Parter

A

(v/advokat Svend Harbo)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Mattias Chor)

Afgørelsen er truffet af byretsdommer

Nina Brandt Sløgedal.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 30. marts 2020. Sagen vedrører hvorvidt de overførsler på hhv. 225.000 kr. og 6.600 kr., som A har modtaget i 2014 og 2015, må anses som skattepligtig indkomst, som skal indgå i hans skatteansættelser for indkomstårene 2014 og 2015.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af A skatteansættelse for 2014 nedsættes med 175.000 kr. subsidiært 140.000 kr. og for 2015 nedsættes med 6.600 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 20. januar 2014 modtog A indbetaling på sin konto i F1-bank af 225.000 kr. På kontoudtoget fremgår betalingen som: "faktura nr. 0109", og det er ubestridt at pengene er modtaget fra PO. Det følger af kontoudtoget, at A samme dag lavede tre overførsler af hhv. 45.000 kr., 45.000 kr. og 50.000 kr.

Det fremgår overførselsudskrift af 20. januar 2014 vedrørende SFs konto, at SF denne dag modtog 45.000 kr. fra A.

Det fremgår af kontoudskrift fra F2-bank vedrørende UA, at UA den 21. januar 2014 modtog 50.000 kr. fra A, og at UA den 22. april 2014 lavede en overførsel på 50.000 kr. som han navngav "Videreført til Holdingselskab".

Den 26. februar 2014 modtog A ifølge kontoudtog fra F1-bank 145.000 kr. fra KD. Samme dag overførte A 120.264,43 kr. til sit billån.

Imellem den 16. og 23. februar 2015 modtog A 5 overførsler fra KD via Mobilepay. Overførslerne bestod af to overførsler på hver 1.500 kr. den 16. februar, en overførsel på 1.500 kr. den 17. februar, en overførsel på 1.500 kr. den 20. februar og en overførsel på 600 kr. den 23. februar, i alt 6.600 kr.

A reagerede ikke på Skattestyrelsens forslag af 2. januar 2019 om ændring af hans skatteansættelse. Skattestyrelsens traf derfor den 4. februar 2019 afgørelse om at hæve A’ skatteansættelser for indkomstårene 2014 og 2015, som følge af indsætningerne på 225.000 kr. og 145.000 kr. i 2014 og 6.600 kr. i 2015.

Efter klage fra A traf Landsskatteretten den 4. marts 2018 afgørelse om, at A’ skatteansættelser for 2014 og 2015 med rette var hævet med de indsatte 225.000 og 6.600 kr., men at skatteansættelsen ikke skulle forhøjes med de 145.000 kr., idet disse måtte anses for betaling for A’ salg af en Audi A6.

Ved mail af 25. juni 2019 bekræftede KD overfor A, at han havde købt en Audi A6 af A, og at alle betalinger fra KD til A omhandlede betaling for bilen.

Den 6. august 2020 skrev NA en mail til A, hvori han bekræftede, at han modtog 50.000 kr. den 21. januar 2014 som en del af et stykke arbejde til i alt 200.000 kr. udført sammen med A.

Den 8. august 2019 sendte UA mail til A, hvori han bekræftede, at han modtog et beløb på omkring 50.000 kr. fra A for arbejde som han, A og to andre havde udført, at det samlede beløb udgjorde 200.000 kr. med tillæg af materialer, og at A forstod fordeling af beløbet samt udlæg til materialer.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…Ad forhøjelsen på kr. 225.000

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, herunder indtægter fra drift af virksomhed, jf. SL § 4, litra a.

Det følger samtidig af principperne i SL §§ 4-6, gengivet i SKAT´s Juridiske Vejledning afsnit C.D.2.2.1, at:

"Indtægter skal henføres til det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og omkostninger skal henføres til det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde omkostningen."

Ethvert skatte- og afgiftsretligt forhold, afgøres således altid ud fra realiteten og hvilket skattesubjekt, der har det retlige krav på en given indtægt, beror derfor altid på en konkret vurdering af de faktiske forhold, aftaler, mv., uagtet de formelle forholds fremtræden.

