Dato for udgivelse
23 apr 2014 10:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 mar 2014 09:50
SKM-nummer
SKM2014.279.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-5188933
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Lån - Selskab
Resumé

Skatterådet bekræfter, at lån fra A A/S til de udspaltede selskaber ejet af A´s børn ikke vil være omfattet af ligningslovens § 16 E, idet bestemmelsen kun omfatter lån, der ydes til fysiske personer.

Hjemmel

Ligningsloven § 2
Ligningsloven § 16 E

Reference(r)

Ligningsloven § 2
Ligningsloven § 16 E

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.B.3.5.3.3.

Spørgsmål

  1. Vil lån fra A´s selskab A A/S til selskaber ejet af A´s børn blive anset for ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition jævnfør Ligningslovens § 16 E stk. 1, 2. punktum?
  2. Vil lån fra A´s selskab A A/S til et datterselskab blive anset for en hævning med tilbagebetalingspligt jævnfør Ligningslovens § 16 E på det tidspunkt, hvor datterselskabet som led i en skattefri spaltning ikke længere kan anses for et datterselskab, men et selskab ejet indirekte af A´s børn?

Svar

  1. Se sagsfremstilling og begrundelse.
  2. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A ejer 91,5 % af selskabet A A/S. Ejerforholdene er i dag således:

Navn Ejerandel

A

91,5 %
B (søn)
 
  4,0 %
C (datter)   4,0 %
D (barnebarn)

  0,1 %

E (barnebarn)

  0,1 %

F (barnebarn)

  0,1 %

G (barnebarn)

  0,1 %

H (barnebarn)

  0,1 %

Selskabet ejer en række datterselskaber:

I ApS

J ApS

K A/S

L ApS

M ApS

Det er tanken at gennemføre en skattefri spaltning (ophørsspaltning), således at selskabet A A/S opdeles i tre selskaber indeholdende hhv. 92 %, 4 % og 4 % af egenkapitalen. Spaltningen agtes gennemført som en spaltning uden tilladelse.

Det førstnævnte selskab vil blive ejet af A og børnebørn, de to sidstnævnte selskaber af børnene B og C.

B´s selskab vil eje selskabet K A/S.

C´s selskab vil eje selskabet L ApS.

Opmærksomheden henledes på, at selskabets indtjening på finansielle aktiver overstiger 10 mio. kr.

Selskabets balance pr. 30/6-2013 er således:

Før spaltning

Efter spaltning 1

Efter spaltning 2

Aktiver

Materielle anlægsaktiver

1.334.509

1.334.509

1.334.509

Kapitalandele i tilknyttede virksomheder

1.076.298

496.298

496.298

Kapitalandele ass. virksomheder

500.000

500.000

500.000

Kapitalandele, minoritetsposter

25.374.498

25.374.498

25.374.498

Obligationer mv.

62.643.475

62.643.475

51.878.810

Børsnoterede aktier

49.356.878

49.356.878

49.356.878

Tilgodehavender 1)

14.025.000

14.025.000

14.025.000

Tilgodehavender, tilknyttede virksomheder

24.339.541

13.574.876

13.574.876

"Aktionærlån"

0

0

10.764.665

Likvider

12.564.752

8.612.221

8.612.221

Andre aktiver

0

0

0

Aktiver i alt

191.214.951

175.917.755

175.917.755

Passiver

Selskabskapital

1.000.000

1.000.000

1.000.000

Anden egenkapital

184.586.748

169.739.808

169.739.808

Hensættelser

121.373

121.373

121.373

Gæld

5.506.830

5.506.830

5.506.830

Passiver i alt

191.214.951

175.917.755

175.917.755

  1. Der er i regnskabsåret sket tilbagebetaling af et udlån til tredjemand på 18 mio. kr.

Spørgers opfattelse og begrundelse

I kolonnen "Efter spaltning 1" er vist den situation, hvor selskabet spaltes og hvert nyt moderselskab overtager tilgodehavender på datterselskaber.

Her opstår ingen "aktionærlån" som følge af spaltningen.

Disse kan imidlertid opstå senere i tilfælde af at A´s selskab yder lån til enten et af de to andre moderselskaber eller disses datterselskaber, idet disse ejes direkte eller indirekte af A´s børn.

I kolonnen "Efter spaltning 2" er vist en situation hvor alle tilgodehavender forbliver i A´s selskab og de to andre selskaber i stedet modtager andre værdier (som eksempel obligationer) som led i spaltningen.

Her opstår principielt "aktionærlån" som led i spaltningen og selskaberne får muligheden for at realisere de modtagne obligationer i tilfælde af likviditetsbehov i stedet for at optage lån i A A/S.

Det er min helt klare opfattelse, at selskabets aktivitet, herunder omfanget af udlån til tredjemand må indebære, at udlån må anses for en sædvanlig forretningsmæssig disposition for selskabet.

I den konkrete sag er besvarelsen af spørgsmål 2 uden betydning, hvis SKAT svarer ja til spørgsmål 1. Spørgsmålet bedes dog besvaret uden alle omstændigheder, da svaret kan have afgørende betydning i tilsvarende sager.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1 og 2

Det ønskes bekræftet, at lån fra A´s selskab A A/S til selskaber ejet af A´s børn vil blive anset for ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition jævnfør Ligningslovens § 16 E stk. 1, 2. punktum.

Lovgrundlag

Fusionsskatteloven § 15a (uddrag):

Ved spaltning af et selskab har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i § 15 b, stk. 1 og 2, når såvel det indskydende selskab som det modtagende selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 2009/133/EF og ikke ved beskatningen her i landet anses for en transparent enhed.

Ligningslovens § 16 E, stk.1:

Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabsloven § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Begrundelse

Ved en skattefri ophørsspaltning af et selskab er det bl.a. en betingelse, at de modtagende selskaber ikke ved beskatningen her i landet anses for en transparent enhed, jf. fusionsskattelovens § 15a.

Spaltning af A´s selskab A A/S skal derfor ske til selskaber, der ikke kan anses for transparente enheder.

Lån fra A A/S til de udspaltede selskaber ejet af A´s børn ydes således til selskaberne.

Lån fra A A/S til de udspaltede selskaber ejet af A´s børn vil derfor ikke være omfattet af ligningslovens § 16 E, idet bestemmelsen kun omfatter lån, der ydes til fysiske personer.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "Se sagsfremstilling og begrundelse.".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.