Dato for udgivelse
24 Jun 2009 14:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Apr 2009 14:09
SKM-nummer
SKM2009.389.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
07-02933
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Aftalestandard, levering, rådgivning, ydelse
Resumé

Et revisionsaktieselskabs rådgivningsydelser i forbindelse med køb og salg af virksomheder i henhold til en standardaftale ansås samlet set for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e

Henvisning
Momsvejledning 2009-1 D.11.11.2
Henvisning
Momsvejledning 2009-1 D.11.11.3
Henvisning
Momsvejledning 2009-1 D.11.11.8.2

Klageren har anmodet om bindende svar på, om en anvendt aftalestandard er udtryk for, at klageren leverer en ydelse, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, og som består i transaktioner, herunder forhandlinger i forbindelse med værdipapirer samt om det vil indebære nogen forskel, hvis aftalen er indgået med en køber, men i øvrigt rummer samme mandat, og hvor ydelsen i øvrigt har samme karakter og omfang.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten besvarer spørgsmålet nr. 1 med et "ja" og spørgsmål nr. 2 med et "nej".

Sagens oplysninger

Klageren er et momsregistreret statsautoriseret revisionsaktieselskab.

Ved brev af 23. maj 2007 anmodede klageren skattecentret om et bindende svar. Af anmodningen fremgår følgende:

"Anmodning om bindende svar - omfanget af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

En af H1's væsentligste aktiviteter består i levering af Corporate Finance-ydelser i forbindelse med køb og salg af virksomhed. Vedlagt er den standard, som H1 i dag anvender i forbindelse med indgåelse af aftale om rådgivning mv. i tilknytning til et aktiesalg.

Spørgsmål:

Er den anvendte aftalestandard udtryk for, at H1 leverer en ydelse, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, og som består i transaktioner, herunder forhandlinger i forbindelse med værdipapirer?

Vil det indebære nogen forskel, hvis aftalen er indgået med en køber, men i øvrigt rummer samme mandat, og hvor ydelsen i øvrigt har samme karakter og omfang?

Svar:

Det foreslås, at det første spørgsmål besvares bekræftende.

Det foreslås, at det andet spørgsmål besvares benægtende.

(...)"

Der er fremlagt en standardaftale. Af denne fremgår det bl.a. følgende:

"AFTALEBREV - PROJEKT XXX

Som aftalt fremsender vi hermed samarbejdsaftale vedrørende omfanget af de ydelser, vi vil levere til Dem i forbindelse med det påtænkte salg af SELSKAB A/S ("Selskabet'), som ejes 100 % af XXX Holding A/S ("Ejeren").

BAGGRUND

I forbindelse med, at Ejeren af Selskabet har besluttet at indlede en proces med henblik på et salg af aktierne, i Selskabet, er H1 blevet anmodet om at fungere som rådgiver og samarbejdspartner for Ejeren.

I forbindelse med et salg af Selskabet har ledelsen tilkendegivet, at de er fleksible mht. deres fremtidige involvering afhængigt af vilkårene herfor.

Ejeren/Selskabet har inden indgåelsen af denne aftale modtaget henvendelse fra to interesserede købere. ZZZ har afgivet et indikativt bud, som Ejeren ikke har vurderet som værende attraktivt. ZZZ har fået oplyst, at de kan deltage i den kommende salgsproces på lige fod med andre potentielle købere. XXX og investeringsselskabet YYY har henvendt sig og indikeret en kraftig interesse i at købe Selskabet. Vi har således forstået, at baggrunden for henvendelsen skyldes YYY's overvejelser om køb helt eller delvist af XXX, hvor SELSKABET ses som en mulighed for konsolidering. Der har været afholdt et indledende møde med deltagelse af både XXX og YYY samt en efterfølgende management præsentation alene med deltagelse af YYY. YYY forventes at komme med et indikativt bud inden udgangen af MÅNED ÅR. Ejeren/Selskabet afventer buddet, inden der træffes endelig beslutning om, hvorvidt Ejeren ønsker at fortsætte dialogen med YYY.

Der skal således iværksættes to parallelle processer: En proces med YYY/XXX og en samtidig igangsætning af én struktureret salgsproces, som beskrevet i afsnittet "Omfanget af vores arbejde".