Der henvises i denne forbindelse til SKAT´s den juridiske vejlednings afsnit C.D.2.2.1 og den blandt andet dér, fremhævede praksis.

Samtidig påhviler bevisbyrden for, at beløb, indsat på en konto i en skatteyders navn, ikke retligt tilkommer denne, den pågældende skatteyder.

Der henvises i denne forbindelse til SKM 2019.344.BR og SKM 2013.537.ØLR, hvorde, i sagerne omhandlede skatteydere, havde løftet denne bevisbyrde og således ikke fandtes at udgøre de rette skattesubjekter.

I SKM2019.344.BR blev der i rettens præmisser blandt andet lagt vægt på at:

-          Kontaktpersonen til kunder og leverandører var ikke sagsøger, men sagsøgerens bror.

-          At sagsøger ikke havde haft noget med ledelsen og driften af virksomheden at gøre.

-          At sagsøger på tidspunktet for virksomhedens drift, var sygeplejerskestuderende og at hun i sin fritid i stort omfang arbejdede som tilkaldevagt på et plejehjem og at hendes tid således gik med andre daglige og erhvervsmæssige formål, end driften af den pågældende virksomhed.

-          At det efter sagsøgers forklaring og kontoudskrifterne kunne det lægges til grund, at sagsøger ikke har modtaget midler fra virksomheden.

-          Hertil kom at de involveredes betalingsevne og eventuelle erstatningspådragende adfærd ikke havde betydning for, hvem der reelt drev virksomheden.

Skatteyderen havde i sagen således løftet bevisbyrden for at denne ikke var rette beskatningssubjekt.

I SKM 2013.537.ØLR blev der i rettens præmisser blandt andet lagt vægt på at:

-     På fakturaerne var anført indstævntes adresse, men dog sønnens email og telefonnummer. På denne baggrund havde et vidne i sagen således opfattet at det var sønnen - og ikke faderen, der bestemte i - og dermed drev - virksomheden.

I relation til bevisbyrden i forhold til fradrag, og hvilke forhold, der kan tillægges vægt i forbindelse med om bevisbyrden er løftet kan henvises til SKM 2016.509.

SKM 2016.509 vedrørte et tilfælde hvor der var påstået fradrag for fakturaer, som Skattestyrelsen havde underkendt realiteten af, men skatteyderen vandt sagen, idet fakturaudstederen mødte op i retten og konkret forklarede sagens rette sammenhæng - herunder at underleverandøren havde begået momssvig ved ikke at selvangive salgsmomsen.

Retten tillagde forklaringen fra underleverandøren afgørende betydning for sagens afgørelse, idet underleverandøren ved at afgive denne forklaring konkret udsatte sig for strafansvar.

I nærværende sag har UA erkendt at have modtaget sin del af betalingen på lige fod med de øvrige, herunder A, ligesom cashflowet på A konto underbygger, at der er sket betaling til de øvrigt involverede i og med, at pengene er videreoverført umiddelbart efter, at A har modtaget betalingen for det udførte arbejde.

Der er endvidere ikke tale om en erkendelse, der blot kan tilsidesættes henset til, at UA udsætter sig for risiko for både beskatning og straffeansvar ved at erkende at have modtaget sin del af betalingen.

I og med, at UA vil blive indkaldt til at afgive forklaring herom vil dette gælde så meget desto mere jf. SKM 2016.509 hvor en forklaring fra en person, der ved sin forklaring risikerede skat og straf, blev tillagt væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Realiteten er da også, at A ikke er rette indkomstmodtager af det fulde betalte beløb - uanset betalingen er indgået på A konto, i og med, at realiteten er, som tidligere anført, at der har været 4 personer om at udføre det pågældende arbejde, og at der er sket afregning fra A til de øvrige 3, som kontoudtoget meget klart viser.

