Parter

Skatteministeriet

(advokat Jan Børjesson v/advokat Line Kjær)

Mod

H1 A/S

(advokat Thomas Frøbert)

Afsagt af landsdommerne

Lene Jensen, Peter Thønnings og Thomas Tordal-Mortensen (kst.)

Påstande

H1 A/S har nedlagt påstand om, at der skal ske en præjudiciel forelæggelse af sagen for EU-Domstolen med henblik på afklaring af, om der objektivt kan stilles krav om et aktivs eksistens for, at en erhverver kan fradrage moms vedrørende en i formen fradragsberettiget transaktion, samt hvilke krav til god tro der kan stilles i en situation, hvor en part er blevet udsat for svindel.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at begæringen om præjudiciel forelæggelse ikke tages til følge.

Sagsfremstilling

Spørgsmålet i sagen er, om H1 A/S har fradragsret for købsmomsen på fakturaer udstedt til H1 A/S af selskaberne G1 A/S og G2.

SKAT har afvist momsfradrag, idet momsfradraget ikke relaterer sig til eksisterende aktiver, men fiktive aktiver, som ikke har været leveret og ikke har kunnet leveres til H1 A/S.

SKATs afgørelse har været indbragt for Landsskatteretten, der har omgjort SKATs afgørelse og således har tilladt momsfradrag.

Landsretten, der har fået sagen henvist fra byretten, jf. retsplejelovens § 226, skal som led i sagsforberedelsen tage stilling til, om det for afgørelsen af ovenstående spørgsmål i sagen er relevant at gennemføre en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af spørgsmålet om, hvorvidt det er en objektiv betingelse for momsfradrag, at der er sket levering af eksisterende aktiver, eller om momsfradrag kan opnås, selv om der er tale om ikke eksisterende aktiver, hvis blot H1 A/S har været i god tro om aktivernes eksistens.

Spørgsmålet har været forhandlet mundtligt for landsretten.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

H1 A/S har anført blandt andet, at det er relevant med en forelæggelse for EU-Domstolen i to henseender, dels om der objektivt kan stilles krav om et aktivs eksistens, for at en erhverver kan fradrage moms vedrørende en i formen fradragsberettiget transaktion, dels hvilke krav til god tro der kan stilles i en situation som den foreliggende, hvor en part er blevet udsat for svindel. EU-reglerne er ikke klare på området. Skatteministeriet har henvist til sag C-342/87, Genius, til støtte for, at EU-reglerne er klare omkring aktivernes eksistens som grundlag for momsfradragsretten. Genius-sagen vedrører imidlertid en helt anden situation end den foreliggende. I sagen blev det slået fast, at der ikke gives fradrag for momsbeløb, der ikke skulle have været betalt, fordi lovgivningen fritager den pågældende transaktion for moms. I sagen var der ikke en i formen afgiftspligtig transaktion. Afgørelsen i Genius-sagen har ingen relevans i nærværende sag, hvor transaktionen i sit indhold utvivlsomt var momspligtig. Der er således ingen tvivl om, at levering af maskiner og andet entreprenørudstyr er en momspligtig transaktion. De øvrige af Skatteministeriet påberåbte afgørelser kan ikke tages til indtægt for, at der ikke er fradragsret for faktureret moms, hvis det efterfølgende viser sig, at den fakturerede moms ikke dækker over en reel levering. Det er som i Genius-dommen den retlige kvalifikation af den underliggende transaktion, der er afgørende for den momsmæssige behandling. Landsskatteretten og Skatteministeriet, der begge henviser til EU-domme, har ikke samme forståelse af reglerne om momsfradragsretten, hvorfor EU-reglerne allerede af den grund ikke kan anses for at være klare på området. En fradragsnægtelse vil dels være i strid med EU-Domstolens praksis, dels reelt indebære en solidarisk hæftelse for salgsmomsen, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Der henvises i den forbindelse til sagerne C-439/04, Axel Kittel, og C-440/04, Recolta, der vedrørte fiktive leverancer. I de forenede sager C-80/11, Mahagében, og C-142/11, Dávid, har EU-Domstolen taget stilling til, hvorvidt afgiftsmyndighederne kan nægte ret til momsfradrag med den begrundelse, at den afgiftspligtige ikke har sikret sig, at udstederen af en faktura for de goder, der anmodes om momsfradragsret for, rådede over de pågældende goder. EU-Domstolen fastslår, at afgiftsmyndighederne ikke i en sådan situation kan nægte momsfradragsret, når den afgiftspligtige ikke er i besiddelse af indicier, der giver anledning til mistanke om uregelmæssigheder eller svig i tidligere omsætningsled. I sag C-643/11, LVK-56 EOOD, fastslår EU-Domstolen, at hvis en transaktion ikke faktisk er blevet gennemført, vil der kun være grundlag for at nægte erhververen momsfradrag, hvis denne er i ond tro. EU-Domstolen her hermed endeligt gjort op med, at fradrag kan nægtes alene med henvisning til, at der ikke har fundet en underliggende transaktion sted, hvis transaktionen i sin form var momspligtig, fordi der blev købt varer, der skulle bruges i købers momspligtige virksomhed. I sag C-277/14 PPUH Stehcemp fastslår EU-Domstolen, at der ikke var grundlag for at nægte en afgiftspligtig person fradragsret, medmindre det kunne godtgøres, at den afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den nævnte levering var led i merværdiafgiftssvig. Sagen illustrerer tillige, at det er helt sædvanligt, at spørgsmålet om betydningen for momsfradragsretten af svindel eller andre former for uregelmæssigheder i tidligere omsætningsled forelægges for EU-Domstolen i form af præjudicielle forelæggelser. Med hensyn til en solidarisk eller ubetinget hæftelse for moms fremgår det af sag C-439/04, Axel Kittel, og sag C-440/04, Recolta, at de erhvervsdrivende, som træffer enhver foranstaltning, der med rimelighed kan kræves af dem for at sikre sig, at deres transaktioner ikke er led i bedrageri, uanset om der er tale om momssvig eller andre typer af svig, skal kunne stole på lovligheden af disse transaktioner uden at risikere at hæfte solidarisk for erlæggelsen af moms, som skyldes af en anden afgiftspligtig person. De forenede sager C-80/11, Mahagében, og C-142/11, Dávid, illustrerer, at en ubetinget eller solidarisk hæftelse for moms af aktiver, der efterfølgende måtte vise sig ikke at eksistere, vil være i strid med EU-retten. Momslovens § 37 har ingen bindende virkning i fortolkningen af de EU-retlige krav for fradrag. Denne bestemmelse og momssystemdirektivets artikel 168 tager ikke stilling til konsekvensen af, at en i formen afgiftspligtig leverance efterfølgende måtte vise sig at dække over aktiver, som ikke har eksisteret, uanset årsagen hertil. Den ovenfor omtalte praksis fra EU-Domstolen illustrerer, at en ordlydsfortolkning af artikel 168 ikke i sig selv er afgørende for fradragsretten for moms i situationer, hvor der har været svindel involveret, når blot den relevante transaktion er en i formen fradragsberettiget transaktion.

