| Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én
eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig
sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug
samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder
både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig
driver en række ensartede virksomheder, kan der ved afgørelsen bl.a.
henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles
saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb mv. Der
kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens
indsats i virksomheden.
LSR.1985.132 illustrerer dette. En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme
og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt,
blev anset for 2 virksomheder, idet det måtte antages, at han, uanset at administrationen
af klienternes og hans egne ejendomme foregik under ét, udøvede en sådan
retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte
anses at indgå i en virksomhed for egen regning, som adskilte sig fra den
ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.
Ligningsrådet er blevet spurgt om, hvorvidt en smedemester kunne anse det
af ham drevne smede- og maskinværksted og værkstedsejendom som to virksomheder
i relation til virksomhedsordningen, og om smedemesterens udlejningsejendom med
5 lejemål og en udlejet ejerlejlighed kunne behandles som én virksomhed i
relation til virksomhedsordningen. Det var oplyst, at smedemesteren drev følgende
virksomheder: 1) Smede- og maskinværksted fra egen værkstedsejendom.
Denne virksomhed udgjorde smedemesterens hovednæringsvej. 2) Udlejningsejendom
med 5 lejemål. 3) Ejerlejlighed med 1 lejemål, som var udlejet. Ingen
af ejendommene anvendtes til private formål. Det var oplyst, at smedevirksomheden
skulle flytte til nye lokaler uden for byen inden for de nærmeste år,
og værkstedsbygningen påregnedes solgt. Ligningsrådet var af den
opfattelse, at smede- og maskinværkstedet og værkstedsejendommen udgjorde
én virksomhed, medens udlejningsejendommene udgjorde en anden virksomhed.
En skatteyder drev forretning med turistbus- og taxakørsel. Turistvognmandsforretningen
omfattede 8 busser og taxavognmandsforretningen omfattede 1 taxa. Af forretningens
samlede omsætning udgjorde turistkørslen mv. ca. 95 pct. og taxaomsætningen
ca. 5 pct. Bogføringen var tilrettelagt således, at regnskabet omfattede
begge virksomheder. Der var ikke udarbejdet særskilt regnskab for hver enkelt
forretning. De til forretningerne hørende driftsmidler havde skattemæssigt
været samlet på én driftsmiddelsaldo. Uanset den fælles driftsmiddelsaldo
var busser og taxaen specificeret i regnskaberne med hver sin primosaldo, således
at det til enhver tid havde været muligt at opgøre hver bils saldo
og dermed fortjeneste og tab på bilerne. Ligningsrådet fandt, at der
var tale om én virksomhed.
En skatteyder, der ejer anparter i flere skibe som passiv kapitalanbringelse, anses
for at drive én virksomhed. En skatteyder, der driver aktivt fiskeri fra sin egen
kutter, medens han har anparter i andre kuttere som kapitalanbringelse, anses derimod
for at drive 2 virksomheder. Dette under støttes af ØLD af 1.juli
1977, jf. UfR 1977.913, hvor en skatteyder solgte sin anpart i et fragtskib, men
fortsat havde anpart i nogle fiskerfartøjer. Salget blev ikke anset for ophør
af virksomhed, idet skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften af skibsanparterne.
Har skatteyderen den 12. maj 1989 eller senere anskaffet anparter i flere forskellige
interessentskaber, kommanditselskaber mv., som er omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr.
10, skal medejendomsret til hvert interessentskab, kommanditselskab mv. anses for
én afgrænset virksomhed. Dette gælder også anskaffelse af »brugte«
anparter i et interessentskab, kommanditselskab mv., der er etableret før
den 12. maj 1989, samt anparter anskaffet før den 12. maj 1989 i tilsvarende
virksomheder, der anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed den 12. maj
1989 eller senere, uden at dette er nødvendigt for anpartsvirksomhedens fortsatte
drift, se afsnit E.F.2.
Passiv besiddelse af anparter i flere interessentskaber, kommanditselskaber mv.,
som udlejer driftsmidler og skibe, udgør fortsat én samlet virksomhed for
den skattepligtige, når anparterne er anskaffet før 12. maj 1989, se
Skat 1988.12.790 (TfS 1988,689) og 1989.9.728 (TfS 1989,510).
