Indhold

Grundlæggende skelnes der mellem tre forskellige værdiansættelsesmodeller:

1. En indkomstbaseret/kapitalværdibaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes med udgangspunkt i den fremtidige indkomst, som værdiansættelsessubjektet forventes at give anledning til.
2. En markedsbaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes med udgangspunkt i sammenlignelige uafhængige transaktioner/virksomheder.
3. En omkostningsbaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes på baggrund af de omkostninger, der er medgået til opbyggelse af aktivet eller de omkostninger, der ville medgå til opbyggelse af tilsvarende aktiv (substitutionsomkostninger).

Den indkomstbaserede/kapitalværdibaserede værdiansættelsesmodel (værdiansættelse baseret på fremtidig indkomst)

Generelt kan værdien af en virksomhed eller et aktiv opgøres som nutidsværdien af det fremtidige frie cash flow, der kan henføres til virksomheden eller aktivet. Nutidsværdien findes ved at tilbagediskontere det fremtidige frie cash flow til værdiansættelsesdatoen, hvor diskonteringen sker med kapitalomkostningen for den pågældende virksomhed eller aktivet. Værdiansættelsesmodeller, hvor det forventede fremtidige cash flow kapitaliseres til en nutidsværdi, klassificeres bredt som indkomst- eller kapitalværdibaserede værdiansættelser.

Den tilbagediskonterede cash flow model (DCF-modellen) beskrives yderligere i afsnit C.J.3.1.

Den markedsbaserede værdiansættelsesmodel

Ved den markedsbaserede værdiansættelsesmodel vurderes værdien på baggrund af markedsværdien af sammenlignelige transaktioner eller sammenlignelige virksomheder (ofte benævnt peer-gruppe). En peer-gruppe kan være en gruppe af sammenlignelige virksomheder, hvor markedsværdien observeres med reference til børskursen for de pågældende virksomheder. En peer-gruppe kan også være konkrete transaktioner i sammenlignelige virksomheder, hvor markedsprisen for de pågældende transaktioner er tilgængelig.

Ved den markedsbaserede model kan der overordnet skelnes mellem en direkte og en relativ prissammenligningstilgang. Ved direkte prissammenligninger anvendes den absolutte pris for sammenlignelige virksomheder til at fastsætte prisen - denne model er derfor kun anvendelig, hvis det er den samme virksomhed eller det samme aktiv, der overdrages. Ved relative prissammenligninger anvendes regnskabsmæssige forholdstal/nøgletal i forhold til markedsværdien for sammenlignelige virksomheder. Værdiansættelse ved relative prissammenligninger klassificeres bredt, som værdiansættelse ved multiple. Værdiansættelse ved multiple beskrives i afsnit C.J.3.2.

Den omkostningsbaserede værdiansættelsesmodel

Der kan skelnes mellem to forskellige omkostningsbaserede værdiansættelsesmodeller:

1. Værdiansættelse baseret på de omkostninger, der er afholdt ved aktivets frembringelse (historiske omkostninger).
2. Værdiansættelse baseret på de omkostninger, der forventes at skulle afholdes for at frembringe et tilsvarende aktiv (erstatnings- eller substitutionsomkostninger).

En værdiansættelsesmodel, som tager udgangspunkt i omkostninger, vil sjældent være egnet til at finde handelsværdien af en virksomhed eller et unikt immaterielt aktiv, hvor værdien først og fremmest afhænger af den forventede fremtidige indtjening.

Se afsnit C.J.5.1.5 om situationer, hvor omkostningsbaserede værdiansættelsesmodeller kan anvendes.

Anvendelse af værdiansættelsesmodeller i praksis

De kapitalværdibaserede (hovedsageligt DCF-modellen) og markedsbaserede værdiansættelsesmodeller er i praksis langt de mest benyttede.

Afsnit C.J Værdiansættelse fokuserer derfor på at beskrive anvendelsen af DCF-modellen og multipel værdiansættelse. Det skal bemærkes, at fokus på disse modeller ikke i sig selv er udtryk for en manglende anerkendelse af alternative eller afledte værdiansættelsesmodeller, men som følge af den - i praksis - begrænsede anvendelse af andre værdiansættelsesmodeller, vil afsnittet ikke omhandle disse.

I nogle situationer kan handelsværdien af en virksomhed findes ved anvendelse af den vejledende beregningsmodel i aktie- og goodwillcirkulærerne (TSS-cirkulære 2000-9 og TSS-cirkulære 2000-10). Cirkulærerne omtales kort nedenfor i afsnit C.J.3.3.

Det bemærkes, at der ikke med afsnit C.J tilsigtes ændringer i, hvornår eller hvordan aktie- og goodwillcirkulærerne anvendes. Se nærmere om brugen af cirkulærerne i afsnit C.B.2.1.4.5.1. og C.C.6.4.1.2.

Se afsnit C.J.5 for anvendelse af sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter og CUP-metoden ved værdiansættelse af aktiver inden for transfer pricing.