Parter
Boet efter A
(advokat William Sejr-Sørensen, prøve)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Bodil Søes Petersen v/ advokatfuldmægtig Kirsten-Marie Fog Pedersen)
Afsagt af landsdommerne
Karsten Bo Knudsen, Charlotte Saltoft Thorlaksen (kst.) og Peter Hammershaimb (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byrettens dom af 8. maj 2014 (BS 152-1547/2013) er anket af Boet efter A med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at Boets skattepligtige avance ved udlæg af ...2 nedsættes med 9.944.500 kr., subsidiært skal SKATs afgørelse af 12. juni 2012 vedrørende ...2 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af BA samt forklaring af CA, JB, TJ og YL.
BA har supplerende forklaret blandt andet, at lejeren på 1. sal, JB, lavede mad og spiste på 1. sal. Forholdet til JB var i øvrigt familiært. De kom i hinandens hjem, og JB deltog således i familiens fødselsdage, til CAs konfirmation og i julen. JB passede ofte CA, da han var barn.
1.sal er indrettet, som det fremgår af plantegningen. JB har tre værelser i den sydlige ende af huset. De øvrige værelser er hendes. Hun havde fælles økonomi med sin mor, og der var ingen opdeling af for eksempel indkøb. Hun ved ikke, hvorfor hun fortsatte med at betale husleje til sin mor, og heller ikke om hun betalte mindre, efter moren var flyttet ind. Da hendes mor flyttede ind på ...2, overtog moren hendes seng, der stod i stueetagen. Selv anvendte hun herefter en af de senge, der var i værelserne på 1. sal. Hendes mor ringede meget ofte til hende, også i arbejdstiden. Hun sørgede for mad hver dag, men det var ikke hver dag, de spiste sammen. Hun flyttede sin mors folkeregisteradresse tilbage til ...1, fordi hendes mor gerne ville bo på ...34, der ligger i Kommune 1.
CA har forklaret blandt andet, at han er barnebarn af A. I sin barndom blev han meget ofte passet af sin mormor. Senere fik han fik eget værelse i huset på ...1. Mormoren faldt ofte og var til sidst nødt til at flytte fra ...1, hvor der var mange trapper. Da mormoren flyttede ind på ...2, flyttede han ud af de to værelser på 1. sal, som han havde haft. Han hjalp med at flytte to sofaer, et lille chatol, nogle billeder og noget tøj. Han boede herefter primært på ...1. Mormoren ringede 6-7 gange om dagen. Det blev til sidst for meget. JB boede på 1. sal, og var som en del af familien. JB deltog i fødselsdage, til hans konfirmation, og hun var med til jul. Der var ikke andre lejere i hovedhuset.
JB har forklaret blandt andet, at hun har boet til leje på 1. sal på ...2 i mange år. Hun har kendt familien siden 1969, da de købte ejendommen. Hun og A blev gode veninder, og de så hinanden meget ofte. Hun har 3 værelser. Hun bruger ikke låsen på dørene. Dengang, der var klubværelser på 1. salen, var der ikke lås på hoveddøren, og det var derfor nødvendig med lås til værelserne. I dag er hun den eneste lejer. Hun bruger køkkenet på 1. sal. Det ville være utænkeligt, om andre skulle bruge det. Hun kunne af og til også komme i køkkenet nedenunder, for eksempel når hun passede hundene. Hun bruger badeværelset nedenunder. På badeværelset hænger der hundesnore, og andet der tilhører BA. BA har sit eget badeværelse. Da A flyttede ind på ...2, kørte A ofte ærinder i egen bil. A virkede træt og indelukket. Hun hjalp A med maden, der kom fra kommunen. Adspurgt hvordan hun opfattede As indflytning, forklarede hun, at hun opfattede flytningen som midlertidig.
TJ har forklaret blandt andet, at han har været revisor og rådgiver for familien igennem mange år. I dag er han økonomisk rådgiver. Familien ejede to dyre ejendomme, og ejendommene var derfor oppe og vende allerede for mange år siden. A ønskede ikke at fraflytte ...1, og der blev derfor aldrig gjort noget ved det. A blev syg og faldt mange gange. BA tog sin mor hjem til ...2 for at passe hende der. Der gik lidt længere tid med salget af ...1 end planlagt, fordi der skulle laves nogle reparationer. Der blev jævnligt holdt møder med familien. Til møderne deltog ofte også YL fra Danske Bank. Han er sikker på, at han ville være blevet inddraget, hvis der havde været planer om at købe en lejlighed til A.
YL har forklaret blandt andet, at han er ansat i Danske Banks afdeling private banking elite. Han har kendt familien siden 1998. Der har jævnligt været afholdt møder. Møderne blev indtil 2010 holdt på ...1 og siden på ...2. De har jævnligt drøftet fremtiden blandt andet med hensyn til familiens to store ejendomme. A var sidst svækket og syg. Han var ikke overrasket over, at A flyttede til ...2 sammen med sin datter. Familien var tæt knyttet til hinanden, og de var vant til at komme hos hinanden. Adspurgt om hvornår beslutningen om at sætte ...1 til salg blev truffet, svarede han, at beslutningen blev truffet i 2010. Det var klart, at A ikke ville komme tilbage. Ejendommen blev solgt relativt hurtigt derefter. Han er sikker på, at han ville være blevet inddraget, hvis der havde været planer om at købe en lejlighed til A.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten i det indankede omfang og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde der er anført af byretten, og da bevisførelsen for landsretten ikke kan føre til andet resultat, stadfæster landsretten byrettens dom, i det omfang den er anket.
Boet efter A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 200.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Boet efter A betale 200.000 kr. til Skatteministeriet.
Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.