Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.378.HR

En bank havde fået nedsat sit momstilsvar pga. en ændring af dens delvise fradragsret efter ML § 38, stk. 1. Banken gjorde gældende, at den som en direkte følge af denne ændring havde krav på at få ændret sit lønsumsafgiftstilsvar, og at den derfor opfyldte betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 2.

Højesteret fastslog, at der ikke var en sådan nær sammenhæng mellem en finansiel virksomheds adgang til delvist fradrag i momstilsvaret efter ML § 38, stk. 1, og opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ved blandede erhvervsaktiviteter efter de dagældende lønsumsafgiftsregler, at en ændring af lønsumsafgiftstilsvaret kunne anses for en direkte følge af ændringen af momstilsvaret.

Skattemyndighederne havde endvidere ikke ageret på en måde, der forpligtede Skatteministeriet til at anerkende, at banken havde ret til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget på baggrund af den ændrede momsfradragsprocent efter ML § 38, stk. 1, med den virkning, at banken alligevel havde krav på ekstraordinær genoptagelse.

Stadfæstelse af Vestre Landsrets dom i SKM2018.326.VLR. (tidligere SKM2017.517.BR.

Landsretsdomme

►Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2011 og 2012 for bl.a. et bankselskab og et leasingselskab, som var fællesregistrerede for moms og lønsumsafgift. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (hovedsageligt leasing) og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige (almindelig bankvirksomhed). Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4, som var gældende forud for den 1. marts 2013.

Landsretten fandt, at SKAT’s skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at skønnet var mere retvisende end bankens skøn (hvilket skøn Landsretten fandt ikke var retvisende). Landsretten fandt på den baggrund, at det var med rette, at SKAT havde tilsidesat bankens skøn og sat et andet skøn i stedet.◄

Skatteministeriet fik medhold i, at en fællesregistrerings angivne lønsumsafgiftsgrundlag og -tilsvar skulle forhøjes, da fællesregistreringens skøn over de ansattes faktiske anvendte tidsforbrug på hhv. afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter var misvisende, og da SKATs skøn var mere retvisende.

Som fastslået i dom afsagt af Højesteret den 4. juni 2019 i SKM2019.378.HR er formålet med reglerne om opgørelse af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser udstedt i medfør af LAL § 4, stk. 4, at opnå en fordeling af en virksomheds lønsum, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den lønsumsafgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden, og det er alene et udgangspunkt, at en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsummen vil blive lagt til grund. Skattemyndighederne har således mulighed for at anfægte virksomhedens skøn.

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1, ikke giver et retvisende skøn over det af fællesregistreringen faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at G1 ikke selv havde nogen ansatte, at fællesregistreringens leasingydelse primært blev leveret til kunder, som ikke i øvrigt var kunder i fællesregistreringen, og at leasingaktiviteterne ville have været underskudsgivende, hvis der havde været afholdt lønudgifter til fællesregistreringens leasingaktiviteter svarende til det tidsforbrug, der følger af en fordeling i henhold til ML § 38, stk. 1.

Det følger af § 3 i bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner, at aftaler herom skal indgås på skriftligt grundlag. Der foreligger ingen skriftlige aftaler mellem H1 og G1. Landsretten lægger derfor til grund, at H1 selv har opfattet deres rådgivning om leasing som omfattet af den almindelige bankdrift eller alene at være af så bagatelagtig karakter, at en skriftlig aftale ikke har været nødvendig.

På den baggrund, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten endvidere, at SKAT´s skøn er baseret på relevante og saglige kriterier, som er egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, er landsretten enig i byrettens resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

SKM2016.565.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt banken havde været berettiget til at opgøre fordelingen af lønsummen mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af omsætningsfordelingen efter ML § 38, stk. 1, og om SKAT kunne tilsidesætte bankens skøn, fordi opgørelsen efter SKATs opfattelse ikke gav et retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige og den ikke afgiftspligtige del af banken.

SKAT havde tilsidesat bankens skøn og opkrævet lønsumsafgift for perioden 1. januar 2007 til 30. april 2009, idet bankens fordeling af lønsummen mellem den lønsumsafgiftspligtige del og den lønsumsafgiftsfrie del af bankens aktiviteter efter SKATs opfattelse ikke tilnærmelsesvis afspejlede de faktiske ressourcetræk på de to områder. Landsskatteretten havde stadfæstet SKAT's afgørelse, hvorefter banken anlagde sag mod Skatteministeriet med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at banken var berettiget til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1, i de pågældende år. Skatteministeriet påstod frifindelse. Banken gjorde til støtte for sin påstand i første række gældende, at banken efter de da gældende regler havde været berettiget til at opgøre den skønsmæssige fordeling af lønsummen mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grund af omsætningsfordelingen efter ML § 38, stk. 1, uanset om denne skønsmæssige fordeling måtte afvige fra en faktisk opgørelse af de ansattes tidsforbrug. I anden række gjorde banken gældende, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var grundlag for at tilsidesætte bankens skønsmæssige fordeling, idet skattemyndighederne havde foretaget en sammenligning med en anden leasingvirksomhed, der imidlertid var helt uegnet, når det skulle vurderes, om bankens skøn var retvisende som grundlag for en bedømmelse af, om omsætningsfordelingen i bankens virksomhed førte til et misvisende resultat.

Skatteministeriet fik medhold i, at SKAT efter de tidligere regler havde haft hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsum, hvis det var åbenbart, at denne fordeling ikke var retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten fandt imidlertid, at det skøn, som SKAT havde foretaget, ikke var mere retvisende end bankens skøn, da regnskabsmaterialet fra den leasingvirksomhed, som SKAT havde foretaget en sammenligning med, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at godtgøre, at SKATs skøn var mere retvisende end bankens skøn.

Herefter fik banken medhold.

Byretsdomme

►Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden 2010-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en koncern, der havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, som ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Retten fandt, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum var misvisende i forhold til medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden, og at SKATs skønsmæssige fordeling gav et mere retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved blandt andet vægt på de administrationsaftaler, som var indgået mellem de fællesregistrerede selskaber i henhold til bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner. ◄

►Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget i perioden 1998-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en bankkoncern. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Fællesregistreringen havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen for de ansatte i fællesregistreringen, som ifølge fællesregistreringen havde været beskæftiget i både den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden (såkaldt blandet lønsum), på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét. 

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum ikke var retvisende for medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. 

Endvidere fandt retten, at SKATs skønsmæssige fordeling, hvorved den blandede lønsum for de enkelte selskaber i fællesregistreringen var fordelt på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort særskilt for det enkelte selskab, gav et mere retvisende billede i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved vægt på, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at der ikke var et dokumenterbart ressourcetræk på tværs af selskaberne, som kunne lægges til grund for den skønsmæssige fordeling af lønsummen.

Endelig fandt retten, at det ikke var godtgjort, at der forelå en bindende administrativ praksis vedrørende fordelingen af lønsummen for årene 1998-2006, som forpligtede Skatteministeriet til at anerkende, at fællesregistreringen for disse år havde et retskrav på at fordele den blandede lønsum på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét efter ML § 38, stk. 1.◄

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for bl.a. et bankselskab og et leasingselskab, som var fællesregistrerede for moms og lønsumsafgift. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (hovedsageligt leasing) og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige (almindelig bankvirksomhed). Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på de lønsumsafgiftspligtige henholdsvis de andre aktiviteter efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4, som var gældende forud for den 1. marts 2013.

Fællesregistreringen havde foretaget denne fordeling på grundlag af en særligt opgjort omsætningsfordeling for hele fællesregistreringen under ét. SKAT fandt, at fællesregistreringens fordeling gav et misvisende billede af de ansattes faktiske tidsforbrug på fællesregistreringens lønsumsafgiftspligtige henholdsvis andre aktiviteter. SKAT tilsidesatte derfor fordelingen og erstattede det med en fordeling, som var baseret på SKATs skøn over de ansattes tidsforbrug.

Byretten (3 dommere) fandt efter en samlet vurdering, at fællesregistreringens fordeling af lønsummen ikke gav et retvisende skøn over det faktisk anvendte tidsforbrug. Byretten lagde herved bl.a. vægt på, at den andel af de bankansattes arbejde, som vedrørte fremskaffelse af kapital til leasingaktiviteterne ved indlån fra bankkunder, ikke kan henføres til de momspligtige leasingaktiviteter.

