Parter
H1 Boligselskab
(Adv.fm. Claus Rosenkilde)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv.fm. Amalie Giødesen Thystrup)
Afsagt af byretsdommer
Bo Rasmussen
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt den 11. januar 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser truffet af Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten, skal annulleres og hjemvises til fornyet behandling. Sagen, hvori der er truffet afgørelse, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 Boligselskab, er berettiget til fradrag i grundværdien efter den dagældende vurderingslovs § 17, for udgifter til vejanlæg.
Sagsøgeren har endeligt påstået, at Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2012 og Vurderingsankenævnets afgørelse af 5. januar 2010 vedrørende ejendommen beliggende ...1 annulleres, og sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden, subsidiært til Skatteankestyrelsen til fornyet behandling.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse
Oplysningerne i sagen
Af Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2012, fremgår blandt andet følgende:
"...
Klagen vedrører fastsættelse af fradrag for forbedringer for vurderingsårene 2002 og 2004. Der klages over, at vurderingsankenævnet ikke har godkendt fradrag for en række byggemodningsudgifter.
Vurderingsankenævnet har godkendt fradrag for udgifter til forbedringer med 5.777.000 kr. heraf er 2.471.000 kr. blevet godkendt af vurderingsmyndigheden og yderligere 3.306.000 kr. blev godkendt af vurderingsankenævnet.
Landsskatterettens afgørelse
Sagens oplysninger
Grundene er købt i 3 etaper, ved endelige skøder af hhv. 13. februar 1992, 8. januar 1993 og 29. november 1993. Overtagelsesdagen er hhv. 26. februar 1991, 24. marts 1992 og 17. august 1993. Købesummen er aftalt til hhv. 914.996,50 kr., 185.609,50 kr. og 402.764 kr.
Grundens samlede areal er på 36.731 m2 og er vurderet i henhold til byggeretsværdiprincippet.
...
Grundene har klageren erhvervet fra Kommunen.
Det fremgår at de enkelte skøder, at flere arealer er erhvervet med henblik på udlægning til grønne områder.
På ejendommen er der i 1992, 1996 og 1997 opført i alt 70 rækkehuse. Iflg. BBR er der 21 huse med fra 2 til 6 boliger i hver. Bygningerne er i 1 etage. Herudover er der adskillige udhuse og carporte.
Grunden er omfattet af lokalplan nr. x. Det fremgår heraf, at der udlægges areal til vej med beliggenhed som vist på kortbilag 1, og i en bredde af 8 meter, heraf højst 4 meter kørebane. Endvidere udlægges areal til sti og vendeplads i en bredde af 4 meter, heraf anlægges højst 2 meter. Der skal endvidere udlægges areal til 1 ½ parkeringsplads pr. bolig.
Det fremgår, at lokalplanens område har vejadgang via en udvidet ...2, som har forbindelse til såvel den nye som den gamle ...3.
Ejendommen er, iflg. luftfoto kort på www.krak.dk, beliggende direkte ud til eksisterende vej.
Det fremgår af de enkelte skøder, at køber, udenfor købesummen, overtager kommende gæld vedrørende vand, vej, kloak, rensningsanlæg og ledninger af enhver art.
Ejendommen var på genoptagelsestidspunktet vurderet således:
2002: Ejendomsværdi: 24.000.000 kr. Grundværdi: 6.812.700 kr.
2004: Ejendomsværdi: 24.000.000 kr. Grundværdi: 7.090.300 kr.
Vurderingsankenævnets afgørelse
Vurderingsankenævnet har ikke taget klagerens påstand til følge og ankenævnet har således kun delvist indrømmet klageren fradrag for udgifterne til anlæggelse af det eksterne vejareal og har ikke indrømmet klageren fradrag for udgiften til anlæggelse af parkeringsarealer.
"...
