Parter

H1 International A/S
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Bodil Dalsgaard Hammer)

Afsagt af byretsdommer

Poul Henrik Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, H1 International A/S, var i 2002 hjemmehørende på adressen ..., som var en ejendom ejet af interessentskabet H1 I/S ved interessenterne A og B. Interessenterne var tillige indehavere af det sagsøgende selskab. I forbindelse med interessentskabets salg er ejendommen ... påtog sagsøgeren sig i en allonge til lejekontrakt underskrevet den 1. april 2002 en forpligtelse til tidligst at opsige lejemålet den 1. oktober 2006 til ophør den 1. april 2007, og accepterede at lejeniveauet blev fastfrosset i 5 år fra den 1. april 2002. Endvidere påtog sagsøgeren sig den udvendige vedligeholdelse af ejendommen. I 2003 indbetalte interessenterne B og A 1 mill. kr. til sagsøgeren som godtgørelse for de forpligtelser, som det sagsøgende selskab havde påtaget sig i henhold til allongen til lejekontrakten. Beløbet på 1 mill. kr. blev indtægtsført hos sagsøgeren og fratrukket ved opgørelsen af interessenternes skattepligtige indkomster. Skattemyndighederne har efterfølgende nægtet at godkende interessenternes fradrag for beløbet. Sagsøgeren har herefter fremsat begæring om, at det tillades sagsøgeren at omgøre aftalen om betaling af beløbet på 1 mill. kr. Da skattemyndighederne har nægtet at godkende dette, har sagsøgeren den 2. maj 2008 anlagt denne sag.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der gives tilladelse til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 derved, at sagsøgeren tilbagebetaler det af selskabet modtagne beløb på 1 mill. kr. til de tidligere interessenter i interessentskabet H1 I/S, A og B, således at selskabet og de tidligere interessenter skattemæssigt stilles, som om beløbet ikke er overført fra H1 I/S til H1 International A/S.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten stadfæstede den 30. januar 2008 skattemyndighedens afslag på at tillade omgørelse. Den hedder i Landsskatterettens kendelse bl.a.:

"Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 29 (tidligere skattestyrelseslovens § 37 C), at i det omfang en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

1. Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.
   
   
2. Dispositionen skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.
   
   
3. Dispositionen skal have været klart lagt frem for myndighederne.
   
   
4. De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.
   
   
5. Alle, der skatteretlige vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, skal tiltræde omgørelsesanmodningen.

Det lægges til grund at det af oplysningen i årSrapporten for 2003 fremgår, at selskabet har modtaget en godtgørelse på 1.000.000 kr. vedrørende de lejede lokaler, efter at ejendommen var solgt til 3. mand, og der derfor ikke forelå en leje/udleje relation. Endvidere bemærkes, at der inden salget d. 21/8 2002, d. 1. april 2002 blev indgået en aftale om at fastfryse huslejen til 1.050.000 kr. mod tidligere en pristalsreguleret husleje, i 2003 på 1.130.156 kr. Således er husleje reduceret, og ikke som anført forhøjet. Endelig er det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at uopsigelighedsperioden er forlænget med 5 år. Det fremgår at regnskaberne, at der har været tale om en huslejegodtgørelse på 1 mio. kr., men at ejendommen på dette tidspunkt var solgt. På denne baggrund må Landsskatteretten være betænkelig ved at antage, at dispositionerne har været lagt klart frem for myndighederne.

Beløbet må være givet, fordi det er interessesammenfald mellem parterne.

Skattemyndighedens afgørelse stadfæstet derfor."

Lejekontrakten mellem sagsøgeren og H1 I/S blev underskrevet den 6. marts 2000 af A og B både på sagsøgerens vegne og på interessentskabets vegne. Det fremgår af lejekontrakten, at det lejedes bruttoetageareal var ca. 2.480 m² fordelt på ca. 1.680 m² lager, ca. 600 m² kontor/showroom og ca. 200 m² velfærdsrum. Det fremgår videre af lejekontrakten, at lejemålet fra sagsøgerens side tidligst kunne opsiges til ophør den 31. december 2004. Den årlige leje var aftalt til 1.050.000 kr. excl. moms, som blev pristaltsreguleret føste gang med virkning fra den 1. januar 2001.