Ejeren ønsker H1 involveret i en proces med YYY for at sikre et struktureret forløb og den mest hensigtsmæssige løsning, såfremt det indikative bud giver grundlag for en videre drøftelse. I tilfælde af et sådant indikativt bud, meddeles det YYY, at Ejeren har anmodet H1 om at assistere i det videre forløb. Den egentlige fremgangsmåde det videre forløb og tidsplanen i forbindelse med YYY/XXX drøftes nærmere mellem Ejeren og H1. I den forbindelse aftales det nærmere, hvilket informations- og vurderingsgrundlag, der skal udarbejdes og forelægges YYY/XXX med henblik på at optimere vilkårene for Ejeren.

Nærværende aftalebrev beskriver dels den proces, der vil blive fulgt ved salget, og dels H1 og Ejerens indbyrdes forhold og gensidige forpligtelser. De vedhæftede almindelige forretningsbetingelser for H1 udgør en integreret del af dette aftalebrev.

MANDAT

Baseret på XXX Holding A/S' ønske om at sælge SELSKABET A/S, har H1 eksklusivitet til at indlede en proces med henblik på et salg af Selskabet på de for Ejeren samlet set mest fordelagtige vilkår. Uanset aftalens ordlyd, kan H1 alene levere et beslutningsgrundlag, idet det er XXX Holding A/S, der træffer den endelige beslutning om et salg af selskabet og betingelserne herfor.

H1 er enerådgiver i processen, så længe aftalen er i kraft. Hverken Selskabet eller Ejeren vil i denne periode på egen hånd kunne forhandle og/eller afslutte et salg uden på forhånd at have orienteret H1. Uanset hvordan Selskabet sælges, skal der betales honorar til H1 i overensstemmelse med honorarafsnittet.

OMFANGET AF VORES ARBEJDE

For at opnå den mest hensigtsmæssige løsning for Selskabet og for Dem som ejer, vil vi følge nedenstående strukturerede proces. Vores arbejde vil omfatte følgende:

Fase 1 Planlægning og forberedelse, herunder:

  • Planlægning af salgsprocessen og strategien
  • Analyse af værdifremmende faktorer og synergier
  • Identifikation af potentielle køberemner, brutto- og nettoliste
  • Udarbejdelse af Information Memorandum
  • Rådgivning om etablering af datarum.

Fase 2 Markedsføring af Selskabet, herunder:

  • Kontakt til købere og fremsendelse af informationsmateriale
  • Assistance ved udarbejdelse af ledelsespræsentation
  • Indhentning og analyse af indikative bud samt udvælgelse af købere til forhandling.

Fase 3 Forhandling og gennemførelse, herunder:

  • Afholdelse af datarum
  • Analyse, vurdering og forhandling af bindende bud
  • Rådgivning om aftalegrundlaget for salget af Selskabet (signing og closing).

Fortsættes dialogen med YYY/XXX vil dele af ovenstående arbejde ikke være relevant i relation til processen i forbindelse med YYY/XXX, men arbejdet vil skulle gennemføres under alle omstændigheder, da der er truffet beslutning om at gennemføre en struktureret salgsproces, som løber parallelt med dialogen med YYY/XXX og uanset udfaldet af denne. Det er endvidere væsentligt at sikre YYY/XXX det bedst mulige vurderings- og beslutningsgrundlag, for at vi kan optimere vilkårene for Ejeren, hvorfor visse af opgaverne skal udredes på anden vis end ved en struktureret salgsproces. Det vil således være centralt bl.a. at gennemgå forretningsgrundlag, finansielle forhold og strategiske muligheder nøje, med henblik på at udarbejde yderligere materiale til brug i den videre proces og i en forhandling med YYY.

Nedenfor har vi beskrevet vores forslag til en fremgangsmåde for det planlagte salg. Processen vil som udgangspunkt blive disponeret på følgende måde:

Fase 1 - Planlægning og forberedelse

Planlægning af salgsprocessen og strategien

Forløbet af og strategien for salgsprocessen planlægges, og der sammensættes et projektteam fra Selskabet og H1. Der udarbejdes en detaljeret tids- og actionplan for processen.

Analyse af værdifremmende faktorer og synergier

Med henblik på senere at kunne identificere de købere, der vil kunne få mest ud af at overtage Selskabet, vil vi sammen med Selskabet nøje vurdere Selskabets nuværende forretningsgrundlag og position i markedet. Sammen med Selskabet vil vi identificere de potentielle synergier, som køberne forventes at kunne realisere.

Vi vil endvidere vurdere hvilken fremtidig udvikling, der er mest ønskelig for Selskabet og dets medarbejdere. Endelig vil vi vurdere, hvilke forhold der kan tænkes at være af afgørende betydning for en køber, de såkaldte deal-maker/deal-breaker emner.

