Parter

A

(v/adv. Troels Troldtoft Henriksen)

mod Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten, v/Adv. Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af byretsdommmer

Bjarne Bjørnskov Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag angår spørgsmålet, om sagsøger, A, kan kræve henstand med betaling af en registreringsafgift, han er blevet pålagt vedrørende en racerbil, Ferrari, mens en klagesag om eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b behandles.

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at han er berettiget til henstand med betaling af den del af SKATs krav på registreringsafgift vedrørende den omhandlede Ferrari, som A har anmodet om eksportgodtgørelse for, og at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på en opgørelse af, hvor stort et beløb som A derfor er berettiget til henstand med.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

SKAT traf den 28. august 2006 afgørelse om, at A som ejer af den omhandlede Ferrari, der var indregistreret i Udlandet og efterfølgende benyttet her i landet med faste prøveskilte, var forpligtet til at betale i alt 6.389.887 kr. i registreringsafgift. SKATs afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten og efterfølgende for domstolene, hvor sagen blev endeligt afsluttet ved Højesterets dom af 21. oktober 2015 (U 2016/507, SKM2015.698.HR), der fastslog, at A havde været uberettiget til at få udleveret faste prøveskilte, og at bilen havde været anvendt på en måde, så den anførte registreringsafgift var pålagt med rette. A havde i forbindelse med sagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 51 fået udsættelse med betaling af registreringsafgiften.

A havde forinden - i 2012 - solgt Ferrarien til en køber i udlandet, og han søgte under henvisning hertil om eksportgodtgørelse i henhold til registreringsafgiftaslovens § 7 b. Ved SKATs afgørelse af 18. marts 2016 blev anmodningen afvist blandt andet med henvisning til, at bilen ikke var afgiftsberigtiget, og at ansøgning om eksportgodtgørelse skal indgives af køretøjets ejer forud for eller i forbindelse med, at køretøjet eksporteres. A har indbragt SKATs afgørelse for Landsskatteretten, hvor sagen efter det oplyste verserer.

Efter Højesterets dom i sagen om registreringsafgiften ansøgte A om, at der kunne ske modregning af den ansøgte eksportgodtgørelse i det opgjorte registreringsafgiftskrav. Ved afgørelse af 29. februar 2016 meddelte SKAT, der behandlede henvendelsen som en ansøgning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, at anmodningen ikke kunne imødekommes. A indbragte afgørelsen for Landsskatteretten, der den 10. marts 2017 traf afgørelse i sagen.

I Landsskatterettens begrundelse for afgørelse hedder det blandt andet:

"Det fremgår af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, at:

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører."

Af de almindelige bemærkninger til § 51 fremsat ved lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005 fremgår følgende:

"Bestemmelsen er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2 pkt. Bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.

Efter gældende ret har en klage ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. f.eks. statsskattelovens § 38.

Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand."

Forarbejderne til bestemmelsen uddyber ikke nærmere, hvornår SKAT har adgang til at bevilge henstand, ligesom der ikke eksisterer domstolspraksis af relevans for nærværende klagesag.

Efter ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, omfatter SKATs adgang til at bevilge henstand under klagebehandling "den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører."

Begrebet "skat" i skatteforvaltningsloven omfatter også afgifter, jf. punkt 4.17 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005.

For at et krav kan anses for at være "den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører," må der ud fra en naturlig sproglig forståelse skulle foreligge en klage over den afgørelse, hvor SKAT har fastsat/opgjort kravet.

SKATs afslag af 16. marts 2016 og den efterfølgende prøvelse ved Landsskatteretten har ikke nogen betydning for SKATs krav på registreringsafgift, der blev endeligt afgjort ved Højesterets afgørelse af 21. oktober 2015.