Endvidere fandt byretten, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at skønnet var mere retvisende end bankens skøn.

Retten fandt på den baggrund, at det var med rette, at SKAT havde tilsidesat bankens skøn og sat et andet skøn i stedet.

Skatteministeriet fik medhold i, at en fællesregistrerings angivne lønsumsafgiftsgrundlag og -tilsvar skulle forhøjes, da fællesregistreringens skøn over de ansattes faktiske anvendte tidsforbrug på hhv. afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter var misvisende, og da SKATs skøn var mere retvisende.

Fællesregistreringen bestod af bl.a. et redderselskab og et selskab i samme koncern, der udlejede vikarer til sundhedssektoren. Fællesregistreringen havde i årene 2010-2012 opgjort sit lønsumsafgiftsgrundlag skønsmæssigt ud fra en momsmæssigt opgjort omsætningsfordeling efter ML § 38, stk. 1, på baggrund af den samlede omsætningsfordeling for de to selskaber under ét. SKAT havde i medfør af de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelser tilsidesat skønnet, da SKAT ikke anså det for at være retvisende for det faktiske anvendte tidsforbrug for de to selskabers medarbejdere (hhv. reddere og personale i redderselskabets administration og ansatte i vikarudlejningsselskabet) på hhv. lønsumsafgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige (momspligtige) aktiviteter. SKAT havde i stedet opgjort lønsumsafgiftsgrundlaget for redderselskabet ud fra dette selskabs egen omsætningsfordeling uden inddragelse af den betydelige momspligtige omsætning i vikarudlejningsselskabet.

Retten tiltrådte af en række grunde, at fællesregistreringens skøn var misvisende, og at SKATs skøn var mere retvisende. Dommen følger retsanvendelsen i SKM2019.378.HR, SKM2016.565.VLR og SKM2019.415.ØLR.

En sparekasse, som indgik i en fællesregistrering med et datter-leasingselskab, havde for perioderne 1. februar 2008-31. december 2009 og 1. marts 2010-28. februar 2013 rejst krav om tilbagebetaling af lønsumsafgift og opgjort den lønsum, der skønsmæssigt vedrørte den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1.

Datter-leasingselskabet havde ingen ansatte og administrationen af leasingaktiviteterne var outsourcet til et administrationsselskab ejet af datter-leasingselskabet sammen med to andre sparekassers datter-leasingselskaber. Administrationsselskabet var ikke en del af sagsøgerens fællesregistrering.

SKAT havde ved sit skøn lagt vægt på, at ressourceforbruget til administration af leasingvirksomheden var uden for fællesregistreringen, nemlig i administrationsselskabet, og havde derfor i sit skøn alene medtaget en beskeden del af den momspligtige omsætning i leasingselskabet ved beregningen af lønsumsafgiftsgrundlaget. SKAT havde anvendt en andel på 1,3% af den momspligtige omsætning i leasingselskabet, svarende til den andel af kunderne i leasingselskabet, der også var kunder i sparekassen.

SKAT havde ved sit skøn tillige ved fastsættelsen af den momspligtige omsætning i fællesregistreringen alene medtaget nettorenteindtægterne fra leasingselskabet og set bort fra den del af omsætningen, der vedrørte salg af leasingaktiver.

Retten bemærkede, at det følger af Vestre Landsrets dom i SKM2016.565.VLR, at SKAT efter den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelse havde hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsum, hvis det var åbenbart, at denne fordeling ikke var retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug.

Videre bemærkede retten, at formålet med reglerne om fordeling af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser er at opnå den fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den afgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden på den bedst mulige måde. Ved vurderingen af det udøvede skøn, er det således afgørende, hvorvidt skønnet er egnet til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Retten bemærkede, at en forudsætning for, at en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordelingen i henhold til ML § 38, stk. 1, giver et retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug er, at virksomheden er organiseret på en sådan måde, at der er sammenhæng mellem omsætning og tidsforbrug. Da sparekassens fællesregistrering var organiseret således, at langt den største del af den momspligtige omsætning i fællesregistreringen blev genereret i et datter-leasingselskab, som ikke havde nogen ansatte, men havde outsourcet arbejdet og dermed tidsforbruget til et administrationsselskab, som ikke var en del af fællesregistreringen, var der i sparekassens fællesregistrering ikke en sådan sammenhæng mellem den afgiftspligtige omsætning og tidsforbruget.