Skatteministeriet har anført blandt andet, at betingelserne for præjudiciel forelæggelse ikke er opfyldt, da der ikke foreligger rimelig tvivl om forståelsen af de relevante EU-retlige regler. To grundlæggende betingelser skal være opfyldt, for at der kan ske præjudiciel forelæggelse. For det første skal en afgørelse af de EU-retlige tvivlsspørgsmål være nødvendig, for at den nationale ret kan træffe afgørelse. For det andet skal de EU-retlige spørgsmål ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne afgøres af den nationale ret selv. Landsretten skal tage stilling til, om det ifølge momslovens § 37 og momssystemdirektivets artikel 168 er en objektiv betingelse for momsfradrag, at der er sket levering af eksisterende aktiver. En prøvelse af dette spørgsmål forudsætter ikke en fortolkning foretaget af EU-Domstolen, og der er hverken ud fra ordlyden eller den foreliggende praksis tvivl om det retlige grundlag. Momslove ns § 37 implementerer momssystemdirektivets artikel 168. Det fremgår entydigt af ordlyden af momslovens § 37 og momssystemdirektivets artikel 168, at det er en forudsætning for at opnå fradrag, at varerne anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner, ligesom det er en forudsætning, at varerne rent faktisk bliver leveret til den afgiftspligtige. Dette gælder uanset en eventuel god tro om varernes manglende eksistens og levering. Praksis fastslår overordnet set, at der ifølge momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, alene er fradragsret for den moms, som svarer til en afgiftspligtig leverance foretaget af en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab. I det omfang en afgiftspligtig levering har fundet sted, fastslår praksis, at momsfradrag desuagtet kan nægtes, hvis modtageren af fakturaen vidste eller burde have vidst, at leveringen er et led i moms-svig eller momsmisbrug. EU-Domstolen har i sag C-342/87, Genius Holding By, fastslået det helt grundlæggende momsretlige princip, hvorefter fradragsretten er knyttet til eksistensen af en reel leverance og til den moms, der ikke blot er anført på en faktura, men tillige er betalt. Princippet om, at det er den underliggende levering, der konstituerer en momspligtig leverance, er fastslået i sagerne C-108/99, Cantor Fitzgerald International, og C-419/02, BUPA Hospitals. I det tilfælde, hvor der objektivt set er foretaget en afgiftspligtig transaktion og dermed en reel levering af varer fra en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab, til en anden person, er udgangspunktet, at modtageren har fradragsret for momsen, forudsat at de leverede varer anvendes som led i modtagerens afgiftspligtige transaktioner. EU-Domstolen har efter Genius Holding BV i blandt andet de forenede sager C¬354/03, C-355/03 og C-484/03, Optigen, Fulcrum og Bond House, samt i de forenede sager C-440/04 og C-439/04, Axel Kittel og Recolta Recycling, taget stilling til fradragsretten for selskaber, der vidende eller uvidende herom bliver involveret i momskarruseller, herunder om sådanne leveringer til godtroende erhververe udgør momspligtige transaktioner med heraf følgende fradragsret. Kendetegnende for de pågældende afgørelser er, at de alle vedrører fysisk eksisterende varer. EU-Domstolen fastslog i momskarruselsagerne, at begreberne "levering af goder" og "afgiftspligtig person" har en objektiv karakter. Der foreligger således i momslovens forstand objektivt set en levering, når rådigheden over et materielt gode overdrages som led i økonomisk virksomhed. Når der objektivt set foreligger en levering i momsmæssig henseende, kan den godtroende erhververs fradragsret ikke begrænses af, at der i et efterfølgende eller forudgående led er begået momssvig. De forenede sager C-439/04 og C-440/04 Axel Kittel og Recolta, vedrørte fysisk eksisterende varer. EU-Domstolen har i sagen Genius Holding BV og momskarruselsagerne fastslået, at der alene er momsfradragsret, hvis der foreligger en underliggende momspligtig leverance, hvormed objektivt set forstås et materielt gode, der overdrages som led i økonomisk virksomhed. Det følger af denne praksis, at det er en betingelse for opnåelse af momsfradrag, at de "købte aktiver" eksisterer materielt set. I sagen C-285/11, Bonik EOOD, fastslog EU-Domstolen, at det vedrørende Boniks fradragsret var nødvendigt at undersøge, om levering faktisk havde fundet sted, og om varerne i givet fald var blevet anvendt af Bonik i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transaktioner. Tilsvarende princip er fastslået i sag C-642/11, Stroy Trans EOOD, og i sag C-324/11, Gábor Tóth. Hvis en levering fysisk har fundet sted, men der, som følge af svig eller misbrug begået i kæden før eller efter den faktisk gennemførte transaktion, må anlægges det synspunkt, at transaktionen ikke kan anses for at være gennemført, kan fradragsret tillige nægtes, hvis den fradragsberettigede vidste eller burde have vidst, at transaktionen var led i momssvig. Dette gentages på linje med momskarruselsager i sagerne C-642/11, Stroy Trans EOOD og LVK-56 EOOD. EU-Domstolen har i sag C-187/14, DSV Road A/S, fastslået, at der alene består fradragsret i det omfang, varerne anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner. Købsmoms anført i fakturaer, der relaterer sig til aktiver, der ikke eksisterer, og som derfor ikke kan videresælges som led i økonomisk virksomhed, kan i henhold til EU-Domstolens praksis, herunder C-29/08, AB SKF, C-118/11, Eon Aset Menidjmunt OOD, 0-285/11, Bonik EOOD og 0-187/14, DSV Road A/S, ikke fradrages i momstilsvaret.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der foreligger bestemmelser i generelle EU-retsakter og praksis fra EU-Domstolen, som omhandler betingelserne for, at en erhverver af varer, der anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, har ret til i den moms, der påhviler ham, at fradrage moms for varer, der er leveret ham.