Den 9. august 2001 indgik interessentskabet en kommissionsaftale med det engelske selskab G1 Ltd. vedrørende 2 ejendomme, herunder .... Kommissionsaftalen er på det engelske selskabs vegne underskrevet af KM. Det fremgår blandt andet af aftalen, at det engelske selskab fik interessentskabets 2 ejendomme, blandt andet ... i kommision, at interessentskabet skulle opnå en pris på 8,5 mill. kr. for ..., og at det engelske selskab skulle foretage sine salgsbetræbelser på grundlag af princippet "no cure no pay".

Den 12. februar 2002 underskrev B for interessentskabet et tillæg til kommissionsaftalen, hvorefter interessentskabet accepterede, at ejendommen ... kunne sælges for 8 mill. kr. Det fremgår videre af tillæget, at det beløb, hvormed en eventuel salgspris oversteg det fastsatte beløb på 8 mill. kr. skulle betragtes som det engelske selskabs honorar, og at princippet om "no cure no pay" fortsat skulle være gældende.

I en telefax af 27. marts 2002 fra H2.1 Danmark ApS til JJ hedder det blandt andet

"Vedrørende: Hotel H2.2

Endelig konklusion

...

Her er pris på Istedvej reduceret fra 14. 0 mill. til 12.8 mill. (din pris 12.0 mill.)...

... Lejekontrakt med H1 forlænges med udløb tidligst om 5 år. Leje fastfryses til niveau 2002. Lejer påtager sig også udvendig vedligeholdelse samt ditto af udendørsarealer.

..."

Telefaxen er på vegne af H2.1 Danmark ApS underskrevet af KM.

I en allonge til lejekontrakten mellem interessentskabet og sagsøgeren vedrørende ... hedder det

"Vedr. § 2

Lejemålet er uopsigeligt til ophør fra både lejers og udlejers side i 5 år fra den 1.4.2002 dvs. lejemålet kan tidligst opsiges den 1/10- til ophør den 1/4-2007.

Vedr. § 5

Lejen fastfryses i 5 år fra den 1.4.2002 på det nuværende niveau kr. 1.050.000,00 excl. moms pr. år.

Vedr. § 8

Lejeren påtager sig den udvendige vedligeholdelse herunder udenomsarealer."

Allongen er underskrevet af B både for interessentskabet som udlejer og for sagsøgeren som lejer.

Med overtagelse den 1. april 2002 solgte interessentskabet ejendommen ... til G2 A/S for 12.125.000 kr. Det fremgår af det betingede skøde, at restkøbesummen 5.250.000 kr. "indgår i parternes handelsaftale vedr. Hotel H2.2". Det betingede skøde er underskrevet af JJ for G2 A/S.

Af interessentskabets årsrapport for 2002 fremgår, at interessentskabet på grundlag af en salgspris på 8 mill. kr. opnåede en avance på 2.408.949 kr. Salgssummen på 12.125.000 kr. var forinden reduceret med en kommision til G1 Ltd. på 1.705.000 kr. og en "overskudsandel H2.1 ApS" på 2.420.000 kr.

Den 6. februar 2003 blev der indgået en aftale mellem interessentskabet og sagsøgeren af følgende indhold:

"I forbindelse med salget af ejendommen ... har H1 International A/S accepteret en huslejekontrakt med en årlig husleje på kr. 1.104.000.

H1 I/S har til gengæld fået en højere pris for ejendommen end hvad, der ellers var muligt. H1 I/S godtgør derfor H1 International A/S et beløb som er aftalt til kr. 1.000.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.

Beløbet betales via mellemregning."

Den 16. december 2003 blev der indgået en aftale mellem interessentskabet og sagsøgeren af følgende indhold:

"I forbindelse med salget af ejendommen ... har H1 International A/S accepteret en uopsigelig lejekontrakt i 5 år med en årlig husleje på 1.104.000 kr.

