Parter
A
(v/advokat Troels Behnke Skak)
mod
Skatteministeriet Departementet
(v/advokat Josefine Farver Kronborg)
Afgørelse truffet af landsdommer
Kirsten Maigaard.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 24. september 2020.
A har fremsat følgende påstand:
Principalt: Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte As skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 med kr. 26.687, for indkomståret 2017 med kr. 75.736 og for indkomståret 2018 med kr. 75.919.
Subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte As skattepligtige indkomst med et lavere beløb for indkomståret 2016 end kr. 26.687, for indkomståret 2017 end kr. 75.736 og for indkomståret 2018 end kr. 75.919.
Sagen drejer sig om beskatningsgrundlaget af en bil som As arbejdsgiver G1-virksomhed har stillet til rådighed for A i indkomstårene 2016, 2017 og 2018.
Rettens begrundelse og resultat
Da Skatteministeriet Departementet har anerkendt den af A nedlagte principale påstand, afsiger retten dom efter denne påstand.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr. og af retsafgift med 2.000,00 kr., i alt 22.000 kr. A er ikke momsregistreret.
Berammelsesafgiften tilbagebetales til A.
T H I K E N D E S F O R R E T :
Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte As skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 med 26.687 kr., for indkomståret 2017 med 75.736 kr. og for indkomståret 2018 med 75.919 kr.
Skatteministeriet Departementet skal til A betale sagsomkostninger med 22.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.