Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan momsen beregnes, når varens individuelle købs- og salgspris er kendt.
Afsnittet indeholder:
- Regel: Varer, hvis individuelle købs- og salgspris er kendt
- Eksempel 1 - Køb i Danmark eller andre EU-lande
- Regel: Kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande uden for EU
- Eksempel 2 - Indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter
- Regel: Varer, der sælges til lande uden for EU ML § 70, stk. 3
- Særligt om forsikringsselskaber
- Retningslinje fra Momsudvalget
- ►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser med videre. ◄
Regel: Varer, hvis individuelle købs- og salgspris er kendt
Momsgrundlaget er 80 pct. af forskellen mellem varens konkrete købspris og salgspris. Det indebærer, at der betales 20 % moms af fortjenstmargenen ved salget (25 % af 80 % af fortjenstmargenen). Se ML § 70, stk. 1, 1. pkt.
Hvis købsprisen overstiger salgsprisen, beregnes der ikke brugtmoms. Det overskydende købsbeløb kan ikke modregnes i momsgrundlaget for andre salg.
Betingelser
For at anvende den individuelle metode ved salg af brugte varer, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Den individuelle købspris og salgspris er kendt (og kan dokumenteres). Hvis den individuelle købspris ikke er kendt, kan metoden med samlet periodevis opgørelse af købs- og salgspris anvendes. Se afsnit D.A.18.4.3.
- Der må ikke være tale om et personmotorkøretøj. Se afsnit D.A.18.5 om de særlige regler for beregning af brugtmoms ved salg af brugte personmotorkøretøjer.
- De særlige faktura- og regnskabskrav i momsbekendtgørelsens §§ 122 og 124 er opfyldt. Se afsnit D.A.18.6 om faktura og regnskabskrav.
Bemærk
Ved "salgspris" forstås den samlede pris, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager som vederlag, inkl. eventuelle bi-omkostninger til fx forsendelse/transport af varerne til køber. Det gælder uanset, at videreforhandleren vælger at afkræve køber et særskilt vederlag herfor. Se D.A.8.1.1.1.2 Hvad er vederlag?
Se også
Ved salg af brugte personmotorkøretøjer beregnes momsgrundlaget efter momslovens almindelige regler, og der kan foretages et beregnet momsfradrag. Se afsnit D.A.18.5 om beregning af moms.
Eksempel 1 - Køb i Danmark eller andre EU-lande
Et chartol købes fra en privat for 100.000 kr. og sælges for 120.000 kr.
Momsgrundlaget udgør (120.000 kr. - 100.000 kr.) x 80 % = 16.000 kr.
Momsen udgør 25 % af 16.000 = 4.000 kr.
Momsen angives som salgsmoms.
Bemærk
En afgiftspligtig videreforhandler, som afholder udgifter til reparation eller lignende af varer for hvilken særordningen for brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter kan finde anvendelse, kan fradrage købsmomsen, der er betalt eller skal betales, i overensstemmelse med de almindelige regler for opgørelse af momstilsvaret.
Det samme gælder moms af den afgiftspligtige videreforhandlers generalomkostninger, herunder udgifter til salgsfremmende foranstaltninger (reklame, udstillinger, salgsmesser og lignende), administration (revisor, advokat mv.), husleje og øvrige lokaleomkostninger.
Se også
Se også afsnit
Regel: Kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande udenfor EU
Hvis brugtmomsordningen anvendes ved salg af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, som videreforhandleren selv har indført fra lande udenfor EU, er momsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og momsgrundlaget ved indførslen i henhold til ML § 32, stk. 1. Se ML § 70, stk. 1, 2. pkt.
Det svarer til, at "købsprisen" er lig med (a) det almindelige momsgrundlag ved indførslen med tillæg af (b) importmomsen.
Ad a) Det almindelige momsgrundlag ved indførslen
Det almindelige momsgrundlag ved indførsel er toldværdien tillagt evt. told og andre afgifter i forbindelse med indførslen samt forsendelses- og forsikringsomkostninger mv., der påløber indtil varens bestemmelsessted i EU, når dette sted er kendt på tidspunktet for indførslen (normalt fortoldningstidspunktet). Se ML § 32, stk. 1.
Ad b) Importmomsen
Momsgrundlaget for importmomsen ved import af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter er 20 % af det almindelige momsgrundlag. Se ML § 32, stk. 2. Det svarer til, at til at importmomsen er 5 %.
Hvis "købsprisen" overstiger salgsprisen, beregnes der ikke brugtmoms, men kun importmoms ved indførslen. Hvis brugtmomsordningen anvendes, er importmomsen ikke fradragsberettiget. Forskellen mellem købs- og salgsprisen kan ikke modregnes i momsgrundlaget for andre salg.
Bemærk
Ved salg af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande udenfor EU og videresælges efter brugtmomsreglerne opgøres "købsprisen" som momsgrundlaget efter de almindelige regler om momsgrundlag i ML § 32, stk. 1, og ikke det særlige reducerede momsgrundlag ved indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter på 20 % af det almindelige momsgrundlag i ML § 32, stk. 2.
