Parter

A
(advokat Mikael Skjødt)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Jakob Krogsøe).

Under denne sag, der er anlagt den 21. februar 2003, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at avancen ved salget af sagsøgerens lejlighed, ... 79, er fritaget for beskatning.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen vedrører spørgsmålet, om fortjenesten ved salg af sagsøgerens ejerlejlighed er skattepligtig, eller om fortjenesten er skattefri som følge af, at lejligheden i en del af ejerperioden har tjent som bolig for sagsøgeren, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Den 21. november 2002 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører spørgsmålet, om klageren med rette er anset som skattepligtig af avancen ved salget af lejligheden ... 79, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Kapitalindkomst
Ansat avance ved afståelse af ejendom	251.070 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved købsaftale af 14. januar 1998 har afstået lejligheden ... 79, til tredjemand for kontantomregnet 1.015.171 kr.

Lejligheden er i henhold til den oplyste erhvervet af klageren i juni 1976 for 325.000 kr.

Lejligheden har fra den 20. juni 1976 til den 9. september 1997 været beboet af klagerens svigermor, men klageren har fra den 19. november 1997 til den 1. februar 1998 været tilmeldt folkeregisteret på lejlighedens adresse.

Klageren er pr. 1. februar 1998 blevet tilmeldt folkeregistret i et af ham siden den 1. juli 1993 ejet sommerhus, beliggende ... 84, hvor han også i perioden fra den 18. juni 1997 til den 19. november 1997 har været tilmeldt sammen med sin hustru. Hustruen er blevet tilmeldt på ...84 pr. 1. marts 1997, og hun har været tilmeldt der i hele perioden, hvor klageren har været tilmeldt lejlighedens adresse.

Klageren har forud for tilmeldingen til ejendommen på ...84 været bosiddende i Saudi Arabien.

Der foreligger følgende oplysninger vedrørende forbruget i lejligheden i 1997 og 1998:

Elforbrug
7/1-9/9 1997		1.870 kWh
9/9 1997-6/1 1998		621 kWh
6/1-31/3 1998		59 kWh
Varme- og vandforbrug
1/1-30/9 1997	varme	22 enheder
	varmt vand	1 enheder
1/10-31/12 1997	varme	1 enheder
	varmt vand	0 enheder
1/1-31/1 1998	varme	1 enheder
	varmt vand	0 enheder

Der foreligger videre salgsopstilling vedrørende lejligheden af 7. januar 1998, købsaftale, underskrevet den 14., henholdsvis den 22. januar 1998 og følgebrev til energimærkningsrapport af 29. januar 1998, samt oversigt over og kopi af diverse breve, der er fremsendt til klageren på lejlighedens adresse - herunder forbrugsopgørelse, ved hvilken der er medtaget flyttegebyr på 300 kr.

Klageren har anset den ved salget af ejendommen opnåede avance som fritaget for beskatning, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Det er som begrundelse herfor over for de stedlige skattemyndigheder anført, at lejligheden har tjent til bolig for klageren fra den 19. november 1997 til den 1. februar 1998, i hvilken periode klageren og hans tidligere hustru har haft afbrudt samlivet.

Der er til støtte herfor over for de stedlige skattemyndigheder fremlagt følgende erklæringer:

Erklæring af den 13. november 2001, underskrevet af AJ, hvoraf det fremgår, at:

"Jeg har ved mindst 2 lejligheder besøgt A, da denne boede i ...79 i vinteren 1997/98.

Jeg har en del familie i hhv. Århus og Ålborg, sidstnævnte sted boede min mand og jeg i 5 år. Har også ved flere lejligheder besøgt min kusine B, mens hun boede i sommerhuset."

Erklæring af 19. januar 2001, underskrevet af BP, hvoraf det fremgår, at:

"Jeg kan hermed bekræfte, at jeg har besøgt A på ... 79, adskillige gange i den periode, hvor B og A levede adskilt omkring årsskiftet 1997/1998"

Erklæring af 9. februar 2000, underskrevet af RP, hvoraf det fremgår, at:

"På given foranledning skal jeg herved bekræfte, at jeg i efteråret 1997 hjalp A med at flytte nogle møbler og andet til ...79.

Årsagen var at jeg har en trailer og således kunne klare flytningen som en simpel vennetjeneste.