SKAT har godkendt fradrag på 795.422 k. vedrørende vejanlæg. Beløbet er godkendt som 50 % af hhv. 25 % af jord- og betonentreprisen i 1. etape og 15 % af jord- og betonentreprisen i 2. etape. Klager har frafaldet den del af klagen, men anset den godkendte udgift for kun at vedrøre interne veje.
Herudover ønskes fradrag for udgifter til vejanlægget ...1 - "Bedes ansat skønsmæssigt, da kommunen ikke kan finde sagen i deres arkiver".
Iflg. lokalplan x for området fremgår, at der udlægges areal til vej iht. kortbilag, i en bredde af 8 meter og en kørebane på højst 4 meter. Nævnet har været inde på www.OIS.dk, som er en statslig database, der samler en række oplysninger vedrørende ejendomme i Danmark, for at vurdere vejanlægget i området. Vejstykket, der kan anses for stamvejen ...1, er opmålt til ca. 300 meter, og med en bredde på 4 meter giver dette et vejareal på ca. 1.200 m2. Vejen dækker et boligområde, som er ca. 3 gange større i areal og ca. dobbelt så stort i antal boliger. Herudover er der interne veje opmålt til ca. 265 meter á 4 meter svarende til 1.060 m2. Ved en skønnet pris pr. m på 400 kr., hvor der er taget hensyn til en vejbredde på 8 meter og kørebane på 4 meter, kan udgiften til vejanlægget beregnes til 480.000 kr. og 424.000 kr. Da stamvejen skal deles mellem samtlige boliger i området, mener nævnet, at der, i det af SKAT godkendte fradrag på 795.422 kr., er plads til både interne og eksterne veje.
Nævnet stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende vejanlæg.
..."
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om fradrag for udgifter til ekstern vej inkl. vejafvanding, kantsten og fortov m.m. og parkeringspladser, med henholdsvis 1.088.015 kr. og 1 kr.
Subsidiær påstand.
Fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter i henhold til vurderingsloven §§ 17-18 hæves mest muligt efter Landsskatterettens skøn.
Til støtte for påstanden er anført:
"...
Ad. vejanlæg
Det er fast antaget, at udgifter til anlæg af gade og vej berettiger til fradrag i grundværdien for forbedringer. Det fremgår således af lovens forarbejder, at etablering af gader og veje udgør fradragsberettigede grundforbedringer. Under henvisning til luftfotoet af området (bilag 3) gøres det gældende, at såvel det interne vejanlæg som stamvejen, ...1, er at betragte som hovedanlæg til betjening af flere. Dermed vil der ifølge vurderingsvejledningen være ret til fradrag for de afholdte omkostninger. Vejanlægget udgør en forbedring af grundens værdi i ubebygget stand, som giver fradragsret for de afholdte udgifter. Både vurderingsmyndigheden og ankenævnet har da også indrømmet fradrag for den interne vej med 795.422 kr. Der er imidlertid ikke indrømmet fradrag for den eksterne vej, hvilket af ankenævnet begrundes med, at det tilkendte fradrag er stort nok til at rumme begge vejanlæg. På baggrund af en opmåling af de interne veje via luftfotos (bilag 4-7) og beregninger efter V&S prisbogen (bilag 8) er udgiften hertil anslået til 1.646.434 kr., og det er dermed rent faktisk for lille et skønsmæssigt fradrag, der er indrømmet for intern vej. Fradraget kan dermed ikke anses også at indeholde udgiften til den eksterne vej, som derfor må berettige til et yderligere fradrag. Fradraget for intern vej er imidlertid tidligere accepteret af klagers repræsentant og påklages derfor ikke til Landsskatteretten.
Den eksterne vej, stamvejen ...1, er via luftfoto (bilag 9) opmålt til 5.800 m2. Vejen betjener flere udstykninger, som ifølge opmåling på luftfoto samlet udgør 8,2 ha, hvoraf klagers ejendom udgør 36.731 m2. På baggrund heraf er det via V&S prisbogen beregnet, at de samlede udgifter til stamvejen har været 3.479.051 kr., hvoraf klagers andel svarer til 1.558.403 kr. Der anmodes om fradrag herfor.
