Parter
H1 A/S
(advokat Svend Erik Holm)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten)
Afsagt af højesteretsdommerne
Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen
Sagens baggrund og parternes påstande
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 21. september 2010.
Appellanten, H1 A/S, har gentaget sin påstand.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Højesterets begrundelse og resultat
Af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 2, fremgår, at der ikke kan foretages afskrivning på bygninger, der anvendes til virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut m.v.
Den del af bygningen, som H1 A/S ønsker at foretage afskrivning på, benyttes til kurser og efteruddannelse for H1-koncernens egne ansatte. Højesteret tiltræder, at denne aktivitet har en sådan naturlig og nødvendig tilknytning til de aktiviteter, der udføres i koncernen, at den må anses for en integreret del af virksomheden. Der kan derfor ikke foretages afskrivning, jf. afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 2.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 40.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.