Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår konkursskattelovens regler finder anvendelse.
Afsnittet indeholder:
- Konkursskattelovens anvendelsesområde
- Skattemæssige virkninger af konkurs.
Konkursskattelovens anvendelsesområde
Konkursskatteloven anvendes på visse skatteforhold i forbindelse med konkurs efter reglerne i konkursloven. Konkursskatteloven anvendes således i forbindelse med opgørelse af konkursindkomst og begrænsning af underskudsfremførsel mv. Udgangspunktet ved indtræden af konkurs er, at fremførelse af underskud afskæres, og at der er skattefrihed for konkursindkomst.
Loven gælder ikke for:
- Frivillig akkord i konkurs
- Tvangsakkord i konkurs
- Gældssanering i konkurs
- Dødsboer.
Det kan først endeligt afklares om konkursskattelovens regler skal anvendes, når konkursen slutter.
Såfremt et konkursbo sluttes i medfør af KL § 144, finder KKSL § 5 og § 13 dog anvendelse.
SEL § 12 A og B regulerer begrænsning af underskud for selskaber ved tvangsakkord i rekonstruktion samt frivillige ordninger. Se nærmere afsnit C.D.2.4.5.2.1 om Underskudsbegrænsning ved gældseftergivelse, gældskonvertering og rekonstruktion.
PSL § 13 a regulerer begrænsning af underskud for personer ved tvangsakkord i rekonstruktion, gældssanering samt frivillig akkord. Se nærmere afsnit C.A.1.2.3.3 om Gældssanering, frivillig akkord og tvangsakkord, PSL § 13 a.
Konkursbeskatning for insolvente dødsboer er ophævet, hvor dødsfaldet er sket den 1. juli 2008 eller senere. Herefter skal reglerne om skattefrie dødsboer anvendes. Tilsvarende gælder ved skifte af uskiftet bo i længstlevendes levende live, når anmodningen om skifte blev indgivet den 1. juli 2008 eller senere. Se afsnit C.E.3.6 om Insolvente dødsboer.
Udenlandske konkurser, der tillægges retsvirkning her i landet efter KL § 6, er ikke omfattet af reglerne i konkursskatteloven bortset fra reglerne i § 4 og § 12 om begrænsning af retten til at fremføre underskud.
Se KKSL § 1.
Skattemæssige virkninger af konkurs
Konkursskatteloven indebærer, at skattemæssige underskud fra tiden før konkursen ikke kan fradrages efter tidspunktet for dekretets afsigelse. Formålet er at hindre fradrag for udgifter, der aldrig betales.
Et konkursbo sluttes sædvanligvis ved, at boets aktiver og passiver opgøres, hvorefter der gennemføres en udlodning af boets midler under henvisning til konkurslovens konkursorden.
Indkomst, som omfattes af konkursen, reguleres efter konkursskatteloven, hvis regler afgør, om indkomsten er skattefri eller skattepligtig. Afgrænsningen af konkursindkomsten er fastlagt i KKSL § 3 for selskaber, fonde og foreninger mv. og KKSL § 7 for fysiske personer.
Konkursindkomst skal som hovedregel ikke beskattes.