Identifikation af mulige køberemner, brutto- og nettoliste

Vi vil, på baggrund af den foretagne analyse af Selskabets forretningsgrundlag og strategiske position, identificere potentielle købere til Selskabet.

Vi vil indledningsvist udarbejde en bruttoliste, som vi i samarbejde med Dem efterfølgende vil reducere til en nettoliste med de potentielle købere, som der rettes kontakt til som første prioritet. Bruttolisten vil indeholde en kort beskrivelse af de forskellige potentielle køberemner, herunder oplysninger om deres finansielle styrke, mulighed for at opnå synergier, ejerforhold mv.

Køberlisten vil indeholde såvel industrielle som finansielle købere.

De identificerede deal maker/deal breaker-emner vil indgå i den endelige vurdering af køberemnerne.

Udarbejdelse af Information Memorandum

Formålet med et fuldstændigt og dækkende informationsmateriale om Selskabet er at give køberemnerne et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for at kunne afgive tilbud om køb af Selskabet.

Materialet vil tage udgangspunkt i Selskabets aktuelle situation, og ikke mindst i dets fremtidige potentiale.

Med udgangspunkt i tilgængeligt materiale om Selskabet, vil H1 være ansvarlig for rammerne, redigeringen og udarbejdelsen af et Information Memorandum på engelsk til brug for udlevering til potentielle købere. Det er vigtigt, at alle oplysninger præsenteres på en sådan måde, at der ikke undervejs i forløbet kommer oplysninger frem, som afgørende kan ændre køberemnernes opfattelse af Selskabet.

Vi forudsætter, at Selskabet identificerer og indsamler de nødvendige oplysninger, og at vi sammenskriver dem til et Information Memorandum. Vi vil naturligvis vejlede Selskabet i, hvorledes oplysningerne identificeres og indsamles.

Vi foretager ingen egentlig revision eller anden selvstændig kontrol af de meddelte oplysninger, og vi udtaler os ikke om, hvorvidt oplysningerne er korrekte. Prospektet vil afspejle dette forhold. Inden prospektet gøres endeligt, vil vi bede Dem og Selskabets ledelse om at bekræfte rigtigheden og fuldstændigheden af den information, der ligger til grund for materialet. Vi vil samtidig bede dem om at godkende materialet, så det kan udleveres til potentielle køberemner.

Rådgivning om etablering af datarum

For at køber senere i forløbet skal kunne forvisse sig om, at det oplyste i Information Memorandum er korrekt samt for at have et grundlag for dybere analyser, skal der etableres et datarum. Dette skal indeholde samtlige dokumenter, der er relevante for handlens gennemførelse, herunder samtlige Selskabets kontrakter, detaljerede oplysninger om indtjeningens sammensætning, generalforsamlings- og bestyrelsesprotokoller og meget mere. Datarummet etableres af og hos Selskabets advokat, og vi vil rådgive denne og Selskabets revisor om etableringen af det. Advokaten udarbejder et datarumsindeks, som danner grundlag for den information, der skal indsamles.

Fase 2 - Markedsføring af Selskabet

Kontakt til købere og fremsendelse af informationsmateriale

Vi vil markedsføre Selskabet således:

  • Efter telefonisk kontakt vil vi tilsende de potentielle købere en Teaser, der kan betegnes som en kort, eventuelt anonymiseret, beskrivelse af Selskabet.
  • Såfremt de kontaktede udviser interesse for Selskabet, vil vi anmode dem om at underskrive en fortrolighedserklæring, hvorefter Information Memorandum fremsendes.
  • Samtidig med fremsendelsen vi vil informere om den forventede salgsproces

På baggrund af disse indledende tilbagemeldinger vil vi rapportere til Dem, arrangere møder mellem ledelsen hos de potentielle køberemner, Dem og Selskabets ledelse, samt foreslå det mest hensigtsmæssige videre forløb.

Assistance ved udarbejdelse af ledelsespræsentation

Ved første møde mellem Selskabet og de potentielle købere, vil Ledelsen afholde en ledelsespræsentation med det formål at give køber adgang til at stille spørgsmål til Information Memorandum samt præsentere resultatet for de første 9 måneder af regnskabsåret 2006/07. Vi vil assistere Selskabets ledelse med udarbejdelsen af ledelsespræsentationen.

Indhentning og analyse af indikative bud samt udvælgelse af købere til forhandling

På baggrund af Information Memorandum og ledelsespræsentationen vil vi anmode køberemnerne om at afgive et uforpligtende (indikativt) bud på Selskabet. Afhængig af antallet af købere, bør det nøje overvejes, hvorvidt ledelsespræsentationen afholdes før eller efter afgivelsen af de indikative bud.

