Klagen skyldes, at SKAT Inddrivelsescentret har afslået klagerens anmodning om eftergivelse af gæld vedrørende tidligere virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren er født i 1953 og har siden den 13. november 2008 modtaget sygedagpenge.

Klageren havde den 12. marts 2009 gæld til det offentlige vedrørende tidligere virksomhed på i alt 311.609,08 kr.

Klageren har den 2. september 2008 anmodet SKAT om eftergivelse af den offentlige gæld. Klageren har i den forbindelse oplyst følgende om sine indtægter og udgifter:

Månedlig indtægt efter skat	7.500 kr.
Månedlige udgifter:
Husleje	6.000 kr.
El, gas, vand, varme	600 kr.
Faglig kontigent / A-kasse	557 kr.
driftsudgifter til bil	700 kr.
Forsikring	500 kr.
I alt	8.357 kr.

Klageren har endvidere oplyst, at hun er enlig og arbejder som chauffør for lægevagten.

Klageren havde på ansøgningstidspunktet følgende aktiver og passiver:

Aktiver:
Bil	maks. 10.000 kr.
Pensionsopsparing, kapitalpension mv.	126.000 kr.
Aktiver i alt	136.000 kr.
Passiver:
Andelskassen G1 (gælden stiftet fra 2001 til 2005)	181.000 kr.
Banken G2 (gælden stiftet i 2007-2008)	30.000 kr.
Klagerens søster (gælden stiftet fra 2005-2008)	160.000 kr.
Banken G3 (gælden stiftet i 2008)	9.000 kr.
Passiver i alt	380.000 kr.

I ansøgningen har klageren endvidere forklaret følgende om baggrunden for sin situation:

"Gik 9 år i folkeskolen og blev derefter student fra katedralskolen i byen Y1. Inden jeg i 1976 blev elev i banken G2 i Y1, havde jeg været medhjælper på en privat fødeklinik i byen Y2, været hos en tandtekniker og havde taget forskellige kurser på Handelshøjskolen i Y1.

Blev gift i 1976 og fik to drenge.

Jeg blev udlært i banken i 1978 og arbejdede deltid til 1983.

Min mand og jeg var selvstændige fra 1976 til 2002. Fra 1976 til 1986 drev vi en gård i byen Y3, bestående af 110 tdr. land og med 45-50 kødkvæg. I 1981 overtog vi min svigerfars firma i Y1, da han pludselig døde. Det var et firma, der lavede alt elektrisk på biler, dieselpumper, fartskrivere, håndværktøj og meget, meget mere. Vi havde 15 ansatte. Jeg havde ansvar for regnskab og økonomi, men blev mere og mere involveret i den daglige drift af både værksted og gård, især efter jeg valgte at stoppe i banken.

I 1983 var jeg involveret i et biluheld og pådrog mig en piskesmældsskade. Jeg har stadig smerter og skal passe meget på, hvordan jeg lever.

Vi solgte gård og værksted i 1986 og flyttede til byen Y4, hvor vi handlede med brugte biler. Ikke fordi det ikke gik godt, tværtimod, men fordi døgnet ikke havde timer nok til alt det, der skulle gøres eller ikke forsømmes.

Min mand havde store alkoholproblemer, så jeg havde i alle årene deltaget aktivt i ALT arbejde.

I 1998 og 1999 tog min mands alkoholforbrug ekstra fart. Han var næsten beruset døgnet rundt. Han var aggressiv, rasende, opfarende og ind i mellem voldelig, så det var svært at holde ham ud. Jeg prøvede på alle måder at holde gang i det hele, for forretningen skulle passes, og udadtil prøvede jeg at holde facaden.

Huset var så stort, at vi godt nok boede under samme tag, men i hver vores del af huset. I 2000 blev vi separeret og skilt et halvt år efter.

Jeg havde for længst indset, at forretningen skulle sælges, og at vi skulle bo hver for sig, så jeg havde søgt job i nogle måneder. Svært at få arbejde, når jeg ikke havde været på arbejdsmarkedet i 17 år.