Udgifterne til anlæg af intern vej må antages at være indeholdt i posterne "samlet entreprisesum", som følge byggeregnskaberne for ejendommens tre etaper (bilag 10-12) er afholdt med henholdsvis 10.420.609 kr. (etape 1), 7.744.303 kr. (etape 2) og 9.900.000 kr. (etape 3). Udgifterne til anlæg af stamvejen har ifølge de for klager foreliggende oplysninger været afholdt af Kommunen og er dermed kun indirekte blevet betalt af klager via købesummen for ejendommene, jf. skøderne (bilag 13 -15).
..."
Ved supplerende processkrift af 2. juli 2012 er videre anført:
Ekstern vej inkl. vejafvanding, kantsten, fortov mv.
Klager har anmodet om fradrag for ekstern vej m.m. betalt over købesummen.
Den eksterne vej "...1" er blevet anlagt i forbindelse med byggemodningen af området. Som det ses af vedlagte historiske kort (bilag 17) er klagers grund den første, der er blevet bebygget.
Klager har fået foretaget en revideret beregning af det eksterne vejanlæg, idet klager er blevet bekendt med, at der er oprindeligt medtagede arealer i bl.a. rundkørsel, der skal undlades. På baggrund af nye opmålinger (bilag 18) og beregninger i V&S prisbogen (bilag 19) kan udgifterne til det eksterne vejanlæg m.m. estimeres til at have udgjort kr. 2.052.858. Klager kan selvfølgelig kun tilkomme at få fradrag for en del af dette beløb, idet de andre grundejere som ligeledes bliver betjent af ...1 antages at have taget del i denne vejstrækning og ligeledes har betalt herfor over købesummen.
Det samlede areal, der bliver betjent af ...1 kan opgøres til: 24.000 m2 + 8.227 m2 + 36.731 m2 (klagers grund - jf. SKAT), i alt 68.958 m2 (bilag 20). Procentuelt kan klagers andel således opgøres til 53 % (36.731/68.958 x 100). 53% af 2.052.858 kr. udgør kr. 1.088.015. Der anmodes om fradrag herfor.
...
Klagerens repræsentant har i sin kommentar til forhandlingsreferatet supplerende anført følgende:
"...
Supplerende skal henvises til Betænkning nr. 674 vedrørende omfang og finansiering af byggemodningsforanstaltninger hvoraf bl.a. fremgår under 3. afsnit "Finansiering og udgiftsfordeling", "Udgiftsfordeling" (s.22), pkt. 37 Vejbidrag, 2. kolonne øverst:
"Udgifterne til externe veje er ofte indeholdt i købesummen, når kommunen står som grundsælger". Det fremgår endvidere af betænkningens 4. afsnit "Synspunkter vedrørende en eventuel ændret fordeling af byggemodningsudgifter" under pkt. "Gældende praksis vedrørende fordeling af byggemodningsudgifter", 2. afsnit:
"...
Ved kommunale grundsalg til etagehusbebyggelse og andet udlejningsbyggeri er størstedelen at udgifterne til extern byggemodning (...) d.v.s. udgifterne til foranstaltninger uden for den enkelte bebyggelses område, herunder først og fremmest udgifter til vejanlæg (...) indeholdt i kommunernes salgspris.
...
For så vidt angår bemærkningen om at ...1 er en kommunal vej er, det min opfattelse, at det ikke er afgørende, hvorvidt der er tale om en privat eller en kommunal vej. Det afgørende antages at være, om grundejerne har betalt til vejen, og med ovennævnte in mente anses det for at være hovedreglen, jf. således også mine telefoniske bemærkninger.
Hvad angår bemærkningen om, at anlæggelsen af den eksterne vej ikke fremgår af licitationsmaterialet skal anføres, at det er normal praksis, at vejanlæg og ekstern byggemodning i øvrigt bliver overvæltet på grundejerne ved etablering områder, jf. ovennævnte. Der skal i den forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af 30. januar 2012 ...4.
