Indhold

Dette afsnit handler om forbud mod diskriminering.

Afsnittet indeholder:

Regel om statsborgere i to lande, der har indgået en DBO
Regel om statsløse personer
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel om statsborgere i to lande, der har indgået en DBO

Når to lande har indgået en DBO, må det ene land ikke behandle sine egne og det andet lands statsborgere forskelligt, når de - bortset fra statsborgerskabet - har samme forhold. Se modeloverenskomstens artikel 24, stk. 1.

Forbuddet imod forskelsbehandling gælder for

Selve beskatningen. Det vil bl.a. sige beregningsgrundlag, opgørelsesmetode og skattesats.
De formaliteter, der omgiver beskatningen. Det vil bl.a. sige selvangivelsesregler, frister og betalingsregler.

De to personer, der skal sammenlignes, behøver ikke at være hjemmehørende i et af de lande, der har indgået DBO'en. Diskrimineringsforbuddet betyder også, at et land ikke må forskelsbehandle egne statsborgere, der er bosat i tredjeland (land A), og det andet lands statsborgere, der er bosat i samme tredjeland (land A). Også regler om begrænset skattepligt skal altså være neutrale med hensyn til statsborgerskab.

Bemærk

Reglen gælder både for fysiske personer og for juridiske personer. Udtrykket "statsborger" omfatter begge. Se afsnit C.F.8.2.2.3.1.6 (artikel 3) om begrebet statsborger brugt om henholdsvis fysiske og juridiske personer.

For fysiske personer er det normalt relativt let at afgøre, om en forskellig skattemæssig behandling skyldes statsborgerskabet, eller det skyldes, at de to personer, der sammenlignes, adskiller sig på andre måder. Se fx SKM2007.75.VLR, der er refereret i afgørelsesskemaet nedenfor. For juridiske personer kan det være sværere at afgøre, om en forskellig skattemæssig behandling skyldes statsborgerskabet. Se Punkt 20-25 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 24 om en række eksempler, der illustrerer dette.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 (artikel 4) om begrebet skattemæssigt hjemsted.

Regel om statsløse personer

Når to lande har indgået en DBO, må det ene land ikke behandle statsløse personer, der er hjemmehørende i det andet land, anderledes end egne statsborgere, når deres situation i øvrigt er den samme. Se modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2.

Forbuddet imod forskelsbehandling gælder for

Selve beskatningen. Det vil bl.a. sige beregningsgrundlag, opgørelsesmetode og skattesats.
De formaliteter, der omgiver beskatningen. Det vil bl.a. sige selvangivelsesregler, frister og betalingsregler.

Dette kan ses som en udvidelse af reglen i modeloverenskomstens artikel 24, stk. 1, om statsborgere i de to lande. Her sidestilles en statsløs person, der er hjemmehørende i et af landene, med en statsborger i landet. Udvidelsen gælder kun, når den statsløse person er hjemmehørende i et af de lande, der har indgået DBO'en. Statsløse personer, der er hjemmehørende i et tredjeland, er ikke dækket af reglen.

Hvad en statsløs person er, er defineret i New York-konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers rettigheder.

Bemærk

Ikke alle lande har underskrevet den ovennævnte New York-konvention, og ikke alle lande ønsker at give statsløse personer den favorable behandling, som modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, lægger op til. Det er derfor ikke alle DBO'er, der indeholder artikel 24, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2007.75.VLR	Vestre Landsret fastslog, at Danmark hverken havde overtrådt artikel 41 om ikke-diskriminering i den dansk-tyske DBO eller EF-traktatens bestemmelser om ikke-diskriminering. Sagsøgeren var dansk statsborger og arbejdede i Tyskland. Tyskland havde beskatningsretten til lønindkomsten, men efter en aftale mellem Danmark og Tyskland indgået under EØF-forordning 1408/71 (social sikring) var sagsøgeren omfattet af dansk lovgivning om social sikring og dermed fritaget for at betale tyske sociale sikringsbidrag. Efter DBO'en med Tyskland skulle Danmark som udgangspunkt lempe for tysk beskatning efter exemptionprincippet, men Danmark havde - i overensstemmelse med en procedure, der var aftalt i artikel 45 i DBO'en - besluttet og meddelt Tyskland, at Danmark ville lempe efter creditprincippet i tilfælde, hvor en person, der er bosat i Danmark og arbejder i Tyskland, ikke betaler tyske sociale bidrag. Sagsøgeren påberåbte sig, at hun blev forskelsbehandlet i forhold til kolleger med dansk statsborgerskab, der var hjemmehørende i Tyskland, og at dette stred imod ikke-diskrimineringsbestemmelsen, artikel 41, i DBO'en, samt imod EF-traktatens bestemmelser om ikke-diskriminering. Landsretten bemærkede, at både artikel 41 og EF-traktatens bestemmelser indeholder forbud mod, at en medlemsstat behandler bl.a. statsborgere fra andre medlemsstater anderledes end landets egne statsborgere. Landsretten fandt ikke, at den danske beslutning om at lempe efter creditprincippet stred imod disse bestemmelser.