Men langt om længe fik jeg et deltidsjob på et apotek. Startede i november 2000. Jeg var glad for at arbejde der, og så kunne jeg også passe det derhjemme.

Året efter fik jeg job i den lokale bank - andelskassen G1. Jeg skulle passe en lille filial tre eftermiddage om ugen, så jeg kunne lige akkurat nå at møde begge steder. Det var dejlige jobs. Nød virkelig at være på arbejde. Mødte mange forskellige mennesker, og det bedste af alt var de fantastisk gode kolleger, jeg havde både på apoteket og i andelskassen.

Jeg blev nødt til at flytte fra min mand i februar 2002. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg havde holdt ud alt for længe og prøvet på alle måder, men jeg kunne ikke mere!

Jeg flyttede ind i en lejlighed i Y1. 10 dage efter jeg flyttede, fandt jeg min mand død. Han havde skudt sig selv. Der fulgte på alle måder en svær tid. Dårlig samvittighed selvom jeg havde gjort alt. Dårlig samvittighed over for børnene og alle mulige andre selvbebrejdelser. Der var rigeligt, der kværnede rundt i hovedet på mig i alle døgnets timer. Jeg havde også ondt af børnene. Jeg satte et panser op omkring mig selv og mine følelser og begravede mig i alle de praktiske opgaver, der var.

Ejendommen blev først solgt i maj 2004, så to år med to huslejer var ikke godt. Jeg begyndte at køre taxa i sommeren 2002. Jeg kørte natten til lørdag og natten til søndag fra 17 til 06. Det var hårdt, for om fredagen havde jeg jo først passet de to andre jobs.

Min mor fik i 2001 det ene bryst fjernet på grund af kræft. Trods kemobehandlinger blev hun dårligere og dårligere. Hun døde i juni 2003.

I sommeren 2003 begyndte jeg at få det rigtig dårligt psykisk. Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget. Var sygemeldt i en kort periode. Fik nogle piller mod depression hos lægen. Jeg har ikke på noget tidspunkt givet mig selv tid eller lov til at bearbejde mit liv med en alkoholiker og følgerne deraf, og ej heller det traume det var at finde min mand død på den måde. Samtidig var min mors svære sygdomsforløb til hun døde af kræft med til at lukke af for mine følelser. Jeg havde i lange perioder følt, at jeg var inde i en boble, og at alt det udenom ikke vedrørte mig. Syntes ikke, jeg kunne klare jobbet på apoteket længere, så jeg sagde selv op.

Blev kort tid efter tilbudt fuldtidsjob i andelskassen. Det sagde jeg ja til, og det gav mig også lidt mere ro at være samme sted hele dagen. Fortsatte med at køre taxa til først i 2004. Det blev alligevel for meget.

Jeg havde i august 2003 mødt en sød og rar fyr, som jeg blev kæreste med, men han boede på Sjælland, og jeg i Jylland. Vi var sammen, når vi havde mulighed for det og snakkede om at flytte sammen, så i juli 2004 sagde jeg op i andelskassen og flyttede ind hos ham i byen Y5. Han er udlært kok og tjener. Vi startede et vikarbureau op sammen i december 2003. Vi skulle levere personale til mange forskellige steder. Min kæreste havde fuldtidsjob, så det var mig, der bookede personale, lavede løn og lavede regnskab. Det gik rigtig godt, og jeg syntes, det var en okay måde at arbejde på.

I efteråret 2005 blev jeg syg. Der blev konstateret knuder på skjoldbruskkirtlen, og det blev bestemt, at jeg skulle opereres den 6. juni 2005.

I begyndelsen af 2005 havde jeg det rigtig dårligt psykisk. Var træt, kunne INTET overskue og kunne slet ikke holde ud at lave noget. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde også svært ved at passe vikarbureauet, og vi tjente ikke nok penge til, at vi kunne betale moms. Det er denne moms, som er årsagen til dette brev. Det var ca. 230.000 kr. i starten, og så er det blevet et kolossalt stort beløb, selvom der næsten er modregnet omkring 100.000 kr. i overskydende skat.