I øvrigt var det samme tilfældet i 1998, da jeg hjalp med at flytte den modsatte vej."

Der er i forbindelse med sagens behandling ved de stedlige skattemyndigheder videre fremlagt en sålydende erklæring af januar 2001, underskrevet HT, der bor i lejligheden ... 79:

"Vedr. lejlighed nr. ... 79

Undertegnede har siden 1984 boet i lejlighed ... 79 st.

Ultimo november 1997 var der besked til min kone, IT, som var sekretær i Ejerforeningen BLOK ... 79-89, der gik ud på at få ændret dørskiltet til lejlighed ...79 til "A", idet denne var indflyttet i lejligheden (anden ændring i løbet af kort tid).

Da isætningen af nye bogstaver på dørskiltet kræver brugen af værktøj, var det normalt undertegnede, der tog sig af dette på min kone (sekretærens) vegne.

Når jeg foretog disse "operationer" ringede jeg altid på døren for at fortælle, at det bare var mig, der puslede med dørskiltet.

Stor var min forbavselse, da det viste sig, at den nyindflyttede og jeg selv var gamle "kolleger", idet vi havde arbejdet i den samme koncern tidligere.

I tiden, der fulgte, så vi ofte A gå til og fra sin bil, når han kom og gik, idet parkeringspladsen kan ses fra vor køkkenkrog, hvor vi oftest opholder os, da det er boligens lyseste sted.

Bilen, som A kørte i, var en VW Golf, og det var (er) en vane for os gavlbeboere, at se på parkeringspladsen - specielt om natten, når man alligevel er oppe for at besørge, idet der fra tid til anden bliver stjålet biler / fra biler i området.

Når ovenævnte huskes så klart, skyldes det, at "dørskilte-ordningen" var rimelig, og at A og jeg har haft samme arbejdsgiver.

I perioden, hvor A boede her, inviterede undertegnede ham i vor billardklub med henblik på at hverve ham som medlem. Det lykkedes ikke, men aftenen blev afsluttet i lejlighed ...79 over et par drinks, hvor vi mindedes gamle fælles bekendte i det gamle firma. Det blev meget sent, og lejligheden (identisk med min egen (spejlvendt)) lignede i uhyggelig grad min, dengang jeg flyttede ind - efter skilsmisse - og kun havde meget sparsomt bohave."

Det er for så vidt angår forbruget i lejligheden anført, at det er begrænset, hvad der bruges af el og varme i aften / nattetimerne, og at det gennemsnitlige elforbrug naturligt alene omfatter at holde et køleskab i gang, idet der alene har været tale om madlavning på komfur i beskedent omfang, fordi man om natten hverken bruget varme eller strøm. Det er videre anført, at forbruget i perioden fra september til januar var på 155 kWh, mens forbruget i de sidste 25 dage, hvor klager boede i lejligheden er aflæst til 59 kWh.

Det er for så vidt angår det forhold, at klageren ikke har flyttet telefonen med til lejligheden, anført, at ægtefællen forsat anvendte denne på den tidligere adresse, og det er for så vidt angår det forhold, at der ikke er blevet tegnet indboforsikring vedrørende lejligheden, anført, at den allerede tegnede indboforsikring også dækker forsikringstagerens indbo, selvom dette befinder sig midlertidigt på en anden adresse.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse anset klageren som skattepligtig af avancen ved salget af lejligheden, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Nævnet har som begrundelse for afgørelsen anført, at det efter de foreliggende oplysninger må anses for bevist, at klageren har opholdt sig en del på ejendommen, men ikke at denne har tjent ham til reel bolig.

Nævnet har herved lagt vægt på klageren - ud over folkeregisterregistreringen og tilmeldingen af adressen hos postvæsenet - ikke har bevist, at det fysisk faktisk har været tale om beboelse, idet der eksempelvis ikke foreligger oplysninger om, at klagerens telefon er flyttet til adressen, ligesom der ikke foreligger oplysning om, at klageren har tegnet forsikring vedrørende indbo i lejligheden.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at der allerede er indgået købsaftale den 22. januar 1998.