..."
Ved skrivelse af 16. august 2012 er repræsentanten fremkommet med følgende bemærkninger til kontorindstillingen:
"...
Hermed skal jeg bekræfte modtagelsen af Landsskatterettens kontorindstilling af den 26. juli 2012, der giver anledning til nedenstående bemærkninger. Jeg skal for god ordens skyld bemærke, at den påklagede ejendoms ejendomsnummer er ... .
Eksternt vejanlæg
Kontor indstiller, at der ikke ansættes fradrag for udgifter til anlæg af eksternt vejanlæg.
Begrundelsen herfor er, at klager ikke ifølge Landsskatteretten har dokumenteret, at der via købesummen er afholdt udgifter til etablering heraf.
Klager er ikke enig i kontorindstillingen.
Finansieringen og fordelingen af kommunale byggemodningsudgifter til eksempelvis vejanlæg er nøje beskrevet i betænkning nr. 674 vedrørende "Omfang og finansiering af byggemodningsforanstaltninger".
Af betænkningens 3. afsnit, punkt 31, fremgår det således, at:
"...
Ved byggemodning af kommunalt ejet jord bestemt til salg enten for etagehusbebyggelse eller parcelhusbebyggelse vil en stor del af byggemodningen blive foretaget og finansieret af kommunen inden grundsalget. Udgifter og omkostninger bliver herefter indkalkuleret i salgsprisen, og de hovedsageligt interne byggemodningsforanstaltninger - ved etagehusbebyggelse samtlige foranstaltninger indenfor selve bebyggelsen og ved parcelhusbebyggelse i form af diverse stikledninger - der gennemføres i forbindelse med byggeriet, betales af bygherren. Ud fra almindelige forvaltningsretlige principper om ligebehandling af borgerne skal salgsprisen for kommunale grunde nogenlunde svare til markedsprisen i det pågældende område. Salg under markedsprisen ville give køberne af kommunale grunde en begunstigelse i forhold til købere af ikke-kommunale grunde.
..."
Ydermere fremgår det af samme afsnits punkt 36, at:
"...
Af de modtagne oplysninger fra kommunerne fremgår det for samtlige kommuners vedkommende, at kommunens udgifter til byggemodninger er indeholdt i salgsprisen
..."
Desuden fremgår det af afsnittets punkt 37, at:
"...
Kommunen tager endvidere stilling til, hvornår og hvorledes betalingen af vejbidrag skal ske, herunder om hele beløbet skal betales kontant eller afdrages. Udgifterne til externe veje er ofte indeholdt i købesummen, når kommunen står som grundsælger.
..."
Endelig fremgår det af afsnit 4,"Gældende praksis vedrørende fordeling af byggemodningsudgifter", at:
"...
Ved kommunale grundsalg til etagehusbebyggelse og andet udlejningsbyggeri er størstedelen af udgifterne til extern byggemodning - d.v.s. udgifterne til foranstaltninger uden for den enkelte bebyggelses område, herunder først og fremmest udgifter til vejanlæg - indeholdt i kommunernes salgspris.
..."
På baggrund af det ovenfor anførte anbefaler betænkningens udvalgsgruppe, at de eksisterende regler for fordeling af udgifter til ekstern byggemodning fastholdes.
De anførte fordelingsprincipper finder anvendelse den dag i dag, hvor grundejer selv afholder udgifter til intern byggemodning og betaler kommunen for foretagne eksterne byggemodninger - som oftest i form af tilslutningsbidrag eller via købesummen for ejendommen.
Det gøres særligt gældende, at kontorets indstilling i sagen - ifølge betænkningen - er ensbetydende med, at der hermed er sket et brud på de forvaltningsretlige principper om ligelig behandling af borgerne, idet klager ifølge kontoret må have opnået en uberettiget begunstigelse i form af en salgspris under markedsprisen.
