Om begrebet mellemmand henvises til afsnit A.B.1.2.9.5.3.

Efter BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 4, stk. 1, har en mellemmand indberetningspligt til Danmark, hvis

  1. Mellemmanden er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark,
  2. Mellemmanden har et fast driftssted i Danmark, og tjenesteydelserne i forbindelse med den indberetningspligtige ordning er leveret gennem dette faste driftssted,
  3. Mellemmanden er etableret eller underlagt lovgivningen i Danmark
  4. Mellemmanden er registreret i en faglig sammenslutning i Danmark, der beskæftiger sig med rådgivning om juridiske eller skattemæssige forhold. 

Efter BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 4, stk. 2, er stk. 1-4 en prioritetsrækkefølge. Den bygger på en forudsætning om, at den indberetningspligtige mellemmand skal indberette i den medlemsstat, som den pågældende er mest knyttet til.

Indberetningspligt til Danmark indtræder kun, hvis Danmark optræder først på listen i forhold til tilknytning til andre EU-lande.

Eksempel   

En mellemmand har (kun) skattemæssigt hjemsted i Tyskland, men har et fast driftssted i Danmark, hvorfra rådgivningen er ydet. Efter prioriteringsrækkefølgen i den danske bekendtgørelses § 4, stk. 2, er der kun indberetningspligt til Tyskland. Der er ganske vist indberetningspligt til Danmark efter nr. 2, men indberetningspligt efter nr. 1 går forud for indberetningspligt efter nr. 2. Derfor skal ordningen ikke indberettes i Danmark.

 Tilstedeværelsen af BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 4, stk. 2, nr. 3, sikrer, at også personer og retlige arrangementer, der ikke er selvstændige skattesubjekter, er omfattet af indberetningspligten, når de fungerer som mellemmand.

Eksempel

Hvis et dansk kommanditselskab har fungeret som mellemmand, påhviler indberetningspligten dermed kommanditselskabet og ikke de enkelte kommanditister og komplementarer. Se definitionen af "person" i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 11 og definitionen af "relevant skatteyder" i BEK § 3.

BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 4, stk. 2, nr. 4, vil under hensyn til prioriteringsrækkefølgen antagelig kun sjældent spille en rolle i praksis. Eksempler på faglige sammenslutninger omfattet af bestemmelsen er Advokatsamfundet og FSR Danske Revisorer. Bestemmelsen har kun relevans for eventuelle udenlandske medlemmer samt for medlemmer, der måtte være udrejst af Danmark og ikke længere fuldt skattepligtige hertil, men som har bevaret medlemskabet og yder rådgivning i Danmark.