Parter

Boet efter A
(Advokat Henrik Dietz)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Camilla Kirk)

Afsagt af byretsdommer

Jan Strange

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 21. januar 2011, drejer sig om, hvorvidt A havde indgået aftale med en selvstændig virksomhed med udenlandske ansatte til at udføre arbejde på hans juletræsplantage, eller om de udenlandske arbejdstagere var ansat af A med den virkning, at han var indeholdelsespligtig og hæftede for betaling af A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

Boet efter A har principalt påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at A´s indeholdelsespligtige beløb vedrørende A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 nedsættes med 54.041 kr. og 7.832 kr. for 2005, 132.803 kr. og 9.247 kr. for 2006 samt 119.917 kr. og 17.379 kr. for 2007.

Subsidiært har boet efter A påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at boet ikke hæfter for A-skat og AM-bidrag ved udbetaling af honorar til SV i indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

Mere subsidiært har boet efter A påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at A´s indeholdelsespligtige beløb vedrørende A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 nedsættes til 27.020,50 kr. og 7.832 kr. for 2005, 66.401,50 kr. og 19.247 kr. for 2006 samt 59.958,50 kr. og 17.379 kr. for 2007.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

A har drevet skovbrug med juletræsproduktion på adressen ...1.

I et referat af 11. marts 2005 fra ToldSkat vedrørende et kontrolbesøg hos A, er blandt andet anført:

"...

Det er oplyst, at regionen ønsker at foretage kontrol af regnskabsmateriale for perioden 1/7 - 31/12 2004, med henblik på at få afklaret betaling mm i forhold til de polske arbejdstagere.

...

Det blev videre drøftet omkring polakkerne at vi fra ToldSkats side mener at der er tale om et tjenesteforhold. A er ikke enig i dette og siger, at polakkerne vil være selvstændige - og at de bare kan komme herop som en polsk virksomhed.

Vi har sagt at virksomheder sædvanligvis kan kontaktes og at vi ikke kan se efter det vi har fået oplyst, at der er tale om selvstændig virksomhed. Oplyst at vi vil lave hæftelse såfremt der udbetales yderligere til polakkerne.

..."

Af en momsangivelse af 8. november 2005 for SE-nr. ... fremgår, at SV havde indberettet et afgiftsbeløb på 0 kr. for 2. kvartal 2005. Af en momsangivelse af 7. maj 2007 fremgår, at SV havde indberettet et afgiftsbeløb på 17.869 kr. for 1. kvartal 2007.

SKAT og Politiet foretog den 21. november 2007 et uanmeldt kontrolbesøg hos A. Af anmeldelsesrapport af 22. november 2007 fremgår, at der blev antruffet 5 polakker i færd med at fælde juletræer.

Af anmeldelsesrapporten fremgår endvidere, at den polske statsborger SV oplyste:

"...

at han var en slags sjakformand for de andre polske statsborgere, hvorfor han udtalte sig på alles vegne.

Han oplyste, at han tidligere har haft en opholdstilladelse i Danmark i 2004. Han havde i den forbindelse blevet tilmeldt ... kommune og fået et dansk CPR-nummer, .... Han havde da arbejdet hos A. Denne havde senere oprettet et dansk firma for ham og anmeldt dette firma til de danske myndigheder.

Han kunne / ville ikke oplyse nærmere om dette forhold.

Han oplyste, at han har et mindre landbrug i Polen, men han har ikke et firma.

Han har ikke en arbejdstilladelse i Danmark, ligesom de 4 andre polske statsborgere heller ikke har en arbejdstilladelse.

Han var gennem sit kendskab til A blevet kontaktet vedr. fældning af juletræer i år. Han var kommet til Danmark omkring den 1.10.07 sammen med de 4 andre polske statsborgere, hvor kontaktede A.

De var rejst til Danmark med bus fra Polen til ..., hvorefter de tog ud til A. De var herefter blevet ansat ved A til at fælde juletræer. Det blev aftalt, at han skulle havde 50,- kr. i timen, medens de 4 andre skulle have 30,- kr. i timen.

Han oplyste, at han fik pengene udbetalt, hvorefter han fordelte pengene efter ovennævnte fordelingsnøgle.

De blev alle 5 indkvarteret i de 2 campingvogne, der stod på adresse, ...2. De sørgede selv for forplejningen, medens der var stillet badefaciliteter til rådighed for dem. Der er ingen betaling for at bo i de 2 campingvogne eller badefaciliteter.