Herved er H1 International A/S blevet pålagt en omkostning, som er anslået til at udgøre kr. 250.000 pr. år højere end huslejen normalt ville være for et selskab af denne størrelse. H1 I/S har til gengæld fået en højere pris for ejendommen end hvad, der ellers var muligt.

H1 I/S godtgør derfor en gang for alle H1 International A/S det for meget betalte beløb for den periode, hvor H1 International A/S kunne være flyttet til en billigere adresse, hvilket kunne være sket ved udgangen af året 2002.

H1 I/S betaler H1 International A/S et beløb svarende til det resterende 4 år for meget betalt leje lig med 4 * 250.000 eller 1.000.000 kr.

Beløbet betales via mellemregning."

I interessentskabets årsrapport fra 2003 er under "ekstraordinære udgifter" optaget en post på 1 mill. kr. med følgende tekst:

"Huslejegodtgørelse betalt til H1 A/S for accept af uopsigelig lejekontrakt i forbindelse med salg af ejendommen ...."

I sagsøgerens årsrapport fra 2003 hedder det under ledelsens beretning blandt andet:

"Usædvanlige forhold

I årets resultat indgår en indtægt tkr. 1.000 hidrørende fra en godtgørelse. Beløbet har en enkeltstående karakter."

Det fremgår videre af årsrapporten, at ledelsen af konkurrencemæssige årsager havde besluttet at undlade at vise omsætningen.

I specifikationerne til årsrapporten er under lokaleomkostninger optaget en kreditpost på 1 mill. kr.

Selskabet havde i 2003 en negativ skattepligtig indkomst på 1.000.289 kr. efter at godtgørelsesbeløbet på 1 mill. kr. var indtægtsført.

Af et koncernregnskab og årsrapport for 2002 for selskabet H2 Holding A/S med adressen ... fremgår, at dette selskabet var ejet af A og B, som også var selskabets direktører. Note 7 i regnskabet indeholder oplysning om "kapitalandele i tilknyttede virksomheder". Det fremgår heraf, at selskabet havde en ejerandel på 25% i selskabet H2.1 Danmark ApS.

Af et udateret salgsprospekt fra R1 Erhverv vedrørende ejendommen ... fremgår, at ejendommen udbydes til salg for en kontantpris på 10 mill. kr. Prospektet er sandsynligvis fra 2006. R1 Erhverv har endvidere udarbejdet en "lejepræsentation" af ejendommen. Denne "lejepræsentation" er dateret 27. juli 2006. Det fremgår heraf, at kun en mindre del af ejendommen var udlejet. Ejendomsmægleren anslog den årlige husleje til 915.750 kr.

At salgsprospekt vedrørende ejendommen fra maj 2008 fremgår en salgspris på 9.500.000 kr. kontant. Mægleren forventer at kunne opnå en årlig leje på 250 kr. pr. m² for halarealet og 600 kr. pr. m² for det administrative areal.

Sagsøgerens selvangivelse for 2003 blev af skattemyndighederne ændret, idet beløbet på 1 mill. kr. ikke blev anset for at være en skattepligtig huslejegodtgørelse fra interessentskabet, men som et skattepligtigt tilskud fra interessenterne.