Retten lagde i øvrigt vægt på, at leasingaktiviteterne i fællesregistreringen ville have været underskudsgivende, såfremt der i denne del af virksomheden faktisk blev anvendt et tidsforbrug, der svarer til det, der følger af en fordeling i henhold til ML § 38, stk. 1.

Retten fandt herefter, at en opgørelse af lønsumsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1, ikke gav et retvisende skøn over det faktisk anvendte tidsforbrug. Skønnet kunne herefter tilsidesættes, såfremt Skatteministeriet kunne godtgøre, at SKATs skøn over fællesregistreringens lønsumsafgift gav et mere retvisende billede af det faktiske anvendte tidsforbrug end det, som sparekassens skøn viste.

Retten bemærkede, at da salg af leasingaktiver i henhold til managementaftalen blev varetaget af administrationsselskabet, og det ikke var godtgjort, at der herved var medgået tid hos medarbejdere i fællesregistreringen, og da leasing reelt er en finansiel aktivitet, var SKATs opgørelse af omsætningen  velbegrundet. Retten fandt tillige, at det var velbegrundet, at SKAT alene havde medtaget en lille del af omsætningen fra leasingvirksomheden ved beregningen af lønsumsfritagelsesgrundlaget, idet arbejdet forbundet med leasingvirksomheden var outsourcet.

Retten bemærkede, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier i forhold til den måde, hvorpå fællesregistreringen var organiseret, og som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug. Retten fandt på den baggrund, at det af SKAT udøvede skøn var mere retvisende end det af sparekassen udøvede skøn.

Landsskatteretten

SKM2012.286.LSR

I en sag vedrørende er pengeinstitut, der drev både momspligtig og lønsumsafgiftspligtig virksomhed, tiltrådte Landsskatteretten SKATs skøn vedrørende den del af lønsummen, der kunne henføres til den lønsumsafgiftspligtige del, hvorefter der ved udøvelsen af skønnet ikke skulle henses til en omsætningsfordeling, men til det skønnede reelle ressourcetræk.

SKM2011.301.LSR

Et leasing- og factoringselskab kunne anvende et skøn udøvet på baggrund af sektoropdeling frem for en omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte også andre forhold.

SKM2008.1036.LSR

Et busselskab kunne ikke anvende en omsætningsfordeling, da den ikke afspejlede det reelle ressourcetræk.

SKM2006.556.LSR

En ejerforening havde lejet en lejlighed, som den genudlejede til foreningens vicevært. Huslejeindtægterne udgjorde 6 % af ejerforeningens samlede indtægter. Lønsumsafgiftsgrundlaget blev af SKAT reduceret med 6 % svarende til den andel af omsætningen, der ikke var omfattet af lønsumsafgiftspligten. Landsskatteretten var enig med SKAT. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte flere forskellige forhold.

SKM2003.572.LSR

En bowlingbane kunne ikke anvende et skøn over den tid, der vedrørte lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i form af udlejning af baner og servicering af spillere, til fem minutter pr. time. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Reglerne for bowlingbaners moms- og lønsumsafgiftspligt er efterfølgende ændret, idet ML § 13, stk. 1, nr. 5, er ændret, så momsfritagelsen ikke længere gælder, når aktiviteten udøves med gevinst for øje.

Skatterådet

SKM2010.390.SR

Et selskab havde momsfri finansielle aktiviteter og modtog desuden tilskud, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde. Selskabet skulle betale lønsumsafgift af aktiviteterne med de finansielle aktiviteter, men den del af aktiviteterne, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde blev ikke anset for omfattet af lønsumsafgiftspligten. Der skulle derfor ske en fordeling af de ansattes lønsum på baggrund af det faktisk anvendte tidsforbrug. Hvis dette ikke var muligt, skulle virksomheden foretage en skønsmæssig opdeling af tidsforbruget. Reduktion i lønsumsafgiftsgrundlaget på grund af aktiviteter uden for momslovens anvendelsesområde.