Indhold
Afsnittet indeholder
- Creditlempelse efter LL § 33
- Bortseelse fra underskud, LL § 33 H og SEL § 31, stk. 9
Creditlempelse efter LL § 33
Ved beregning af den maksimale creditlempelse for udenlandske skatter efter LL § 33, vil både den udenlandske indkomst og den samlede indkomst, der indgår i lempelsesbrøken, være indkomsten før faktorforhøjelse. SEL § 17 A medfører således ingen ændringer i LL § 33.
Eksempel 1
Selskab A er et ikke-sambeskattet, finansielt selskab med kalenderåret som indkomstår. Selskabet har i indkomståret 2024 en udenlandsk nettoindkomst, hvor der er betalt lokal skat på 24 %
Eksempel 1 Beløb i 1.000 kr. | 2024 |
Dansk indkomst | 10.000 |
Udenlandsk nettoindkomst (A) | 1.000 |
Samlet indkomst (B) | 11.000 |
Faktorforhøjelse | 26/22 |
Indkomst efter faktorforhøjelse | 13.000 |
Skat 22 % (C) | 2.860 |
Udenlandsk skat (D) | 240 |
Maksimal lempelse ((A/B)*C) (E) | 260 |
Faktisk lempelse (mindste beløb af D og E) | -240 |
Dansk skat efter lempelse | 2.620 |
Der opnås i eksemplet fuld creditlempelse for den udenlandske skat på 24 %, da det finansielle selskabs danske skat svarer til en beskatning på 26 %.
Bortseelse fra underskud, LL § 33 H og SEL § 31, stk. 9
Med henblik på ikke at forringe de eksisterende muligheder for lempelse for en eventuel dobbeltbeskatning var der behov for en ændring af de særlige regler i LL § 33 H og SEL § 31, stk. 9, om mulighed for at bortse fra underskud.
Efter SEL § 17 A, stk. 2, skal indkomsten fra alle det finansielle selskabs udenlandske og danske indkomstkilder faktorforhøjes efter SEL § 17 A, stk. 1, før det underskud, der kan ses bort fra efter SEL § 31, stk. 9, eller LL § 33 H, opgøres.
SEL § 17 A, stk. 1, indebærer, at det er den samlede skattepligtige indkomst, der for et finansielt selskab er opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler i et givet indkomstår, der skal forhøjes med den faktor, der gælder for det pågældende indkomstår.
SEL § 17 A, stk. 2, indebærer som en undtagelse hertil, at der ved anvendelsen af bestemmelserne om bortseelse fra underskud skal ske en forhøjelse af indkomsten fra hver enkelt af det finansielle selskabs danske og udenlandske kilder, før det opgøres, hvor stort et underskud der kan bortses fra.
Det finansielle selskabs eventuelle fremførselsberettigede underskud fra tidligere indkomstår vil allerede være forhøjet, hvis de er konstateret i et indkomstår, hvor selskabet var omfattet af den forhøjede selskabsskat. Dette følger af henvisningen til SEL § 12 i SEL § 17 A, stk. 1. Sådanne fremførselsberettigede underskud skal derfor ikke forhøjes på ny.
Det er kun nødvendigt at forhøje indkomsten for hver enkelt af det finansielle selskabs indkomstkilder i de tilfælde, hvor selskabet eller de sambeskattede selskaber faktisk måtte ønske at gøre brug af muligheden for at anvende mulighederne for bortseelse fra underskud efter LL § 33 H eller SEL § 31, stk. 9.
Eksempel 2 (vedr. anvendelse af LL § 33 H)
Selskab A er et ikke-sambeskattet, finansielt selskab med kalenderåret som indkomstår. Selskabet har både i indkomståret 2024 og 2025 en udenlandsk nettoindkomst, hvor der er betalt lokal skat på 24 %.
Eksempel 2 - 2024 Beløb i 1.000 kr. | Før faktorforhøjelse | Efter faktorforhøjelse |
Indkomståret 2024 | | |
Dansk indkomst | -6.000 | -7.091 |
Udenlandsk nettoindkomst (A) | 1.000 | 1.182 |
Samlet indkomst | -5.000 | -5.909 |
Bortseelse fra dansk underskud, LL § 33 H | | 7.091 |
Indkomst efter bortseelse (B) | | 1.182 |
Skat, 22 % (C) | | 260 |
Udenlandsk skat | | 240 |
Maksimal lempelse ((A/B)*C) | | 260 |
Faktisk lempelse | | -240 |
Dansk skat efter lempelse | | 20 |
Underskud til fremførsel | | 7.091 |
Eksempel 2 - 2025 Beløb i 1.000 kr. | Før faktorforhøjelse | Efter faktorforhøjelse |
Indkomståret 2025 | | |
Dansk indkomst | 3.400 | 4-018 |
Udenlandsk nettoindkomst (A) | 1.000 | 1.182 |
Samlet indkomst | 4.400 | 5.200 |
Underskudsfremførsel | | -5.200 |
Skattepligtig indkomst | | 0 |
Bortseelse fra dansk underskud, LL § 33 H | | 1.182 |
Indkomst efter bortseelse (B) | | 1.182 |
Skat, 22 % (C) | | 260 |
Udenlandsk skat | | 240 |
Maksimal lempelse ((A/B)*C) | | 260 |
Faktisk lempelse | | -240 |
Dansk skat efter lempelse | | 20 |
Underskud til fremførsel (7.091 - 5.200 + 1.182) | | 3.073 |
Eksempel 3 (vedr. anvendelse af SEL § 31, stk. 9)
Selskab A er et finansielt selskab med kalenderåret som indkomstår. Selskabet er sambeskattet med filialen B, som ligeledes beskattes af sin indkomst i det land, hvor filialens hovedkontor er hjemmehørende. Hovedkontorets hjemland lemper efter creditmetoden. Filialen B udøver ikke finansiel virksomhed.
Eksempel 3 Beløb i 1.000 kr. | Før faktorforhøjelse | Efter faktorforhøjelse |
Indkomståret 2024 | | |
Indkomst, Selskab A (finansiel) | -3.000 | -3.545 |
Indkomst, Filial B (ikke-finansiel) | 4000 | 4.000 |
Samlet indkomst | 1.000 | 455 |
Bortseelse fra underskud i A, SEL § 31, stk. 9 | | 3.545 |
Indkomst efter bortseelse | | 4.000 |
Skat, 22 % | | 880 |
Underskud til fremførsel, A | | 3.545 |
Se også
- Afsnit C.D.10.2.4. Adgang til at se bort fra underskud (LL § 33 H)
- Afsnit C.D.3.1.4.3.5 Bortseelse fra underskud (SEL § 31, stk. 9)