Når disse bud er modtaget, vil vi sammen med Selskabet analysere og vurdere de indikative bud, og på baggrund heraf udvælge de købere, der får adgang til at gennemføre due diligence undersøgelser i det etablerede datarum.

Fase 3 - Forhandling og gennemførelse

Afholdelse af datarum

De udvalgte købere får adgang til datarummet. Selskabets advokat har ansvaret for afviklingen af datarummet, herunder håndtering af afholdelsen af parallelle datarum, løbende besvarelse af spørgsmål samt evt. efterfølgende spørgerunde, hvor køber får adgang til Selskabets ledelse. Vi assisterer advokat og ledelse gennem denne del af processen. Efter due diligence-undersøgelserne, vil vi anmode køberemnerne om at afgive bindende bud på Selskabet.

Deres advokat udarbejder i samråd med os et udkast til en overdragelsesaftale (Share Sale & Purchase Agreement). Ved opstarten af due diligence-undersøgelsen udleveres udkastet til overdragelsesaftalen, således at køberemnerne kender det grundlag, som deres endelige bud skal afgives på. Herved sikres en stærk udgangsposition ved efterfølgende forhandlinger.

Analyse, vurdering og forhandling af bindende bud

På baggrund af de bindende bud vil H1 rådgive Dem, så De kan tage beslutning om, hvilke af køberemnerne, der bør føres afsluttende forhandlinger med.

Rådgivning om aftalegrundlaget for salget af Selskabet.

Ud over at rådgive Dem i hele forhandlingsforløbet, vil H1 rådgive Dem i forbindelse med udformningen af den mest fordelagtige aftalestruktur og, i samarbejde med Deres advokat, rådgive om det forretningsmæssige og finansielle indhold i de nødvendige kontrakter og øvrige dokumenter.

(...)"

Skattecentrets afgørelse

De stillede spørgsmål 1 og 2 er besvaret med et "nej"

De Corporate Finance-ydelser som klageren leverer, er momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1. Ydelserne kan således ikke momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

EF-domstolens afgørelse i sag C-235/0O (CSC) skal fortolkes således, at det er en betingelse for at Corporate Finance-ydelserne er fritaget for moms, som "forhandling", efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, at selskabet har bemyndigelse til på opdragsgiverens vegne helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med salget af aktierne (transaktionen), eller på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på opdragsgiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion. Der er henvist til afsnit D. 11.11.8.2 i momsvejledningen.

Den fremlagte kontrakt indeholder ikke fuldmagt til på opdragsgiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.

Aftalen indeholder heller ikke en bemyndigelse til på opdragsgiverens vegne helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med salget af aktierne.

Der er lagt vægt på, at det af aftalebrevets afsnit om MANDAT fremgår, at klageren alene leverer et beslutningsgrundlag, idet det er XXX Holding A/S, der træffer den endelige beslutning om et salg af selskabet og betingelserne herfor.

Der er endvidere lagt vægt på, at det af aftalebrevets afsnit om FASE 3 - Forhandling og gennemførelse fremgår at:

  • Det er advokaten der i samråd med H1 udarbejder et udkast til overdragelsesaftale (Share Sale & Purchase agreement).
  • H1 på baggrund af de bindende bud, rådgiver dem således, at De kan tage beslutning om, hvilke køberemner, der bør føres afsluttende forhandlinger med.
  • H1 udover at rådgive i forhandlingsforløbet også rådgiver Dem i forbindelse med udformningen af den mest fordelagtige aftalestruktur, og i samarbejde med Deres advokat, rådgiver om det forretningsmæssige og finansielle indhold i de nødvendige kontrakter og øvrige dokumenter.

Der ses således ikke i aftalen, herunder særligt afsnittet om fase 3 forhandling mv., holdepunkter for, at klageren har forhandlet selvstændigt på vegne af det sælgende selskab og helt eller delvist har fastlagt aftalevilkårene med køberen.

Ydelserne har derimod mere karakter af egentlig rådgivning af det sælgende selskab i forbindelse med ønsket om aktiesalget/virksomhedsoverdragelsen, hvilket er en momspligtig aktivitet, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Den momsmæssige vurdering af ydelserne er uafhængig af om opdragsgiveren er sælger eller køber af aktierne.

Spørgsmålene skal derfor begge besvares med "nej".

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at de stillede spørgsmål skal besvares med et "ja" for så vidt angår spørgsmål 1 og et "nej" for så vidt angår spørgsmål 2.

