Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan virksomheder, som skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget på grundlag af lønsummen +/- over-/underskud, skal opgøre den endelige lønsumsafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Regulering af lønsumsafgiftsgrundlag.

Regel

Ved den endelige opgørelse skal virksomheden medregne både lønsummen og over-/underskud til lønsumsafgiftsgrundlaget. Den lønsumsafgift, som virksomheden har angivet a conto (de foreløbige kvartalsangivelser) for det aktuelle indkomstår, skal trækkes fra i den endelige lønsumsafgift.

Hvis virksomheden anvender flere metoder til beregning af lønsumsafgiften for flere dele af virksomheden, skal der til lønsumsafgiftsgrundlaget kun medregnes den del af lønsummen, og over-/underskud, som vedrører de aktiviteter, der er omfattet af LAL § 4, stk. 1 (metode 4).

Hvis virksomheden har et indkomstår, der ikke følger kalenderåret, men dog indeholder hele kvartaler, er det a conto angivelserne for disse 4 kvartaler, der skal fratrækkes ved den endelige opgørelse for indkomståret.

Hvis virksomhedens indkomstår skærer midt i en måned, følger det analogt af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, at lønnen skal henføres til den halvdel, hvor lønnen for den pågældende måned udgiftsføres. Se afsnit D.B.5.2.3.

Ved opgørelsen af den endelige lønsumsafgift skal der i årsangivelsen anvendes den lønsumsafgiftssats, der var gældende ved indkomstårets begyndelse.

Eksempel, hvor en virksomhed har indkomstår fra 1. juli 2011 - 30. juni 2012

For indkomståret 2011/12 anses a conto angivelserne for 3. og 4. kvartal 2011 samt 1. og 2. kvartal 2012 for at høre til dette indkomstår. Det er dermed indbetalingerne for disse kvartaler, der skal fratrækkes ved indbetaling af den endelige lønsumsafgift.

Eksempel, hvor en virksomhed har indkomstår fra 1. juni 2011 - 31. maj 2012

Virksomheden kvartalsangiver:

1/4 2011 - 30/6 2011

2. kvartal

1/7 2011 - 30/9 2011

3. kvartal

1/10 2011 - 31/12 2011

4. kvartal

1/1 2012 - 31/3 2012

1. kvartal

1/4 2012 - 30/6 2012

2. kvartal

På grund af det forskudte regnskabsår skal kun lønnen i den sidste måned i 2. kvartal 2011 medtages. Tilsvarende skal lønnen kun medtages med 2 måneder som a conto angivet i 2. kvartal 2012.

Hvis der fx er angivet 40.000 kr. i 2. kvartal 2012, og beløbet fordeles med 10.000 kr. for april, 17.000 for maj og 23.000 for juni måned, anses de 27.000 kr. (10.000 +17.000 kr.) for at være a conto angivet i indkomståret 2011/2012. Tilsvarende vil de sidste 23.000 kr. skulle medregnes som a conto angivet for det efterfølgende indkomstår, dvs. 2012/2013.

Hvis det er første gang, der skal indsendes en årsangivelse, skal den første periode kun gå fra det tidspunkt, hvor virksomheden påbegyndte de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og til det tidspunkt, hvor indkomståret udløber.

Regulering af lønsumsafgiftsgrundlag

For virksomheder, hvor der efter indgivelse af endelig lønsumsangivelse sker ændringer i virksomhedens opgørelse af overskud eller underskud, fx i forbindelse med den skattemæssige ligning, skal den indbetalte lønsumsafgift reguleres i overensstemmelse hermed. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 6.

Se også

  • Om konsekvenser, hvis lønsumsafgift ikke angives eller betales inden for de fastsatte frister: