Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørgers fakturering af opkrævningsgebyr i tilknytning til spørgers benzinkort er momsfrit, jf. momslovens § 13 stk. 1 nr. 11?

Svar

1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger sælger brændstof, fyringsolie, varmepumper, naturgas, træbriketter, el m.v. til private og erhvervsdrivende. Bortset fra brændstof, sælges produkterne ved personlig kontakt til spørger. Brændstoffet sælges typisk fra selskabets selvbetjeningsanlæg.

Kunderne skal som udgangspunkt betale kontant på disse selvbetjeningsanlæg. Betaling kan dog også foretages med visse betalingskort. Ønsker kunderne kredit med betalingen, kan de erhverve et  benzinkort, der udstedes af spørger.

Benzinkortet giver desuden adgang til en række fordele. Kundernes kan p.t. anvende kortet til:

• Broafgifter
• Visse færgebilletter
• Parkering på visse parkeringspladser
• Vask i spørgers vaskehaller

Tankninger på visse benzinstationer i udlandet. Der skal dog være tilknyttet en butik til stationerne, da betalingen foregår i butikken.

Kredittid

Køb foretaget på benzinkortet opgøres og betales én gang om måneden. Opgørelse foretages den 15. i hver måned. Sidste rettidige betalingsdag er den 1. i måneden efter opgørelsesdatoen. Kortet giver dermed indehaveren en kredit på gennemsnitligt 30 dage. Hvis afregningsperioden eksempelvis løber fra den 15. februar til den 15. marts, er betalingsfristen for hele afregningsperioden den 1. april. Betaling finder således altid sted efter levering.

Der opkræves ikke p.t. renter af kundernes kreditperiode på gennemsnitligt 30 dage.    

Kvitteringer/faktura

Kunder, der betaler kontant på anlæggene, får en kvittering på dette tidspunkt. Disse kunder modtager ikke efterfølgende en faktura på købet.

Kortindehavere kan ligeledes få en kvittering ved tankning. Indehavere af et benzinkort har også mulighed for at betale kontant i forbindelse med tankning af et motorkøretøj og samtidig anvende  benzinkortet ved tankningen. Herved opnår kunden den fordel, at vedkommende modtager kvitteringen via e-mail. Da den konkrete tankning allerede er betalt kontant, bliver den naturligvis ikke opkrævet sammen med periodens andre tankninger ved afregningsperiodens udløb.

Opkrævningsgebyr

Kunder med et benzinkort kan vælge mellem at betale til spørger via betalingsservice eller indbetalingskort (girokort).

Hvis kunderne vælger, at skyldige beløb skal betales til spørger via betalingsservice, bliver kunderne faktureret et opkrævningsgebyr på 5,50 kr. pr. betalingsservice-opkrævning.

Hvis kunderne vælger, at skyldige beløb skal betales til spørger via en almindelige faktura fremsendt pr. post, bliver kunderne faktureret et opkrævningsgebyr på 10,00 kr. pr. faktura.

I de tilfælde hvor kunden vælger at betale via betalingsservice, fungerer betalingsservice-udskriften som faktura, mens de kunder, der vælger at betale via en faktura, modtager en sådan med posten inden betalingsfristen.

Opkrævningsgebyret opkræves kun som et led i, at kunden har tanket via brug af sit benzinkort. Hvis kunden tanker uden brug af et benzinkort, bliver der ikke faktureret et opkrævningsgebyr i forbindelse med kundens kontante betaling direkte ved standeren på tankstationen. Der er tale om en løbende disposition.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Momsloven omfatter alle transaktioner af økonomisk karakter, hvor der er tale om leverancer mod vederlag, jf. blandt andet momslovens § 4, stk. 1. Der skelnes mellem momspligtige og momsfritagne leverancer, hvor sidstnævnte blandt andet findes i momslovens § 13.

Det er spørgers opfattelse, at de nævnte gebyrer falder ind under momslovens § 13 - mere specifikt § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, som en finansiel ydelse i form af långivning.