Nævnet har herudover lagt vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger har været et usædvanligt lavt el- og varmeforbrug på ejendommen, og ikke foreligger registreringer af forbrug af varmt vand efter lejernes flytning fra lejligheden.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at klageren siden den 1. juli 1993 har ejet ejendommen ... 54, [84.red] og dermed har haft en anden helårsbolig til rådighed i perioden fra den 19. november 1997 til den 1. februar 1998, og på at klageren den 1. februar 1998 er flyttet tilbage til ... 84, hvor han og ægtefællen stadig er tilmeldt.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at avancen ved salget af lejligheden må anses som fritaget for beskatning, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Advokaten har til støtte herfor anført, at klageren - efter lejligheden har været udlejet til tredjemand - har haft ophold og bopæl samt folkeregisteradresse i lejligheden, hvilket er dokumenteret over for de lokale myndigheder, jf. det over for myndighederne fremlagte materiale.

Der er til støtte for det forklarede vedrørende klagerens ophold i lejligheden over for Landsskatteretten fremlagt endnu en erklæring, underskrevet af en af klagerens bekendte, VP, der ved erklæringen bekræfter, at han i slutningen af 1997 har besøgt klageren, mens hans boede i lejligheden alene.

Klagerens advokat har i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen erindret om, at klagerens indboforsikring dækker husstandens samlede indbo, dvs. både indboet i familiens sommerhus og det indbo, der periodisk befandt sig i klagerens lejlighed på ... 79.

Han har ligeledes bemærket, at fastnettelefonen ikke blev flyttet, fordi ægtefællen benyttede denne, og fordi klageren dengang benyttede en mobiltelefon med nr. ..., Debitel.

Han har endelig oplyst, at lejligheden er givet i kommission til mægleren den 10. december 1997, og han har herved fremlagt kopi af kommissionsaftale underskrevet den 15. december 1997.

Landsskatteretten skal udtale

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder er i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, fritaget for beskatning, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Betingelserne skal være opfyldt inden det tidspunkt, hvor der indgås endelig bindende aftalte om salg af ejendommen, uanset om ejendommen først er overdraget senere, jf. cirkulære nr. 166 af 12. september 1994, afsnit 3, samt Østre Landsrets dom ad den 11. marts 1999, refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, nr. 318.

Landsskatteretten finder, at det ikke efter de foreliggende oplysninger kan anses for tilstrækkelig dokumenteret, at lejligheden reelt har tjent til bolig for klageren i perioden fra den 19. november til der er indgået endelige og bindende aftale om salg af denne. Retten har herved bl.a. henset til de foreliggende oplysninger om forbruget i lejligheden i perioden, om begrundelsen for, at der ikke er blevet tegnet indboforsikring vedrørende lejlighedens indbo, og om at klageren efter salget af lejligheden er flyttet tilbage til ægtefællen på den tidligere fælles bopæl, idet retten under hensyntagen til disse oplysninger ikke finder det godtgjort, at klagerens ophold i lejligheden ikke allerede ved indflytning har været anset som værende af midlertidig karakter.

Landsskatteretten finder det herefter ikke godtgjort, at betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, har været opfyldt.

Klageren skal derfor medregne avancen ved salget af ejendommen ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 16. Det af advokaten anførte findes ikke at kunne føre til et ændret resultat.

Den talmæssige opgørelse af avancen har ikke været påklaget over for Landsskatteretten, og den påklagede afgørelse vil derfor være at stadfæste.

..."

Det er supplerende oplyst, at lejligheden i følge folkeregisteroplysninger i perioden fra den 30. september 1997 til den 31. januar 1998 var beboet af LA og hendes to børn. I en skrivelse af 29. oktober 1997 til sagsøgeren opsagde LA lejemålet pr. den 1. november 1997.

Købsaftalen blev underskrevet af køberne, HU og MU, den 14. januar 1998 og af sagsøgeren den 22. januar 1998.

I en skrivelse af 1. april 1998 til B meddelte ejendomsmægler MH, at der den 27. januar 1998 havde været afholdt overdragelsesforretning, og at elmåleren i den anledning var blevet afmålt.

