Kendetegn E 1 er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 19, stk. 1, nr. 2, og lyder således:
"En ordning, der indebærer anvendelse af ensidige safe harbour-regler i relation til transfer pricing."
Indberetningspligten gælder kun tilfælde, hvor der er tale om en ensidig (unilateral) safe harbour-regel. Anvendelse af en bilateral eller multilateral safe harbour vil derfor udelukke, at kendetegnet opfyldes.
Safe harbour-regler omfatter først og fremmest regler, der, som et alternativ til de almindelige regler om transfer pricing (armslængdeprincippet), giver skatteydere mulighed for at følge regler, hvorved prisfastsætningen af visse foruddefinerede transaktioner simplificeres, fx via skematiske beregningsregler. Prisfastsættelsen i henhold til sådanne regler accepteres normalt automatisk af skattemyndighederne i det land, hvor disse er indført.
En sådan safe harbour-regel kan fx gå ud på, at et distributionsselskab kan aflønnes, så det ender med en af myndighederne på forhånd fastsat EBIT-margin i forhold til dets omsætning. Et andet eksempel kunne være, at der ved fastsættelsen af renten på et lån kan anvendes en af myndighederne fastsat rentesats eller interval af rentesatser.
Formålet med den ovenstående type af safe harbour-regler er primært at lette compliancebyrden for skatteyderne og den administrative byrde for skattemyndighederne. Reglerne åbner imidlertid også op for en mulig udnyttelse, såfremt safe harbour-reglen giver mulighed for at vælge en prisfastsætning, der afviger fra den, som anvendelse af armslængdeprincippet ellers ville medføre. Anvendelse af denne type safe harbour-regel vil typisk være en valgmulighed, som skatteyder har, men der findes også lande, hvor skatteyder direkte pålægges at anvende en simplificeret prissætning, som skattemyndighederne har fastsat. Et eksempel på sidstnævnte er Brasilien.
Som udgangspunkt er hver enkelt betaling at betragte som en separat ordning. Af praktiske hensyn accepterer Skattestyrelsen dog, at der kun foretages en enkelt indberetning, så længe ordningen forbliver materielt uændret, og så længe det tydeligt fremgår af resuméet, at der er tale om gentagne betalinger. Værdien af ordningen skal til gengæld angives som den kapitaliserede værdi af de forventede, fremtidige betalinger, hvis denne er mulig at estimere. Er den kapitaliserede værdi ikke mulig at estimere, skal der angives værdien "unknown". Se også afsnit A.B.1.2.9.4.2 vedrørende ordninger, der indeholder gentagne betalinger.
En safe harbour-regel kan, udover de førnævnte regler om simplificeret prissætning, også undtage en bestemt kategori af skatteydere eller transaktioner fra at være omfattet af hele eller en del af regelsættet om transfer pricing. Et eksempel herpå er SEL § 11, som gennemgås nærmere i det følgende.