I lyset af disse EU-retsakters indhold og EU-Domstolens praksis er det landsrettens foreløbige vurdering, at sagens EU-retlige spørgsmål kan afgøres af landsretten med den fornødne sikkerhed, hvorfor det ikke er nødvendigt at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, for at landsretten kan afsige dom.

Der er herved lagt vægt på, at EU-Domstolen - som nærmere udredt af parterne - i en lang række afgørelser vedrørende fortolkningen af EU-reglerne om harmonisering af omsætningsafgifter, nu momssystemdirektivet, har behandlet muligheden for at udelukke eller begrænse adgangen til fradrag i den afgift, der påhviler en afgiftspligtig. Dette gælder blandt andet sager, hvor der henholdsvis var og ikke var sket faktisk levering af varer eller ydelser, og sager hvor der forelå dadelværdige eller påfaldende omstændigheder ved enten selve vareleverancen eller i vareleverandørens forhold, herunder såkaldte "momskarusseller". Det EU-retlige grundlag for landsrettens afgørelse, herunder spørgsmålet om det er en objektiv betingelse for momsfradrag, at der er sket levering af eksisterende aktiver, findes derfor at være tilstrækkelig klart.

Det bemærkes, at det forhold, at parterne ikke er enige om den rette forståelse af de relevante EU-retsakter eller EU-Domstolens afgørelser, samt at Skatteministeriet ikke kan tiltræde Landsskatterettens bemærkninger herom, ikke i sig selv gør det nødvendigt, at landsretten forelægger spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretten tager derfor ikke anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen til følge.

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen tages ikke til følge.