Jeg blev indkaldt til et møde på skattekontoret, da jeg ringede og sagde, at jeg desværre ikke kunne betale beløbet til tiden. Det blev aftalt, at jeg skulle lukke firmaet pr. 31. maj. Hvordan jeg fik lavet de forskellige regnskabsmæssige ting, jeg blev bedt om, er mig stadig en gåde. Jeg havde det dårligt i forvejen, men dette nederlag gjorde det endnu værre. Mit forhøjede blodtryk var lige ved at aflyse operationen, men det fald da heldigvis lidt. Operationen gik godt. Hele skjoldbruskkirtlen blev fjernet. Jeg skal så bare tage noget medicin resten af livet. Jeg kom hjem fra hospitalet efter en uge. Jeg havde ondt i arret og i sjælen. Jeg lå det meste af dagen i sengen. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst og ville ikke snakke med nogen. Med lægens hjælp blev jeg overbevist om, at jeg var syg og skulle sygemeldes. Det gjorde jeg den 19. maj 2005. Det var mens jeg stadigvæk var selvstændig. Hvorfor jeg raskmeldte mig den 13. juli, kan jeg stadig ikke svare på, udover at det var nemmere at sende den lille talon af sted til kommunen end at erkende, at jeg var syg og havde brug for hjælp. Jeg var derefter fuldstændig ude af stand til at klare noget som helst. Jeg havde en dyb depression i over to år.

Jeg flyttede fra kæresten og boede her og der, men alt var svært eller umuligt. Oveni alt andet fik jeg heller ikke noget som helst, hverken penge eller hjælp fra kommunen. Jeg har altid bestræbt mig på, at jeg ville kunne klare mig selv. Det har jeg også alle dage været vant til. Arbejdet for tingene og været glad og tilfreds. Et godt helbred er dog en nødvendighed. Hvis ikke der havde været så mange store sten på min vej, som jeg havde svært ved at tackle og af den grund gik ned psykisk, ville jeg uden tvivl have klaret ærterne selv. Jeg er optimistisk, stædig, har gå på mod og har bevaret håbet - trods alt. Disse ting, min familie og mine venners opbakning og min stærke vilje har gjort, at jeg i dag har kæmpet mig tilbage.

Min søster hjalp mig med at anke sagen, men de holdt på, at jeg selv havde raskmeldt mig. Kan bare ikke forstå, at alle andre kan få hjælp fra kommunen. Jeg blev jo nødt til at låne penge til husleje, mad, medicin og diverse fornødenheder, så dem lånte jeg af min søster. Jeg skylder hende i alt 160.000 kr.

Umuligt at forstå, at det bliver til så meget på trods af, at jeg levede på en sten, men mange bække små - gør en stor å. To år og seks måneder uden at have arbejde og uden anden hjælp, det bliver desværre til mange, mange penge. Jeg må jo prøve at få slæbt mig igennem. Ved bare ikke hvordan. Derfor søger jeg også om eftergivelse, da jeg overhovedet ikke kan se, hvordan jeg skal overleve i dette økonomiske kaos.

Da jeg begyndte at kunne se lyset igen sidst på året 2006, sagde jeg ja til at passe en for tidligt født dreng i et halvt år. Han blev født over tre måneder for tidligt, så han skulle skånes. Jeg passede ham i hjemmet, og kommunen betalte mig for at passe ham. Jeg fik 104 kr. i timen, så det at kunne tjene bare lidt til huslejen var en stor sejr.

I næsten et år har jeg haft arbejde. Jeg er chauffør for lægevagten. Ansat hos en taxa-vognmand og kører så de vagter, vognmanden bliver tildelt. Det er mellem 8 og 15 vagter om måneden. Får ca. 1.000 kr. pr. vagt brutto. De fleste vagter ligger i tidsrummet 16.00 til 24.00. Kan godt se, at jeg sidder i en meget uheldig situation. Før min depression kunne jeg knokle mig ud af det meste, men når jeg indimellem prøver at køre nogle ekstra vagter, er jeg hurtigt til tælling igen. Jeg skal passe meget på, at jeg får hvile og søvn nok, for ellers får jeg det rigtig dårligt igen. Jeg går stadigvæk til psykiater, men er trappet ud af medicin. For ti år siden kunne jeg næsten gå på vandet, og i dag kan jeg kun med nød og næppe holde skruen i vandet."