Spørger har ved vurderingen lagt vægt på, at EU-Domstolen i C-281/91 (Muys'en De Winther´s Bouw) har fastslået, at en leverandør, der giver kunden henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af rente, principielt må antages at yde et momsfrit lån i direktivets forstand. Kun hvis den henstand med betaling af prisen, som leverandøren af goderne eller ydelserne giver kunden mod betaling af rente, er begrænset indtil leveringstidspunktet, udgør renten ikke et vederlag for et lån, men er en del af den modværdi, der modtages for leveringen af goderne eller ydelserne. Da spørger yder henstand med betalingen for de kunder, der benytter sig af et benzinkort, må gebyrerne følgelig være momsfrie.

Der er som fremhævet af EU-Domstolen i præmis 13 ikke anledning til at antage, at momsfritagelsen er begrænset til lån og kreditter ydet af bank- og finansvirksomheder. Videre kan henvises til præmis 14, hvor det anføres, at målsætningen med momsdirektivets indførelse var at sikre ens behandling. Dette princip ville blive underkendt, hvis en køber skulle betale moms af en kredit, som hans leverandør havde ydet, når han ellers ville opnå et momsfrit lån, når han henvendte sig i en bank eller en anden udlånsvirksomhed.

I relation til benzinkortet står det klart, at gebyrerne alene er knyttet til og affødt af henstand med betaling indtil efter leveringstidspunktet. Der må derfor være tale om långivning, som er momsfrit, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Det er her ikke mindst relevant at notere sig, at kunderne, ved spørger, positivt har fravalgt kontant betaling, når de anvender kortet som betalingsmiddel. De har dermed klart og utvetydigt udtrykt ønske om henstand med betalingen til et tidspunkt efter levering. Det faktum, at henstanden p.t. er rentefri kan ikke ændre herpå, da betingelsen for momsfritagelsen ikke er lagt fast på en rente men på, at der foreligger et vederlag for ydelsen.

Kan kun en rente udløse anvendelsen af momslovens § 13, stk.1, nr. 11, vil det i princippet betyde, at alle pengeinstitutter kan omlægge deres rentepolitik til erhvervsdrivende til en gebyrpolitik og derigennem sikre sig neutralitet på momsen. Det har næppe været hensigten med momslovens bestemmelser på området, der i øvrigt heller ikke på andre områder tillægger det betydning, om vederlaget benævnes gebyr eller andet.

EU-Domstolens praksis er i øvrigt også anerkendt af Landsskatteretten, der i 2001 fastslog, at en leverandørs ydelse af henstand med betaling af prisen ud over leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

I denne kendelse (SKM2001.456.LSR) skulle Landsskatteretten vurdere, om et selskabs opkrævning af oprettelses- og rykkergebyrer vedrørende selskabets finansiering af købekontrakter i forbindelse med salg på kredit var fritaget for moms. Landsskatteretten fastslog, at disse gebyrer med henvisning til den nævnte EU-dom var momsfrie, da ydelse af henstand med betaling af prisen udover leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Da oprettelsesgebyret må anses som en del af vederlaget for denne ydelse, er gebyret momsfritaget.

Samme konklusion må tages i brug her, da de nævnte gebyrer knytter sig til henstand med betalingen udover leveringstidspunktet. Det kan i tilknytning hertil bemærkes, at kunderne er opmærksomme på, at der er tale om henstand med betalingen, da kunderne positivt har valgt at anskaffe kortet frem for at betale kontant, og kortet over for kunderne omtales som rentefri kredit.

Det vil savne hjemmel i lovgivningen at sondre mellem den momsmæssige behandling af gebyrer, der knytter sig til kreditgivning, og renter, der knytter sig til kreditgivning, når begge dele knytter sig til henstand med betalingen. I den finansielle verden er det således også normalt at opgøre de årlige omkostninger ved et lån og ikke kun renterne for at sikre, at kunderne får et klart overblik over de reelle omkostninger ved et lån, - og ikke kun renterne, som kan er af underordnet karakter i forhold til øvrige gebyrer.