Der er således ikke skyggen af tvivl om i denne sag, at A ikke er rette beskatningssubjekt af det fulde beløb, men alene af sin del af indtægten, der efter betaling af materialer udgør kr. 50.000.

Ad forhøjelsen kr. 6.600

Som det fremgår af sagen anerkendes det, at KD har købt en bil af A, og at de første kr. 145.000 KD overfører vedrører betaling af bilen, medens de sidste kr. 6.600, han overfører ikke anses at vedrøre køb af bilen, men tilsyneladende skulle udgøre en eller anden skattepligtig indtægt for A.

Dette er dog ikke tilfældet, da der, som KD allerede har bekræftet, jf. sagens bilag 5, er tale om restbetaling for bilen…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"… Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A’ skattepligtige indkomst i indkomstårene 2014 og 2015 med rette er forhøjet som følge af indsætningerne på hans konto på henholdsvis kr. 225.000 og i alt kr. 6.600 (fire overførsler på kr. 1.500 og én på kr. 600), idet A ikke har løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og det påhviler i henhold til skattekontrollovens dagældende § 1 en skattepligtig at selvangive sin indkomst.

Har en skattepligtig modtaget et beløb, påhviler det den pågældende med henvisning til objektive kendsgerninger at godtgøre, at beløbet ikke udgør skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, jf. f.eks. SKM2021.115.HR (udvalgt til, men endnu ikke offentliggjort i UfR), UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H.

3.1 Indsætningen på kr. 225.000

Efter gennemgang af konti tilhørende A har Skattestyrelsen beskattet A af en indsætning på kr. 225.000 i indkomståret 2014, hvilket Landsskatteretten har tiltrådt.

A har i stævningen (s. 2, 5. afsnit) samt under sagens administrative behandling ved Landsskatteretten (bilag 2, s. 15) hævdet, at indsætningen på kr. 225.000 er betaling for (sort) arbejde udført for PO af A, UA, NA og SF, og at hele beløbet derfor ikke skal beskattes hos ham.

Som dokumentation for, at i alt kr. 140.000 ud af de kr. 225.000, som A har modtaget, er overført til UA, SF og NA, har A fremlagt et kontoudskrift fra UA’ konto (bilag 7) og oplysninger om en postering på SFs konto (bilag 6), hvoraf det fremgår, at UA og SF den 20. januar 2014 modtog henholdsvis kr. 50.000 og kr. 5.000 fra A.

A’ overførsel af kr. 50.000 og kr. 45.000 til henholdsvis UA (bilag 7) ogb SF (bilag 6), i umiddelbar forlængelse af modtagelsen af de i sagen omhandlende kr. 225.000, beviser ikke i sig selv, at der er tale om betaling for arbejde udført af de pågældende.

A har ikke godtgjort, at der består den fornødne sammenhæng mellem overførslerne til UA og SF og det påståede udførte arbejde for PO.

A har derved ikke løftet sin bevisbyrde for, at overførslerne udgør betaling for arbejde udført af de pågældende for David Thisted Tordrup. Det bemærkes herved, at der efter det foreliggende lige så vel kan være tale om midlertidige overførsler til UA og SF, hvorefter pengene på den ene eller anden måde igen er tilgået A. Det fremgår da også af UA’ kontoudtog (bilag 7, s. 2), at der dagen efter modtagelsen af de kr. 50.000 videreføres kr. 50.000 til "Holdingselskab".

Forklaringen fra A er derved ikke underbygget af objektive omstændigheder, jf. f.eks. SKM2021.115.HR (udvalgt til, men endnu ikke offentliggjort i UfR) og UfR 2011.1599 H, og det er ikke bevist, at andre end A har modtaget betaling for det udførte arbejde, hvorfor A allerede af den grund skal beskattes af beløbet.

Det fremtræder endvidere som en usædvanlig fremgangsmåde, at en betaling for et stykke arbejde udført af fire personer, som påstået af A, blev afregnet til én person, hvorefter beløbet blev fordelt mellem parterne. Dette skærper yderligere kravene til A’ bevis, jf. UfR 2004.1516 H, SKM2019.391.ØLR og SKM2015.633.ØLR.