Af en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende H2.1 A/S fremgår, at KM den 19. juni 2001 blev registret som selskabets direktør. Han udtrådte igen af direktionen den 10. november 2001. Samtidig indtrådte A i direktionen sammen med PS, som igen udtrådte den 4. februar 2003. Den 6. maj 2003 indtrådte A i selskabets bestyrelse.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 1989-90 etablerede det sagsøgende selskab, som driver virksomhed med tekstilproduktion i fjernøsten. Virksomheden udviklede sig, og et par år efter kom B med. B overtog sagsøgeren i 2004. Der blev oprettet en erhvervslejekontrakt mellem sagsøgeren som lejer og H1 I/S som ejer af ejendommen .... Erhvervslejekontrakten var en ren standardkontrakt. Det var ikke så vigtigt, hvad der stod i den, idet udlejer og lejer var den samme. Der kunne således altid aftales ændringer. Det sagsøgende selskab har aldrig kunnet udnytte ejendommen, idet varerne gik direkte fra fjernøsten til kunderne og således ikke kom ind på lageret. Han vil tro, at kun 50-100 m² af lageret blev udnyttet, mens resten stod tom det meste af tiden. Han husker ikke, hvordan lejen blev fastsat, men han følte, at det var en god og fornuftig leje. Aftalen med G1 Ltd blev indgået efter KMs henvendelse. Vidnet og B var ikke afvisende overfor et salg, hvis prisen var god. KMs havde tilbudt at formidle et salg til en ekstern køber. Vidnet og B ønskede ikke at pådrage sig omkostninger i forbindelse med et salg, og de fandt prisen 8,5 mill. kr. særdeles god. De havde ingen ide om, at ejendommen kunne sælges for 12 mill. kr., og det kunne da også kun lade sig gøre, fordi ejendommen indgik i en handel med andre ejendomme. De fik senere at vide, at ejendommen kunne sælges for 8 mill. kr., hvilket de accepterede. Der blev derefter lavet et tillæg til den oprindelige kommisionsaftale. De fik at vide, at det var en betingelse for handlen, at der forelå en lejekontrakt. Uden lejekontrakt ingen handel. Som sælger var han og B nødt til at binde sagsøgeren som lejer op på et lejemål af en vis længde og en leje af en vis størrelse samt en forpligtelse til udvendig vedligeholdelse. De ændrede vilkår blev nedfældet i en af allonge til erhvervslejekontrakten. Han og B var nødt til at skrive allongen under for at få salget igennem. Set fra interessentskabet side kunne ejendommen kun sælges på disse vilkår. Vidnet og B havde ikke tillagt den tidligere uopsigelighedsbestemmelse nogen betydning, idet de som nævnt sad på begge sider af bordet. Vidnet anså en salgspris på 8 mill. kr. for god. Efter aftale med G1 Ltd., skulle dette selskab have en kommision op til det, der kunne betragtes som salgsprisen på 9,7 mill. kr. til H2.1 ApS. Dette selskab havde kun den interesse i ejendommen, at den kunne bruges i en anden handel. Hverken vidnet eller B havde ejerinteresser i køberselskabet G2 A/S, og vidnet kender ikke dette selskabs direktør JJ. Vidnet og B havde intet interessefælleskab med G1 Ltd. Derimod havde de en ejerandel på 20% eller 25% i H2.1 ApS. I forbindelse med årsafslutningen 2002 blev vidnet og B opmærksomme på problemstillingen omkring allongen til erhvervslejekontrakten. De mente, at der kunne blive et problem med maskeret udlodning. De var ikke i tvivl om, at den højere husleje og uopsigelighed, som sagsøgeren havde påtaget sig, af skattevæsnet ville blive anset for maskeret udlodning. De ville derfor kompensere sagsøgeren for den merforpligtelse, de mente sagsøgeren havde pådraget sig. Det var derfor interessentskabet påtog sig at betale sagsøgeren et godtgørelsesbeløb på 1 mill. kr. Godtgørelsesbeløbet var skattepligtigt hos sagsøgeren og beløbet var efter vidnets opfattelse samtidig fradragsberetiget hos vidnet og B, således at den samlede skattemæssige virkning var neutral. Der blev i december 2003 lavet en anden version af aftalen. Den første version var nok lidt vagt formuleret, og de fandt derfor anledning til at specificere den oprindelige aftale. Godtgørelsesbeløbet blev betalt over mellemregningskontoen. Årsrapporterne fra både interessentskabet og det sagsøgende selskab er sendt til skattemyndighederne og det fremgår tydeligt af disse, at der er modtaget en huslejegodtgørelse. Selv om sagsøgeren modtog en godtgørelse på 1 mill. kr. havde selskabet fortsat et underskud på ca. 1 mill. kr. i 2003. Selskabet havde et kæmpe overskud i de følgende år, og selv om der havde været et skattemæssigt underskud på yderligere 1 mill. kr. i 2003 kunne det sagtens have været udnyttet i de følgende år. Alt er lagt klart frem for skattemyndighederne, og der har ikke være tale om skattetænkning. Den husleje, som blev fastlåst i allongen til erhvervslejekontrakten lå over markedslejen. Dette fremgår bl.a. af en erklæring som under sagen er indhentet hos ejendomsmæglerfirmaet R2 Erhverv ApS, hvorefter den årlige markedsleje i 2000-2001 ville ligge på 718.000 kr. og i 2006-2007 på 810.000 kr. Dette lejeniveau passer efter vidnets opfattelse med den gældende markedsleje, hvilket bekræftes af de salgsprospekter m.v., der er udarbejdet af R1 Erhverv og R3. En årlig husleje på 1.050.000 kr. ville således også give en unormal høj forrentning i forhold til en købesum på 8 mill. kr. Vidnet har foretaget en opmåling af ejendommen og selv beregnet sig frem til en husleje, som stort set ligger på samme niveau som R2s, dvs. en leje omkring 800.000 kr. En husleje på 1,1 mill. kr. lå klart over markedslejen. Dispositionen blev ikke foretaget af hensyn til banken. Resultatet var det samme set fra et koncernmæssigt synspunkt, og vidnet og B havde personlig kautioneret for selskabets gæld til banken. Det var efter krav fra vidnet og B, at vidnet indtrådte som direktør i H2.1 ApS. Når det i følge det betingede skøde blev bestemt, at restkøbesummen skulle indgå i parternes handelsaftale vedrørende Hotel H2.2, var det fordi vidnet og B skulle financiere lidt af købet af dette hotel, som H2.1 ApS købte.