Afgørende må derfor være, om gebyrerne har samme formål og indhold som oprettelses- og rykkergebyrer, hvilket er tilfældet her. Gebyrerne kan derfor kun være momsfrie.

Landsskatterettens kendelse om inkassogebyrer i TfS 2006, 97 LSR kan ikke ændre på denne konklusion, da de i den sag omhandlede gebyrer knyttede sig til tredjemands forvaltning af andres udlån og ikke som her forvaltning af egne udlån.

Analogi til cirkulære 2004-40

Der er i øvrigt en klar analogi til det tidligere Told- og Skattestyrelsens cirkulære 2004-40 om den moms- og lønsumsafgiftsmæssige behandling af gebyrer i detailhandlen m.v. for benyttelse af betalingskort og kreditkort.

Told- og Skattestyrelsen udtalte her, at når virksomheder i medfør af § 14 i den daværende lov om visse betalingsmidler (betalingsmiddelloven) får adgang til at opkræve gebyr af deres kunder, så skal dette gebyr anses for en selvstændig ydelse, som kunderne betaler et særskilt vederlag for. Konsekvensen var, at gebyrer omfattet af den tidligere TfS 2000,331 fra og med 1. januar 2005 blev anset for momsfrie.

Told- og Skattestyrelsen anerkendte hermed, at når virksomheder opkræver et gebyr i forbindelse med anvendelse af kort til betaling, kan det vederlag, som kunderne betaler for at anvende kortet, opkræves uafhængigt af varens pris som en momsfri finansiel transaktion.

Et af de afgørende elementer i cirkulære 2004-40 er, at der er tale om en særskilt opkrævning af gebyret. Kun ved en særskilt opkrævning kan gebyret anses for momsfrit. Hvis virksomhederne i stedet opkræver gebyret som en del af kundernes betaling for en konkret vare eller ydelse, skal virksomheden medregne gebyret til momsgrundlaget for den leverede vare eller ydelse, jf. momslovens § 27.

Tilsvarende anfører Told- og Skattestyrelsen i cirkulære 2004-40, at der skal afregnes moms af gebyret i de tilfælde, hvor virksomheder opkræver gebyret på en faktura over for kunden, men ikke opkræver et særskilt vederlag for leveringen, der er større end ved kontant betaling.

Således må det være afgørende,

• at opkrævningsgebyret fra spørger er faktureret særskilt
• at der ikke er sammenhæng mellem opkrævningsgebyret og det vederlag, kunderne betaler for varer eller ydelse. 

Begge betingelser er opfyldt her

Spørger opkræver således et særskilt opkrævningsgebyr i forbindelse med den månedlige fakturering af kunderne, ligesom opkrævningsgebyret ikke har sammenhæng med vederlaget for den vare eller de ydelser, som kunderne måtte foretage i afregningsperioden. Kunderne kan således for at undgå opkrævningsgebyret blot vælge at betale kontant eller med betalingskort (ikke benzinkortet) ved tankning af deres motorkøretøjer på spørgers tankstationer.

Told- og Skattestyrelsens cirkulære 2004-40 tager i øvrigt sigte på de situationer, hvor detailvirksomheder over for kunderne gerne vil dække deres omkostninger til kundernes anvendelse af betalingskort, herunder Dankort. Det er vores opfattelse, at spørgers benzinkort må stilles i samme situation, uanset at der er tale om deres eget benzinkort, og uanset om afregningen af gebyret sker særskilt for hver enkelt faktura/transaktion eller som et samlet opkrævningsgebyr i forbindelse med fremsendelse af faktura eller PBS-oversigt til kunden.

Flere formål

Det er i forhold til benzinkortet vigtigt at notere sig, at kortet ikke alene fungerer som et middel til udsættelse af betalingerne for leverancer fra spørger, men også fungerer som betalingsmiddel for køb fra tredjemand, jf. beskrivelsen om de faktiske forhold.

