Parter

A
(Advokat Jan Moosmand)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Anders Vangsø Mortensen)

Under denne sag, der er anlagt den 28. maj 2009, og som i medfør af retsplejelovens § 218a, stk. 2, er udfærdiget uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøgeren A indbragt Landsskatterettens kendelse af 16. marts 2009 for byretten.

Påstande

A har nedlagt endelig påstand om, at skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgeren ikke for indkomståret 2001 skal beskattes af opsparet overskud.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagsøgeren har siden 1990 drevet erhvervsmæssig virksomhed, blandt andet som personlig virksomhed, og har anvendt virksomhedsskatteordningen.

Af resultatopgørelsen for 1998 vedrørende virksomhed fremgår, at sagsøgeren havde indtægter i form af varesalg 640.000 kr, og overskud i forbindelse med udlejning af lokaler på 192.071 kr, husleje fra H1 243.000 kr og forpagtningsindtægter. Under aktiver indgår en "mellemregning H2 Tr" på 141.781 kr. samt under anlægsaktiver, aktiekapitalen H2 på 500.000 kr.

I resultatopgørelsen af 1999 dateret den 1. januar 2001, hedder det vedrørende virksomheden, at der er en husleje fra H1 på 180.000 kr., forpagtningsindtægt på 18.000 kr., varesalg 41.791 kr. og konsulenthonorar på 31.271 kr. Under aktiver indgår en mellemregning, H2 TR, på 141.781 kr. og under anlægsaktiver aktiekapital H2 500.000 kr.

Der er ikke i sagen fremlagt resultatopgørelse for 2000.

Af resultatopgørelsen for 2001, dateret den 20. juni 2002, hedder det under virksomhed indtægter, salær ejendomshandel, 334.988 kr., salg af maskiner 508.975 kr., under aktiver, hedder det, mellemregning LN, 100.000 kr.

Sagsøgeren har i selvangivelsen for 1999, der ikke er fremlagt, samt i selvangivelserne for 2000 og 2001 der er dateret den 30. juni 2003, sat kryds i rubrik 151, ud for spørgsmålet "ønskes beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen". Sagsøgeren har i selvangivelsen for 2000 angivet indkomsten til beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen til 61.715 kr. Sagsøgeren har i selvangivelsen for 2001 angivet indkomsten til beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen til 166.720 kr.

I Landsskatterettens kendelse af 16. marts 2009, hedder det blandt andet

"...

Opsparet overskud

Sagens oplysninger

Klageren, der har drevet virksomhed i selskabsform, drev også personlig virksomhed i virksomhedsordningen. Ifølge det oplyste ophørte den personlige virksomhed i forbindelse med klagerens konkurs i februar 2000. Virksomheden havde opsparet overskud ved ophøret i forbindelse med konkursen. Den personlige konkurs blev dog afsluttet med en tvangsakkord. Klageren indleverede selvangivelse vedrørende indkomståret 1999 i januar 2001.

Klageren fortsatte som selvstændig erhvervsdrivende og drev senere i indkomståret 2000 virksomhed med køb og salg af landbrugsmaskiner tillige med arbejde som landbrugsejendomsmægler. Også denne virksomhed blev drevet i virksomhedsordningen.

Den kommunale skattemyndighed har efterfølgende forhøjet klagerens indkomst for 2001 med opsparet overskud tillagt virksomhedsskat, i alt 3.420.874 kr. Klageren havde selvangivet punktet med 0 kr.

Den kommunale skatteforvaltning har overført det opsparede overskud i 1999 og anset klageren for udtrådt af virksomhedsordningen med virkning for 2001. Som følge heraf har skattemyndigheden beskattet klageren af det opsparede overskud i indkomståret 2001.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig i indkomståret 2001 af hævet opsparet overskud med 2.842.934 kr.

