig retlig forpligtelse. Landsretten fandt i modsætning til Landsskatteretten,
at der først påhvilede selskabet en endelig pligt til at betale i 1993,
hvor arbejdet var færdiggjort, selvom der i forbindelse med aftalens indgåelse
var udstedt pantebrev og faktura i 1992.
En forudbetalt udgift, der fradrages efter SL § 6a stk. 1, litra a skal periodiseres
i det omfang udgiften kan henføres til flere indkomstår. Hvor aftalen
ikke vedrører en flerårig periode, kan periodisering dog undlades, hvis
forudbetalingen vedrører en periode, der påbegyndes senest den
2000.
Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi,
følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.
Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for renteudgifter.
Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen, vil alene
renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes, se nærmere
A.E.1.1.2.
Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang fradragsberettigede,
se LL § 14 og E.K.2.2.
Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er
betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, se .
Fradraget forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, se
og A.F.4.
Fradragstidspunktet i henhold til reglerne i
er omtalt i A.C.1.1.
Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt
konstateret. I
henviste Østre Landsret dog nogle forgæves afholdte projektudgifter til
afskrivning i medfør af SL § 6 a.
TfS 1996, 174 En speditør havde i 1988
misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle speditøraftaler. Selvom
speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende erstatningskrav, lagde
retten vægt på, at det må have stået speditøren klart,
at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed ville
føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet
og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet. Speditøren
anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne fastslås,
at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for tabet
i dette indkomstår.
TfS 1999, 547 Landsretten afviste, at virksomheden
i regnskabsåret 1993 kunne hensætte et beløb til tab på varer,
der blev taget retur i 1994. Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på,
at den forpligtelse, som sagsøgeren havde påtaget sig med hensyn til returvarer,
alene kunne anses for en eventualforpligtelse, som først aktualiseredes, når
varerne blev taget retur og omfanget af forpligtelsen kunne konstateres.
Tab på debitorer er omtalt i E.B.2.6.5.
Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se
A.F.1.
For reklameudgifter bemærkes, at udgiften kan fradrages, hvadenten der ved
den afholdte reklameudgift tilsigtes opnået salg i det pågældende
eller senere indkomstår, jf. LL § 8, stk.1, se afsnit E.B.3.6.