Skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af restskatten ifølge en årsopgørelse, som den skattepligtige har indvendinger imod, jf. SKL § 15, stk. 2 og 3.
Se SKL § 15, stk. 4, 1. pkt.
Formålet med bestemmelsen er at gøre det muligt for en skattepligtig at opnå henstand med betaling af en restskat ifølge en årsopgørelse, så længe den skattepligtiges indvending imod et låst felt eller et felt, som ikke kan ændres på grund af Skatteforvaltningens digitale kontroller, er under behandling i Skatteforvaltningen.
Eksempel
Skal den skattepligtige fx betale restskat ifølge årsopgørelsen, og har den skattepligtige en indvending imod et låst felt heri, vil ansættelsen ved udløbet af oplysningsfristen ligge fast, og betalingen af restskatten aktualiseres. For at den skattepligtige ikke bliver tvunget til at betale en restskat, som den skattepligtige mener, er forkert, kan den skattepligtige søge Skatteforvaltningen om henstand med betalingen af restskatten på samme måde, som hvis den skattepligtige i stedet klagede formelt over årsopgørelsen.
SFL § 51 om henstand finder anvendelse
SFL § 51 om henstand med skattebetalingen finder tilsvarende anvendelse ved henstand efter SKL § 15, stk. 4, 1. pkt.
Se SKL § 15, stk. 4, 2. pkt.
Når bestemmelsen i SFL § 51 finder tilsvarende anvendelse, betyder det, at selv om der ikke er tale om en klage over årsopgørelse, dvs. en egentlig klage indgivet til Skatteankestyrelsen efter reglerne i SFL kapitel 13 a, vil muligheden for at opnå henstand efter SFL § 51 være tilsvarende til stede, når Skatteforvaltningen ikke inden oplysningsfristens udløb har afsluttet behandlingen af den skattepligtiges indvendinger til oplysninger i et felt, som enten er låst, eller som Skatteforvaltningens digitale kontroller afskærer den skattepligtige fra at foretage ændringer i.
Se nærmere om reglerne for henstand i A.A.12.1.