Indhold

Omgåelsesklausulen i LL § 3, stk. 1 og 2, blev oprindeligt indført i 2015 for at bekæmpe misbrug i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner omfattet af direktiv 2011/96/EU (moder-/datterselskabsdirektivet), direktiv 2003/49/EF (rente-/royaltydirektivet) eller direktiv 2009/133/EF (fusionsskattedirektivet).

Efterfølgende har EU vedtaget direktiv 1164/2016/EU (skatteundgåelsesdirektiv I). I direktivets art. 6 er indeholdt en generel omgåelsesklausul, som udvider anvendelsesområdet i forhold til den tidligere omgåelsesklausul i LL § 3, stk. 1 og 2. Med ændringen af LL § 3, stk. 1, ved lov nr. 1726 af 27. december 2018 omfatter den nye generelle omgåelsesklausul både rent nationale arrangementer samt arrangementer med grænseoverskridende elementer. Dette gælder også, selvom om det grænseoverskridende arrangement ikke er omfattet af hverken moder-/datterselskabsdirektivet, rente-/royaltydirektivet eller fusionsskattedirektivet.

Den generelle omgåelsesklausul i direktivets art. 6 er indført i LL § 3, stk. 1-4, ved lov nr. 1726 af 27. december 2018, hvorefter den tidligere internationale omgåelsesklausul blev ophævet.

Den generelle omgåelsesklausul omfatter imidlertid også de samme tilfælde, som den internationale omgåelsesklausul omfattede, hvorfor både anvendelsen og praksis vedrørende den internationale omgåelsesklausul fortsat er relevant.

Det fremgår af præamblen til direktiv 1164/2016/EU (skatteundgåelsesdirektiv I), at baggrunden for vedtagelsen af direktivet er, at: "De nuværende politiske prioriteter inden for international beskatning understreger behovet for at sikre, at skatten betales der, hvor overskuddet genereres, og værdien skabes. Det er derfor særdeles vigtigt at genoprette tilliden til retfærdigheden af skattesystemerne og sætte regeringerne i stand til effektivt at udøve deres skattemæssige suverænitet."

Det fremgår endvidere, at: "Af hensyn til et velfungerende indre marked er det afgørende, at medlemsstaterne som minimum opfylder deres forpligtelser vedrørende BEPS, og at de mere generelt iværksætter tiltag til at bekæmpe metoder til skatteundgåelse og sikre en fair og effektiv beskatning i Unionen på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde. I et marked med stærkt integrerede økonomier er der behov for fælles strategiske tilgange og koordinerede tiltag for at forbedre det indre markeds funktion og få maksimalt udbytte af BEPS-initiativets positive virkninger. Desuden kan alene en fælles ramme forhindre en fragmentering af markedet og bringe en ende på de nuværende mismatch og markedsforvridninger." 

Se også

Se også afsnit C.I.4.1 LL § 3, stk. 1-4 - Den generelle omgåelsesklausul.