Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-530/09, Inter-Mark Group

Sagen omhandlede leveringsstedet for ydelser, som bestod i midlertidigt at stille udstillings- og messestande til rådighed for kunder, som udstiller deres varer på messer-/udstillinger.

Udstillerne på udstillinger/messer betalte arrangøren af udstillingen/messen for at deltage heri. Vederlaget herfor dækkede arrangørens ydelser i form af forsyningsydelser, infrastruktur, medietjenester osv.

Det var udstillernes eget ansvar at indrette og opstille egen stand på messen. Udstillerne kunne købe produktion og tilrådighedsstillelse af stande hos Inter-Mark Group.

Inter-Mark Groups ydelser omfattede udarbejdelse af en plan for standen og dens udseende. Efter omstændighederne omfattede ydelserne også transport af delene til standen og montering af standen på det sted, hvor messen afholdes.

EU-domstolen udtalte, at ydelser, som består i at konstruere og midlertidigt stille messe- eller udstillingsstande til rådighed var omfattet af begrebet "reklamevirksomhed" i momssystemdirektivets dagældende artikel 56, stk. 1, litra b, hvis standen

• anvendes til overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om eksistensen og kvaliteten af de varer eller ydelser, kunden udbyder med det formål at øge salget heraf

eller

• er uløseligt forbundet med en reklamekampagne og er med til at overbringe reklamebudskabet (fx hvis standen støtter overbringelsen af et budskab, der orienterer offentligheden om eksistensen eller kvaliteten af varer/ydelser, eller kan anvendes ved organiseringen af markedsføringsbegivenheder).

Hvis standen derimod ikke opfylder disse betingelser, fandt EU-domstolen, at ydelsen efter omstændighederne enten kunne være omfattet af momssystemdirektivets dagældende artikel 52, litra a (ydelser i forbindelse med arrangementer indenfor kultur, sport mv.) eller den dagældende artikel 56, stk. 1, litra g (udlejning af løsøregenstande).

Se præmis 19-21

Dommen er også omtalt i afsnit D.A.6.2.6.9 og D.A.6.2.8.10.

C-114/05, Gililan Beach Ltd.

Sagen omhandlede leveringsstedet for ydelser til udstillere på sejlsportsmesser, såsom stande og kommunikationsmidler, personale til modtagelse af besøgende samt leje og overvågning af udstillingsområderne.

EF-domstolen svarede, at disse messeydelser er omfattet af det dagældende sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c. Messeydelser er således ikke omfattet af begrebet "reklamevirksomhed" i momssystemdirektivets artikel 59, litra b.

Præmis 24-27.

I SKM2006.450.SKAT udtalte SKAT på baggrund af EF-domstolens dom, at udstillinger og messer måtte høre under den dagældende ML § 18, stk. 1, nr. 1. Herved ændrede SKAT den tidligere praksis.

C-438/01, Design Concept S.A.

Sagen omhandlede leveringsstedet for opsætning, rengøring og transport af stande i forbindelse med messer.

Det præjudicielle spørgsmål omhandlede, hvorvidt begrebet "reklamevirksomhed" også omfatter ydelser, som leveres indirekte til annoncøren og faktureres til en tredjemand (formidler), der viderefakturerer til annoncøren, herunder om det har betydning ved vurderingen, om annoncøren fremstiller en vare eller ydelse og indregner omkostningen til reklameydelsen i prisen på varen eller ydelsen.

EF-domstolen udtalte, at også tjenesteydelser, der leveres indirekte til annoncøren og faktureres til tredjemand, er omfattet af begrebet "reklamevirksomhed" i det dagældende sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e, andet led. Det er uden betydning, om annoncøren kan indregne omkostningen i en vare eller en ydelse, som annoncøren tilbyder.

Bemærk at karakteren af de omhandlede ydelser ikke i sig selv var genstand for et præjudicielt spørgsmål. EF-domstolen lagde derfor til grund, at de omhandlede ydelser havde karakter af "reklameydelser".

