Dato for udgivelse
04 Jul 2022 12:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Jun 2022 11:44
SKM-nummer
SKM2022.353.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
2-1498/2022
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, bøde, prøvesag, løse pantetiketter
Resumé

T var tiltalt for som konstateret ved Skattestyrelsens kontrolbesøg den 21. januar 2019 i sin virksomhed at have købt eller på anden måde modtaget 3.175 stk. selvklæbende pantetiketter fra andre end Dansk Retursystem A/S samt at have markedsført drikkevarer i emballage uden korrekt pantmærkning. Endvidere var T tiltalt for at have solgt eller på anden måde overdraget henholdsvis 177 stk. og 96 stk. selvklæbende pantmærker til to andre virksomheder som konstateret ved Skattestyrelsens kontrol den 20. februar 2019 og 26. februar 2019 i virksomhederne.

T erkendte sig skyldig. Byretten fandt T skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 20.000 kr., udmålt som tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at T ikke tidligere var dømt for ligeartet kriminalitet, antallet af overtrædelser, samt forarbejdernes bemærkninger vedrørende absolut kumulation. Retten fandt ikke, at der efter sagens karakter og forløb var grundlag for at nedsætte bøden under henvisning til lang sagsbehandlingstid.

Reference(r)

Pantbekendtgørelsens § 107, stk. 1, nr. 19, jf. § 28, stk. 4 (dagældende pantbekendtgørelse § 106, stk. 1, nr. 19, jf. § 28, stk. 4) 

Pantbekendtgørelsens § 107, stk. 1, nr. 11, jf. § 24 (dagældende pantbekendtgørelse § 106, stk. 1, nr. 11, jf. § 24)

Pantbekendtgørelsens § 107, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3 (dagældende pantbekendtgørelse § 106, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3)

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit 2022-1, afsnit A.C.3.5.3.4.

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

født den (red. dato fjernet)

Anklageskrift er modtaget den 17. februar 2022.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

nugældende bekendtgørelse nr. 1787 af 28. november 2020 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 107, stk. 1, nr. 19 jf. § 28, stk. 4 jf. dagældende bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 106, stk. 1, nr. 19, jf. § 28, stk. 4,

ved som konstateret ved Skattestyrelsens kontrol den 21. januar 2019 i virksomheden G1-virksomhed, Y1-adresse at have købt eller på anden måde modtaget 3175 stk. selvklæbende pantetiketter i alu i pantkategori A og 96 stk. selvklæbende pantetiketter i plast i pantkategori C fra andre end Dansk Retursystem A/S.

2.

nugældende bekendtgørelse nr. 1787 af 28. november 2020 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 107, stk. 1, nr. 11 jf. § 24 jf. dagældende bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 106, stk. 1, nr. 11, jf. § 24,

ved som konstateret ved Skattestyrelsens kontrol den 21. januar 2019 i foreningslokalerne til virksomheden G1-virksomhed, Y1-adresse, at have markedsført 693 stk. (red. mærke fjernet)Orangesaft, 648 stk. (red. mærke fjernet)Mango, 792 stk. (red. mærke fjernet)Peach, 720 stk. (red. mærke fjernet)Pineapple, 321 stk. Rød Sodavand og 156 stk. Rød Sodavand uden korrekt pantmærkning.

3.

nugældende bekendtgørelse nr. 1787 af 28. november 2020 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 107, stk. 1, nr. 18 jf. § 28, stk. 3 jf. dagældende bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 106, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3,

ved som konstateret ved Skattestyrelsens kontrol den 20. februar 2019 til virksomheden G2-virksomhed, Y2-adresse at have solgt eller på anden måde overdraget 177 stk. selvklæbende pantetiketter i alu i pantkategori A, selvom ingen andre end Dansk Retursystem A/S må sælge eller på anden måde overdrage selvklæbende pantetiketter.

4.

nugældende bekendtgørelse nr. 1787 af 28. november 2020 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 107, stk. 1, nr. 18 jf. § 28, stk. 3 jf. dagældende bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 106, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3,

ved som konstateret ved Skattestyrelsens kontrol den 26. februar 2019 til virksomheden G3-virksomhed, Y3-adresse at have solgt eller på anden måde overdraget 96 stk. selvklæbende pantetiketter i alu i pantkategori A, selvom ingen andre end Dansk Retursystem A/S må sælge eller på anden måde overdrage selvklæbende pantetiketter.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet SA.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Tiltalte er tidligere straffet med bøde ved bødeforlæg og udeblivelsesdomme af 24. september 2019, 15. januar 2020 og 5 marts 2020.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en bøde på 20.000 kr., jf. nugældende bekendtgørelse nr. 1787 af 28. november 2020 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 107, stk. 1, nr. 19, jf. § 28, stk. 4, § 107, stk. 1, nr. 11, jf. § 24, samt § 107, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3, jf. dagældende bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling mv. af emballage til visse drikkevarer § 106, stk. 1, nr. 19, jf. § 28, stk. 4, § 106, stk. 1, nr. 11, jf. § 24, samt § 106, stk. 1, nr. 18, jf. § 28, stk. 3.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet, antallet af overtrædelser, samt forarbejderne til lov nr. 408 af 8. maj 2006, herunder bemærkningerne vedrørende absolut kumulation. Der er efter sagens karakter og forløb ikke grundlag for at nedsætte bøden under henvisning til lang sagsbehandlingstid. Retten har endvidere lagt til grund, at tiltalte ikke tidligere har betalt et bødeforlæg vedrørende forholdene.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

T skal betale en bøde på 20.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 14 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.