Parter
A
(advokat Jan Hellmund Jensen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen ved advokat Sune Riisgaard
Afsagt af landsdommerne
Elisabeth Mejnertz, Mogens Heinsen og Henrik Twilhøj
Denne sag, der er anlagt den 27. april 2004, vedrører spørgsmålene om beskatning af værdien af bil, som er stillet til rådighed for privat benyttelse i virksomhedsskatteordning og om fradrag for udgift ved at have anvendt ægtefælles private bil erhvervsmæssigt i virksomhed.
Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende,
- at sagsøgerens personlige indkomst for 1999 nedsættes med 12.800 kr.,
- at sagsøgerens personlige indkomst for 2000 nedsættes med 41.773 kr., og
- at sagsøgeren for indkomståret 2000 er berettiget til at angive og fratrække det til ægtefællen erlagte beløb for kørsel i dennes bil med 47.408 kr.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse - idet sagsøgte dog anerkender, at værdien af den private benyttelse af virksomhedens bil af mærket Mercedes Benz 410 D for indkomståret 2000 hjemvises til fornyet ansættelse efter ligningslovens §16, stk. 3, ved skattemyndighederne. Subsidiært har sagsøgte påstået hjemvisning af ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Den 28. januar 2004 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000:
"...
Indkomstår 1999
Skatteankenævnet har beskattet klageren af værdien af fri bil, 12.800 kr.
Landsskatteretten stadfæster myndighedernes afgørelse.
Indkomstår 2000
Skatteankenævnet har beskattet klageren af værdien af fri bil, 41.773 kr.
Landsskatteretten stadfæster myndighedernes afgørelse.
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for kørsel i privatbil, 47.408 kr.
Landsskatteretten stadfæster myndighedernes afgørelse.
Møde mv.
Der har været afholdt forhandling med klageren og dennes repræsentant.
Sagens oplysninger
Klageren driver et stutteri samt distribuerer aviser for G1 A/S. Klageren har i indkomstårene benyttet virksomhedsordningen.
Klageren har selvangivet værdi af fri bil frem til den 31. august 1999 med 26.320 kr. Ophør heraf skyldes opgivelse af lønmodtagerarbejde og start af selvstændig virksomhed.
Klageren har i indkomstårene haft følgende biler under virksomhedsordningen, der har været parkeret ved bopælen:
Klagerens samlever har haft privatbil. I perioden frem til den 25. august 1999 har samleveren haft en Toyota Carina. Den 8. november 1999 har samleveren købt en Skoda Octavia. Samleveren har for 2000 selvangivet befordringsfradrag med 56.161 kr. svarende til 62.700 km. Husstanden består af klageren, dennes samlever samt et barn født i august 1995, og et barn født i december 2000.
Der er ikke ført kørebøger for virksomhedens biler eller privatbilerne.
Fri bil i 1999 og 2000
Skatteankenævnets afgørelse
Klageren er blevet beskattet af fri bil for perioden 1. september 1999 - 31. december 1999 samt for indkomståret 2000. I 1999 er klageren blevet beskattet af Nissan Patrol og VW Transporter 2,4 D. I 2000 er klageren blevet beskattet af VW Transporter 2,4 D, Mercedes-Benz 410 D og Mercedes-Benz Sprint.
Det er anført, at virksomhedens biler har været til rådighed for klageren, og at personbilen har været anvendt af samleveren til dennes transport til sit lønmodtagerarbejde i ... i hverdagene fra ca. kl. 06.30 til 17.00-17.30.
Kilometerforbruget i privatbilen er ikke dokumenteret. Tages der udgangspunkt i de angivne 70.000 km i indkomståret 2000, og fratrækkes samleverens befordringsfradrag, der svarer til 62.700 km samt klagerens erhvervsmæssig kørsel i privatbilen på 17.992 km, er der -10.692 km til privatkørsel.
Samleverens samkørsel til arbejdet i ... med en bekendt er ikke dokumenteret.
Skatteankenævnet har over for Landsskatteretten kommenteret klagerens oplysninger om bilernes indretning. Såfremt Landsskatteretten lægger til grund, at bilerne var udstyret som forklaret af repræsentanten, kan disse ikke anses som egnet til privat kørsel.
Klagerens repræsentants påstand og argumenter
Det er gjort gældende, at virksomhedens biler ikke er benyttet til privatkørsel. De opgjorte kilometer for privatbilen er forkerte, idet disse blot angiver fradragets størrelse, ikke de faktiske kørte kilometer. Uanset om man kører selv, med andre eller tager toget, har man krav på fradrag beregnet efter antal kilometer frem og tilbage til sit arbejde.