Klageren har i klagen til Landsskatteretten af 3. juni 2009 oplyst, at hun har været sygemeldt siden midt i november 2008. Det er for 3. gang en depression og problemer med at indstille medicin efter fjernelse af skjoldbruskkirtlen, der er årsag til sygemeldingen. Hun går til psykiater og får antidepressiv medicin. Hun har endvidere oplyst, at hun er i arbejdstræning og indtil videre kan passe et lettere kontorjob i maks. 3 timer.

Vedrørende sine økonomiske forhold har klageren oplyst, at hun får udbetalt 1.600 kr. om ugen i sygedagpenge, 490 kr. om måneden i boligsikring samt 1.800 kr. i supplerende kontanthjælp om måneden. Klageren har fået udbetalt sin LD pension og nogle kapitalpensioner. Pengene er brugt til betaling af gælden til andelskassen, der til gengæld har udstedt en saldokvittering. Klagerens søster har desuden eftergivet klageren halvdelen af gælden, så klageren kan komme videre.

Hvis gælden til det offentlige eftergives, tror og håber klageren, at hun igen kan få et tåleligt liv, uden at hendes tanker altid handler om at kunne betale gælden tilbage.

Landsskatteretten har under sagens behandling anmodet klageren om at fremsende dokumentation for hendes sygdomsforløb.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten oplyst, at klageren undergår en række undersøgelser med henblik på at vurdere hendes arbejdsevne og fremlagt to speciallæge- erklæringer, af henholdsvis 9. juni 2009 og 22. juni 2009, som bl.a. danner grundlag for de undersøgelser, klageren gennemgår.

Foruden en gennemgang af de faktuelle forhold indeholder erklæringerne følgende konklusioner:

Erklæringen af 9. juni 2009:

"56-årig kvinde med god barndom og opvækst, hvor hun skulle have været psykisk upåfaldende og velfungerende.

Uddannet bankassistent, men har kun arbejdet kortvarigt inden for dette område. Har i stedet i sit voksenliv gennem en årrække drevet forskellige virksomheder sammen med ægtefællen formentlig med en vis succes. Har således været meget arbejdsom gennem mange år, hvor hun var påvirket af ægtefællens dysfunktion som følge af misbrug og psykisk labilitet.

Efter skilsmissen i 2001 vedblev hun dog med at være en del af firmaet, og da han begik selvmord i 2002, var det hende, som måtte realisere dette.

Den følgende tid fortsat rimelig velfungerende, men fra omkring 2003 bliver hun præget af træthed, uoplagthed, afbrudt nattesøvn, tristhed samt tiltagende koncentrations- og hukommelsesproblemer. Begynder endvidere at udvikle panikangstanfald og vanskeligheder ved at fungere i socialt forpligtigende sammenhænge.

Sagde i 2004 sit fuldtidsjob op og flyttede siden til Sjælland, hvor hun oplevede nogen bedring af tilstanden, men aldrig fuldstændig remission.

Efter at være blevet strumaopereret i 2005 har hun været præget af fortsatte humørsvingninger, træthed, øget trætbarhed og mere markante og inkapaciterende koncentrations- og hukommelsesproblemer.

Har de følgende år haft kontakt til arbejdsmarkedet med større selvovervindelse, og i efteråret 2008 dekompenseret fuldstændigt.

Har siden slutningen af 2006 været i relevant behandling, og angst- og depressionssymptomerne er med tiden trådt i baggrunden.

Det er således aktuelt primært de kognitive deficit i form af koncentrations- og hukommelsesproblemer samt markant træthed og øget trætbarhed, som er kernesymptomerne. Er derudover præget af en vis indre tomhed, glædesløshed og en oplevelse af at have forandret sig markant i forhold til den initiativrige og velfungerende person, som hun var tidligere.