Det gøres gældende, at kommunen - som sælger af den påklagede grund - naturligvis ikke har handlet i strid med forvaltningsretlige principper, at salgsprisen har svaret til markedsprisen, og at udgifterne til anlæg af det eksterne vejanlæg derfor er indeholdt i købesummen. Det forhold, at udgiften ikke er nærmere specificeret i skøderne kan ikke ændre ved det helt principielle synspunkt om, at salgsprisen for kommunale grunde skal ansættes til markedsprisen. Det fastholdes derfor, at der i overensstemmelse med det i det supplerende processkrift anførte, skal ansættes fradrag for klagers udgifter til etablering af eksterne vejanlæg.
..."
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Vurderingslovens §§ 13, stk. 1, 17 og 18 har følgende ordlyd:
"...
§ 13. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.
§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.
§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.
Stk. 2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år - for skov, der vurderes i henhold til § 15, stk. 1-3, dog 60 år - før vurderingen.
..."
For at en forbedring kan karakteriseres som en grundforbedring, skal der være tale om en foranstaltning af materiel karakter, som har øget den almindelige handelsværdi af grunden i ubebygget stand.
Desuden bemærker retten, at det ifølge gældende praksis er den, der ønsker et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse.
Dette følger bl.a. af Højesterets afgørelse af den 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.
Vedrørende vejanlæg
Landsskatteretten anser det efter det oplyste ikke for dokumenteret, at klageren har afholdt en forholdsmæssig del af udgiften til anlæggelse af det eksterne vejanlæg. Retten har herved lagt vægt på købesummens størrelse samt at det ikke fremgår af de fremlagte skøder, at anlægsudgiften er inkluderet i købesummen, og at der ikke har fremlagt anden form for dokumentation for anlægsudgiftens afholdelse.
Fradrag for eksterne vejanlæg må derfor bero på et skøn og Landsskatteretten er enig med vurderingsankenævnet i, at det godkendte fradrag for vejanlæg på 795.422 kr. må anses for tilstrækkeligt til at dække udgifter til anlæg af både intern og ekstern vejanlæg.
..."
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har gjort gældende, at det fradrag der blev godkendt af vurderingsmyndigheden for vejanlæg på 795.422 kr. dækker over alle veje på sagsøgerens ejendom (interne veje). Dette fremgår direkte af vurderingsmyndighedens afgørelse. Vurderingsmyndigheden begrunder fradraget med henvisning til, at ejendommen er så stor at det er naturligt, at betragte en del af de på ejendommen værende vejanlæg som hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning. Endvidere fremgår dette af vurderingsankenævnets gengivelse af vurderingsmyndighedens afgørelse, hvor det fremgår, at man har godkendt fradrag for udgifterne til interne veje med skønsmæssigt 50 % af udgiften til vej. Parterne er tilsyneladende enige om, at det af vurderingsmyndigheden indrømmede fradrag på 795.422 kr. vedrører de interne vej på sagsøgerens ejendom. Det må endvidere anses for ubestridt, at sagsøgeren hverken til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten påklagede vurderingsmyndighedens fastsættelse af dette fradrag på 795.422 kr., vedrørende interne veje. Da det af vurderingsmyndigheden fastsatte fradrag på 795.422 kr. således ubestridt vedrører intern vej og da det er ubestridt, at sagsøgeren hverken til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten påklagede dette, er fradraget på 795.422 kr. vedrørende intern vej dermed endeligt fastsat. På trods heraf behandlede vurderingsankenævnet de facto alligevel det allerede fastsatte og endelige fradrag for intern vej.