B har forklaret, at markedet for salg af ejendomme af den pågældende type på salgstidspunktet var for nedadgående, og at interessentskabet havde opnået en god pris. Han og A mente at det var rigtigt, at yde selskabet en godtgørelse, så den fastlagte husleje kom ned på markedsniveau. Huslejen, som selskabet skulle betale var for høj i forhold til markedslejen. Samtidig havde interessenterne opnået en høj pris for ejendommen, og den høje pris var baseret på den høje husleje. Vidnet og A fandt derfor, at det eneste rigtige var at yde sagsøgeren en kompensation for den høje husleje og forlængelsen af uopsigelighedsperioden. De forventede, at der kunne blive tale om beskatning af maskeret udlodning, hvis de ikke havde gjort det. Godtgørelsesbeløbet blev fastsat udfra den leje, som de antog var markedslejen. At det var den rigtige markedsleje er senere blevet bekræftet af ejendomsmæglerfirmaet R2 Erhverv. Han husker ikke, hvorfor aftale blev gentaget i december 2003, men det var i december, at godtgørelsesbeløbet skulle bogføres på mellemregningskontoen. Aftalen i december 2003 var en præcisering af den aftale, der blev indgået i februar måned, og essensen i de 2 aftaler er den samme. Årsrapporterne for såvel interessentskabet som det sagsøgende selskab er afleveret til skattemyndighederne, og det fremgår klart af årsrapporterne, at der er betalt et godtgørelsesbeløb og baggrunden for dette. Det har aldrig været tanken med godtgørelsesbeløbet at udnytte et skattemæssigt underskud. Godtgørelsesbeløbet blev fastsat for, at sagsøgerens husleje skulle svare til markedslejen. Godtgørelsesbeløbet blev ydet ud fra det såkaldte arms-længde-princip.

LK har forklaret, at han er ansat som økonomichef hos sagsøgeren. Allongen til erhvervslejekontrakten blev oprettet i forbindelse med ejendommens salg. Den husleje, som var fastsat efter den oprindelige erhvervslejekontrakt var den husleje, som vurderingsmyndighederne benyttede. Det var vidnets indtryk, at huslejen lå langt over markedslejen. Det er vidnet, som har affattet aftalen fra februar 2003 om interessentskabets betaling af et godtgørelsesbeløb til det sagsøgende selskab. Baggrunden var den høje husleje, som sagsøgeren var blevet pålagt i henhold til allongen til erhvervslejekontrakten. Det var ikke fair. Når der i december 2003 blev lavet en ny aftale, var det fordi den første aftale var blevet væk. Det er også vidnet, der har skrevet aftale nr. 2, som blev skrevet efter hukommelsen. Han tror ikke, der har ligget skattemæssige overvejelser bag beslutningen, men man fandt det ikke fair, at sagsøgeren skulle påtage sig den høje husleje. Godtgørelsesbeløbet ville også pynte på sagsøgerens resultat i 2003, men det var blot en biting. Den tidligere aftalte uopsigelighed kunne være ændret til hver en tid. Sagsøgeren havde ikke behov for den store lagerkapacitet i ejendommen, og kunne godt have overvejet at flytte, hvis ikke lejekontrakten var gjort uopsigelig.

