Fuldt skattepligtige sømænd, som gør tjeneste om bord på danske skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), skal opgøre deres skattepligtige indkomst efter de samme regler som andre fuldt skattepligtige sømænd. ►Om et skib er et dansk skib afgøres efter § 2 i Lov om særlige fradrag til sømænd m.v., se A.B.3.1.1.1.
◄Ifølge LL § 33 C nedsættes den samlede indkomstskat af DIS-indkomsten med det beløb, der forholdsmæssigt falder på denne lønindkomst. Blandt andet af hensyn til personer, der alene har indkomst erhvervet ved tjeneste om bord på danske skibe registreret i DIS, omregnes indkomstmodtagerens fradrag til et individuelt kompensationstillæg, der efter begæring udbetales som DIS-indkomst af Udligningskontoret for Dansk Søfart, Amaliegade 33, Opgang B, 1256 København K, telefon 33116432 sammen med lønindkomsten. ►Udligningskontorets udbetalinger foregår i privat regi og er finansieret af danske rederier.
◄Lønindkomsten ved tjeneste om bord på danske skibe, der er registreret i DIS, opgøres derfor som indtægten ombord inkl. eventuelle kompensationstillæg med fradrag af de udgifter, der er afholdt i forbindelse med tjenesten ombord, eller - såfremt den skattepligtige vælger det særlige fradrag til sømænd mv. - den del af det særlige fradrag, der kan henføres til tjenesten ombord.
►Det er ikke alle DIS-søfolk, der har mulighed for at tage fradrag efter § 3 i Lov om særlige fradrag til sømænd m.v. DIS blev udvidet med den såkaldte "færge-DIS" i medfør af § 1 i lov nr. 460 af 31. maj 2000, som trådte i kraft d. 23. august 2000. Ved denne udvidelse blev det muligt for passagerskibe, som overvejende går i fart mellem danske havne og øvrige havne inden for et område, der i Nordsøen og Den engelske Kanal begrænses af meridianen 3 grader vest og breddparallellen 61 grader nord og i Østersøen af breddeparallellen 58 grader nord, at blive registreret i DIS. Hvis en sådan DIS-registreret færge sejler i i rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil og i øvrigt opfylder betingelserne for at være et dansk skib, bliver der tale om begrænset fart. Begrænset fart giver ikke ret til fradrag efter §3 i Lov om særlige fradrag til sømænd m.v., se afsnit A.B.3.1.1.1. Derfor har DIS-søfolk i begrænset fart fuld adgang til ligningsmæssige fradrag, fradrag for befordringsudgifter, fagligt kontingent og A-kasse.
◄ 
Registrering i DIS afskærer ikke udlejning til udenlandske redere. Det er derfor bestemt, at spørgsmålet om, hvorvidt skibet er et dansk skib afgøres efter reglerne i Lov om særlige fradrag til sømænd mv.   
Det er ikke alle skibe, der er registreret i DIS, der opfylder betingelserne for at kunne anses for at være danske skibe efter reglerne i Lov om særlige fradrag til sømænd m.v. Både skibe med mindre tonnage og anden anvendelse kan opnå registrering i DIS. Søfolk på disse skibe er ikke berettiget til lempelse efter LL § 33 C.   
Der kan ikke indrømmes lempelse efter LL § 33 C i indkomsten for lønindkomst optjent for arbejde på en boreplatform, registreret i DIS, idet boreplatforme efter reglerne i Lov om særlige fradrag til sømænd mv. § 2, nr. 1, ikke skibe. TfS 1995, 136 LSR.  
 
A-indkomstLønindkomst, der erhverves, ved tjeneste om bord på et dansk skib, der er registreret i DIS, anses for A-indkomst. Der skal dog ikke ske indeholdelse af A-skat, jf. KSL bek. § 25, stk. 1.   
A-indkomst er skattepligtig på udbetalingstidspunktet.   
En evt. regulering af tidligere års kompensationstillæg skal dog påvirke indkomstopgørelsen på følgende måde:   
En samlet regulering, der medfører en yderligere udbetaling af kompensationstillæg, skal altid medregnes ved indkomstopgørelsen for året efter optjeningsåret.   
En samlet regulering der medfører en tilbagebetaling af tidligere udbetalt kompensationstillæg, skal altid modregnes ved indkomstopgørelsen i optjeningsåret.   
 
ErstatningshyreErstatningshyre betragtes som et lønaccessorium omfattet af A-indkomstbegrebet i KSL § 43, stk. 1.   
Det skal dog påpeges, at der ikke kan indrømmes lempelse i henhold til LL § 33 C, da denne bestemmelse alene omfatter løbende indtægt for tjeneste ombord på DIS-skibe.   
Erstatningshyre skal beskattes efter bestemmelserne i LL § 7 O, se TOLD•SKAT Nyt 1992.13.388 - (TfS 1992, 347 TSS).