C-108/00, SPI

Det præjudicielle spørgsmål omhandlede, om der ved "reklamevirksomhed" alene forstås ydelser, som leveres direkte til en afgiftspligtig annoncør og faktureres direkte til annoncøren af tjenesteyderen og ikke ydelser af samme art, som leveres indirekte til annoncøren og faktureres til tredjemand, der viderefakturer dem til ham.

EF-domstolen svarede, at begrebet "reklamevirksomhed" i det dagældende sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e, andet led også omfatter reklameydelser, der leveres indirekte til annoncøren og faktureres til tredjemand, der viderefakturer dem til ham.

C-69/92, Kommissionen mod Luxembourg

EF-domstolen udtalte, at det ikke er en ufravigelig betingelse, at leverandøren af ydelsen kan karakteriseres som et reklamebureau, for at ydelsen kan anses for at være "reklamevirksomhed".

Det afgørende er, at ydelsen har til formål at sprede et budskab, som skal informere forbrugerne om en vares eller ydelses eksistens og kvaliteter med henblik på at forøge salget heraf.

Begrebet omfatter også transaktioner, der er uløseligt forbundet med en reklamekampagne og derfor er med til at overbringe reklamebudskabet, eksempelvis fremstilling af reklamemateriale.

Præmis 16-19

Landsretsdomme

SKM2005.313.VLR

Et selskab, der drev akupunkturvirksomhed og behandling med lægeurter havde købt indspilning og produktion af en videofilm inkl. kopier i England.

Videofilmen omhandlede bl.a. kræftbehandling, behandling mod blindhed og almindelig information. Den blev udleveret gratis til potentielle kunder.

Landsretten anså ydelsen for at være en reklameydelse omfattet af den dagældende ML § 18, stk. 1, nr. 2.

Skatterådet

►Spørger ejer digitale skilte. En mellemmand formidler i eget navn via en platform reklameplads på de digitale skilte. Mellemmandens reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom, uanset om de digitale skilte kunne anses for fast ejendom eller ej. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for mellemmandens køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor mellemmanden er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.◄

►Spørger formidler i eget navn reklameplads via en platform. Spørgers reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. De digitale skilte ejes af spørgers formidlingskunder. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser og for ydelser vedrørende fast ejendom. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for spørgers køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor spørger er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.◄

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de administrations- og rådgivningsydelser, som spørger leverer til en spiludbyder etableret i et område uden for EU, udgør en samlet managementydelse.

Der skulle derfor ske en særskilt vurdering af hver enkelt ydelse ved fastlæggelsen af, om ydelserne faktisk benyttes eller udnyttes i Danmark.

For en række af ydelserne kunne Skatterådet dog bekræfte, at ydelserne ikke faktisk benyttes eller udnyttes i Danmark. Der er derfor ikke momsmæssigt beskatningssted (leveringssted) i Danmark.

Skatterådet fandt samtidig, at en ydelse, der består i overvågning af forummer, der er indrettet i forbindelse med spiludbyders spil, ikke er omfattet af reglerne om faktisk benyttelse/udnyttelse. Der er derfor ikke leveringssted i Danmark.

Skatterådet fandt i modsætning til spørger, at reklameydelser indkøbt i eget navn og viderefaktureret til spiludbyder kan anses for faktisk udnyttet i Danmark, når der er tale om reklamer i aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn, og reklamerne bliver udsendt fra Danmark. For disse reklameydelser er der leveringssted i Danmark.

SKM2016.192.SR

Spørger modtog varer i konsignation fra leverandører i andre EU-lande. Skatterådet bekræftede, at tilrådighedsstillelse for EU-leverandørerne af brugsret til salgs- og udstillingsarealer på en markedsplads som en reklameydelse er en momspligtig ydelse med momsmæssigt beskatningssted i det land, hvor EU-leverandøren er etableret.