Det påklagede svar vedrører de Corporate Finance-ydelser, som leveres af H1.

Ved det bindende svar er der foretaget en konkret vurdering af en aftalestandard, som H1 anvender ved indgåelse af aftaler om levering af Corporate Finance-ydelser. Svaret indebærer, at de omhandlede ydelser i det hele anses for at være omfattet af momspligten.

De ydelser, som H1 leverer omfattet af standardaftalen, er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e. Dette gælder samtlige de ydelser, som er omfattet af aftalen.

Ved indgåelse af aftaler om salg af virksomhed anvender H1 fremlagte aftalestandard som grundlag for udformning af den endelige aftale med sælger. En tilsvarende standardaftale anvendes, når der er tale om køb af en virksomhed.

Aftalen indeholder et ganske vidtrækkende mandat til H1, som opnår eksklusivitet til at indlede en proces med henblik på salg af virksomheden på de vilkår, som er mest fordelagtige for virksomhedsejeren.

For så vidt angår det nærmere indhold af de ydelser, som H1 præsterer for sælger, er der henvist til beskrivelsen herom i det bindende svar under punktet "OMFANGET AF VORES ARBEJDE".

For så vidt angår praksis har SKAT i forlængelse af EF-domstolens dom i sag C-235/00 (CSC-dommen) udsendt cirkulære 2003-29, hvori man har fastsat det nærmere indhold af bestemmelsen i § 13.

I et bilag til cirkulæret har man oplistet en række eksempler på momsfrie, henholdsvis momspligtige ydelser, herunder ydelser omfattet af "forhandlinger vedrørende værdipapirer", jf. bilagets punkt 6.2.

Heraf fremgår det, at ydelser, der er omfattet af fritagelsen, eksempelvis kan være:

"Corporate Finance-ydelser, hvis opdraggiveren har til hensigt at levere eller aftage en fritaget finansiel ydelse, og hvis den tjenesteyder, der leverer Corporate Finance-ydelserne, har bemyndigelse til på opdraggiverens vegne helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktion eller på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på opdraggiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.

Ved Corporate Finance-ydelser forstås bistand, som ydes med henblik på eller i forbindelse med børsintroduktioner, aktieemissioner, udstedelse af konvertible obligationer mv., større sekundære aktieplaceringer via regulerede markeder, formidling af fusioner og virksomhedsovertagelse, anden finansiel bistand i relation til ovennævnte områder."

Henset til det afgivne bindende svar og præmisserne herfor kan nærværende sag afgrænses til spørgsmålet om, hvorvidt H1 ved indgåelse af aftaler, hvor standardaftalen anvendes som grundlag, leverer ydelser, der er omfattet af denne definition, når den tolkes i lyset af først og fremmest CSC-dommen.

Er køb og salg af virksomhed omfattet af definitionen?

Af cirkulærets tekst fremgår klart, at Corporate Finance-ydelser omfatter den bistand, som ydes i forbindelse med virksomhedsovertagelser. En virksomhedsovertagelse består hovedsageligt af en overdragelse af aktier til den, der overtager virksomheden.

Har H1 bemyndigelse på vegne af køber, sælger eller evt. begge parter helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen?

Standardaftalen indebærer, at H1 fungerer som rådgiver og samarbejdspartner for den virksomhedsejer, som har til hensigt at sælge virksomheden.

H1 er enerådgiver i processen og har eksklusivitet til at indlede processen med henblik på salg. I aftaleperioden skal virksomheden eller dennes ejerkreds ikke på egen hånd kunne forhandle og/eller afslutte et salg uden på forhånd at have orienteret H1.

Den nærmere proces er udførligt beskrevet i aftalen, hvortil der henvises.

H1's opgave er begrænset til at levere et beslutningsgrundlag, hvorefter virksomheden selv træffer den endelige beslutning om salg af selskaberne, og de hertil knyttede betingelser. Trods denne formulering har H1 en faktisk og reel bemyndigelse til på vegne af sælger at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen.

En aftale, hvorefter H1 selv skulle træffe den endelige beslutning om salg, er i sagens natur illusorisk. Det vil i alle tilfælde være virksomheden, som skal træffe denne beslutning.

Har opdraggiver til hensigt at levere en fritaget finansiel ydelse?