Klageren havde i 1999 flere virksomhedsaktiviteter, blandt andet konsulenthonorar, som klageren også havde i 2000. I 2000 og 2001 bestod aktiviteten af salær ved ejendomshandel samt handel med maskiner. Årsregnskabet for 2000, som klageren har underskrevet den 30. juni 2001, indeholdt en videreførelse af virksomhedsordningen fra 1999.

Klagerens konkursbo blev afsluttet efter konkurslovens § 144 om tvangsakkord. Klageren var derfor ikke konkurs, og virksomhedslovens § 15 b, stk. 2 om, at virksomhedsskatten af indeståendet på konto for opsparet overskud i den situation anses for endelig, kan derfor ikke anvendes.

Af virksomhedsskattelovens § 15, stk. 2 fremgår, at ordningen fortsat kan anvendes uden ophør, hvis der senest inden udløbet af det efterfølgende indkomstår overtages eller påbegyndes en anden virksomhed.

Skattemyndigheden har på intet tidspunkt haft mulighed for at beskatte opsparet overskud som følge af helt eller delvis ophør af virksomheden, idet klageren i samtlige indkomstår i perioden 1999-2004 har været erhvervsdrivende, medmindre betingelserne for at anvende virksomhedsordningen ikke har været opfyldt.

For 2001 har der ikke været den nødvendige adskillelse mellem klagerens private økonomi og virksomhedens økonomi. Det selvangivne kapitalafkastgrundlag indeholdt private poster - et privat udlån til LN samt en privat gæld til Amtssparekassen. Desuden var der ikke sammenhæng mellem posterne ultimo 2000 og primo 2001. Klageren har ikke opfyldt regnskabskravene som anført i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1. Klageren er derfor blevet beskattet af opsparet overskud inklusiv virksomhedsskat samt den selvangivne virksomhedsbeskatning og kapitalafkast for 2001 som personlig indkomst, jf. § 10, stk. 3.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at indkomst til virksomhedsbeskatning for 2001 ændres til 166.720 kr. som selvangivet, kapitalafkastet ændres som selvangivet til 20.428 kr. ligesom hævet opsparet overskud nedsættes med 2.842.934 kr til 0 kr. som selvangivet.

Til støtte for den fremsatte påstand har klagerens repræsentant anført, at det af skatteankenævnet opgjorte overskud på 2.842.934 kr, ikke skal beskattes i 2001, idet ophørsbeskatningen skulle have fundet sted i indkomståret 1999 eller 2000.

Uanset at kommunen ved modtagelse af årsregnskabet for 1999 i januar 2001 ved en gennemgang kunne konstatere, at klagerens personlige virksomhed var ophørt i indkomståret 2000 med den følge, at det opsparede overskud skulle beskattes, anmeldte den kommunale skattemyndighed ikke sit krav på skat som følge af det opsparede overskud i konkursboet.

Den virksomhed, som klageren startede efter konkursen i februar 2000, var på ingen måde en videreoverførelse af den ophøte virksomhed, Derfor kan der ikke ske beskatning i 2001 af opsparet overskud fra den i februar 2000 ophørte virksomhed.

Det beskattede opsparede overskud vedrørte den tidligere ophørte virksomhed. Skatteansættelsen for 1999 blev fremsendt for sent, hvorfor den er ugyldig, og dette kan ikke korrigeres af skattemyndigheden ved at lade overskuddet fremføre til 2001. Der er heller ikke foretaget regulering herfor ved den fremsendte skatteansættelse for 2000, hvorfor forholdet må anses for forældet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den skattepligtige skal ved indgivelse af selvangivelse for et indkomstår tilkendegive, om virksomhedsordningen ønskes anvendt for indkomståret. Valget gælder for hele virksomheden i hele indkomståret. Beslutningen kan ændres indtil den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af det pågældende indkomstår. Dette fremgår af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2.

Af selvangivelsen for 1999 og 2000 har det fremgået, at klageren ønskede anvendelse af virksomhedsordningen.

