Indhold

Dette afsnit beskriver en særlig forenklet opgørelse af den delvise fradragsret for moms af medarbejdertelefoner. Moms af udgifter til medarbejdertelefoner fradrages med halvdelen. Se ML § 40, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Mobiltelefoner
  • ISDN-forbindelser og ADSL-linjer
  • Formodning for privat brug
  • Forholdet til de øvrige fradragsregler for moms
  • Forholdet til EU-retten
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

ML § 40, stk. 2 har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Afgift vedrørende anskaffelse og drift af telefoner, som anbringes hos medarbejdere ansat i en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a med henblik på benyttelse i virksomhedens tjeneste, kan fradrages med halvdelen, såfremt telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget kan dog ikke overstige afgiften af den af virksomheden faktisk afholdte udgift."

ML § 40 har ikke direkte hjemmel i momssystemdirektivet, men kan dog opretholdes i henhold til standstill-bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 176, som har følgende ordlyd:

"Rådet fastsætter med enstemmighed på forslag af Kommissionen de udgifter, der ikke giver ret til fradrag af momsen. Under alle omstændigheder giver udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som f.eks. udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Indtil de i stk. 1 omhandlede bestemmelser træder i kraft, kan medlemsstaterne opretholde alle de undtagelser, som var gældende i henhold til deres nationale lovgivning pr. 1. januar 1979 eller for de medlemsstater, som er tiltrådt Fællesskabet efter denne dato, på datoen for deres tiltrædelse."

Regel

En virksomhed, der er registreret efter ML §§ 47, 49, 51 eller 51 a, kan fradrage halvdelen af momsen vedrørende anskaffelses- og driftsudgifter til medarbejdertelefoner, selv om de anbringes hjemme hos virksomhedens medarbejdere. Se ML § 40, stk. 2.

Det er en forudsætning for momsfradrag, at

  • medarbejderne skal bruge telefonen tjenstligt, og at
  • telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden.

Momsfradraget må dog ikke overstige momsen af den udgift, som virksomheden rent faktisk har afholdt. Dette kan forekomme, hvis virksomheden bagefter opkræver en del af regningsbeløbet hos sine medarbejdere.

Mobiltelefoner

Moms vedrørende anskaffelse og drift af mobiltelefoner, som anvendes af en virksomheds indehaver eller stilles til rådighed for medarbejdere, falder ikke ind under ML § 40, stk. 2, men kan i stedet fradrages efter de almindelige regler i ML § 37, stk. 1 og ML § 38. Se TfS1996, 926TSS.

ISDN-forbindelser og ADSL-linjer

En virksomheds udgifter til anskaffelse og drift af telefon og ISDN-forbindelser til brug for medarbejdernes hjemmearbejdspladser er omfattet af ML § 40, stk. 2. Der er derfor kun fradrag for halvdelen af momsen for telefon og ISDN-forbindelse. Udgifter til ADSL-linjer kan ikke karakteriseres som telefonudgifter og fradrages efter de almindelige fradragsregler i ML § 37, stk. 1 og ML § 38. Se SKM2007.428.ØLR. Se SKM2008.17.HR og SKM2008.112.DEP om SKM2008.17.HR.

Formodning for privat brug

Momsloven må fortolkes sådan, at der består en formodning for privat brug, når telefon er anbragt hos medarbejdere. Bevisbyrden for, at der foreligger udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, påhviler derfor den afgiftspligtige person. Der kan lægges vægt på, om virksomheden fx har

  • kontrolleret, at medarbejderne ikke anvender forbindelserne privat
  • har fremlagt specifikationer fra telefonselskabet, der godtgør, at der har været tale om udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, eller tilsvarende objektiv dokumentation for brugen af telefon- og ISDN-forbindelserne.

Se SKM2008.112.DEP.

