Indhold

Dette afsnit beskriver fradragsreglerne for moms ved leje af små vare-/lastbiler. Ved leje af disse køretøjer kan momsen af lejen fradrages med en tredjedel og momsen af driftsomkostningerne fradrages fuldt ud, selvom den lille varebil ikke udelukkende anvendes til registreringspligtige formål.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Driftsomkostningsbegrebet for motorkøretøjer
  • Bevisbyrde
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser.

Se også

Se også afsnit

Regel

For lejede køretøjer, der ikke udelukkende anvendes til registreringspligtige formål, kan momsen af lejen fradrages med en tredjedel og momsen af driftsomkostningerne fradrages fuldt ud. Se bemærkningerne til lov nr. 375 af 18. maj 1994.

ML § 41, stk. 3, vedrører vare- og lastvogne med en tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, som er lejet af virksomheden.

Moms, der vedrører driften af den lejede vare- eller lastvogn, kan altså fuldt ud fradrages, selvom køretøjet kun anvendes delvist i den momsregistrerede virksomhed.

ML § 41, stk. 3, svarer til ML § 41, stk. 2, der drejer sig om køretøjer, som virksomheden ejer.

For så vidt angår moms af lejeudgiften kan denne trækkes fra med en tredjedel, uanset at det lejede køretøj kun anvendes delvist i den registrerede virksomhed. Hvis køretøjet anvendes fuldt ud i den momsregistrerede virksomhed, gælder de almindelige regler i ML § 37.

Er der for et vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, for hvilke der er taget fuldt fradrag for moms vedrørende anskaffelse eller leje, betalt dagsafgift for udtagning af køretøjet til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål i henhold til ML § 29 a, anses køretøjet fortsat som anvendt udelukkende i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede leveringer af varer og ydelser. Se ML § 41, stk. 4.

Det er en betingelse for fradragsret for leje og driftsomkostninger ved lejede små vare- og lastvogne efter ML § 41, stk. 3, at virksomhedens leverancer af varer og ydelser overstiger registreringsgrænsen i ML § 48, stk. 1, 1. pkt. ►(fra 1. januar 2025: ML § 71 e, stk. 1)◄, jf. ML § 41, stk. 5. Se afsnit D.A.11.6.3.3.5 om ML § 41, stk. 5.

Driftsomkostningsbegrebet for motorkøretøjer

Broafgifter fx den broafgift, som betales ved kørsel på Storebæltsbroen, er omfattet af driftsomkostningsbegrebet for motorkøretøjer i momslovens forstand. Det betyder, at moms af broafgift, som vedrører små vare- og lastvogne fuldt ud kan fradrages, selvom køretøjet kun delvis anvendes i den momsregistrerede virksomhed, jf. ML § 41, stk. 3. Se TfS1998, 605TSS. Se afsnit D.A.11.6.1 om fradragsretten for moms af broafgift.

Bevisbyrde

Se om bevisbyrde afsnit D.A.11.6.3.3.1.1 om anskaffelse af ikke specialindrettede vare-/lastbiler ML § 41, stk. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2014.273.HR

A var eneanpartshaver og direktør i H1 ApS, som drev virksomhed med bl.a. salg af rådgivning og konsulenttjenester, brugte kedler og kedelanlæg, serviceydelser, komponenter og reservedele.

H1 ApS havde leaset en varevogn på gule plader, som A mod betaling til H1 ApS havde benyttet i den landbrugsvirksomhed, som han drev i personligt regi.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om bilen af selskabet dermed måtte anses for at have været stillet til A´s private benyttelse, jf. LL § 16, stk. 4.

Højesteret lagde til grund, at H1 ApS, som ikke i øvrigt beskæftigede sig med udlejning af biler, alene havde ladet A benytte bilen til brug for sin personligt drevne landbrugsvirksomhed på grund af hans stilling i selskabet. Flertallet fastslog herefter, at denne brug af bilen var anpartsselskabets virksomhed uvedkommende, og at bilen dermed af H1 ApS var stillet til rådighed for A´s private benyttelse, jf. LL § 16, stk. 4, 1. pkt. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til bl.a. at forhøje A´s skattepligtige indkomst og til at forhøje anpartsselskabets momstilsvar, jf. ML § 41, stk. 3.