Parter

H1.1 A/S

og

H1 A/S
(advokat Bente Møll Pedersen for begge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne, Oliver Talevski og Jens Kruse Mikkelsen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 31. maj 2012.

Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Anbringender

H1.1, A/S og H1 A/S har supplerende anført bl.a., at selskaberne ikke gør gældende, at de tidligere livsforsikringsdatterselskabers tab både kan bruges til reduktion af fradragsbegrænsningen i forsikringsmoderselskabet og samtidig ubeskåret kan fremføres til senere anvendelse af livsforsikringsdatterselskaberne. SKAT har imidlertid efter frasalget af livsforsikringsdatterselskaberne lignet og kontrolleret selvangivelserne for datterselskaberne til bunds og foretaget ansættelsesmæssige ændringer af fradragsbegrænsningskontiene (finanskontiene) for alle de tidligere livsforsikringsdatterselskaber for de indkomstår, som er omfattet af denne sag (2000-2003). SKAT har i den forbindelse tilladt de tidligere livsforsikringsdatterselskaber at fremføre negative fradragsbegrænsningssaldi, selv om denne sag verserede for Landsskatteretten. Det forhold, at de tidligere livsforsikringsdatterselskaber fejlagtigt har fremført de negative fradragsbegrænsningssaldi og senere har anvendt dem, bør ikke komme H1.1 og H1 til skade, når fradragsbegrænsningssaldiene efter selskabsskattelovens § 13, stk. 11, 1.-3. pkt., sammenholdt med stk. 8 og 9, rettelig skal medregnes ved opgørelsen af H1.1s fradragsbegrænsningssaldo.

Supplerende sagsfremstilling

Af SKATs brev af 20. juni 2011, hvorfra der er citeret i landsrettens dom, fremgår yderligere bl.a.:

"...

SKAT har administreret reglerne i SEL [selskabsskattelovens] § 13, stk. 11 og stk. 12 helt i overensstemmelse med retsgrundlaget, når SKAT træffer afgørelse om at de overskydende negative fradragsbegrænsningsbeløb ikke skal medregnes i moderselskabet.

SKAT har foretaget ansættelsesændringer i datterselskaberne, til dels efter anmodning fra selskaberne selv og til dels inden datterselskaberne sælges ud af H1 koncernen. Der har ikke tidligere været uenighed om, at de ikke udnyttede negative fradragsbegrænsningsbeløb, skulle overføres til efterfølgende år i datterselskaberne selv, jf. SEL § 13, stk. 12.

..."

Supplerende retsgrundlag

Ved lov nr. 387 af 2. juni 1999 fik selskabsskattelovens § 13, stk. 10, følgende ordlyd:

"...

Stk. 10. Hvis et forsikringsselskab er sambeskattet med et andet forsikringsselskab, foretages en samlet opgørelse af skattefri og lempelsesberettigede udbytter og avancer m.m. efter stk. 8. Det opgjorte beløb fordeles forholdsmæssigt mellem forsikringsselskaberne, hvorefter der foretages fradragsbegrænsning efter stk. 8 henholdsvis stk. 9. Forsikringsselskaber, der ved den forholdsmæssige fordeling udnytter et andet forsikringsselskabs tab, skal godtgøre sidstnævnte selskab den skattemæssige værdi af tabet. Godtgørelsen har ikke skattemæssige konsekvenser for selskaberne.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår opgørelsen af den skattepligtige indkomst for H1.1 A/S for indkomstårene 2000-2003 og sambeskatningsindkomsten for H1 A/S for indkomstårene 2001 og 2003.

Efter de dagældende regler i selskabsskattelovens § 13, stk. 8 og 9, var H1.1s adgang til at fradrage forsikringsudbetalinger og -hensættelser mv. i den skattepligtige indkomst begrænset af selskabets skattefri indtægter i form af udbytter og avancer mv., som opgøres på en finanskonto. H1.1 har som forsikringsmoderselskab anvendt negative finanskonti i nogle ikke-sambeskattede livsforsikringsdatterselskaber til at nedbringe fradragsbegrænsningen i H1.1 - og dermed øge sine skattefradrag og nedbringe den skattepligtige indkomst. Spørgsmålet er, om H1.1 har været berettiget hertil.

Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må der efter Højesterets opfattelse tages udgangspunkt i, at et datterselskab, som er et forsikringsselskab, og som ikke er sambeskattet med moderselskabet, efter almindelige principper selv vil kunne fremføre et eventuelt underskud til reduktion af egen fradragsbegrænsning i efterfølgende år. Dette har H1.1s livsforsikringsdatterselskaber da også gjort i de omhandlede indkomstår. En afskæring af denne mulighed må derfor efter Højesterets opfattelse kræve lovhjemmel.

H1.1 har anført, at dagældende selskabsskattelovs § 13, stk. 11, 1. pkt., indeholder den fornødne hjemmel til, at H1.1 i de omhandlede indkomstår kunne anvende de negative finanskonti i de ikke-sambeskattede livsforsikringsdatterselskaber til at nedbringe fradragsbegrænsningen i H1.1.

Efter selskabsskattelovens § 13, stk. 11, 1. pkt., skal et forsikringsselskab - ud over egne skattefri indtægter, jf. stk. 8 og 9 - ved opgørelsen af fradragsbegrænsningen medregne skattefri udbytter og avancer m.v., i ikke-sambeskattede datterselskaber, som forsikringsselskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 % af. Det gælder dog efter 4. pkt. ikke, i det omfang de skattefri indtægter hidrører fra et datterselskab, der er et forsikringsselskab, og indtægterne i datterselskabet er anset for medgået til fradragsbegrænsning.

Selskabsskattelovens § 13, stk. 11, indeholder efter sin ordlyd ikke en udtrykkelig regulering af, om et forsikringsmoderselskab kan anvende negative finanskonti i ikke-sambeskattede datterselskaber, der er forsikringsselskaber, til at nedbringe fradragsbegrænsningen i moderselskabet. Spørgsmålet er heller ikke udtrykkeligt omtalt i forarbejderne til bestemmelsen. I modsætning hertil fastsætter selskabsskattelovens § 13, stk. 10, om sambeskattede forsikringsselskaber, at der skal foretages "en samlet opgørelse" af skattefri udbytter og avancer mv. i moder- og datterselskaberne. Dette medfører, at eventuelle tab i datterselskaber føres op til moderselskabet, ligesom der efter bestemmelsen skal ydes en godtgørelse svarende til den skattemæssige værdi af tabet. Er selskaberne ikke sambeskattet, forudsætter selskabsskattelovens § 13, stk. 11, 4. pkt., at der skal foretages en særskilt opgørelse af fradragsbegrænsningen i datterselskaber, der er forsikringsselskaber, og stk. 11 indeholder ingen bestemmelse om kompensation.

Formålet med reglerne om fradragsbegrænsning er overordnet at forhindre, at forsikringsselskaber får skattetekniske underskud ved, at fradragsberettigede udgifter afholdes med skattefri finansindtægter. Et led heri er at modvirke, at finansielle aktiver flyttes ud af et forsikringsselskab for at undgå eller lempe en fradragsbegrænsning samtidig med, at dobbeltbeskatning undgås. Selskabsskattelovens § 13, stk. 11, 1. pkt., må i forlængelse heraf anses for at have til formål at sikre, at finansielle aktiver ikke flyttes ned i et ikke-sambeskattet datterselskab for at undgå eller lempe fradragsbegrænsning i moderselskabet. De nævnte formål tilsiger ikke, at et forsikringsmoderselskab kan anvende negative finanskonti i ikke-sambeskattede datterselskaber, der er forsikringsselskaber, til at nedbringe fradragsbegrænsningen i moderselskabet.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at selskabsskattelovens § 13, stk. 11, ikke kan forstås således, at H1.1 som moderselskab har ret til at medregne livsforsikringsdatterselskabernes negative finanskonti ved opgørelsen af egen fradragsbegrænsning. Det kan ikke føre til et andet resultat, at skattemyndighederne i administrativ praksis har anerkendt, at også negative finanskonti i datterselskaber, som ikke selv er forsikringsselskaber, kan medregnes ved opgørelsen af forsikringsmoderselskabets fradragsbegrænsning efter § 13, stk. 11, 1. pkt. Denne praksis er efter det oplyste begrundet i, at der i disse tilfælde er tale om, at datterselskaberne afgiver tab, der er uden økonomisk værdi for dem selv, idet de ikke er omfattet af fradagsbegrænsningsreglerne.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1.1 A/S og H1 A/S solidarisk betale 500.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.