Det forhold, at klageren eventuelt vil kunne få tilkendt eksportgodtgørelse afhængigt af udfaldet af klagesagen herom, og at der eventuelt vil kunne være en modregningsadgang i SKATs krav på registreringsafgift, medfører ikke, at det eventuelle krav på eksportgodtgørelse kan anses for at være omfattet af udtrykket "den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører" i skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, idet "opgørelsen" i nærværende tilfælde er opgørelsen af registreringsafgiftskravet.

SKAT har derfor med rette afslået klagerens henstandsansøgning af 5. november 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum.

For så vidt angår klagerens repræsentants henvisning til SKM2011.589.LSR bemærkes det, at afgørelsen ikke findes at have relevans for nærværende klagesag. Ved afgørelsen fandt Landsskatteretten ved en formålsfortolkning af § 51, stk. 1., 1. punktum, at begrebet "klage" også omfatter tilfælde, hvor rigtigheden af den afgørelse, der ligger til grund for kravet, er til behandling hos SKAT, dvs. at SKAT har genoptaget afgørelsen. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse."

A har blandt andet forklaret, at han driver en eventvirksomhed med blandt andet udleje af racerbiler. Han solgte i 2012 den omhandlede bil til en køber i Udlandet for at kunne betale en bøde på 3,5 mio. kr., han var blevet pålagt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven. Det var efter råd fra hans advokat, at han først søgte om eksportgodtgørelse, efter at Højesteret i 2015 havde truffet afgørelse i sagen om registreringsafgift. Han har ikke mulighed for at betale den pålagte registreringsafgift. Opkrævningen af afgiften er rent faktisk stillet i bero på denne sag.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 26. februar 2018 anført blandt andet følgende til støtte for sin påstand:

"Det gøres gældende, at A er berettiget til henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, idet klagen over SKATs afgørelse om afslag på eksportgodtgørelse vedrører opgørelsen af den samlede afgift, der skyldes af den omhandlede Ferrari.

...

Skatteforvaltningslovens § 51 har til formål at sikre retssikkerheden i skattesager.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (LFF2004-2005.2.110), at Skatteforvaltningslovens § 51 er udtryk for en mangeårig praksis.

Der foretages i praksis en formålsfortolkning ved bedømmelsen af, om der i en given situation bør indrømmes den skattepligtige henstand, jf. eksempelvis SKM2011.589.LSR om henstand i genoptagelsessager.

I nærværende sag gøres det gældende, at A er berettiget til henstand, idet klagen over SKATs afgørelse om afslag på eksportgodtgørelse vedrører opgørelsen af den samlede afgift, der skyldes af den omhandlede Ferrari.

Med andre ord vedrører klagen den samlede opgørelse af registreringsafgiften.

I nærværende sag er spørgsmålet om afgiftsberigtigelsen en integreret del af spørgsmålet om eksportgodtgørelse.

Tilsvarende har spørgsmålet om eksportgodtgørelse været en integreret del af spørgsmålet om pligten til afgiftsberigtigelse.

Samtidig vedrører spørgsmålet om eksportgodtgørelse også spørgsmålet om størrelsen af SKATs samlede krav på registreringsafgift på den omhandlede Ferrari.

De omhandlede spørgsmål har således en sådan tæt og integreret sammenhæng med hinanden, at SKAT skal indrømme henstand med betaling af registreringsafgift indtil, at spørgsmålet om eksportgodtgørelse er afklaret.

I den forbindelse bemærkes, at A’s fordring på eksportgodtgørelse og SKATs fordring på registreringsafgift er konnekse fordringer. Såfremt A ikke ydes henstand med betaling af registreringsafgift, vil A kunne gøre indsigelse mod SKATs fordring på registreringsafgift i et omfang svarende til A’s fordring på eksportgodtgørelse.

Endvidere bemærkes det, at der i sager som nærværende sag - der vedrører et registreringsafgiftskrav på et betydeligt millionbeløb - typisk vil ske det, at den afgiftspligtige sælger eller eksporterer den omtvistede bil med henblik på at kunne opfylde kravet på registreringsafgift.