Det kan især være et problem at afgøre, om der foreligger én
eller flere virksomheder, hvor det drejer sig om interessentskaber, hvis virksomheden
består i at eje nogle aktiver, som benyttes i et andet interessentskab eller
i en enkeltmandsvirksomhed. Dette forhold er omtalt i cirkulæret til investeringsfondsloven,
cirk. nr. 166 af 29. okt. 1984, pkt. 39. Det fremgår heraf, at der foreligger
flere virksomheder, hvis ejerkredsen er forskellig for de forskellige virksomheder,
idet der dog eventuelt kan bortses fra uvæsentlige forskelle i sammensætningen
af ejerkredsen. Der vil også foreligge flere virksomheder, hvis interessenternes
andel i virksomhedernes aktiver er forskellige i de to interessentskaber. Hvis der
foreligger identitet med hensyn til ejerkredsen, således at det er den samme
ejer, der driver flere personlige virksomheder, må de efter omstændighederne
kunne behandles som en enhed.
Det gælder også, hvis flere ejere driver virksomhed, når anpartsforholdene
er de samme i disse, f.eks. således, at en interessent ejer halvdelen af hver
virksomhed og to andre interessenter hver en fjerdedel af hver af disse virksomheder.
Dette gælder især, hvis virksomhederne er af beslægtet karakter
eller i øvrigt udgør et naturligt fællesskab.
Eksempel
En skatteyder havde i en årrække været leder og indehaver af et
fjerrenseri, der omfattede fjerrenseri, produktion af dyner mv. samt detailbutik.
Han ønskede at indlede et generationsskifte, således at en søn
skulle optages som interessent. Sønnen skulle enten 1) kun købe en
del af fjerrenseriet eller 2) han skulle også købe en tilsvarende del
af ejendommen eller 3) han skulle købe en andel i fjerrenseriet og en andel,
afvigende fra ejerforholdet i fjerrenseriet, i ejendommen. Forretningen blev drevet
fra egne lokaler, hvor de producerede varer blev forhandlet tillige med en lang
række beslægtede varer. Der skete også engrossalg og eksport af
de producerede varer. De pågældende lokaler var beliggende i 3 forskellige
bygninger. Bygning A var på 608 m², hvoraf de 472 m² anvendtes til butik og
lager, medens resten udlejedes til privat beboelse. Bygning B og C anvendtes henholdsvis
til lager og fjerrenseri. Bygning D udlejedes til butik. Af bygningernes samlede
areal på 1.551 m² indgik 774 m² i den af skatteyderen drevne virksomhed, mens
de resterende 777 m² blev udlejet. Spørgsmålet var herefter om skatteyderen
drev en eller to virksomheder, idet han ønskede at anvende investeringsfondsmidler
til ombygning af ejendommen, og han kunne alene opfylde arbejdskravet, hvis der
var tale om én virksomhed. Ligningsrådet afgav BF om, at der i situation 1)
forelå to virksomheder, nemlig udlejningsvirksomheden, drevet som personlig
virksomhed og den anden virksomhed, der blev drevet som et interessentskab. I situation
2) hvor en andel af ejendommen, svarende til andelen i virksomheden blev overdraget
til sønnen, ville der som følge af, at ejendommen overvejende anvendtes
til udlejning, foreligge to virksomheder. Hvis en del af ejendommen afvigende fra
ejerforholdet i virksomheden, blev overdraget til sønnen, situation 3), ville
der ligeledes foreligge to virksomheder, da interessenternes andele i virksomhedernes
aktiver var forskellige i de to interessentskaber. Der ville således ikke
kunne anvendes investeringsfondsmidler til ombygning af ejendommen, idet skatteyderen
ikke opfyldte arbejdskravet i virksomheden vedrørende ejendommen.
Om sondringen i øvrigt mellem en eller flere virksomheder i relation til
investeringsfondsloven, se afsnit E.D.1.1.2. |