I diagnostisk henseende er der tale om en kompleks tilstand hos en formentlig habituelt meget velfungerende person, der fra omkring 2003 udvikler en tilpasningsreaktion med angst- og depressionssymptomer. Bliver de følgende år alt mere dysfungerende, og efter strumaoperationen i 2005 bliver hun endnu dårligere fungerende, og det kan således ikke udelukkes, at stofskiftelidelsen er en del af baggrunden for udviklingen af den aktuelle tilstand. Idet angst- og depressionssymptomerne er trådt i baggrunden, skønnes der aktuelt at være tale om en uspecificeret belastningsreaktion.

Undersøgte har gennem en årrække været i relevant psykiatrisk behandling, og lidelsen findes nu at være varig og behandlingsrefraktær.

Det er indtrykket, at der som følge af de helbredsmæssige forhold er tale om et ganske markant funktionstab, hvilket den aktuelle arbejdsafklaring formentlig også afspejler, idet hun tilsyneladende ikke er i stand til at præstere et fremmøde på mere end omkring 9 timer om ugen. Funktionsprognosen er således dårlig. Der er ikke umiddelbart nogen kontraindiceret i forhold til, at undersøgte vil kunne deltage i en egentlig arbejdspraktik, men umiddelbart forefalder det negative resultat givet på forhånd.

Det skønnes at være nødvendigt med meget massive skånehensyn for at fastholde undersøgte i en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet, og disse findes at være så massive, at der formentlig ikke er noget egentlig job, som kan matche disse."

Erklæringen af 22. juni 2009:

"Træthed (og vægtøgning) er formodentlig sekundært til depression og de svære sociale problemer, patienten har været igennem med mandens alkoholmisbrug, økonomisk deroute og til sidst selvmord i 2002.

Jeg kender ikke til myxødem-regulationen i perioden 2005 til december 2008, men patienten har været underbehandlet siden i hvert fald december 2008. Denne sygdom kan, hvis den ikke behandles optimalt, godt medføre et moment af træthed, vægtøgning, tristesse og dårlig livskvalitet.

De seneste år har kombinationsbehandling med Eltroxin (T4) og Trijodthyronin (T3) været diskuteret, og en nylig videnskabelig undersøgelse fra min afdeling har vist, at en undergruppe af patienter med myxødem får bedre livskvalitet på kombinationsbehandling T4+T3. Vi udleverer derfor T3 til 3 mdr. behandling for at identificere denne undergruppe med gavnlig effekt, som så fortsætter mere permanent.

Patienten er således ikke stationær, og optimeret behandling af stofskiftet kan evt. forventes at medføre nogen forbedring i livskvalitet og dermed bedre erhvervsevne, men patientens gener må dog stadig forventes primært at stamme fra depressionstendensen.

Jeg vil foreslå flg.:

1. patienten øges d.d. fra 10 til 14 Eltroxin a 100 ug per uge, dvs. 200 ug daglig fremover (er aftalt)

2. blodprøver af TSH hver 5. uge mhp dosis forøgelse til en værdi omkring 0.5 - 1 mU/l er opnået

3. hvis livskvalitet (som nok først ændrer sig over måneder) stadig er lav, kan patienten henvises til vor (eller en anden afdeling som har licens til T3 behandling) mhp behandlingsforsøg med kombination T4+T3.

Prognose: på sigt (6-9 mdr.) burde patientens erhvervsevne kunne forbedres til generelt i hvert fald 1/3 - 1/2".

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har afslået anmodningen om eftergivelse.

Klageren har anden gæld, hvorfor en eftergivelse af gælden vedrørende den tidligere virksomhed ikke vil føre til en varig forbedring af klagerens økonomiske forhold, jf. § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Da klageren siden den 13. november 2008 har modtaget sygedagpenge, er hendes økonomiske forhold endvidere uafklaret, hvorfor eftergivelse i almindelig ikke kan finde sted, jf. § 13, skt. 2, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Inddrivelsescentret har efter genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt afgørelsen. I udtalelsen har Inddrivelsescentret anført, at eftergivelse bør nægtes på trods af manglende betalingsevne, da klageren har afdraget på gæld til andre kreditorer frem for gælden til det offentlige, jf. § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og klagerens økonomiske forhold fortsat er uafklarede.

