Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren skulle have foretaget et forholdsmæssigt tabsfradrag i 2005, hvor det oprindelige areal i sagsøgerens lejemål blev reduceret fra 200 m² til 64 m², eller om dette først skulle ske, da sagsøgeren opsagde lejeaftalen og dermed afstod lejemålet endeligt i 2008.
Sagen vedrørte således en fortolkning af begrebet "afståelse" af lejede lokaler i afskrivningslovens § 39, stk. 6, idet retten skulle tage stilling til, om dette var begrænset til at omfatte en fuldstændig afståelse af lejemålet.
Endvidere vedrørte sagen, om der var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2005 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, hvorefter en skatteansættelse kan ændres såfremt ansættelsen er en direkte følge af en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.
Sagsøgeren gjorde gældende, at afskrivningslovens § 39 ikke omhandlede afskrivning eller tabsfradrag ved kvadratmetermæssige reduktioner af de lejede lokaler i lejeperioden.
Efter hovedforhandlingen i sagen fremkom retten med en tilkendegivelse, hvorefter Skatteministeriet fik medhold for så vidt angik spørgsmålet om fortolkningen af begrebet "afståelse". Retten nåede dermed frem til, at der med henvisning til afskrivningslovens § 39, stk. 1, for indkomstårene 2006, 2007 og 2008, kun kunne afskrives på de udgifter, som vedrører det tilbageværende erhvervsmæssigt benyttede areal på 64 m².
Derimod fandt retten, at der var tale om en konsekvensændring af indkomståret 2005, der direkte angik det samme forhold og samme udgiftsbeløb som forhøjelserne af indkomstårene 2006-2008, hvorfor sagsøgeren fik medhold i sin subsidiære påstand. Landsrettens tilkendegivelse blev tiltrådt af parterne. |