Sagsøgeren har endvidere præciseret, at sagsøgeren ikke er opkrævet noget beløb for varmt vand i perioderne 1. oktober 1997 til 31. december 1997 og fra den 1. januar 1998 til den 31. januar 1998, men at det ikke i varmeopgørelserne er anført, at forbruget har været 0, idet der ikke er anført noget tal. Sagsøgeren har endvidere præciseret, at den periode, hvor sagsøgeren har brugt 59 kWh, rettelig er fra den 6. januar 1998 til den 27. januar 1998.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han købte lejligheden i 1976 til sine svigerforældre, som herefter lejede den. Fra 1990 til 1997 arbejdede han i Saudi Arabien, og hans familie var med en del af tiden. Da børnene var færdige med underskolen, blev de sendt til Danmark for at gå i gymnasiet, og herefter opholdt B sig mere og mere i Danmark. Når de i denne periode var i Danmark, boede de enten hos hans svigermor eller i et lejet hus. I 1993 købte de sommerhuset på ... 84. Huset var i dårlig stand, og i 1995 eller 1996 fik de bygget et nyt hus på grunden. Efter at han var flyttet til Danmark i 1997, modtog han arbejdsløshedsunderstøttelse og fik tillige løbende udbetalt beløb fra en sygeforsikring. Han havde endvidere sparet lidt sammen, mens han var i Saudi Arabien. I september 1997 flyttede hans svigermor ud af lejligheden, idet hun havde fået en beskyttet bolig. De overvejede ikke på det tidspunkt at sælge lejligheden, som var en god investering. Lejligheden blev efter ca. 1 måned udlejet til LA, og der blev i den forbindelse oprettet en lejekontrakt. Han tror ikke, at det var et tidsbegrænset lejemål, men han husker det ikke. Hun boede der kun ca. 1 måned. Det er rigtigt, at hun på folkeregisteret var tilmeldt lejligheden frem til den 31. januar 1998, men det var vist, fordi hun så kunne opnå ekstra økonomisk støtte. Da LA var flyttet, var det meningen, at lejligheden skulle lejes ud igen. Forholdet mellem B og ham var de sidste par år under opholdet i Saudi Arabien blevet mere og mere anstrengt, og i november 1997 kulminerede uenighederne. Få dage før den 19. november 1997 flyttede han hen i lejligheden. Han smed sine nøgler til sommerhuset i postkassen, og han havde derfor ikke adgang til huset, efter han var flyttet. B havde ikke nøgle til lejligheden. Han flyttede for at være fri for at være hjemme, og det var hans plan, at de skulle skilles. Han regnede ikke med, at hans ophold i lejligheden ville blive midlertidigt. Hans nabo hjalp ham med at flytte, og han tog en sovesofa, et bord og nogle stole samt et lille bord og sit tøj med. Lejligheden er på ca. 100 m². Han flyttede sin folkeregisteradresse. Han havde en mobiltelefon, og han havde derfor ikke brug for at flytte den faste telefon, som B vel også skulle bruge. Han tegnede ikke en ny indboforsikring, idet han regnede med, at den, han havde, fortsat dækkede de ting, han havde taget med. Han brugte kun køkkenet og stuen, hvor han havde tændt for varmen. Han havde lukket til de andre rum, hvor der ikke var tændt for varmen. Han var arbejdsløs i den periode, han boede i lejligheden, men han brugte bl.a. tid på at kontakte sit gamle netværk i Danmark for at skaffe sig et arbejde. Det må derfor bero på en misforståelse, at hans advokat i et brev til Skatteankenævnet har oplyst, at han ikke opholdt sig meget i lejligheden, fordi han havde fast arbejde. Nogle gange lavede han mad til sig selv, andre gange spiste han hos venner og bekendte. Han brugte varmt vand hver dag, herunder til bad om morgenen. Hans svigermor havde det altid meget varmt, mens hun boede i lejligheden. På et tidspunkt kom der et brev fra en ejendomsmægler om, at han mente at kunne sælge lejligheden, og hvis ikke den blev solgt, ville det ikke koste noget. Han ringede til ejendomsmægleren, idet han - bl.a. med henblik på den forestående bodeling - gerne ville høre, hvor stor friværdi, der var i lejligheden. Det endte med, at han bad mægleren om at sælge den for 1.030.000 kr., som var en pris noget over markedsprisen. Han regnede med, at det nok ville tage nogen tid at få lejligheden solgt - måske op til 3-4 år. Han udfærdigede selv kommissionsaftalen med mægleren, og han satte en frist for mægleren til den 31. december 1997. Han var ikke bange for at stå uden bolig, hvis lejligheden hurtigt blev solgt, idet han i lang tid havde været skrevet op i en boligforening, hvor han ville kunne få en 2-værelseslejlighed. Han ville også i en periode kunne bo hos venner eller hos børnene. Da han indgik kommissionsaftalen, var der ikke tegn på forsoning med ægtefællen. Han var hjemme juleaften, hvor han fortalte B, at han havde sat lejligheden til salg. Han talte først med hende igen i januar måned. Midt i januar 1998 tænkte han på, at de måske alligevel godt kunne finde ud af at leve sammen. De fik talt sammen, og han flyttede hjem igen i slutningen af januar - omkring det tidspunkt, hvor han underskrev købsaftalen. De har dispensation til at bo i sommerhuset, der er på 120 m², og som fungerer som et almindeligt parcelhus. Der er ca. 5 km mellem sommerhuset og lejligheden.