Samleveren har i vid udstrækning kørt med en kollega til .... Der er fremlagt erklæring fra personen herpå. Samleveren har også lejlighedsvist taget toget. Samkørslen er foregået ved, at samleveren har kørt til ..., hvor kollegaen boede, hvorefter den videre tur til ... er foregået skiftevis i klagerens eller kollegaens bil. Der er endvidere fejlagtigt fradraget befordring i den tid, som samleveren var på barsel. Repræsentanten har taget udgangspunkt i et kilometerforbrug i privatbilen på 70.000 km. Kørslen i privatbilen i forbindelse med samleverens lønarbejde kan opgøres således:
Tillægges den erhvervsmæssige kørsel på 19.992 km, er der 18.568 km til privatkørsel.
Det er desuden gjort gældende, at erhvervsbilerne ikke var egnet til privatkørsel. VW Transporteren 2,4 D var udstyret med en printer samt radiomodtager fastgjort med remme på forsædet. Udstyret havde egen antenne og strømforsyning og vejede 35 kilo. Der er fremlagt billede af udstyret. MercedesBenz 410 D er en nedvejet lastbil på 4 tons med lift. MercedesBenz Sprint var ligeledes udstyret med printer og radiomodtager på forsædet.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Som sagen foreligger for Landsskatteretten drejer den sig om beskatningen af fri bil til rådighed. For selvstændigt erhvervsdrivende udledes reglerne herom af statsskattelovens § 4, hvoraf fremgår, at vederlagsfri benyttelse af formuegoder skal bringes til beskatning. Såfremt formuegodet, i dette tilfælde bilerne, er inddraget under virksomhedsordningen følger det af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, og ligningsvejledningen, at eventuel privat benyttelse af bilen opgøres efter reglerne for lønmodtagere, dvs. som en procentdel af bilens anskaffelsesværdi jf. ligningslovens § 16 stk. 4.
Efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, er det rådigheden over bilen, som er afgørende for beskatningen.
I praksis opstilles en formodning for, at biler, der er til rådighed hele døgnet, også er til rådighed for privat anvendelse. Dette vil som regel være tilfældet, hvis bilen er parkeret på bopælen. Formodningen kan afkræftes. I relation til ligningslovens § 16, stk. 4, stilles der ikke krav om et egentligt kørselsregnskab. Dog må det kunne sandsynliggøres, at bilen alene anvendes erhvervsmæssigt.
Landsskatteretten lægger til grund, at klageren har benyttet bilerne til privatkørsel. Der er henset til, at husstandens kørselsmønster medfører, at der for privatbilens vedkommende ikke er plads til privatkørsel udover samleverens kørsel .../.... Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Ikke godkendt fradrag for kørsel i privatbil
Skatteankenævnets afgørelse
Henset til samleverens forbrug af kørsel i privatbilen er der ikke plads til klagerens erhvervsmæssige kørsel i privatbilen.
Klagerens repræsentants påstand og argumenter
Repræsentanten har anført, at myndighedernes opgørelse af kilometerforbruget i privatbilen er forkert. Der henvises til ovenstående opgørelse. Der er således rigelig plads til privatkørsel. Der er fremlagt erklæring fra en kørselsassistent i G1, som erklærer, at have set klageren køre afkastture i privatbilen og aldrig i virksomhedens biler. Privatbilen blev benyttet til afkastturene, idet denne nemmere kunne komme rundt på de små veje.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Landsskatteretten finder det ikke sandsynliggjort eller dokumenteret, at klageren har benyttet privatbilen til den erhvervsmæssige kørsel. Den påklagede afgørelse stadfæstes.
..."
Landsretten har fået forevist billeder af de biltyper, der er omhandlet af sagen, ligesom der er forevist et "modelbillede", der efter det oplyste viser omfanget og placeringen af det omhandlede radioudstyr.
KE har den 17. december 2003 afgivet en erklæring om, at hun og sagsøgerens ægtefælle, BC, i 1999 og 2000 havde fælles transport mellem ... og .... Gennemsnitlig kørte hun med BC to gange pr. uge. De resterende ugedage kørte hun, eller de tog begge toget.