Under den forudsætning at salget af virksomhed har karakter af en overdragelse af aktier, vil der være tale om en finansiel transaktion, der er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Hvis det skal give mening, at man i cirkulæret udtrykkeligt fremhæver Corporate Finance-ydelser som værende omfattet af udtrykket "forhandlinger vedrørende værdipapirer", må de ydelser, som H1 leverer i tilknytning til salg af en virksomhed, være direkte omfattet af fritagelsen. Der er tale om traditionelle Corporate Finance-ydelser, og H1 opfylder de betingelser, som er en forudsætning for, at ydelserne kan leveres momsfrit.

Særligt vedrørende det bindende svar har SKAT henvist til, at H1 ikke har fuldmagt til på opdraggiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.

Ligeledes finder SKAT ikke, at H1 har en bemyndigelse til på opdraggiverens vegne helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med salget af aktierne. Man henviser til, at den endelige beslutning om salg træffes af virksomheden.

Hertil skal det bemærkes, at en bemyndigelse til helt eller delvist at fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med et salg af aktier ikke nødvendigvis har som forudsætning, at H1 også er bemyndiget til at indgå den faktiske aftale. Som redegjort for ovenfor vil det altid være virksomhedens ejerkreds, der ved sin underskrift skal træffe den endelige aftale.

Hvis det bindende svar følges, vil det derfor være så godt som udelukket at opnå fritagelse for Corporate Finance-ydelser. Dette har næppe været hensigten ved udformning af cirkulæret, og det er heller ikke i tråd med præmisserne i CSC-dommen.

Samlet set leverer H1 således i det hele en momsfritaget ydelse, når de indgår en aftale baseret på den vedlagte aftalestandard i forbindelse med salg af virksomhed. Heraf følger det, at en tilsvarende aftale indgået med en potentiel køber af en virksomhed er fritaget efter samme retningslinjer.

SKAT, Hovedcentrets udtalelse

Hovedcentret har indstillet, at der gives klageren medhold.

Begreberne "formidling" og "forhandling" benyttes i fritagelsesbestemmelserne i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b-f, samt i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Begreberne har i denne forbindelse den samme betydning.

EF-domstolen har i dommen i sagen C-235/00, CSC Financial Services Ltd., i præmis 38 udtalt, at udtrykket "herunder forhandlinger" i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 5, ikke skal definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I præmis 39 udtaler domstolen videre, at momsfritagelsen af formidlingsvirksomhed tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Virksomheden kan bl.a. bestå i at give den pågældende oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, at optage kontakt med den anden part og i mandantens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. Virksomheden har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

EF-domstolen har videre i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, i præmis 39 udtalt, at selve den omstændighed, at klausulerne i en låneaftale er forud fastsat af en af parterne i kontrakten, ikke som sådan er til hinder for, at der leveres en formidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 1, fordi formidlingsvirksomhed, kan begrænse sig til at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt.

Endvidere skal der ved vurderingen af, hvorvidt de pågældende ydelser kan anses for at falde ind under momsfritagelsen, lægges vægt på, hvorvidt formidleren har bemyndigelse til selvstændigt at forhandle og/eller indgå aftale på vegne af leverandøren eller aftageren af den momsfrie ydelse. Hvis den pågældende har forhandlet selvstændigt på vegne af en af parterne, er det ikke en hindring for fritagelse som formidling/forhandling, at opdragsgiveren efterfølgende skal godkende forhandlingsresultatet, før kontrakten kan anses for indgået, jf. Momsvejledningen, pkt. D.1 1.11.3.

Med baggrund i ovenstående må de ydelser, som klageren forpligter sig til at levere i henhold til den fremlagte standardaftale, anses for momsfritagne formidlingsydelser, jf. momslovens 13, stk. l, nr. 11, litra e.

Det lægges i forbindelse hermed til grund, at klageren i sit opdrag ikke er begrænset til at forhandle med de potentielle købere XXX og YYY, men ligeledes er forpligtet til at indhente tilbud fra andre potentielle købere, jf. Fase 2 i standardaftalen. I modsat fald vil ydelserne efter en samlet bedømmelse mere få karakter af momspligtige, finansielle rådgivningsydelser.

Det lægges endvidere til grund, at formålet med leveringen af klagerens ydelser i henhold til standardaftalen er, at der skal foretages et salg af aktierne i selskabet.

SKAT Hovedcentret har ved vurderingen lagt vægt på, at hovedformålet med indgåelsen af standardkontrakten er, at opdragsgiveren overlader det til klageren at identificere potentielle købere, at indlede forhandlinger med disse om salg af aktierne, samt at klageren skal forelægge et udkast til salgsaftale for opdrageren, samt i givet fald følge det endelige salg til dørs.