Vurderingsankenævnet finder i overensstemmelse med sagsøgerens påstand for vurderingsankenævnet, at sagsøgeren ydermere er berettiget til et fradrag for eksterne veje. Vurderingsankenævnet skønner anlægsudgiften til de fradragsberettigede eksterne veje til 480.000 kr., hvoraf en forholdsmæssig andel på 53 %, svarende til 254.400 kr., skal henføres til sagsøgeren. Vurderingsankenævnet anfører herefter, at sagsøgerens forholdsmæssige andel af den samlede skønnede anlægsudgift til eksterne veje på 480.000 kr. kan indeholdes i det godkendte fradrag for intern vej på 795.422 kr. Dermed nedsætter vurderingsankenævnet det allerede fastsatte og endelige fradrag vedrørende interne veje med et beløb svarende til sagsøgerens andel af de fradragsberettigede udgifter til eksterne veje på 254.400 kr.
Vurderingsankenævnet realitetsbehandler altså det allerede fastsatte og endelige fradrag vedrørende interne veje på 795.422 kr. Landsskatteretten stadfæstede fradraget for eksterne vejanlæg, hvorved Landsskatteretten tillige realitetsbehandler det allerede fastsatte og endelige fradrag vedrørende interne veje. Det må lægges til grund, at såvel vurderingsankenævnet som Landsskatteretten anser betingelserne i vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18 for at indrømme fradrag for grundforbedrende udgifter for at være opfyldt. Skatteforvaltningslovens § 6, regulerer vurderingsankenævnenes saglige kompetence. Landsskatterettens saglige kompetence er afgrænset den dagældende i skatteforvaltningslov § 11, stk. 1 Af bestemmelsernes ordlyd kan der udledes et krav om, at der skal foreligge en klage, for at klageinstansen har kompetence til at træffe afgørelse. De administrative klageinstansers mulighed for at foretage afledte ændringer er begrænset til at ændre de forhold, der er klaget over, samt andre forhold, der er en følge af klagen. I praksis er der tale om egentlige konsekvensændringer. Sagsøgeren har accepteret det af vurderingsmyndigheden fastsatte fradrag vedrørende interne veje på 795.422 kr., og det er ikke påklaget. Hverken vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten havde således saglig kompetence til at behandle dette spørgsmål. Der er ikke tale om en sådan afledt ændring af sagsøgerens klage over manglende fradrag for eksterne veje, at det kan begrunde hverken vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens realitetsbehandling af det allerede fastsatte og endelige fradrag. Ansættelsen af fradrag i grundværdien efter vurderingslovens dagældende § 17, var ikke en samlet ansættelse ved siden af grundværdiansættelsen. Såvel vurderingsankenævnets som Landsskatterettens afgørelser er derfor ugyldige på grund af manglende hjemmel, hvorfor afgørelserne skal annulleres, og sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden subsidiært Skatteankestyrelsen.
Sagsøgte har gjort gældende, at sagen handler om berettigelsen af Landsskatterettens og vurderingsankenævnets inddragelse af det allerede indrømmede fradrag for anlæg af intern vej på 795.422 kr. Landsskatteretten stadfæstede Vurderingsankenævnets skønsmæssige fradrag, der vedrører både etablering af ekstern og intern vej. Det fremgår imidlertid af Landsskatterettens kendelse, at sagsøgeren alene nedlagde påstand om fradrag for udgifter til ekstern vej. Af afgørelsen fra vurderingsankenævnet fremgår, at SKAT har godkendt et fradrag på 795.422 kr. vedrørende vejanlæg, og at sagsøgeren har frafaldet den del af klagen, men anset den godkendte udgift for kun at vedrøre interne veje. Herudover ønskes fradrag for udgifter til vejanlægget ...1 og disse begæres ansat skønsmæssigt, da kommunen ikke kan finde sagen i deres arkiver. Det kan lægges til grund, at sagsøgeren alene indbragte spørgsmålet om fradrag for ekstern vej for vurderingsankenævnet, idet sagsøgeren accepterede vurderingsmyndighedens fradragsansættelse vedrørende intern vej på 795.422 kr.