B har forklaret, at hun i 1968 blev gift med sagsøgeren. Hun rejste ofte hjem fra Saudi Arabien, navnlig efter 1993/1994, hvor børnene var rejst til Danmark for at gå på gymnasium. Hun var hjemmegående i Saudi Arabien. Omkring 1994 blev A syg, og han modtog bl.a. medicinsk behandling herfor. Efter dette tidspunkt blev han, muligt på grund af medicinen, ret aggressiv, og det fortsatte også efter, at de kom til Danmark. I november måned 1997 flyttede A uden hendes vidende. Han ringede og sagde, at han havde smidt nøglen i postkassen, og at han ville skilles. De kontaktede ikke en advokat. A tog et spisebord og nogle stole og sit tøj med. Herefter var der i en periode ikke nogen nævneværdig kontakt mellem dem, men han var hjemme i julen. Da sagde han, at han ville sælge lejligheden, og det accepterede hun. Han kontaktede hende, da han havde solgt lejligheden, og de blev enige om, at de måtte tale om tingene. Det endte med, at de flyttede sammen igen. I 1997 var børnene ca. 20 år. Deres søn boede da i .... Datteren boede hos en kæreste i et hus i ....

AJ har forklaret, at B er hendes kusine. I den periode, hvor A og B var flyttet fra hinanden, besøgte hun først A og derefter B et par gange vist i henholdsvis november og december måned. A og B var flyttet fra hinanden, fordi de var blevet uvenner. I As lejlighed var der et køkkenbord og stole, og i stuen var der en sovesofa. Hun så ikke de øvrige værelser. Det var hendes opfattelse, at A reelt boede i lejligheden. A var trist.

BP har forklaret, at han har været venner med A og B i mere end 30 år. Mens A boede i lejligheden, besøgte vidnet ham nogle gange - vel ialt omkring 8 gange. Det var kortvarige besøg. Han drøftede ikke nærmere med A, hvorfor A var flyttet til lejligheden, men han var klar over, at det skyldtes, at B og A ikke længere var gode venner. Han besøgte også B, men han spurgte heller ikke hende nærmere om årsagen til bruddet.