Eksempel 2 - Indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter
Et antikt chatol indkøbes i Rusland for 55.000 kr. og sælges i Danmark for 100.000 kr.
Transportomkostningerne udgør 5.000 kr. Der beregnes ingen told.
Momsgrundlaget for importmomsen udgør 55.000 + 5.000 kr. = 60.000 kr.
Importmomsen udgør (60.000 kr. x 20 %) x 25 % = 3.000 kr.
Momsgrundlaget for brugtmomsen udgør (100.000 kr. - (60.000+3000)) x 80 % = 29.600 kr.
Momsen heraf udgør 29.600 kr. x 25 % = 7.400.
Momsen angives som salgsmoms.
Regel: Varer, der sælges til lande udenfor EU ML § 70, stk. 3
For brugte varer mv., der sælges til et land udenfor EU, kan virksomheden vælge at anvende momslovens almindelige regler ved udførsel. Det betyder fx, at varerne kan sælges momsfrit efter ML § 34, stk. 1, nr. 5, hvis betingelserne er opfyldt.
Bemærk
Muligheden for at anvende momslovens almindelige regler, gælder ikke kun for varer, der sælges til lande udenfor EU, men også varer, der sælges i Danmark eller til andre EU-lande. Muligheden for at anvende momslovens almindelige regler er beskrevet i afsnit D.A.18.4.4.
Særligt om forsikringsselskaber
I det omfang forsikringsselskaberne anvender brugtmomsordningen i forbindelse med forsikringssager, accepterer Skattestyrelsen, at forsikringsselskabets "købspris" udgøres af den ved videresalget af varen opnåede salgspris. Se omtalen i afsnit D.A.18.2.
Retningslinje fra Momsudvalget
Momsudvalget har i en retningslinje, der er vedtaget med næsten enstemmighed, udtalt følgende:
1. Ved købsprisen som defineret i pkt. 2 i artikel 312 i Momssystemdirektivet skal forstås alt det, som leverandøren modtager eller vil modtage som vederlag fra den afgiftspligtige videreforhandler inkl. tilskud, der er direkte forbundet med leveringen, skatter, told, importafgifter og andre afgifter, bi-omkostninger, såsom provision, emballage-, transport og forsikringsomkostninger, som leverandøren opkræver hos den afgiftspligtige videreforhandler.
2. Da udgifter til salgsfremmende foranstaltninger, såsom udgifter til udstilling, reparations- og vedligeholdelsesomkostninger, udgifter til transport og forsikring, ledelse af kunstprojekter mv., som afholdes af en afgiftspligtig videreforhandler i forbindelse med salg af kunstgenstande, ikke kan kvalificeres som bi-omkostninger, som er forbundet med købet, kan disse omkostninger ikke medregnes til købsprisen. Derudover tiltræder Momsudvalget med næsten enstemmighed, at det - som tidligere vedtaget af udvalget - er uforeneligt med momssystemdirektivets artikel 315 at anvende en formodningsregel, hvorefter fortjenstmargenen udgør en fast procentdel af salgsprisen i tilfælde, hvor den afgiftspligtige videreforhandler afholder udgifter til salgsfremmende foranstaltninger, men hvor købsprisen er kendt.
3. Når en afgiftspligtig videreforhandler afholder udgifter til reparation eller lignende af varer for hvilken særordningen for brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter kan finde anvendelse, og da sådanne udgifter ikke kan henføres til deres købspris, kan den afgiftspligtige videreforhandler fradrage købsmomsen, der er betalt eller skal betales, i overensstemmelse med de almindelige regler som fastsat kapitel X i momsdirektivet. Det samme gælder udgifter til salgsfremmende foranstaltninger i forbindelse med salg af kunstgenstande.
Se retningslinje WP 913 fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 107. møde.
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4. Retningslinjerne kan downloades fra udvalgets hjemmeside.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser m.v.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsskatteretten |
►SKM2024.349.LSR◄ | ►Et selskab drev virksomhed med køb og salg samt reparation af biler, herunder biler af modellen Porsche 356. De af sagen omhandlede Porscher ansås for at opfylde betingelserne for at være samlerobjekter efter ML § 69, stk. 5, nr. 2. Spørgsmålet var herefter, om brugtmomsen skulle opgøres efter reglerne i ML § 70, stk. 1, om "brugte varer m.v." eller efter ML § 71 om "brugte personmotorkøretøjer". Landsskatteretten fandt, at ML kapitel 17, herunder § 70 og henvisningen til § 71, skal forstås sådan, at den momsmæssige behandling af brugte personkøretøjer skal behandles efter ML § 71.◄ | ►Skattestyrelsens vurdering af konsekvenserne af afgørelsen var endnu ikke afsluttet ved redaktionens afslutning.◄ |