Vurderingsankenævnet fandt herefter, at et skønnet fradrag for ekstern vej kunne rummes i det indrømmede fradrag for intern vej. Det kan herudover lægges til grund, at sagsøgeren alene indbragte spørgsmålet om ekstern vej for Landsskatteretten, hvor vurderingsankenævnets afgørelse blev stadfæstet. Landsskatteretten fandt altså også, at et fradrag for anlæg af ekstern vej måtte skønnes, og at dette kunne indeholdes i det allerede indrømmede fradrag for anlæg af intern vej. Sagsøgeren kan derfor under denne sag alene få prøvet Landsskatterettens skøn over fradraget for anlæg af ekstern vej.
Sagsøgte er ikke enig med sagsøgeren i, at der er sket en realitetsbehandling af spørgsmålet om fradrag for anlæg af intern vej i hverken vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Det gøres gældende, at hverken vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten har realitetsbehandlet spørgsmålet om fradrag for anlæg af interne veje. Her er alene tale om, at vurderingsankenævnet og siden Landsskatteretten har fundet, at et fradrag for anlæg af ekstern vej måtte skønnes, fordi det var udokumenteret, og at dette skøn kunne indeholdes i et allerede indrømmet fradrag for anlæg af interne veje. Der foreligger ikke omstændigheder, der kan medføre ugyldighed.
Sagsøgeren kan derfor ikke gives medhold i påstanden. Sagen må dreje sig om, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesatte Landsskatterettens skøn over fradrag i grundværdi for anlæg af ekstern vej. Sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn. En grundforbedring er en foranstaltning af materiel karakter, som har øget den almindelige handelsværdi af grunden i ubebygget stand og har ændret grundens beskaffenhed. Udgifter til anlæg af vej uden for ejendommen anses efter praksis som en byggemodningsudgift, der efter sin art kan berettige til et fradrag i grundværdien. I vurderingslovens dagældende § 18 fastslås, at fradrag for grundforbedringer er undergivet to begrænsninger. Fradrag kan kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og fradraget må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger. Fradrag forudsætter derfor, at der foreligger den fornødne dokumentation for, at udgifterne er afholdt af grundejeren. Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at udgifterne er afholdt af sagsøgeren og det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Tværtimod er den omhandlede vej ifølge Kommunens vejfortegnelse en kommunevej, hvorfor det har formodningen imod sig, at den er bekostet af sagsøgeren. Når Landsskatteretten overhovedet finder, at et skønsmæssigt fradrag for anlæg af ekstern vej kan indeholdes i det allerede indrømmede skøn for intern vej, må det på den baggrund anses som en ansættelse på 0 kr. Selv hvis det lægges til grund, at sagsøgeren rent faktisk har bekostet eksternt vejanlæg, er de oplysninger, sagsøgeren bygger sin påstand på, behæftet med en sådan usikkerhed, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2012, der er indbragt for retten, at Landsskatteretten ikke anser det for dokumenteret, at sagsøgeren har afholdt en forholdsmæssig del af udgiften til anlæg af det eksterne vejanlæg, og at fradrag for eksterne vejanlæg derfor må bero på et skøn. Landsskatteretten tiltræder herefter vurderingsankenævnets vurdering, hvorefter det godkendte fradrag på 795.422 kr., må anses for tilstrækkeligt til at dække udgifter til anlæg af såvel interne som eksterne veje. Uanset formuleringen, må dette forstås således, at der ikke skønnes at være dokumentation for at sagsøgeren har afholdt udgifter til ekstern vej, og at fradraget herfor skønnes at udgøre 0 kr.
Der er ikke grundlag for, at statuere at Landsskatteretten derved har overskredet sin kompetence, herunder grænserne for i medfør af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, at foretage afledte ændringer. Herefter, og da der ikke i øvrigt er anført omstændigheder der kan føre til andet resultat, er der ikke grundlag for at annullere Landsskatterettens og vurderingsankenævnets afgørelser.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Beløbet, der er fastsat under hensyn til sagens forløb, genstand og karakter, indeholder udgifter til advokatbistand og udarbejdelse af materialesamling.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, H1 Boligselskab, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.