Såfremt der ikke ydes henstand med betaling af registreringsafgift, indtil at spørgsmålet om eksportgodtgørelse er endelig afklaret, vil det - formentlig uden undtagelse - medføre, at den afgiftspligtige "kvæles" økonomisk. Dette er selvsagt retssikkerhedsmæssigt særdeles betænkeligt."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 26. februar 2018 til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet følgende:

"Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., har følgende ordlyd:

...

Af punkt 4.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår det endvidere, at begrebet skat i skatteforvaltningslovens forstand også omfatter afgifter.

Som det fremgår ovenfor, følger det både af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., og bestemmelsens forarbejder, at skattemyndighederne alene kan give henstand med betalingen af den del af en skat, som klagen over opgørelsen vedrører.

Det er med Højesterets dom i UfR 2016.507H (SKM2015.698.HR) slået endegyldigt fast, at sagsøgeren var registreringsafgiftspligtig af den af sagen omfattede Ferrari, og der verserer derfor ikke længere en klagesag vedrørende afgiftskravet. Det følger derfor direkte af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., og bestemmelsens forarbejder, at der som følge heraf ikke er hjemmel til at give sagsøgeren henstand med betalingen af afgiftskravet.

Det forhold, at sagsøgeren efter Højesterets dom har indledt en klagesag vedrørende muligheden for at få eksportgodtgørelse for det af sagen omhandlede køretøj, ændrer ikke herpå.

Reglerne om eksportgodtgørelse giver alene en eksportør af et køretøj, der er blevet afgiftsberigtiget efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 4, 5, 5 a, 6, 6 a eller 6 b mulighed for at få en godtgørelse på op til 85 pct. af den betalte afgift, når et afgiftsberigtiget køretøj eksporteres ud af Danmark.

Eksportgodtgørelse er således en godtgørelse, der kan udbetales til en skatteyder, når den pågældende skatteyder har betalt registreringsafgift af det eksporterede køretøj.

Sagsøgerens anmodning om eksportgodtgørelse vedrører dermed hverken lovligheden eller opgørelsen af SKATs krav på registreringsafgift.

Anmodningen om eksportgodtgørelse er med andre ord ikke en klage over SKATs krav på registreringsafgift, og sagsøgeren kan derfor ikke bevilges henstand efter skatteforvaltningslovens § 51.

På baggrund af ovenstående er det derfor forkert, når sagsøgeren i stævningen på side 5, 1. afsnit (EKS. s. 18), anfører, at klagen over SKATs afgørelse om afslag på eksportgodtgørelse vedrører opgørelsen af den samlede skyldige afgift. Den samlede skyldige afgift er netop endeligt opgjort, og det er uden betydning for denne opgørelse, at sagsøgeren efter en anden regel i registreringsafgiftsloven eventuelt måtte kunne få godtgjort en del af den skyldige afgift.

Det er ligeledes forkert, når det i stævningen på side 5, 4. afsnit, anføres, at spørgsmålet om eksportgodtgørelse har været en integreret del af spørgsmålet om pligten til afgiftsberigtigelse. Sagen for domstolene vedrørte således alene, om sagsøgeren skulle betale registreringsafgift af den af sagen omhandlede Ferrari og ikke, om sagsøgeren var berettiget til eksportgodtgørelse.

Den omstændighed at sagsøgeren via sin advokat to gange (EKS. s. 35 og 38) henvendte sig til SKAT for at forhøre sig om muligheden for eksportgodtgørelse, mens sagen om afgiftskravet verserede ved Byretten, bevirker naturligvis ikke, at spørgsmålet om eksportgodtgørelse var en integreret del af retssagen om afgiftskravet.

