Et selskab ønskede at få tabsfradrag ved afståelse af aktier og anparter efter den dagældende aktieavancebeskatningslov, hvorefter tab ved afståelse af aktier eller anparter, der var ejet i mindre end 3 år, var fradragsberettigede. Selskabet lod derfor seks datterselskaber indgå kortfristede, modsatrettede valutaterminskontrakter med det formål at konstruere tab i tre af datterselskaberne. I de datterselskaber, som led tab på valutaterminskontrakterne, betalte selskabet banken for tabet og lod senere anpartskapitalen i to af datterselskaberne forhøje ved et kapitalindskud. For så vidt angik det sidste "taber-selskab" havde datterselskabet tilstrækkelig kapital til at inddække tabet på valutaterminsforretningen. Selskabet solgte efterfølgende aktierne og anparterne i de tabslidende datterselskaber, hvorved der opstod et aktie-/anpartsavancetab. SKAT nægtede fradrag, idet der efter SKATs opfattelse var tale om konstruerede tab i alle tre tilfælde. Landsskatteretten begrænsede fradraget, men ikke fuldt ud. Retten fandt, at Højesteret i SKM2014.422.HR om et tilsvarende arrangement lavet af samme skatteyder i et tidligere indkomstår havde fastslået, at fradragsbegrænsningen skulle opgøres på én bestemt måde, nemlig svarende til størrelsen af kapitalforhøjelsen. SKAT kunne derfor ikke reducere fradraget med tabet på valutaterminsforretningerne. Ministeriet indbragte sagen fsva. dette tab for domstolene. Sagen blev grundet sin principielle karakter henvist til landsretten i 1. instans, som gav ministeriet medhold i, at SKAT med rette havde nægtet fradrag i de tre datterselskaber. Selskabet ankede landsrettens dom til Højesteret, der stadfæstede dommen. Som begrundelse for at nægte fradrag for tabene på valutaterminsforretningerne fastslog Højesteret indledningsvis, at sagen angik den samme type skattearrangement som det, der forelå til pådømmelse i SKM2014.422.HR. Ligesom skattearrangementet i SKM2014.422.HR var valutaterminsforretningerne uden nævneværdig økonomisk risiko og ikke havde nogen forretningsmæssig begrundelse. Dispositionernes eneste formål og eneste virkning var at skabe et fradragsberettiget tab for selskabet. Herefter udtalte Højesteret med henvisning til SKM2014.422.HR, at sådanne konstruerede tab ikke er fradragsberettiget, og at det er uden betydning for bedømmelsen, om der foretages en kapitalforhøjelse i datterselskabet til dækning af tabene på valutaterminsforretningerne, eller om datterselskabet med den tabsgivende forretning på forhånd er kapitaliseret, således at det med egne midler kan dække tabet. Da ministeriets påstand i SKM2014.422.HR ikke var begrænset til at fradragsreduktionen skulle ske på en bestemt måde, kunne SKAT opgøre tabet som gjort. |