Indhold

Dette afsnit omhandler aftaler indgået mellem Skatteforvaltningen og borgeren/virksomheden.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om aftaler
  • Særligt om efterangivelse
  • Fremgangsmåden ved efterangivelse
  • Undtagelse fra fremgangsmåden
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om aftaler

En aftale mellem Skatteforvaltningen og en borger/virksomhed er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Eksempel (indgåelse af frivillig afdragsordning er ikke en afgørelse)

Landsskatteretten fandt, at det ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, at SKAT havde indgået en frivillig aftale med en bidragspligtig om en afdragsordning. Bidragsmodtageren havde derfor ikke adgang til at klage over indgåelse af afdragsordningen. Det forhold, at SKAT havde benævnt indgåelse af afdragsordningen som en afgørelse og havde partshørt bidragsmodtageren herom, kunne ikke føre til et andet resultat. Se SKM2017.636.SANST.

Eksempel (SKATs anmodning om at modtage gældserklæring var ikke en afgørelse)

SKAT anmodede en skyldner om at underskrive en gældserklæring for at afbryde forældelse og undgå udlægsforretning. Der var ikke tale om en forvaltningsafgørelse, men derimod faktisk forvaltningsvirksomhed, således at der ikke var grundlag for klage til Landsskatteretten. Se SKM2014.358.BR.

Særligt om efterangivelse

Efterangivelse handler om den gældende mangeårige praksis om efterangivelse, der anvendes på told- og arbejdsgiverkontrolområdet. På moms- og afgiftsområdet er der sket en del ændringer, idet ændringer i moms- og afgiftstilsvar nu skal ske elektronisk via TastSelv Erhverv (skat.dk/tastselverhverv). Se afsnit A.A.8.3.1.3.

Efterbetaling på Skatteforvaltningens initiativ er en frivillig aftale, og dermed er der ikke tale om en afgørelse. Procedurereglerne i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven skal derfor ikke iagttages. I det omfang, en afgiftspligtig selv tager initiativ til en efterangivelse, skal henvendelsen behandles som en anmodning om genoptagelse og afsluttes med en afgørelse.

Selv om borgeren/virksomheden har afleveret efterangivelse, kan der med respekt af gældende frist- og forældelsesregler anmodes om, at der træffes afgørelse med klageadgang. Vedrørende toldområdet gælder særligt, at fristen for anmodning om godtgørelse ikke må være overskredet. Se EUTK art 121. Se også afsnit A.A.8.5.

Fremgangsmåden ved efterangivelse

På told- og arbejdsgiverkontrolområdet kan fremgangsmåden med efterangivelse anvendes, hvis borgeren/virksomheden skal efterbetale skyldige beløb. Efterangivelse forudsætter enighed, der dokumenteres ved underskrift fra den skattepligtige samt ved, at Skatteforvaltningen skriftligt tilkendegiver, at sagen kan sluttes ved efterangivelse. I sagen SKM2012.576.LSR blev det lagt til grund, at en mailkorrespondance med den afgiftspligtige ikke kunne sidestilles med, at der var sket frivillig efterangivelse fra den afgiftspligtige.

Undtagelse fra fremgangsmåden

Afslutning med efterangivelse kan ikke anvendes, hvis der er flere parter, da de øvrige parter i givet fald mister deres klagemulighed. I sådanne tilfælde skal der træffes afgørelse og procedurereglerne i forvaltningsloven, og skatteforvaltningsloven skal overholdes.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser mv. på området:

Byretsdomme

SKM2014.358.BR

SKATs anmodning om at modtage gældserklæring var ikke en afgørelse.

Offentliggjorte afgørelser fra Skatteankestyrelsen

SKM2017.636.SANST

Landsskatteretten fandt, at det ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, når SKAT indgår en frivillig aftale med en bidragspligtig om en afdragsordning. Bidragsmodtageren havde derfor ikke adgang til at klage over indgåelse af afdragsordningen. Det forhold, at SKAT har benævnt indgåelse af afdragsordningen som en afgørelse og havde partshørt bidragsmodtageren herom, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten

SKM2012.576.LSR

Et selskab ansås ikke for frivilligt at have indgivet efterangivelser af afgiftstilsvar, se SFL § 31.