Statsautoriseret revisor SM har forklaret, at han har været revisor for sagsøgeren siden 1999. Vidnet har ikke været involveret i aftalen om godtgørelsesbeløbet. Efter vidnets opfattelse er oplysningen i interessentskabets regnskab for 2003 om den ekstraordinære udgift i form af godtgørelsesbeløbet den hel korrekte måde regnskabsmæssigt at behandle udgiftsposten på. Der er tale om en meget udførlig specifikation. Godtgørelsesbeløbet er knap så specificeret i sagsøgerens regnskab, men det skyldes, at enhver kan trække dette regnskab hjem. Derimod kan specifikationerne til regnskabet ikke hentes hjem, og der foreligger derfor mere udførlige oplysninger om godtgørelsesbeløbet. Det godtgørelsesbeløb på 1 mill. kr., som er medregnet under lokaleomkostninger i specifikationerne til årsrapporten, er det samme godtgørelsesbeløb, som sagsøgeren modtog fra interessentskabet. Dispositionen er ikke motiveret af et ønske om at spare skat. Beløbet var betalt efter forretningsmæssige principper, idet interessentskabet havde opnået en merpris på ejendommen. I interessentskabet blev omgørelsesbeløbet trukket fra som en udgift, og det er et grundliggende princip, at hvad der er en udgift et sted, er en indtægt et andet sted. Det skattemæssige underskud, som sagsøgeren havde i 2003 blev udnyttet i det følgende år og det ville også have været tilfældet, selv om underskudet havde været 1 mill. kr. højere.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at samtlige betingelser for omgørelse i henhold til skatteforvaltningsloven § 29 er opfyldte. Sagsøgte har ikke bestridt, at betalingelserne i § 29, stk. 1, nr. 2, 4 og 5 er opfyldte, men dette er også tilfældet for betingelserne i § 29, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. Dispositionen har været lagt klart frem for myndighederne, idet det omtvistede kompensationsbeløb direkte fremgår af såvel interessentskabets som sagsøgerens årsrapporter fra 2003. Der er ikke gjort noget forsøg på at skjule transaktionen, og skattemyndighederne har kunnet gennemskue forholdet uden dyberegående undersøgelser af regnskabsmaterialet. Det er ubestridt, at dispositionen har haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige. Formålet med omgørelsesinstitutet er netop at sikre, at der ikke i et sådant tilfælde forekommer urimelig beskatning. Dispositionen har ikke i overvejende grad været båret af hensynet til at spare eller udskyde skat. Betingelsen i skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1, er derfor også opfyldt. Der forelå en klar forretningsmæssig begrundelse for, at interessentskabet indvilligede i at betale kompesationsbeløbet på 1 mill. kr. Sagsøgeren blev pålagt en 5 årig uopsigelig lejekontrakt kombineret med en fastfrysning af huslejen til et niveau, der lå ca. 250.000 kr. over den årlige markedsleje. Betaling af kompensationsbeløbet har ikke på nogen måde været motiveret af skattemæssige hensyn, og er ikke sket for at udnytte et skattemæssigt underskud. Begrundelsen for betalingen af kompensationsbeløbet var, at interessenterne A og B ville imødegå, at de efterfølgende blev mødt med det synspunkt fra skattemyndighedernes side, at vilkårene i lejeaftalen ikke var indgået i overensstemmelse med markedsvilkårene herfor. Interessentskabets betaling af kompesationsbeløbet på 1 mill. kr. var således udtryk for, at parterne ville sikre, at alle aftaler og vilkår herfor var indgået på armslængdevilkår. Der forelå et skattemæssigt underskud hos sagsøgeren, som kunne være fremført uendeligt, men sagsøgeren havde så stort et overskud de følgende år, at det skattemæssige underskud blev udlignet. Der var intet interessefællesskab mellem interessenterne og H2.1 ApS, hvor interessenterne blot var minoritetsaktionærer. Ingen af de øvrige aktionærer havde ønske om at begunstige de to interessenter, som heller ikke havde noget interessefællesskab med G1 Ltd. eller med JJ. I øvrigt fremgår det af forudarbejderne til skatteforvaltningslovens § 29, at betingelsen i nr. 1 kun i sjældne tilfælde skal blokere for en omgørelse.