| Skattestyrelsesloven indeholder ingen særlige regler om begrundelse i skatte-
og afgiftssager. Det betyder, at forvaltningslovens
kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene til begrundelse,
finder anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i
alle de tilfælde, hvor de kommunale skattemyndigheder eller de statslige told-
og skattemyndigheder træffer en afgørelse, dvs. både i de sager,
hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er krav om
at udarbejde en sagsfremstilling.
For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling henvises
endvidere til afsnit E.3.6.3.4.
Begrundelsen
bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis henvisning
til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig fremgå af den
sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.
Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold
fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse.
Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en forklaring
på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen
og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage afgørelsen. Begrundelsen
skulle gerne være en garanti for afgørelsens rigtighed.
FVL § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen. Efter
FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet
efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på
en fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte fortolkning.
Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner er uden
reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt undtagelsesvist ikke være
krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996, 920 LSR.
I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til borgerens/virksomhedens relevante
synspunkter, hvis myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse
heraf overfor borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage
de relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan
ikke udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage udtrykkelig
stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er unødvendigt
for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS 1999, 44 VLD.
Administrativt skøn I det omfang afgørelsen beror på et administrativt
skøn, skal der oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved
skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den
bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR,
hvor en henvisning til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b ikke fandtes
at være tilstrækkelig til, at hovedhensynene for en skønsbestemt
fastsættelse af en fast ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være
angivet.
Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle skønsmomenter
i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der netop er lagt vægt
på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig vigtigt, hvis de momenter,
der ikke er tillagt vægt, taler for en gunstigere afgørelse - set fra
borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal endvidere om muligt henvises til praksis
for administrationen af skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse
for den pågældende praksis.
Faktiske omstændigheder Begrundelsen skal endvidere om fornødent
kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis
gives i følgende tilfælde:
- Sagens faktum er omtvistet eller uklart
- Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder er, jo større
er generelt behovet for at fremhæve de faktiske omstændigheder, der er
tillagt vægt ved afgørelsen.
Mens kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1 er absolut,
gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2 kun, når
der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang begrundelsen
skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror således på
en konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen i § 24,
stk. 3 hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter omstændighederne
bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i FVL § 15. Begrundelsens
indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang borgerens/virksomhedens interesse
i disse oplysninger til varetagelsen af sit tarv findes at burde vige for afgørende
hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige
interesser, jf. FVL § 24, stk. 3. Dette vil især være aktuelt i sager
med flere parter. Se nærmere herom i afsnit M.3.2.1 om
forholdet mellem begrundelsespligt og tavshedspligt.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages
det i praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Særligt for told På toldområdet gælder herudover art.
6, stk. 3 i EF's toldkodeks. For sager
om toldgodtgørelse efter artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks, skal der altid
gives begrundelse, også når afgørelsen er begunstigende, og begrundelsen
skal indeholde alle nødvendige oplysninger for afgørelsens gennemførelse,
jf. artikel 886 i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.
Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå
af begrundelsen:
- oplysninger til identifikation af varerne
- oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller gennemførelsesbestemmelserne
dertil
- den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives til
- den frist inden for hvilken de formaliteter, der en en betingelse for godtgørelsen
eller fritagelsen, skal gennemføres
- tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse først
vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller fritagelsen
er betinget af, er opfyldt
- angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil afgørelsens
gennemførelse
- bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til toldmyndighederne,
når varerne frembydes.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit F. |