Der er konstateret, at klagerens konkursbo blev afsluttet efter konkurslovens § 144, hvilket i sig selv ikke medfører ophør med anvendelse af virksomhedsordningen. Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 2.

Det er endvidere konstateret, at der ikke har været den nødvendige adskillelse mellem private økonomi og virksomhedens økonomi. Kapitalafkastgrundlaget indeholder private poster, og der er ikke sammenhæng mellem posterne ultimo 2000 og primo 2001.

På denne baggrund er Landsskatteretten enig i, at klageren ikke har opfyldt regnskabskravene som anført i virksomhedsskattelovens § 2.

Som konsekvens af, at betingelserne for at anvende virksomhedsordningen ikke er til stede, skal indestående på konto opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat medregnes til den personlige indkomst. Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1. Det er derfor med rette, at klagerens opsparede overskud er anset for hævet og ansat til 0 kr. for indkomstårene 2001 og 2002, og at den personlige indkomst for 2001 er forhøjet med beløbet 2.842.934 kr.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse på dette tidspunkt.

..."

Den talmæssige opgørelse i sagen er ubestridt.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende,

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende,

at A i indkomståret 2001 ophørte med at anvende virksomhedsordningen. Det opsparede overskud er derfor i henhold til virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1, korrekt medregnet til hans personlige indkomst for indkomståret 2001, der er indkomståret efter det indkomstår, hvori han senest anvendte virksomhedsordningen, nemlig indkomståret 2000, jf. den udvidede selvangivelse i bilag B.

Det er som nævnt ovenfor under pkt. 1. ubestridt, at A i indkomståret 2001 ikke opfyldte regnskabskravene i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1, og derfor ikke var berettiget til at anvende virksomhedsordningen. Derfor er han i henhold til § 15 b, stk. 1, ophørt med at anvende ordningen i dette indkomstår.

A har i stævningen, side 3, 2. og 3. afsnit, anført, at virksomheden ophørte i forbindelse med konkursen i 2000, hvorfor det opsparede overskud, der vedrørte den ophørte virksomhed, skulle have været beskattet i dette indkomstår. Jeg går ud fra, at A hermed mener, at beskatningen af opsparede overskud skulle være sket i medfør af virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1.

Dette synspunkt er ikke holdbart. Det er det ikke, fordi han som omtalt ovenfor under pkt. 1. i 2000 påbegyndte ny virksomhed og, jf. den udvidede selvangivelse i bilag B, valgte beskatning efter virksomhedsordningen i dette indkomstår. Muligheden herfor havde han i medfør af virksomhedsskattelovens § 15, stk. 2, 1. punktum. Dette valg af virksomhedsordningen for indkomståret 2000 kan han ikke omgøre nu, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2.

I replikken, side 2, sidste afsnit, har A gjort gældende, at hans personlige virksomhed ophørte i 1999, og at indestående på konto for opsparet overskud derfor skulle have været medregnet til hans personlige indkomst for dette indkomstår, jf. virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, 1. punktum.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 1, drev A tidligere en virksomhed, der den 22. februar 2000 blev taget under konkursbehandling, som sluttede med en akkord. Indtægten for denne virksomhed stammede fra husleje, forpagtningsindtægt, varesalg og konsulenthonorarer, jf. regnskabet for 1999 i bilag 7. A har ikke dokumenteret, at virksomheden ophørte i 1999 og ikke først i 2000.

Det afgørende er imidlertid under alle omstændigheder, at A i selvangivelsen for 1999 tilkendegav, at han ønskede beskatning efter regler virksomhedsordningen, jf. også regnskabet i bilag 7, at han for 1999 er blevet beskattet efter reglerne i virksomhedsordningen (han selvangav heller ikke det opsparede overskud i 1999 i henhold til virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, 1. punktum), og at han i 2000 startede en ny virksomhed, som også er blevet beskattet efter reglerne i virksomhedsordningen for 2000.