Forholdet til de øvrige fradragsregler for moms

ML § 40, stk. 2 er ikke til hinder for, at en virksomhed efter momslovens almindelige regler kan opnå fuld fradragsret for moms af udgifter til telefoner, der er anbragt hjemme hos virksomhedens medarbejdere, hvis virksomheden konkret kan påvise, at telefonerne udelukkende benyttes til formål, der vedrører virksomhedens afgiftspligtige omsætning. Bevisbyrden for, at der foreligger udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, påhviler den momspligtige person, da momsloven må fortolkes således, at der består en formodning for privat brug, når telefoner er anbragt hos medarbejderne. Se SKM2008.112.DEP.

Forholdet til EU-retten

ML § 40, stk. 2 er ikke i modstrid med EU-retten, men kan opretholdes i medfør af standstill- bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 176 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6). Se SKM2007.428.ØLR. Se SKM2008.112.DEP.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2008.17.HR

Skatteministeriet har for Højesteret taget bekræftende til genmæle i en sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et selskab, der drev virksomhed med vikarservice, havde fuld fradragsret for moms efter ML § 37 eller kun halv fradragsret for moms efter ML § 40, stk. 2, vedrørende udgifter til telefoner og ISDN-forbindelser, der var anbragt hos virksomhedens medarbejdere.

Der var afgivet bindende proceserklæring om, at det bevismæssigt kunne lægges til grund, at telefonerne og ISDN-forbindelserne udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt i virksomheden.

Højesteret har på denne baggrund afsagt dom i overensstemmelse med selskabets påstand for Højesteret.

SKM2003.345.LSR er stadfæstet i SKM2007.428.ØLR.

I SKM2008.17.HR tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle.

Skatteministeriet har afgivet en kommentar SKM2008.112.DEP.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle efter sagens indbringelse for Højesteret, da der ved en fejl blev afgivet bindende proceserklæring om, at det bevismæssigt kunne lægges til grund, at telefonerne og ISDN-forbindelserne udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt i virksomheden og ikke af medarbejderne privat.

Landsretsdomme

SKM2007.428.ØLR

En momsregistreret virksomhed havde etableret hjemmearbejdspladser for sine medarbejdere og havde oprettet telefon- og dataforbindelser til disse.

Udgifterne til telefon og ISDN-forbindelser måtte anses for udgifter vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omfattet af ML § 40, stk. 2. Efter denne bestemmelse vil en telefon, der er anbragt hos virksomhedens medarbejdere, efter ordlyden altid blive anset for at være en privat telefon, uanset hvilken brug der gøres af telefonen. Der kunne derfor kun godkendes fradrag for halvdelen af momsen for disse installationer efter ML § 40, stk. 2. Udgifter til ADSL-linjer kunne ikke karakteriseres som telefonudgifter.

Landsretten fastslog, at fradragsbegrænsningsreglen i ML § 40, stk. 2, ikke strider imod EU-retten, da reglen i den danske momslovgivning kan føres tilbage til 1969, dvs. fra før 6. momsdirektivs ikrafttræden. Reglen har derfor hjemmel i standstill-bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 176 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6).

SKM2003.345.LSR er stadfæstet i SKM2007.428.ØLR.

I SKM2008.17.HR, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle efter sagens indbringelse for Højesteret, da der ved en fejl blev afgivet bindende proceserklæring om at det bevismæssigt kunne lægges til grund, at telefonerne og ISDN-forbindelserne udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt i virksomheden og ikke af medarbejderne privat.

Det forhold, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle for Højesteret i den konkrete sag, skyldes således udelukkende den fejlagtigt afgivne proceserklæring og kan ikke tages som udtryk for en anerkendelse af selskabets synspunkter i sagen, herunder selskabets synspunkt om, at bestemmelsen i ML § 40, stk. 2, skulle stride imod 6. momsdirektiv.

Ligeledes er det fortsat Skatteministeriets opfattelse, at begrebet "telefoner" i ML § 40, stk. 2, omfatter ISDN-forbindelser som fastslået ved landsrettens dom. Derimod anses ADSL-forbindelser efter praksis ikke som telefoner i momslovens forstand, hvilket heller ikke var omtvistet under retssagen. Se SKM2008.112.DEP.