A har ligeledes som dokumentation fremlagt en erklæring fra henholdsvis UA (bilag 4), og NA (bilag 8).

Det følger af retspraksis, at erklæringer fra interesseforbundne parter, der ikke er bestyrket af objektive kendsgerninger, ikke tillægges afgørende vægt ved bevisvurderingen, jf. f.eks. UfR 2009.476/2 H og SKM.2017.142.ØLR. Det følger desuden af praksis, at en erklæring udarbejdet til brug for en skattesag alene tillægges begrænset bevismæssig værdi, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.

Erklæringen fra UA (bilag 4) er ikke bestyrket af objektive kendsgerninger og er tilmed indhentet til brug for skattesagen. Erklæringen er derfor ikke tilstrækkelig til at løfte A’ bevisbyrde for, at overførslen på kr. 50.000 (bilag 7) er betaling for arbejde udført af UA.

Erklæringen fra NA (bilag 8) er ligeledes indhentet til brug for skattesagen, og er derfor ligeledes hverken tilstrækkelig for at løfte A’ bevisbyrde for, at det faktisk er NA, der har modtaget kr. 50.000 den 20. januar 2014, eller at der er tale om betaling for arbejde udført af NA.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det af A’ kontoudtog (bilag 3, s 43) fremgår, at der er overført henholdsvis kr. 50.000, kr. 45.000 og kr. 45.000, hvilket ikke stemmer overens med, at både UA (bilag 4) og NA (bilag 8) påstår at have modtaget kr. 50.000 for det påståede udførte arbejde.

At A ikke har løftet sin bevisbyrde for, at de kr. 225.000 ikke er skattepligtig indkomst for ham, underbygges yderligere af (ikke-)svaret på Skatteministeriets opfordring (A), jf. svarskriftet, s. 3, 2. afsnit. Skatteministeriet opfordrede herved A til at oplyse, hvorvidt UA, NA og SF har selvangivet det påståede beløb modtaget i forbindelse med udførelsen af arbejdet for PO, og i bekræftende fald dokumentere dette. Som svar på opfordringen har A alene svaret (replikken,s. 2, 2. afsnit), at:

"Sagsøger har ikke noget med UA, NA og SFs skattemæssige forhold at gøre. Provokation A kan derfor ikke efterkommes."

Det anførte ændrer ikke ved, at det er A’ bevisbyrde, at de videreførte kr. 140.000 ikke er skattepligtig indkomst for ham. På samme måde, som han har søgt indhentet kontooplysninger fra i hvert fald UA og SF, kan han søge de pågældende skatteoplysninger indhentet.

På baggrund af besvarelsen og den manglende opfyldelse af Skatteministeriets opfordring A må det - også i lyset af retsplejelovens § 344, stk. 2, 1. pkt. - lægges til grund, at hverken UA, SF eller NA har ladet sig beskatte af de beløb, som A skulle have overført til dem, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at der er tale om betaling for arbejde udført for PO.

A hævder dernæst (stævningen, s. 3, 1. afsnit), at han har haft udlæg til køb af materialer, som skal fragå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det påhviler A at godtgøre at udgiften til byggematerialer rent faktisk er afholdt som en fradragsberettiget udgift, og at fradragsbetingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er opfyldt, jf. f.eks. UfR 2016.3592 H. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at der er afholdt en udgift. Det skal generelt kunne dokumenteres, hvad udgiften konkret har været, jf. UfR 2009.476/2 H om de almindelige skatteretlige dokumentationskrav og TfS 1998.447 V.

Denne bevisbyrde har A ikke løftet, idet han ikke har fremlagt dokumentation for den hævdede udgiftsafholdelse.