I denne situation har han i henhold til virksomhedsskattelovens § 15, stk. 2 valgt at anvende virksomhedsordningen uden ophør. Derfor skal det opsparede overskud ikke beskattes i 1999 eller for den sags skyld i 2000 i henhold til § 15, stk. 1, 1. punktum.

I replikken, side 3, 2.-4. afsnit, har A gjort gældende, at det må lægges til grund, at han - ud over i 2001 - heller ikke i 1999 og 2000 opfyldte regnskabskravene i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1.

Det fremgår ikke af sagen, at A ikke opfyldte regnskabskravene i 1999 og 2000. Regnskabsmaterialet for de to år, som jeg ikke er i besiddelse af, er ikke fremlagt. Det bemærkes dog, at de private mellemværender med LN, der indgår i regnskabet for 2001 (bilag C), jf. ovenfor under pkt. 1, ikke fremgår af regnskabet for 1999 (bilag 7).

Hertil kommer, at A ikke opfyldte regnskabskravene for 2001. Derfor er han i henhold til virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1, i indkomståret 2001 ophørt med at anvende virksomhedsordningen med den konsekvens, at det opsparede overskud efter bestemmelsen skal medregnes til indkomsten for dette indkomstår.

Det er ikke en forudsætning for anvendelsen af virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1, at den skattepligtige har været berettiget til at anvende virksomhedsordningen i årene forud for sit ophør hermed. Det afgørende er, om den skattepligtige faktisk har anvendt virksomhedsordningen i de forudgående år, jf. SKM2003.413.HR, og en lignende situation i SKM2004.409.HR.

Selv om det derfor måtte forholde sig således, at A heller ikke for 1999 og/eller 2000 opfyldte regnskabskravene i virksomhedslovens § 2, stk. 1, er beskatningen af det opsparede overskud for 2001 i henhold til § 15 b, stk. 1, således korrekt, idet han rent faktisk har benyttet virksomhedsordningen både i 1999 og 2000.

Rettens begrundelse og afgørelse

Parterne er enige om, at sagsøgeren har drevet virksomhed, både i årene 1999 og 2000, at sagsøgeren har valgt at anvende virksomhedsordningen i selvangivelserne for 1999, 2000 og 2001, at han ikke har angivet det opsparet overskud til beskatning i henhold til selvangivelserne, og at han ikke inden for fristen har ændret sit valg, med hensyn at anvende virksomhedsordningen.

Parterne er endvidere enige om, at det af sagsøger udarbejdede regnskab for 2001 ikke opfylder regnskabskravene i henhold til virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1. ligesom parterne er enige om, den talmæssige opgørelse af det opsparet overskud.

Idet sagsøgeren har valgt at anvende virksomhedsordningen i de pågældende år, da han har drevet virksomhed i både indkomståret 1999 og 2000, og da virksomhedsordningen kan fortsætte selv om man påbegynder anden virksomhed, jf. virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 2, lægges det til grund, at virksomhedsordningen først er bragt til ophør, da sagsøgeren i 2001 indleverede et regnskab, der ikke opfyldte bogføringslovens krav om, at der regnskabsmæssigt skal sket en opdeling af den skattepligtiges samlede økonomi, i virksomhedsøkonomi og en privat økonomi.

Det forhold, at regnskabet muligvis heller ikke opfyldte kravene i årene forinden, medfører ikke at overskuddene skal beskattes i de pågældende år, jf. Højesterets stadfæstelse af Vestre Landsrets præmisser i SKM2003.413.HR.

Da virksomhedsordningen ikke har været knyttet til en specifik virksomhed, og da konkursdekretet eller bobehandlingens afslutning i medfør af konkurslovens § 144, ikke i sig selv medfører beskatning, vil Skatteministeriet være at frifinde.

Som følge af sagens resultat, skal sagsøgeren betale sagens omkostninger, der skønsmæssigt fastsættes til 40.000,00 kr. til juridisk bistand samt 406,00 kr. til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage, til Skatteministeriet i sagsomkostninger betale 40.406,00 kr.