Klageren opfylder herved betingelsen om at forhandle selvstændigt på vegne af opdragsgiveren i momsfritagelsens forstand derved, at klageren i samarbejde med den potentielle køber udarbejder et udkast til salgsaftale, som opdragsgiveren får forelagt til godkendelse.

Klagerens opgaver i henhold til standardkontrakten falder derfor ind under de principper, som er angivet af EF- domstolen i bl.a. sagen C-453/05, Volker Ludwig.

Endelig skal klageren i henhold til standardaftalen levere en række finansielle rådgivningsydelser til opdragsgiveren - ydelser, der isoleret set må anses for momspligtige. Disse rådgivningsydelser må anses for biydelser til de momsfrie forhandlingsydelser og derfor momsmæssigt skal behandles på samme måde som forhandlingsydelserne.

Uanset, at rådgivningsydelserne måtte kunne anses for at udgøre en væsentlig del af de samlede ydelser, som klageren skal levere, så må forhandlingsydelserne anses for at være de afgørende ydelser for opdragsgiveren. Der skal herved dels henvises til det forhold, at rådgivningsydelserne har til formål på bedst mulig vis at sikre gennemførelsen af den aktieoverdragelse, som klageren deltager i forhandlingerne om, dels det forhold, at størrelsen af vederlaget for klagerens ydelser i overvejende grad bestemmes af størrelsen af det evt. gennemførte aktiesalg.

Der er sluttelig henvist til Skatterådets afgørelse offentliggjort i SKM2008.362.SR.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår følgende:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, fremgår følgende:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

11) Følgende finansielle aktiviteter:

(...)

e) Transaktioner, herunder forhandlinger med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer(...)"

Af EF-Domstolens dom af 13. december 2001 i sag C-235/00 (CSC Finansiel services Ltd.) præmis 38, 39 og 40, fremgår der følgende:

"38. Det følger af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 5, at udtrykket "herunder forhandlinger" ikke skal definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

39. Uden at det er nødvendigt at tage stilling til den nøjagtige rækkevidde af udtrykket "forhandlinger" - som i øvrigt også er benyttet i andre af sjette direktivs bestemmelser, herunder artikel 13, punkt B, litra d, nr. 1-4 - må det dog konstateres, at det i den sammenhæng, hvori det indgår i nr. 5, tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Virksomheden kan bl.a. bestå i at give den pågældende oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, at optage kontakt med den anden part og i mandantens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. Virksomheden har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

40. Der er derimod ikke tale om forhandlinger, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt og er dermed ikke en mellemmand, som ikke indtager en stilling som kontraktpart i den pågældende bestemmelses forstand."

Af EF-Domstolens dom af 21. juni 2007 i sag C-453/05 (Volker Ludwig) præmis 38 og 39, fremgår der følgende:

"38. Det bemærkes, at i henhold til præmis 39 i CSC Financial Services-dommen, er formidlingsvirksomhed en mellemmandsvirksomhed, som bl.a. kan bestå i at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, idet en sådan virksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Begrebet formidling forudsætter derfor ikke nødvendigvis, at formidleren som underagent for en hovedagent er i direkte kontakt med de to parter i kontrakten for at forhandle samtlige klausuler, forudsat imidlertid, at hans virksomhed ikke blot består i at tage sig af en del af de faktiske operationer i forbindelse med kontrakten.

39. Desuden kan selve den omstændighed, at klausulerne i låneaftalen er forud fastsat af en af parterne i kontrakten, ikke som sådan hindre, at der leveres en formidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 1, fordi formidlingsvirksomhed således som det fremgår af den foregående præmis, kan begrænse sig til at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt."

Af det nu ophævede cirkulære nr. 130 af 12. november 2003 fra Skatteministeriet fremgår følgende:

"51. Told- og Skattemyndighederne skal ved anvendelsen af bestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om momsfritagelse for formidling og forhandling vedrørende momsfrie transaktioner lægge vægt på, om den pågældende tjenesteyder er en uafhængig mellemmand mellem leverandøren og aftageren af en momsfri ydelse. Er dette tilfældet, kan mellemmandens ydelser til kontraktsparterne være omfattet af begreberne formidling og forhandling. Der skal herved lægges vægt på, om den pågældende har bemyndigelse til selvstændigt at forhandle og/eller indgå aftale på vegne af leverandøren eller aftageren af den momsfrie ydelse. Hvis den pågældende har forhandlet selvstændigt på vegne af en af parterne, er det ikke en hindring for fritagelse som formidling/forhandling, at opdragsgiveren efterfølgende skal godkende forhandlingsresultatet, før kontrakten kan anses for indgået.