3.2 Indsætningerne på i alt kr. 6.600

Efter gennemgang af konti tilhørende A har Skattestyrelsen yderligere beskattet A af indsætninger på samlet kr. 6.600 i indkomståret 2015 (i form af 5 MobilePayoverførsler, jf. bilag 3, s. 27). Landsskatteretten har tiltrådt forhøjelsen.

A anfører (stævningen, s. 3, 3. afsnit), at indsætningerne på samlet kr. 6.600 vedrører de sidste betalinger vedrørende salg af en bil, som blev gennemført i februar 2014, og i hvilken forbindelse A den 26. februar 2014 modtog kr. 145.000, jf. kontoudtog for konto i F1-bank (bilag 3, s. 41).

Det påhviler A at godtgøre, at der forelå et gældsforhold mellem ham og køber, KD, og at indsætningerne på i alt kr. 6.600 udgør afdrag på gælden som påstået, jf. f.eks. SKM2011.493.ØLR.

Denne bevisbyrde har A ikke løftet alene ved fremlæggelse af erklæring fra KD (bilag 5). Erklæringen er ikke bestyrket af objektive kendsgerninger og er tilmed udarbejdet til brug for skattesagen, hvorfor den ikke løfter A’ bevisbyrde, jf. praksis nævnt i afsnit 3.1. ovenfor.

Det gælder så meget desto mere, når henses til, at indsætningerne sker næsten 1 år efter den første betaling for bilen, og at der ikke er fremlagt nogen købsaftale eller aftale vedrørende betaling i øvrigt…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen og procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Rettens begrundelse og resultat

Efter statsskattelovens § 4 er alle indtægter, som en skattepligtig person opnår i løbet af et år, som udgangspunkt skattepligtige, medmindre beløbet konkret må anses for undtaget fra skattepligten.

Ad 225.000 kr.

Efter bevisførelsen finder retten, at det på baggrund af den fremlagte kontoudtog må lægges til grund, at A efter modtagelse af 225.000 kr. i januar 2014 overførte beløb på hhv. 45.000 kr., 45.000kr. og 50.000 kr. til blandt andet SF og UA. De af A fremlagte erklæringer fra NA og UA er udfærdiget i forbindelse med skattesagen, ligesom en af dem er udfærdiget af A’ bror. Retten tillægger derfor ikke erklæringerne afgørende vægt. A har ikke ved parts- eller vidneforklaring belyst betalingernes kontekst, og retten finder herefter ikke, at A alene ved de indhentede erklæringer og kontoudtog uden nærmere kontekst har godtgjort, at de 225.000 kr., som indgik på hans konto, ikke tilkom ham. Det er således ikke bevist, at A ikke er rette skattesubjekt vedrørende beløbet på 225.000 kr.  Retten finder det videre ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at A har haft fradragsberettigede udgifter til opnåelsen af beløbet. Det er derfor ikke bevist, at A ikke er skattepligtig af det fulde beløb på 225.000 kr., jf. statsskattelovens § 4.

Ad 6.600 kr.

Efter parternes enighed lægger retten til grund, at A i 2014 solgte en bil til KD, hvorefter han modtog 145.000 kr. i betaling for bilen den 26. februar 2014. Retten lægger på baggrund af de fremlagte kontoudtog til grund, at A i februar 2015 modtog yderligere 6.600 kr. fra KD. Den fremlagte erklæring af 25. juni 2019 fra KD angiver, at alle betalinger imellem ham og A er betalinger for bilen. Bilen er efter det oplyste overleveret og registreret til KD ved betalingen af de 145.000 kr. ca. 1 år før betalingen af de 6.600 kr. Den af KD afgivne erklæring er indhentet i forbindelse med skattesagen, og den er ikke bestyrket ved anden dokumentation, parts- eller vidneforklaring. Herefter finder retten ikke, at A har bevist, at beløbet på 6.600 kr. var midler, som ikke skal beskattes, jf. statsskattelovens § 4.

Efter det ovenfor anførte tager retten Skatteministeriet Departementets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens omfang, værdi og forløb skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet Departementet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 55.000 kr. inklusiv moms. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 55.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.