Der er ikke udfærdiget en ansættelseskontrakt eller andre former for skriftlige aftaler. Alt er baseret på mundtlige aftaler.

Han forklarede, at han bliver instrueret om opgaverne af A, hvorefter han fortæller de 4 andre polakkere om arbejdets udførelse.

..."

Af politiets afhøringsrapport af 22. november 2007 vedrørende afhøring af A som sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, fremgår, at A forklarede:

"...

De 5 polske statsborgere kom til Danmark omkring den 1. oktober 2007. De blev indkvarteret i 2 campingvogne, som tilhører sigtede. De 2 campingvogne er opstillet på sigtedes bopæl. Sigtede stiller badefaciliteter til rådighed for polakkerne.

Polakkerne betaler ikke for brugen af de 2 campingvogne eller badefaciliteterne men de sørger selv for deres forplejning.

Sigtede oplyste, at han instruerer SV om opgaverne og arbejdets udførelse, hvorefter SV formidler instruktionen videre til de andre polakkere.

Han forklarede, at han havde stillet 4 motorsave til rådighed for polakkerne, ligesom han stillede sin varebil til rådighed for dem. Han havde endvidere stillet arbejdstøj, de såkaldte "savebukser" til rådighed for polakkerne. Det var aftalt, at polakkerne skal overtage motorsavene mod modregning når arbejdet er færdigt.

Sigtede oplyste, at SV har et polsk firma, der udfører opgaven. Det polske firma er reg. på sigtedes bopæl.

..."

Politiet rejste den 27. juni 2008 ved Byretten tiltale mod A for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5. Der blev afsagt dom i sagen den 27. maj 2009. Af dommen fremgår blandt andet:

"...

Rettens begrundelse og afgørelse

Det må efter både A´s og JJ´s forklaringer lægges til grund, at SV havde en registreret dansk virksomhed, da han og de øvrige polakker arbejdede for A. Efter A´s forklaring, havde han i samarbejde med en anden gårdejer, hjulpet SV med at få sit firma momsregistreret.

Efter A´s forklaring var der ingen skriftlige aftale mellem ham og SV´s firma. De kommunikerede ved tegninger m.v., da de ikke havde et fælles sprog. A stillede badefaciliteter til rådighed for polakkerne, mens de arbejdede for ham. Han har ligeledes forklaret, at han købte det sikkerhedstøj, som polakkerne brugte, lejede en bil til dem hvert år og i en periode lejede udstyr til dem, som de købte, når de skulle hjem. Han har desuden forklaret, at han har hjulpet SV´s firma med blandt andet at få en bankforbindelse og i øvrigt, hvor det har været nødvendigt at kunne snakke dansk. Det må endelig, efter JJ´s forklaring på baggrund af bilagene i sagen, lægges til grund, at SV´s firma i blot 2 tilfælde har udført arbejde for andre end A.

På denne baggrund og uanset, at SV var registreret med et firma, og arbejdsforholdet fremstår som en aftale mellem A på den ene side og SV´s firma på den anden side, finder retten, at arbejdsforholdet har haft karakter af et arbejdsgiver/arbejdstager forhold mellem A og de nævnte polakker, og skal bedømmes som et sådant.

Efter A´s forklaring om hans assistance til polakkerne, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at han måtte have indset, at der i realiteten er et arbejdsgiver/arbejdstager forhold, hvorfor han skulle have sikret sig, at polakkerne havde de fornødne arbejdstilladelser, hvilket ikke var tilfældet, ligesom det efter det oplyste om lønningerne er ubetænkeligt at lægge til grund, at han derved opnåede en fortjeneste, der ikke er nærmere opgjort.

A straffes derfor efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes til en bøde på 200.000 kr., jf. udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5.

..."

Dommen blev anket til Vestre Landsret, der den 10. november 2009 stadfæstede byrettens dom. Det fremgår af landsrettens begrundelse og resultat blandt andet:

"...

Det lægges efter bevisførelsen, herunder JJ´s forklaring for byretten, til grund, at SV ikke havde registreret et firma i Polen.