(...)

Bilag 1

(...)

6.2 Forhandlinger vedrørende værdipapirer

Forhandlinger om værdipapirer er omfattet af fritagelsen.

Som det fremgår af cirkulærets punkt 48, skal udtrykket "herunder forhandlinger" ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvor udtrykket "forhandlinger" indgår i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, tager det således sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Som eksempler på ydelser, der er omfattet af fritagelsen for forhandlinger, kan nævnes:

  • En tjenesteyders assistance ved køb eller salg af værdipapirer, såfremt tjenesteyderen har bemyndigelse til på købers, sælgers eller evt. begges vegne helt eller delvist af fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen, eller hvis tjenesteyderen på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på købers eller sælgers vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.
  • Corporate Finance-ydelser, hvis opdragsgiveren har til hensigt at levere eller aftage en fritaget finansiel ydelse, og hvis den tjenesteyder, der leverer Corporate Finance-ydelserne, har bemyndigelse til på opdragsgiverens vegne helt eller delvist af fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen eller på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på opdragsgiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.

Ved Corporate Finance-ydelser forstås bistand, som ydes med henblik på eller i forbindelse med børsintroduktioner, aktieemissioner, udstedelse af konvertible obligationer mv., større sekundære aktieplaceringer via regulerede markeder, formidling af fusioner og virksomhedsovertagelse, anden finansiel bistand i relation til ovennævnte områder.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. cirkulærets pkt. 38-44. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse. Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en formidler som led i formidling af transaktioner vedrørende værdipapirer, kan nævnes:

  • Udfærdigelse af dokumenter, når den, der udfærdiger dokumentet samtidig helt eller delvist på vegne af en aftalepart har bemyndigelse til at fastlægge vilkårene for en fritagen transaktion.
  • Værdiansættelse af værdipapirer med henblik på at fremsætte tilbud om formidling af køb eller salg af værdipapirerne.
  • Forundersøgelser, vurderinger og analyser til brug for formidling eller tilbud om formidling.
  • Formidlers rådgivning i forbindelse med formidlingen af de omfattede transaktioner.
    (...)"

Det bemærkes indledningsvis, at momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, gennemfører momssystemets artikel 135, stk. 1, litra f (tidligere 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 5), og skal således fortolkes i overensstemmelse hermed. I denne forbindelse har EF-Domstolen i dom af 13. december 2001 i sag C-235/00 (CSC Finansiel services Ltd.) præmis 38, 39 og 40 fastslået, hvorledes udtrykket "forhandlinger" i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 5 skal fastlægges. Forhandlings-/formidlingsbegrebet i relation til 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, er endvidere nærmere fastlagt i EF-domstolens dom af 21. juni 2007 i sag C-453/05, Volker Ludwig, præmis 38 og 39.

Det bemærkes samtidig, at de omhandlede fritagelser i det tidligere 6. momsdirektivs artikel 13, nu momssystemdirektivets artikel 135, skal fortolkes indskrænkende, jf. bl.a. EF-Domstolens dom af 5. juni 1997 i sag C-2/95 (SDC), præmis 20.

Efter en samlet vurdering af de i den fremlagte standardkontrakt nævnte ydelser, må disse anses at have til formål, at der indgås en aftale mellem en køber og sælger af værdipapirer, uden at klageren herved har en selvstændig interesse i aftalens indhold.

Klageren må samtidig anses for at forhandle selvstændigt på opdragsgiverens vegne, idet klageren skal identificere og indlede forhandlinger med potentielle købere/sælgere, som skal munde ud i et aftaleudkast. Det forhold, at klageren efter kontrakten også skal forelægge aftaleudkastet for opdragsgiveren til endelig godkendelse, fratager ikke opdraget sin selvstændige karakter, jf. principperne i EF-Domstolens dom af 13. december 2001 i sag C-235/00 (CSC Finansiel services Ltd.) præmis 39 samt EF-Domstolens dom af 21. juni 2007 i sag C-453/05, Volker Ludwig, præmis 39.

Endvidere bemærkes, at selvom nogle af de i kontrakten nævnte ydelser isoleret set må betegnes som momspligtige ydelser, vil disse dog anses som biydelser til den momsfritagne hovedydelse med forhandling om værdipapirer. Som følge heraf vil disse biydelser i momsmæssig forstand skulle behandles på samme måde som hovedydelsen.

Samlet set kan de her omhandlede ydelser, som omhandlet i den fremlagte standardkontrakt derfor anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Den påklagede afgørelse ændres derfor.