Det midlertidige solidaritetsbidrag betales med foreløbige beløb i to rater, som forfalder til betaling den 1. oktober 2023 (første rate) og den 1. i den anden måned efter fristen for afgivelse af oplysninger efter SKL § 2 (anden rate), og at sidste rettidige betalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden. Se SBL § 6, stk. 1.
Dermed skal det midlertidige solidaritetsbidrag på samme måde som selskabsskatten skulle betales i to a conto-rater.
For selskaber er oplysningsfristen senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. SKL § 12, stk. 1. Udløber indkomståret i perioden fra og med den 1. marts til og med den 31. marts, skal oplysningerne dog gives senest den 1. september samme år, jf. SKL § 12, stk. 2.
Eksempel
Et selskab, der anvender kalenderåret som indkomstår, har oplysningsfrist den 30. juni 2024. Når den anden foreløbige rate efter SBL § 6, stk. 1 forfalder til betaling den 1. i den anden måned efter oplysningsfristens udløb, vil det således indebære, at forfaldsdagen for den anden rate vil være den 1. august 2024.
Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 A, skal afgive oplysninger til Skatteforvaltningen efter SKL § 2 senest den 1. maj i året efter indkomståret, og de skal anvende kalenderåret som indkomstår, jf. KULBOPKL §§ 1, stk. 4, og 11, stk. 1.
De foreløbige rater vil for disse selskaber skulle forfalde til betaling henholdsvis den 1. oktober 2023 og den 1. juni 2024, hvilket vil være det samme tidspunkt, som kulbrinteskattepligtige selskaber vil skulle svare de foreløbige kulbrinteskatterater, jf. KULBOPKL § 4.
Hvis rater ikke er betalt rettidigt, skal selskabet eller det faste driftssted betale en rente i henhold til OPKL § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Rentebeløbet tilfalder statskassen. Se SBL § 6, stk. 4.