Forklaringer
Sagsøgeren har forklaret, at han i 1999 startede et transportfirma. I firmaet kørte han med aviser for G1 alle ugens syv dage. Natten startede med en "palletur" til Løgstør. Til denne tur anvendte han lastvognen. Herefter kørte han til depoter, hvortil han anvendte henholdsvis Transporteren og Sprinteren. Fra kl. ca. 4.00 til kl. ca. 11.00 kørte han reklamationskørsel i ... i de samme biler. Radioanlægget, der blev anvendt i den forbindelse, var monteret på passagersædet og fastgjort med remme, der skulle skæres over, hvis anlægget skulle afmonteres. G1, der ejede anlægget, havde givet ham instruks om ikke at afmontere anlægget, idet det ville give problemer med funktionaliteten, når det blev monteret på ny. Radioanlægget fyldte hele passagersædet, og bilen kunne derfor ikke anvendes til privat kørsel. Han har ikke anvendt bilerne til at bringe sin datter til og fra børnehaven, der ligger ca. 800 meter fra familiens bolig. Momsen var afløftet på de anvendte biler. Når han kom hjem om formiddagen kl. ca. 11.00, lagde han sig til at sove. Ægtefællen købte ofte ind på vej hjem fra sit arbejde. Lørdag og søndag kørte han en "afkasttur" for G1. Denne tur foregik på landet ad små veje. Hertil var lastvognen uegnet, og Transporteren og Sprinteren blev anvendt af en ansat til reklamationsture i .... Han var derfor nødt til at låne sin ægtefælles private personbil til "afkastturene", som han selv kørte. Som betaling for brugen af ægtefællens bil betalte han over virksomheden hendes brændstofudgifter, d.v.s. udgifter vedrørende ca. 70.000 km. Hvis ikke han kunne have anvendt ægtefællens bil til turene, måtte han have lejet en lille bil til disse. Han førte ikke kørebog, da han alene anvendte virksomhedens biler til erhvervsmæssig kørsel.
BC har forklaret, at hun nu er gift med sagsøgeren. Hun arbejder stadigvæk i .... I 1999 og 2000 havde hun arbejdsmæssig samkørsel til ... med KE. Det blev ofte aftalt fra dag til dag, hvem der skulle køre den næste dag. Hvis de ikke skulle hjem på samme tid, tog en af dem toget hjem. De forsøgte at dele turene mellem sig, men i vinterhalvåret tog de ofte toget. Hun tog som regel sin datter med i børnehave om morgenen, inden hun kørte videre på arbejde, ligesom hun ofte hentede datteren. Hun har flex-tid. Sagsøgeren anvendte hendes bil til "afkatture" fredag og lørdag nat. Hun fik betaling herfor ved, at sagsøgeren betalte en større andel af udgifterne i den fælles husstand. De havde ikke fælles økonomi. Hun husker ikke, hvor stort et beløb hun har modtaget på den måde, men de regnede det ud efter statens takster. Det er meget forskelligt, hvem der køber ind i familien. De køber ofte ind i weekenden. Hun har ikke haft behov for at låne sagsøgerens biler, og hun har aldrig spurgt herom.
RT har forklaret, at hun har haft heste opstaldet hos sagsøgeren, ligesom hun har passet hans datter, når sagsøgeren og hans ægtefælle kom sent hjem fra arbejde. Hun har også hentet datteren fra børnehave, ligesom bedsteforældrene ofte har gjort dette.
MP har forklaret, at han i 2000 var ansat som inspektør ved G1. Han havde ansvaret for omdelingen af aviser. På det tidspunkt kørte bilerne rundt med et gammelt radiosystem. Der var anbragt to radioer i bilerne. En radio modtog signal til en printer, der ligeledes var monteret i bilen, og en radio modtog opkald til chaufføren. Radioen kunne anvendes i en radius af ca. 10 kilometer fra aviscentralen i .... Den kunne således ikke anvendes uden for "stor-...". Radioanlægget var fastmonteret til passagersædet, og det måtte ikke fjernes, da det ville give problemer, når det igen blev monteret. Sagsøgeren anvendte forskellige biler til sin "afkasttur". På et tidspunkt lånte han en af G1s biler til turen. Der blev blandt chaufførerne talt en del om, at sagsøgeren også anvendte en Skoda til turen. Han syntes, at det var fornuftigt af sagsøgeren at anvende denne bil, idet turen foregik på små veje, ligesom denne bil var økonomisk. Han kan ikke udtale sig om, hvor ofte sagsøgeren anvendte Skodaen. Der var mere end 100 vognmænd ansat, og vidnet arbejdede som udgangspunkt alene hver tredje weekend.
Procedure
Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at han ikke har benyttet erhvervsvirksomhedens biler til privat kørsel. Hans personlige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 bør derfor ikke bør forhøjes med værdien af fri bil. Hans private kørselsbehov er blevet opfyldt ved anvendelse af ægtefællens bil. Han har ikke haft behov for privat kørsel i arbejdstiden. Virksomhedens varevogne og lastbiler var specialindrettede med radioanlæg og var som følge heraf ikke egnede til privat kørsel. Sagsøgeren har i 2000 benyttet ægtefællens bil i virksomheden til aviskørsel med i alt 19.992 km. Han har for denne brug i overensstemmelse med statens takster betalt 47.408 kr. til ægtefællen. Dette beløb har han ret til at fratrække som en driftsudgift i virksomheden. Virksomhedens lastbil var ikke egnet til "afkastturen". Derfor havde det været nødvendigt at leje en egnet bil, hvis han ikke havde kunnet anvende ægtefællens bil. Vidnet MP har bekræftet, at sagsøgeren anvendte sin ægtefælles bil til den nævnte tur.
Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort gældende, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at virksomhedens biler ikke blev benyttet til privatkørsel i indkomstårene 1999 og 2000, og at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde. Under de foreliggende omstændigheder, hvor der er sammenfald mellem sagsøgerens bopæl og virksomhedens adresse, på hvilken virksomhedens biler også udenfor normal arbejdstid har været parkeret, og idet sagsøgeren er enebruger af bilerne, påhviler det sagsøgeren at bevise, at han ikke har benyttet bilerne til privat kørsel. Sagsøgeren har hverken ved førelse af kørebog eller på andet objektivt grundlag løftet denne bevisbyrde. Det er derfor med rette, at sagsøgeren er blevet beskattet af værdien af privat benyttelse af virksomhedens biler. Værdiansættelsen af den private benyttelse af de to varevogne skal foretages efter ligningslovens § 16, stk. 4, der finder anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden er anvendelige som alternativ til private biler. Det bestrides, at varebilerne var specialindrettede på en sådan måde, at de ikke var egnede til privat kørsel.
Subsidiært gøres det gældende, at den private kørsel i stedet skal værdiansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, og at sagen i så fald skal hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne med henblik på den nærmere værdiansættelse heraf.
Værdiansættelsen af den private benyttelse af sagsøgerens Mercedes Benz 410 D skal foretages i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, hvorfor sagen på dette punkt skal hjemvises til fornyet ansættelse.
Vedrørende sagsøgerens påstand 3 gøres det gældende, at sagsøgeren for indkomståret 2000 ikke har godtgjort at være berettiget til fradrag for kørsel i privat bil med 47.408 kr.
Sagsøgeren har bevisbyrden for, at han har anvendt sin ægtefælles bil i sin erhvervsvirksomhed, og at betingelserne for at beregne en driftsudgift herfor har været opfyldt. Denne bevisbyrde er som følge af interessefællesskabet endvidere skærpet. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde herfor. Såfremt landsretten kan lægge til grund, at sagsøgeren har anvendt sin ægtefælles bil, men i et mindre omfang, gøres det gældende, at sagen skal hjemvises til ligningsmyndighederne med henblik på opgørelse af fradragets størrelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagsøgeren drev virksomhed fra sin private bopæl og anvendte virksomhedsskatteordningen. Varebilerne blev derfor parkeret ved hans bopæl, når de ikke blev anvendt. Sagsøgeren havde ikke selv privatbil, men kunne anvende ægtefællens bil, som ægtefællen dog i almindelighed selv anvendte på hverdage til hel eller delvis transport til og fra sin arbejdsplads i ....
Under disse omstændigheder, og da sagsøgeren ikke har ført kørselsregnskab for virksomhedens varebiler eller på anden lignende måde har sandsynliggjort, at bilerne ikke er blevet anvendt til privat kørsel, skal sagsøgeren beskattes af værdien af fri bil med hensyn til de omhandlede biler.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at de omhandlede varebiler var udstyret med et radioanlæg, der var fastspændt til passagersædet på en sådan måde, at radioanlægget ikke umiddelbart kunne frigøres, og at sagsøgeren af sin hvervgiver, G1, havde modtaget instruks om ikke selv at fjerne radioanlægget, idet anlægget kun vanskeligt kunne monteres på ny. Når radioanlægget var monteret, var det ikke muligt at anvende passagersædet til persontransport. Sagsøgeren har derfor godtgjort, at varebilerne havde en sådan særlig indretning, at de ikke var anvendelige som alternativ til en privat bil.
Den skattepligtige værdi af den private benyttelse af bilerne skal derfor ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. virksomhedsskattelovens §1, stk. 3.
Landsretten hjemviser herefter i overensstemmelse med sagsøgtes principale og subsidiære påstande herom ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 med hensyn til værdien af den private benyttelse af de omhandlede biler til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Sagsøgeren har ikke fremlagt fakturaer eller lignende dokumentation for virksomhedens udgifter i forbindelse med virksomhedens brug af ægtefællens private bil, og sagsøgeren og ægtefællen har for landsretten afgivet uoverensstemmende forklaringer om, med hvilken ydelse der blev betalt for brugen af bilen. Sagsøgeren har herefter ikke alene ved sin og ægtefællens forklaringer herom bevist, at han i forbindelse med virksomhedens brug af ægtefællens private bil har haft en driftsudgift, der kan begrunde et skattemæssigt fradrag. Sagsøgte frifindes derfor for denne del af sagsøgerens påstand.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøgeren, As, påstand 3.
Ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 med hensyn til værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 3, hjemvises til skattemyndighederne.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.