SV har for landsretten forklaret, at det er hans opfattelse, at han ikke har haft et dansk firma, og det lægges efter bevisførelsen til grund, at det firma, som SV i Danmark har været registreret ejer af, ikke har haft lokaler eller lokalemæssige faciliteter til rådighed bortset fra de campingvogne, som har stået på tiltaltes ejendom. Det lægges videre til grund, at det var tiltalte, der sørgede for, at SV blev momsregistreret, ligesom tiltalte bistod SV i forbindelse med udfærdigelse af fakturaer og afregning af moms. Det fremgår endvidere af kontroloplysningerne fra SKAT, at der for SV´s registrerede firma i perioden fra oktober 2004, da firmaet blev registreret, alene er indberettet købsmoms for sidste kvartal 2008 og med et mindre beløb. De fremlagte håndskrevne regnskaber underbygger endvidere, at de polske arbejdere er blevet aflønnet på timebasis.

Hertil kommer, at tiltalte og SV har afgivet skiftende og til dels indbyrdes modstridende forklaringer.

Selvom SV i Danmark har været registreret ejer af et firma, er det herefter og under hensyn til de omstændigheder, som i øvrigt er fremhævet af byretten, ubetænkeligt at anse det for bevist, at der reelt har bestået et ansættelsesforhold mellem tiltalte og de pågældende polske arbejdere, og at registreringen af SV´s firma således alene har haft til formål at omgå de danske regler om arbejdstilladelse.

..."

SKAT traf den 14. august 2009 afgørelse om, at A havde pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag i indkomstårene 2005, 2006 og 2007. A påklagede afgørelsen, og Landsskatteretten har den 21. oktober 2010 afsagt kendelse, hvoraf blandt andet fremgår:

"...

SKAT anmodede i brev af 2. december 2008 de polske skattemyndigheder om svar på en række spørgsmål. Det fremgår af de polske skattemyndigheders svar af 8. april 2009, at SV ikke var registreret med en virksomhed i Polen i perioden fra 1. januar 2005 til 2. december 2008, at han ikke havde deklareret, at han havde ansat de fire øvrige polske arbejdstagere eller beskæftigede andre personer, og at han ikke havde selvangivet indtægter fra Danmark i den pågældende periode.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1.

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der uden at være fuldt skattepligtige til Danmark, erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i, og om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet. Dette fremgår af den dagældende bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august 2002, samt af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005.

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Af samme lovs § 46, stk. 1, fremgår det, at i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

Personer, der har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført her i landet, er endvidere pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag. Lønnen kan dog være fritaget for bidrag, såfremt de pågældende personer er omfattet af hjemlandets sociale sikring. Arbejdsgiveren er indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidraget i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten. Der henvises til de dagældende bestemmelser i arbejdsmarkedsfondslovens, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august 2002, lovbekendtgørelse nr. 863 af 2. september 2005 og lovbekendtgørelse nr. 1018 af 10. oktober 2006, §§ 7, stk. 1, litra a, § 7, stk. 3, og 11, stk. 1.

Landsskatteretten lægger på baggrund af oplysningerne fra de polske skattemyndigheder, samt da det er ubestridt, til grund, at SV ikke drev en virksomhed i Polen, hvori de polske arbejdstagere var ansatte.

Da SV ikke havde forretningslokaler eller lignende til rådighed i Danmark, kan han endvidere ikke anses for at drive en virksomhed med fast driftssted i Danmark, hvori de polske arbejdstagere var ansatte.

Afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere skal foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i punkt 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Det er herefter rettens opfattelse, at de polske arbejdstagere må anses for at være ansat i klagerens virksomhed og ikke kan anses for at være selvstændige erhvervsdrivende. Klageren var derfor pligtig at indeholde A-skat i lønudbetalingerne til de polske arbejdstagere, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Det er særligt tillagt vægt, at vederlaget til de polske arbejdstagere på baggrund af det oplyste må anses for beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold, at klageren og SV under kontrolbesøget forklarede, at klageren instruerede SV, som derefter instruerede de øvrige polske arbejdstagere, og at det var klageren, der stillede motorsave til rådighed for de polske arbejdstagere samt campingvogne til at overnatte i.

Klageren må endvidere som ejer af virksomheden anses for at bære risikoen for arbejdsresultatet. Det er tillige tillagt særlig vægt, at kontraktgrundlaget er mangelfuldt, hvorfor det henset til ovenstående må påhvile klageren at godtgøre, at der ikke er tale om et tjenesteforhold. Denne bevisbyrde anses efter en samlet vurdering ikke for løftet.

