Dato for udgivelse
01 Dec 2010 09:21
SKM-nummer
SKM2010.762.SKAT
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
2010-349-1811
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Boafgift, gaveafgift, værdiansættelse, udenlandske ejendomme
Resumé
Efter cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 er grundlaget for værdiansættelsen af fast ejendom i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning ejendommens handelsværdi. Hvis boets eller parternes værdiansættelse omregnet til kontantværdi højst er 15 pct. højere eller lavere end seneste offentlige ejendomsvurdering, skal denne værdiansættelse lægges til grund. I ejendomsværdiskattelovens § 4 b er der fastsat regler for, hvordan man for en udenlandsk ejendom omfattet af ejendomsværdiskatteloven finder en værdi svarende til en dansk ejendomsvurdering. Samme fremgangsmåde kan anvendes ved fastsættelse af en "ejendomsværdi" til brug ved beregning af boafgift og gaveafgift af udenlandske ejendomme.
Reference(r)

Boafgiftsloven § 12
Boafgiftsloven § 27
Cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, pkt. 3-16.

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 A.B.7.2.

Efter boafgiftslovens bestemmelser skal aktiver og passiver ansættes efter deres handelsværdi. I cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning er der fastsat nærmere regler for værdiansættelsen. De nærmere regler om værdiansættelsen af fast ejendom findes i cirkulærets pkt. 3-16.

 

Grundlaget for værdiansættelsen er ejendommens handelsværdi. Af cirkulærets pkt. 6 fremgår, at hvis boets eller parternes værdiansættelse omregnet til kontantværdi højst er 15 pct. højere eller lavere end seneste bekendtgjorte ejendomsvurdering foretaget efter vurderingsloven, skal denne værdiansættelse lægges til grund ved beregningen af arve- og gaveafgiften.

 

Ved lov nr. 1340 af 19. december 2008 (L 42 2008-09) blev ejendomsværdiskatteloven ændret, således at visse ejendomme beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 11, herefter beskattes på grundlag af en værdi svarende til en dansk ejendomsvurdering. I ejendomsværdiskattelovens § 4 b er der fastsat regler for, hvordan man for en sådan udenlandsk ejendom finder frem til en værdi svarende til en dansk ejendomsvurdering.

 

Formålet med lovændringen var at sikre, at ejendomsværdibeskatningen af fast ejendom beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland sker på samme grundlag som ejendomme beliggende i Danmark. Dette var nødvendigt for at bringe lovgivningen i overensstemmelse med EU-retten efter dommen i Theodor Jäger-sagen (sag nr. C-256/06).

 

Samme hensyn gør sig gældende ved værdiansættelsen af fast ejendom efter ovennævnte cirkulære. For ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 11, kan en "ejendomsværdi", der er beregnet efter reglerne i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 4, således anvendes på linie med den seneste bekendtgjorte ejendomsvurdering efter vurderingsloven ved værdiansættelsen.

 

SKAT udsender hvert år en meddelelse om beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat af ejendomme beliggende i udlandet, senest SKM2010.334.SKAT af 25. maj 2010. Heraf fremgår det bl.a., at "ejendomsværdien" findes ved at regulere handelsværdien med den såkaldte afstandsprocent, som er et udtryk for forskellen mellem handelsværdien og de offentlige vurderinger. I meddelelsen er afstandsprocenterne år for år opregnet.

 

Handelsværdien kan efter ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 4, fastsættes skematisk ved indeksering af den faktiske anskaffelsespris. Foreligger der anden dokumentation, der giver en mere retvisende fastsættelse af handelsværdien end den skematisk fastsatte handelsværdi, lægges en sådan anden dokumentation til grund ved værdifastsættelsen. Hvis det ikke er muligt at fastsætte handelsværdien skematisk, og der heller ikke foreligger anden dokumentation, ansættes handelsværdien skønsmæssigt. Det samme gælder, hvis indeksering af en faktisk anskaffelsespris fører til et resultat, der står i et åbenbart misforhold til ejendommens reelle handelsværdi.

 

For andre ejendomme end de ovenfor nævnte beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, findes ikke en tilsvarende beregningsmekanisme i den danske lovgivning. Hvis det over for SKAT sandsynliggøres, hvad en sådan ejendom ville have været vurderet til ved en dansk ejendomsvurdering, kan dette beløb anvendes på linie med seneste ejendomsvurdering efter vurderingsloven ved værdiansættelsen.

 

Ved beregningen af "ejendomsværdien" for sådanne ejendomme kan beregningsmekanismen i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 4, tilsvarende anvendes.

 

Cirkulærets bestemmelser gælder i øvrigt uændret.