Som fastslået af EU-Domstolen og Højesteret i Danmark er benzinkort, som udleveres af en leasinggiver ikke udtryk for, at denne sælger brændstof til leasingtager. Derimod foreligger der en finansiering af køb af brændstof. En sådan ydelse må være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Der henvises i den forbindelse til C-185/01 (Auto Lease Holland BV), SKM2003.58.TSS samt SKM2009.25.HR.

Når spørger indgår aftale med andre leverandører om, at benzinkortet kan anvendes som betalingsmiddel, må spørger i lighed med sådanne leasinggivere anses for at stille en finansieringsmulighed til rådighed. Konsekvensen heraf må nødvendigvis være, at ydelsen er omfattet af momslovens § 13. Enhver anden konklusion vil stride mod præmisserne i dommen fra EU-Domstolen, ligesom det vil stride mod de retningslinjer, der i øvrigt kan udledes af Momsvejledningen 2010-1, afsnit D.2.1.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Leverancer

Momslovens § 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering...

Fritagelser

Momslovens § 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

....

11) Følgende finansielle aktiviteter:

a) Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån...

Praksis

Momsvejledningen punkt 11.11.4.1:
Långivning består i, at långiver giver en låntager ret til at disponere over et pengebeløb med pligt til at betale det lånte beløb tilbage på nærmere fastsatte vilkår.

Momsvejledningen punkt D.11.11.4.1 Långivning:

Salg af varer eller kreditgivning
En kontoring (selskabet) i en større provinsby havde indgået samhandelsaftale med over 250 forretninger. Kundens køb finansieredes og administreredes af selskabet. Landsskatteretten anså ikke kontoringen for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer. Kontoringen var derimod omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om finansielle aktiviteter. Se TfS 2000, 1019. I SKM2003.571.LSR fandt Landsskatteretten ligeledes, at et andelsselskab, der formidlede kontosalg mv., ikke kunne anses for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer, men var omfattet af § 13, stk. 1, nr. 11. Landsskatteretten lagde vægt på, at det er de forretninger, der er tilknyttet til andelsselskabet, der rent faktisk sælger og leverer varen til kortindehaveren, hvorimod andelsselskabets rolle er at yde kredit til kortindehaveren og at indestå for betaling af varen overfor forretningerne. Aftaleforholdet mellem andelsselskabet og kunden må således anses at bestå i, at kunden er kontohaver hos andelsselskabet. De enkelte forretninger må anses for leverandører af varen/ydelsen, og modtageren af denne levering må anses for kortindehaveren.

TSS-cirkulære nr. 40 af den 16. december 2004 om betalings- og kreditkortgebyrer

Told- og Skattestyrelsen TSS-cirkulære meddelt, at det er Skatteministeriets opfattelse, at det gebyr, som virksomhederne fra 1. januar 2005 i medfør af § 14 i lov om visse betalingsmidler (betalingsmiddelloven) kan opkræve fra deres kunder, når kunderne betaler med Dankort m.v., må anses for et særskilt vederlag for en betalingstransaktion omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Gebyret er derfor momsfrit.

Begrundelse

Transaktionens formål - kredit

Momsloven fritager långivning, og gebyret er en pris for at få en kreditfacilitet. Det er en momsfritaget transaktion i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, når spørger tager betaling, i form af et månedligt gebyr, for at give kredit ved køb på benzinkort.

Når spørger giver kortindehaveren kredit ved køb af andres ydelser, fx en broafgift er der stadigvæk tale om långivning, hvorfor der ikke skal sondres mellem disse to situationer. Det afgørende er, at spørger, stiller en kredit til rådighed, mod en pris - gebyret.

Spørgers gebyr er, ligesom gebyr på dankort, (som er fritaget som et gebyr for en betalingstransaktion), faktureret særskilt og er helt uafhængigt af det bagvedliggende køb. Der er derfor ingen tvivl om, at gebyret ikke knytter sig til selve de ydelser eller varer, som forbrugeren køber, og derfor skal gebyret ikke indgå i momsgrundlaget.

Indstilling:

SKAT skal på den baggrund indstille, at fakturering af et gebyr, for at stille en kreditfacilitet til rådighed, er en momsfritaget transaktion omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.