Det er rettens opfattelse, at uanset om klageren alene betalte SV, som derefter betalte de øvrige polske arbejdstagere, må dette sidestilles med, at klageren reelt har udbetalt lønnen til disse. Retten lægger således på baggrund af det under kontrolbesøget oplyste, herunder størrelsen af timelønnen, til grund, at SV virkede som arbejdsformand. Retten bemærker hertil, at hvis den indeholdelsespligtige lader andre forestå udbetaling og indeholdelse, sker dette på den indeholdelsespligtiges ansvar. Der henvises til cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, punkt 51.

I henhold til den dagældende bestemmelse i kildeskattelovens § 48, stk. 7, lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august 2002 og lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005, skal der indeholdes 60 % af den udbetalte eller godkendte A-indkomst uden fradrag efter stk. 2-3, såfremt den skattepligtige hverken har afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort.

Det lægges til grund som ubestridt, at ingen af de polske arbejdstagere havde afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort til klageren, hvorefter der i medfør af kildeskattelovens § 48, stk. 7, skal indeholdes 60 % af den udbetalte A-indkomst uden fradrag. Det er på baggrund heraf samtidig rettens opfattelse, at SKAT ikke har sat skøn under regel ved opgørelsen af de ikke indeholdte beløb, da denne opgørelsesmetode har lovhjemmel og derfor ikke kan foretages efter et skøn. Det bemærkes, at der er tale om indeholdelse af foreløbig skat, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Det fremgår af EF-forordning 1408/71 art. 13, stk. 2, litra a, at en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område. Hovedreglen i henhold til forordningen er således, at det er beskæftigelseslandets lovgivning, der finder anvendelse, hvilket vil sige dansk lovgivning.

Da det ikke ved E101-blanketter for de omhandlede perioder eller på anden måde er dokumenteret, at de polske arbejdstagere var omfattet af hjemlandets sociale sikring, er klageren indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidrag. Der henvises til de dagældende bestemmelser i arbejdsmarkedsfondslovens §§ 7, stk. 1, litra a, 7, stk. 3, og 11, stk. 1.

Uanset at klageren tillige stillede campingvogne vederlagsfrit til rådighed for de polske arbejdstagere, finder retten ikke anledning til at tilsidesætte opgørelsen af de indeholdelsespligtige beløb.

Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat og arbejdsmarkedsbidrag, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Dette fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og § 15, stk. 3, i den tidligere arbejdsmarkedsfondslov, lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august 2002, samt § 15, stk. 2, i den tidligere arbejdsmarkedsfondslov, lovbekendtgørelse nr. 863 af 2. september 2005 og lovbekendtgørelse nr. 1018 af 10. oktober 2006.

Det er rettens opfattelse, at forsømmelighed blandt andet foreligger i tilfælde, hvor en indeholdelsespligtig undlader at foretage indeholdelse i indkomstarter, der med rimelig klarhed falder ind under bestemmelsen i kildeskattelovens § 43.

Ud fra sagens oplysninger er det rettens opfattelse, at der ikke har foreligget en sådan uklarhed om klagerens indeholdelsespligt, at klageren ikke skal pålægges hæftelsesansvar efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og § 15, stk. 3, i den tidligere arbejdsmarkedsfondslov, lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august 2002, samt § 15, stk. 2, i den tidligere arbejdsmarkedsfondslov, lovbekendtgørelse nr. 863 af 2. september 2005 og lovbekendtgørelse nr. 1018 af 10. oktober 2006. Der er herved tillige henset til, at de i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 angivne kriterier, som indgår i vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold, fører til et klart resultat.

Det er herefter rettens opfattelse, at klageren hæfter for de ikke indeholdte beløb. Det følger af Østre Landsrets dom af 18. januar 2002, offentliggjort i SKM2002.105.ØLR, at der ikke kan stilles krav om, at der er foretaget en skatteansættelse for skatteyderen, forinden ikke indeholdte A-skatter søges inddrevet hos den indeholdelsespligtige.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelser for indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

..."

Forklaringer

Der er ikke afgivet forklaringer.

Parternes synspunkter

Boet efter A har gjort gældende, at SV drev selvstændig virksomhed i Danmark. SV ønskede at være selvstændig, og A ønskede ikke at have ansatte. SV har været på Statsamtet i ... den 17. januar 2005 og fremlagt budget for virksomheden. Virksomheden var registreret i Danmark, havde et SE-nummer og betalte moms. SV var selvstændig entreprenør i skatteretlig forstand. Han og A har den 25. februar 2004 indgået en skriftlig kontrakt. Det er uden betydning, at kontrakten er håndskreven, at den er meget kortfattet, og at den er affattet på polsk. Der kan ikke stilles krav til en kontrakts omfang. A´s oprindelige forklaring om, at der ikke var en skriftlig kontrakt, blev afgivet under pres.

