Spørgsmål

Betyder ændringen i ligningslovens § 9 B pr. 1. januar 2009, hvorefter den tidligere 24 måneders regel nedsættes til 12 måneder, at der i 2009 alene skal ses tilbage på kørslen de forudgående 12 måneder, således at reglerne om afbrydelsen af fristen i lovens § 9 B, stk. 2 ikke finder anvendelse selv om den tidligere er indtrådt over 24 måneder?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Med virkning fra den 1. januar 2009 har bestemmelsen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a fået en ny ordlyd, idet den i bestemmelsen nævnte hidtidige periode blev forkortet fra 24 til 12 måneder.

Efter ændringen har bestemmelsen fået følgende ordlyd:

§ 9 B. Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, […]

Det fremgår dernæst følgende af ligningslovens § 9 B, stk. 2:

Stk. 2. Når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

SKATs indstilling og begrundelse

Der spørges om, ændringen i ligningslovens § 9 B indebærer, at der i 2009 alene skal ses tilbage på kørslen de forudgående 12 måneder.

Særligt hvorvidt de kørselsdage, der ved lovens ikrafttrædelse er ældre end 12 måneder bortfalder ved beregning af 60-dages fristen, hvilket kan indebære at de kørselsdage som ligger inden for de sidste 12 måneder og som i henhold til de hidtidige regler skulle betragtes som private, vil blive betragtet som erhvervskørsel.

Indledningsvis bemærker SKAT, at 60-dages reglen efter objektive kriterier afgrænser, hvad der er erhvervsmæssig kørsel, når der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Udgangspunktet er, at befordring mellem hjem og arbejdsplads anses for at være privat. 60-dages reglen bestemmer dog, at kørsel mellem hjem og arbejde i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder (indtil den 1. januar 2009: 24 måneder) er erhvervsmæssig. Kørsel mellem hjem og arbejde anses dermed først som privat efter dag 60.

Køres der således fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat.

60-dages perioden afbrydes for det enkelte arbejdssted, og der begynder en ny 60-dages periode, hvis der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen. Det er kun den direkte kørsel mellem sædvanlig bopæl og den enkelte arbejdsplads, der tæller med i de 60 dage, hvorimod kørsel til arbejdspladsen i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med. Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

Da 60-dages reglen blev indført, var der ingen tidsbegrænsning for reglen. Det betød, at i de tilfælde, hvor en lønmodtager f.eks. besøgte det samme arbejdssted regelmæssigt ca. hver 7. uge, ville 60-dages grænsen blive overskredet efter en årrække, med mindre der på et tidspunkt havde været en sammenhængende periode på mindst 60 dage på en anden arbejdsplads. Det kunne derfor være nødvendigt at gå langt tilbage i tiden for at konstatere, om dette var tilfældet.

Ved lov nr. 1063 af 12. december indførtes fra 1997 en tidsbegrænsning på 24 måneder, således at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er erhvervsmæssig. Herefter var det kun nødvendigt at sammenholde oplysningerne om kørslen 2 år tilbage i tiden for at se, om betingelserne er opfyldt.

60-dages reglen har betydning for muligheden for at få udbetalt skattefri befordrings-godtgørelse til dækning af udgifter, lønmodtageren har afholdt ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel. Alternativt kan sådanne udgifter fradrages.

Formålet med den nuværende ændring af loven, der trådte i kraft den 1. januar 2009 var at smidiggøre 60-dages reglen. Det fremgår således af bemærkninger til loven, at det i de tilfælde, hvor en ansat har fået en bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og hvor den ansatte har flere forskellige arbejdssteder, kan det imidlertid være yderst besværligt at dokumentere og håndtere, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage til det enkelte arbejdssted.

Det er således foreslået, at SKAT med fremadrettet virkning i op til 12 måneder vil kunne give den pågældende pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring i overensstemmelse med 60-dages reglen.

Perioden, hvor der kan gives pålæg om at føre kørselsregnskab, er begrænset til maksimalt 12 måneder. Efter 12 måneder vil det kunne konstateres, om vedkommendes kørselsmønster reelt er i overensstemmelse med 60-dages reglen, således at det uden videre kan antages, at der køres erhvervsmæssigt. De 12 måneder er valgt, da tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes til 12 måneder.

Idet tidsbegrænsningen for 60-dages reglen blev forkortet fra 24 måneder til 12 måneder, er det på nuværende tidspunkt kun kørsel i de forudgående 12 måneder, der tæller med i, om der er kørt mere end 60 dage til et bestemt arbejdssted.

SKAT er således af den opfattelse, at lovens ændring indebærer, at de kørselsdage, der ved lovens ikrafttrædelse er ældre end 12 måneder bortfalder ved beregning af 60-dagens regel.

Dette gælder selv i de tilfælde, hvor de kørselsdage, som rummes indenfor de sidste 12 måneder og som indtil lovens ændring skulle betragtes som privat kørsel, ved lovens ændring kan ændre sin status til erhvervskørsel, som følge af, at de kørselsdage, der er ældre end 12 måneder udgår fra beregning af 60-dages regel.

I lyset af ovenstående indstiller SKAT, at spørgsmålet besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.