Når en aldersforsikring eller -opsparing er oprettet som en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, skal arbejdsgiveren foruden arbejdstageren og pensionsinstituttet være part i pensionsaftalen.
Arbejdsgiveren skal foretage indbetalingerne på ordningen.
Fra d. 1.1.2018 er arbejdsgiverens indbetalinger til en aldersforsikring eller -opsparing A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 1, 1. pkt.
Arbejdsgiveren har dog ikke pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger til en aldersforsikring eller -opsparing.
Arbejdsgiveren skal heller ikke indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer omfattet af LL § 7 U, der indbetales til aldersforsikring, aldersopsparing og bidrag til supplerende engangssummer fra pensionskasser.
Se KSL § 43, stk. 1, 1. pkt. og KSL § 46, stk. 1, 2. pkt., som er indsat ved lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 3, nr. 2.
Pensionsinstituttet indeholder og afregner arbejdsmarkedsbidraget af A-indkomsten, jf. KSL § 49 D, stk. 1.
Pensionsinstituttet kan også indeholde og afregne 40 pct. i A-skat af A-indkomsten, jf. KSL § 46, stk. 6, og KSL § 48, stk. 10, som er indsat ved lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 3, nr. 4 og 5.
Skatten af indbetalingerne til aldersforsikringer- og -opsparinger afregnes endeligt via årsopgørelsen.
Pensionsinstitutterne har efter SIL §§ 9-11, pligt til at oplyse Skattestyrelsen om størrelsen af den del af de modtagne præmier og indbetalinger, der anvendes til aldersforsikring eller aldersopsparing uden bortseelsesret.