SV fik hjælp af A til kontakt med myndigheder, udarbejdelse af momsregnskab og fremskaffelse af dokumentation. Der er intet odiøst heri, og det kan ikke komme A til skade, at han har hjulpet SV med at drive virksomhed i Danmark. A har været nødt til at hjælpe SV for at overbevise myndighederne om, at han havde indgået aftale med en selvstændig erhvervsdrivende.

Der er realitet bag SV´s virksomhed, som har haft en så selvstændig karakter, at virksomheden kan indgå i et entrepriseforhold med A. Det er ikke et ansættelsesforhold imellem A og de polske arbejdere. Det er naturligt, at A har givet SV overordnede instrukser om, hvad der skulle udføres, idet A var nødt til at udpege områderne, hvor han ønskede SV´s firma skulle arbejde. A har ikke givet instruktioner til SV´s ansatte. SV har instrueret dem og har ledet og fordelt arbejdet. SV har selv udvalgt sine ansatte, er kommet til Danmark sammen med dem, og har sørget for, at de fik deres løn. A har ikke betalt lønnen til SV´s medarbejdere. De polske medarbejdere har oplyst, at de betalte skat i Polen, og at de kendte SV fra Polen.

SKAT har ikke opfyldt sin vejledningspligt, hvilket må komme Skatteministeriet til skade. SKAT har ikke gjort indsigelse mod virksomhedens momsregistrering og har taget imod indbetalinger af moms. SKAT har dermed accepteret, at SV drev virksomhed, og at han var berettiget og forpligtet til at opkræve og afregne moms under sit SE-nummer. SKAT har ikke tilkendegivet over for SV, at han ikke drev virksomhed og ikke skulle betale moms. A har indrettet sig efter og fæstet lid til, at SKAT havde registreret SV´s firma.

A har ikke handlet forsømmeligt og hæfter derfor ikke for indeholdelse. Han har tværtimod været aktiv med det formål at sikre, at reglerne blev overholdt, og at momsen blev betalt. Han har fået oplyst af SV´s ægtefælle, at SV var registreret under et polsk NIP-nummer, hvilket de polske skattemyndigheder har bekræftet i deres svar til de danske skattemyndigheder.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har boet efter A anført, at det kan diskuteres om der tale om arbejdsudleje eller entreprise. Hvis der er tale om arbejdsudleje, skulle A have indeholdt det halve efter reglerne herom. Det gøres dog også vedrørende arbejdsudleje principalt gældende, at A ikke hæfter, da han ikke har handlet forsømmeligt. Retspraksis om afgrænsningen mellem arbejdsudleje og entreprise er usikker, og det var derfor svært for A at vurdere. SKAT har udvist passivitet og har ikke foretaget sig noget med hensyn til at yde vejledning.

Skatteministeriet har gjort gældende, at A har været bekendt med alle de faktiske omstændigheder, som er relevante ved vurderingen af, om det er et ansættelsesforhold. Derfor er han indeholdelsespligtig. Der har været tale om personligt arbejde i tjenesteforhold. A er ved Vestre Landsrets dom af 10. november 2009 dømt for at have ansat de polske statsborgere uden arbejdstilladelse, og ifølge landsretten var det ubetænkeligt at anse det for bevist, at der reelt var tale om et ansættelsesforhold. En skatteretlig og en strafferetlig bedømmelse er ikke nødvendigvis ens, men beviskravene er mindre i en civil retssag end i en straffesag. Derfor er der ikke grundlag for at nå frem til en anden bedømmelse i skattesagen.

A havde den økonomiske risiko for arbejdet, og han afholdt udgifter til medarbejdernes arbejdstøj og motorsave. A stillede logi til rådighed i form af campingvogne og badefaciliteter. Det er ikke godtgjort, at de polske arbejdere udførte arbejde for andre. A har selv været til stede på arbejdsstedet og ført tilsyn og instrueret SV, der var sjakformand. Arbejdet er udført for A´s risiko og regning. A´s betaling til de polske arbejdere er sket som timebetaling på samme måde som i et ansættelsesforhold. At betalingen gik gennem SV, som derefter fordelte pengene, er uden betydning. Fakturaerne er udfærdiget på dansk, som SV ikke forstår. Fakturaerne er udfærdiget af A, som således har udstedt dem til sig selv. SV har oprindeligt forklaret, at han ikke mente, han havde et dansk firma eller et firma i Polen. De polske skattemyndigheder har bekræftet, at han ikke drev virksomhed der, og der er ingen dokumentation for, at de øvrige polakker var ansat hos SV. Endelig har SV spurgt A, om han kunne komme til at tjene mere, hvilket også tyder på, at det var et ansættelsesforhold, og ikke en entrepriseaftale mellem selvstændige kontrahenter.