HT har forklaret, at han en dag efter fyraften udskiftede dørskiltet til As lejlighed, således at sagsøgerens navn kom til at stå på døren. Han mødte da A, som han vidste, hvem var, fordi vidnet arbejdede sammen med As svoger. Vidnet var bekendt med, at det var A, der ejede lejligheden. Vidnets lejlighed ligger forskudt i forhold til As lejlighed. De har begge vindue mod syd lige over for parkeringspladsen. Han vidste, at A havde en Golf. Vidnet kiggede ofte ud på parkeringspladsen for at holde øje med, at der ikke skete tyverier, og han så flere gange om natten As bil holde på parkeringspladsen. Vidnet forsøgte også at få A med i billardklubben, og de havde lidt selskabelig sammenkomst, bl.a. i et enkelt tilfælde i As køkken. Han har selv bitre erfaringer med en skilsmisse, og han rådede derfor A til at tænke sig om, inden A forlangte skilsmisse. Det var hans opfattelse, at A boede i lejligheden. Han følger hvert år med den person, der aflæser varmemålerne i ejendommen. Der er tale om fordampningsmålere, og i gennemsnit ligger forbruget pr. lejlighed kun på 1-1½ streg pr. år. Det hænder, at der er lejligheder, hvor man slet ikke kan registrere noget forbrug. Vidnet har arbejdet i samme koncern som A, men de har ikke haft noget arbejdsmæssigt at gøre med hinanden. Han vidste ikke, at A havde sat lejligheden til salg i december måned.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at sagsøgerens oplysninger om at have beboet ejendommen må lægges til grund, og at det ikke kan pålægges sagsøgeren at godtgøre, at der har været tale om reel beboelse og ikke blot om midlertidigt ophold. En sådan ændring af bevisbyrden i sagen ville reelt indebære en praksisændring. For det tilfælde, at bevisbyrden for, at lejligheden har tjent som bolig for sagsøgeren i en del af ejerperioden, måtte påhvile sagsøgeren, har denne i anden række gjort gældende, at det efter bevisførelsen er godtgjort, at sagsøgeren reelt har beboet ejendommen inden afståelsen. Ændringerne i forbruget i ejendommen skyldtes alene, at sagsøgeren havde et andet forbrugsmønster end de tidligere beboere, hvorfor der kun med betydelig usikkerhed kan ske sammenligning med størrelsen af det tidligere forbrug. I øvrigt er der efter den forklaring, der er afgivet af HT, stor usikkerhed forbundet med aflæsningen af målerne, og denne usikkerhed skal ikke komme sagsøgeren til skade. Sagsøgeren havde endvidere reale grunde til ikke at flytte telefonen. Sagsøgeren havde ikke pligt til at tegne en indboforsikring og var desuden af den opfattelse, at han var dækket af den hidtidige forsikring.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at ejendommen ikke har tjent som bolig for sagsøgeren eller dennes husstand, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvorfor sagsøgerens avance ved salget af ejendommen er skattepligtig, jf. lovens § 1, stk. 1. Sagsøgte har til støtte herfor nærmere anført, at forklaringerne fra sagsøgerens bekendte om, at han har boet i lejligheden, er uden bevismæssig betydning, idet disse ikke er underbygget af andre objektive bevismomenter end flytning af folkeregisteradresse. For at opfylde betingelsen i § 8, stk. 1, kræves, at opholdet har haft karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold og ikke blot rent midlertidigt ophold, og det, har sagsøgeren ikke godtgjort, er tilfældet. Sagsøgte har til støtte herfor navnlig henvist til, at sagsøgeren allerede den 10. december 1997 satte ejendommen til salg - uden at have en anden bolig på hånden - hvorefter ejendommen blev solgt pr. 1. februar 1998, og at sagsøgeren samtidig med salget af lejligheden flyttede folkeregisteradresse tilbage til ægtefællen på den adresse, parret tidligere beboede sammen, og hvor parret stadig bor. Meningen med flytningen var ikke reel beboelse af længere varighed, men blot midlertidigt ophold, indtil lejligheden blev solgt, og flytningens midlertidige karakter understøttes af, at der ikke blev tegnet indboforsikring. Det helt usædvanligt lave el- og varmeforbrug, og det helt manglende forbrug af varmt vand indikerer også, at sagsøgeren i hvert fald kun har opholdt sig i lejligheden i ganske begrænsede tidsrum, og forskellen mellem lejernes og sagsøgerens forbrug af el, vand og varme bliver særlig markant, når det tages i betragtning, at sagsøgerens beboelsesperiode var om vinteren. Sagsøgeren flyttede endvidere ikke telefonen til den nye adresse.

Landsrettens begrundelse og resultat

I perioden fra den 19. november 1997 til den 1. februar 1998, hvor sagsøgeren var tilmeldt adressen ... 79, var han fortsat ejer af ejendommen beliggende ... 84.

Sagsøgeren meldte flytning til ejerlejligheden kort tid efter, at den var blevet ledig, og han meldte flytning til ... 84, umiddelbart efter salget af ejerlejligheden. Kort tid efter at han havde meldt flytning til ejerlejligheden, og uden at have anden bolig til rådighed end ejendommen ... 84, blev ejerlejligheden sat til salg.

På denne baggrund, og i øvrigt efter det oplyste om energiforbruget i ejerlejligheden, har sagsøgeren ikke godtgjort, at han reelt havde bopæl i ejerlejligheden i den periode, hvori han var tilmeldt folkeregisteret på adressen.

Den omstændighed, at det efter forklaringerne må lægges til grund, at sagsøgeren i et vist omfang har opholdt sig i ejerlejligheden, fører ikke til, at sagsøgeren må anses for reelt at have taget bopæl på adressen.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 20.000 kr.