Klageren er heller ikke anset for berettiget til eftergivelse efter § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Selv om klageren har haft det svært de seneste år, taler de øvrige forhold imod en anvendelse af § 13, stk. 6, i en sådan grad, at eftergivelse bør nægtes.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at anmodningen om eftergivelse imødekommes.

Klageren har ikke forsætligt oparbejdet væsentlig gæld til andre kreditorer. Ud over gælden til SKAT, har klageren for at have en minimal eksistens gennem flere år lånt penge af sin søster.

Baggrunden herfor er, at klageren i flere år har kæmpet for sin eksistens uden modtagelse af midler af nogen art fra det offentlige. Klageren er taknemlig for, at det overhovedet har været muligt at låne penge af søsteren.

Gælden til klagerens søster udgør ca. 135.000 kr. Klageren har derudover gæld til banken G2 på 21.435,13 kr., en kassekredit på 20.000 kr. der næsten er fuldt udnyttet, og så har hun modtaget tilbagebetalingspligtigt tilskud til huslejen for marts 2009 fra kommunen på 6.600 kr.

Klagerens gæld er alene opstået som følge af, at klageren ikke har kunnet få midler af nogen art fra det offentlige.

Klagerens søster har oplyst, at hun vil eftergive klagerens gæld, hvis den offentlige gæld eftergives. Eftergivelsen af disse to gældsposter vil medføre en væsentlig og varig forbedring af klagerens økonomiske forhold.

Klageren har i mange år været udsat for et enormt pres, dels som følge af den tidligere ægtefælles alkoholisme og selvmord, dels som følge af egen svigtende fysik og eget psykiske helbred. I hele forløbet har klageren forsøgt, så godt hun kunne, at holde hovedet over vandet.

Det forhold at klageren har betalt nogle kreditorer frem for andre beror alene på uvidenhed om, at krav til kreditorer skal betales i den rækkefølge de opstår, alternativt ligelig betaling til alle kreditorer. Klageren beklager, hvis hun har disponeret forkert, men et stort pres fra øvrige kreditorer, herunder bl.a. pengeinstitutter, har været mere end klageren kunne overskue, idet hun i mange år har følt sig magtesløs over sin situation.

Det må antages, at klageren alene har begrænset arbejdsevne. Såfremt hun tildeles pension, vil hun alene have begrænsede økonomiske ressourcer, men vil dog så have opnået en afklaring af sin økonomi.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af inddrivelseslovens (lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige) § 13, stk. 1-4 og 6, fremgår følgende:

"Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.1, efter reglerne i denne lov. Fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.

Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,

b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,

c) er stiftet med henblik på forbrug eller

d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse eller

6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige, efter at eftergivelsessag er indledt.

Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes.

Stk. 4. Uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse.

Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign."

Det er ikke muligt at vurdere, om klageren er i stand til og inden for de nærmeste år har udsigt til at kunne indfri sin gæld, da klagerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. inddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 1. Klageren modtager således sygedagpenge, og det er ikke godtgjort, at hun ikke får erhvervsarbejde igen.

Efter en samlet vurdering kan klageren således ikke på nuværende tidspunkt anses for berettiget til hel eller delvis eftergivelse af sin gæld efter inddrivelseslovens § 13, stk. 1-4, og Landsskatteretten stadfæster derfor Inddrivelsescentrets afgørelse for så vidt angår disse bestemmelser.

Af forarbejderne til inddrivelseslovens § 13, stk. 6, (Folketingstidende 2008/09, L20, tillæg A, sp. 251 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"Eftergivelse skal efter forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse. Derudover vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation. Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Særlige forhold kan endvidere være, at skyldneren ikke er i stand til, og hverken inden for de nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til, at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilvejebringelse af midler fra 3. mand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden, hvorved han kan opnås en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Et andet eksempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld."

Henset til gældens beskaffenhed og omstændighederne omkring dens tilblivelse sammenholdt med klagerens situation finder Landsskatteretten, at der foreligger sociale forhold, der taler for at eftergive gælden.

Landsskatteretten ændrer derfor Inddrivelsescentrets afgørelse, således at gælden eftergives.