Både A og SV oplyste oprindeligt, at der ikke var indgået en skriftlig kontrakt. Det dokument, boet efter A har påberåbt sig, består af 3 håndskrevne linjer på polsk. Det indeholder ikke sædvanlige vilkår i en entreprisekontrakt og fremtræder som udfærdiget til brug for sagen.

Der er heller ikke tale om arbejdsudleje, som forudsætter, at SV har en virksomhed, og at de øvrige arbejdere var ansat hos ham, hvilket ikke er godtgjort. Der fremgår ikke et polsk cvr-nummer af fakturaerne. Endvidere forudsætter arbejdsudleje en kontrakt mellem virksomhederne.

Boet efter A hæfter for betalingen af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det fremgår af lovteksten, at den indeholdelsespligtige har bevisbyrden for, at han ikke har handlet forsømmeligt. Det er afgørende for hæftelsen efter retspraksis, om den indeholdelsespligtige har kendskab til de relevante faktiske omstændigheder. Det er derimod uden betydning, om den pågældende var klar over, at der var indeholdelsespligt. Boet efter A har ikke løftet sin bevisbyrde for, at A ikke har handlet forsømmeligt. Der foreligger ikke undskyldende omstændigheder, som kan føre til, at der ikke er hæftelse. A har ikke været i god tro, blot fordi han har kendt SV´s polske registreringsnummer, og A kan ikke støtte ret på, at SKAT har accepteret SV´s momsregistrering og indbetalinger af moms. SKAT har ikke udvist passivitet, men har allerede i 2005, inden A´s udbetaling af de beløb til SV, som sagen drejer sig om, gjort opmærksom på, hvordan SKAT karakteriserede forholdet.

Hvis retten ikke lægger til grund, at det er et ansættelsesforhold, så er der utvivlsomt tale om arbejdsudleje. Parterne er også i denne sammenhæng uenige om spørgsmålet om A´s hæftelse. Det skal afgøres efter samme kriterier som ovenfor anført.

Rettens begrundelse og resultat

A har bistået SV med at blive registreret som selvstændig i Danmark, han har udarbejdet fakturaer fra SV´s virksomhed til ham, og han har udarbejdet momsregnskab for SV. Der var en direkte sammenhæng mellem det vederlag, A betalte til SV og de polske medarbejderes arbejdstimer. SV har derfor ikke påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko. A stillede arbejdsredskaber i form af bil, motorsave og sikkerhedsbukser til rådighed for de polske medarbejdere, og han sørgede for, at de kunne overnatte i campingvogne og havde adgang til badefaciliteter. SV havde ifølge oplysninger fra de polske skattemyndigheder ikke registreret et firma i Polen. Han har flere gange, senest under Vestre Landsrets behandling af straffesagen den 10. november 2009, forklaret, at det var hans opfattelse, at han heller ikke havde et dansk firma.

På denne baggrund lægger retten til grund, at SV og de øvrige polske statsborgere har udført arbejde i tjenesteforhold for A. A havde derfor pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag. Det kan ikke føre til andet resultat, at SV havde fundet frem til de øvrige polske medarbejdere og havde dem med til Danmark, at SV fungerede som leder i forhold til dem, eller at A afregnede vederlaget til SV, som fordelte det til de øvrige.

A var bekendt med de ovenfor anførte omstændigheder, og han var ved ToldSkats kontrolbesøg i marts 2005 blevet gjort bekendt med, at ToldSkat vurderede, at der var tale om et tjenesteforhold, og at yderligere betalinger til de polske arbejdere ville medføre hæftelse. Boet efter A har på denne baggrund ikke godtgjort, at A ikke har udvist forsømmelighed i forbindelse med undladelsen af at indeholde A-skat og AM-bidrag. Boet efter A hæfter derfor for de ikke indeholdte beløb, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 2.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Boet efter A skal efter sagen udfald samt sagens karakter og omfang betale sagsomkostninger til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand med i alt 30.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Boet efter A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 30.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.