Det af sagsøgeren i stævningen på side 5, 7. afsnit (EKS. s. 18), anførte om, at sagsøgerens - hævdede - fordring på eksportgodtgørelse og SKATs krav på betaling af registreringsafgift er konnekse fordringer, og at sagsøgeren derfor, såfremt han nægtes henstand med betaling af afgiftskravet, vil kunne gøre indsigelse mod SKATs krav på registreringsafgift, bevirker endvidere ikke, at der foreligger en klage over registreringsafgiftskravet, der kan begrunde henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt.

Det er således uden betydning, at SKATs krav på registreringsafgift og sagsøgerens eventuelle krav på eksportgodtgørelse efter sagsøgerens opfattelse måtte være nært forbundne, idet det er et lovmæssigt krav for ydelse af henstand, at der er klaget over den skat, som henstanden vedrører.

Sagsøgeren har i øvrigt ikke uddybet nærmere, hvorfor der efter sagsøgerens opfattelse er tale om konnekse fordringer. Efter Skatteministeriets opfattelse er fordringerne ikke konnekse, da de ikke udspringer af samme retsforhold. SKATs krav på betaling af registreringsafgift er således opstået, fordi sagsøgeren tog den af sagen omfattede bil i brug på færdselslovens område, jf. UfR 2016.507H (SKM2015.698.HR), mens sagsøgerens eventuelle krav på eksportgodtgørelse er opstået som følge af eksporten af bilen.

Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren ikke under nogen omstændigheder - selv ikke hvis der var tale om konnekse fordringer - ville kunne gøre indsigelse mod SKATs krav på betaling af registreringsafgift. SKATs krav på registreringsafgift er således fastslået ved endelig dom, hvorfor sagsøgeren netop har udtømt sine muligheder for at gøre indsigelse mod dette krav.

...

Det er vanskeligt at se, hvordan SKAT skulle kunne opgøre, hvor stort et beløb sagsøgeren har anmodet om eksportgodtgørelse for. Dette gælder navnlig, når sagsøgeren end ikke selv er klar over dette. Det fremgår da også af SKATs afgørelse om afslag på eksportgodtgørelse (EKS. s. 65), at en del af begrundelsen for SKATs afslag er, at SKAT ikke har haft en reel adgang til at fastsætte køretøjets værdi på eksporttidspunktet (EKS. s. 69, 3. afsnit).

Det forhold, at sagsøgeren end ikke er i stand til at opgøre det beløb, sagsøgeren søger om henstand med, og det forhold, at sagsøgeren har så store vanskeligheder ved at formulere en påstand, der kan tages under påkendelse, understøtter efter Skatteministeriets opfattelse yderligere, at reglerne om henstand i skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse i en situation som den foreliggende."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med de synspunkter, de har anført i deres påstandsdokumenter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51, stk., 1, 1. pkt., kan told- og skatteforvaltningen give henstand med betaling af den del af en skat eller afgift, som en klage over opgørelsen vedrører. Opgørelsen af registreringsafgiften vedrørende den omhandlede Ferrari er endeligt fastlagt ved Højesterets dom af 21. oktober 2015. Denne afgift er endnu ikke betalt.

Reglerne i registreringsafgiftslovens § 7 b - 7 d angår tilbagebetaling til ejeren af en registreringsafgift, der tidligere er blevet berigtiget. A's klagesag vedrørende eksportgodtgørelse, som denne sag om henstand angår, vedrører således et spørgsmål om godtgørelse af en del af et afgiftsbeløb, som ikke er betalt. Klagesagen angår dermed ikke som anført af A det samlede krav på registreringsafgift, der som nævnt er endeligt fastslået, og det medfører ikke nogen ændring herved, at der ansøges om eksportgodtgørelse for en del af kravet. På den baggrund er der hverken efter ordlyden af, forarbejderne til eller formålet med reglen i Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, hjemmel til at give henstand med betaling af nogen del af den pålagte registreringsafgift.

Retten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Under hensyn til det oplyste om sagsgenstandens størrelse og karakter fastsættes omkostningsbeløbet til 25.000 kr.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.