Det fremgår af SBL § 3, stk. 2, 1. pkt., at beregningsgrundlaget opgjort efter stk. 1 skal reduceres med selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før eventuel sambeskatning efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og selskabsskattelovens afsnit III i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct.

Bestemmelsen indebærer, at det kun er den del af beregningsgrundlaget, der overstiger det gennemsnitlige skattepligtige overskud før sambeskatning i de 4 indkomstår (referenceår) med tillæg af 20 pct., der pålægges det midlertidige solidaritetsbidrag.

Det gennemsnitlige skattepligtige overskud skal opgøres på grundlag af det skattepligtige overskud i alle 4 referenceår, uanset om mindre end 75 pct. af den skattepligtige omsætning i selskabet i et eller flere af årene vedrørte økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter. Se nærmere om omsætningsgrænsen i afsnit C.D.8.11.2.1.

Underskud i den skattepligtige indkomst, der er konstateret i et af indkomstårene, der indgår som referenceår efter SBL § 3 stk. 2, 1. pkt., og som helt eller delvist er blevet fratrukket i den skattepligtige indkomst i et senere referenceår, skal tillægges indkomsten i sidstnævnte år ved opgørelsen af den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de 4 referenceår. Se SBL § 3, stk. 2, 2. pkt.

Det er kun underskudsbeløb, der faktisk er fremført og fratrukket ved selskabets eller det faste driftssteds indkomstopgørelse i det senere indkomstår, der vil skulle tillægges. Bestemmelsen sikrer, at et underskud konstateret i et af de 4 referenceår ikke bliver medregnet to gange ved opgørelsen af den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de 4 referenceår.

Udgør de 4 referenceår en periode, der er kortere eller længere end 48 måneder, omregnes det samlede skattepligtige overskud i de 4 referenceår til en periode på 48 måneder, før det gennemsnitlige skattepligtige overskud opgøres. Se SBL § 3, stk. 2, 3. pkt.

Hvor et eller flere af de 4 indkomstår, der anvendes som referenceår, har været kortere eller længere end 12 måneder indebærer bestemmelsen, at den samlede indkomst i de 4 referenceår vil skulle omregnes til indkomsten i en periode på 48 måneder, før den gennemsnitlige indkomst beregnes ved at dividere den samlede indkomst i perioden med 4. Bestemmelse vil også skulle finde anvendelse, hvis et selskab f.eks. er blevet stiftet mindre end 48 måneder før starten af indkomståret 2023. Gennemsnitsindkomsten i sådanne tilfælde opgøres for en 12 måneders periode, således at den vil udgøre et korrekt sammenligningsgrundlag, når det beregnes, i hvilket omfang der i indkomståret 2023 er oppebåret ekstraordinære overskud, der skal pålægges det midlertidige solidaritetsbidrag.

Beregningsgrundlaget skal ikke reduceres, hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud opgjort efter SBL § 3, stk. 2, 1.-3. pkt., er negativt. Se SBL § 3, stk. 2, 4. pkt. I så fald skal der svares midlertidigt solidaritetsbidrag for hele det opgjorte beregningsgrundlag efter SBL § 3, stk. 1.

Hvis indkomståret 2023 er kortere end 12 måneder og skal der efter SBL § 3, stk. 1, 4. pkt. ikke ske en omregning af beregningsgrundlaget, så det svarer til beløbet i en 12 måneders periode, reduceres det gennemsnitlige overskud forholdsmæssigt, før beregningsgrundlaget reduceres. Se SBL § 3, stk. 2, 5. pkt.

Dette tager højde for de tilfælde, hvor beregningsgrundlaget for et indkomstår 2023, der er kortere end 12 måneder, ikke skal omregnes, så det svarer til beløbet i en 12 måneders periode. I så fald vil den periode, som gennemsnitsindkomsten opgøres for, skulle være den samme, for at gennemsnitsindkomsten vil udgøre et korrekt sammenligningsgrundlag.