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelserne for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1 og nr. 3 er opfyldte. Det fremgår klart af bestemmelsens forarbejder, at det er den skattepligtige, som skal dokumentere, at betingelserne er opfyldte. Efter stk. 1, nr. 3 skal dispositionen være lagt klart frem og det er til opfyldelse af dette krav ikke tilstrækkeligt, at den skattepligtige ikke har forsøgt at skjule dispositionen. Der er indgået 2 aftaler mellem sagsøgeren og interessenterne, og disse 2 aftaler er ikke ens. Godtgørelsen er først bogført ultimo 2003 på et tidspunkt, hvor man vidste, at selskabet ikke skulle betale indkomstskat det pågældende år. Interessenterne søgte samtidig fradrag for beløbet. Det er således skattemæssige overvejelser, der har ligget bag dispositionen. Da beløbet blev betalt var interessenterne ikke længere ejere af ejendommen. Der har således ikke været nogen forretningsmæssig begrundelse for godtgørelsen. Hvis der havde været tale om uafhængige parter havde man taget det op allerede i 2002. Aftalen er indgået mellem interesseforbudne parter og havde en skattemæssig begrundelse, idet interessenterne ville undgå at blive beskattet for maskeret udlodning. Der forelå i forvejen en lejekontrakt, hvorefter lejemålet var uopsigeligt til ultimo 2004. Ved allongen forlængedes uopsigelighedsperioden derfor kun med 2 år og 6 måneder og det kan som følge heraf ikke være rigtigt, at selskabet skal have godtgørelse for en forlængelse i 4 år, således som det fremgår af allongen. Det er interessefællesskabet, der gennemsyrer disse dispositioner. Der er ikke grundlag for at antage, at H1 I/S fik en højere pris end hvad der ellers var muligt. Interessenterne forpligtede sig i februar 2002 til at sælge ejendommen for 8 mill. kr., men tillægget til erhvervslejekontrakten blev først indgået i april 2002. Derfor har allongen ikke haft betydning for fastsættelse af den opnåede salgspris 8 mill. kr. Derimod opnåede G1 Ltd. og H2.1 ApS fordel af allongen, og de 2 interessenter havde netop et medejerskab af H2.1 ApS. Det er ikke godtgjort, at lejen var for høj. Lejen blev blot fastholdt på det hidtidige niveau, og der er ingen dokumentation for, at en salgspris på 12.120.000 kr. ikke var markedsværdien på daværende tidspunkt. Dispositionen er ikke lagt klart frem, idet der skulle en nærmere undersøgelse til før man kunne se, at det var ønsket om at imødegå beskatning for maskeret udlodning, der var begrundelsen for dispositionen.

Rettens begrundelse og resultat

A og B, der var enebestemmende i det sagsøgende selskab, betalte uden nogen forretningsmæssig begrundelse selskabet 1 mill. kr. året efter, at ejendommen var solgt. Betalingen må antages at være sket for at undgå, at hovedaktionærerne blev beskattet af maskeret udlodning fra selskabet i forbindelse med de merforpligtelser, selskabet ligeledes uden forretningsmæssig begrundelse - set fra selskabets side - havde påtaget sig i allongen til lejekontrakten. Det lægges til grund, at formålet blev opfyldt, idet hovedaktionærerne ikke blev beskattet af maskeret udlodning.

Da formålet med betalingen således udelukkende har været at undgå en beskatning hos hovedaktionærerne, er betingelserne for at omgøre dispositionen ikke opfyldt, jf. skatteforvaltningens § 29, stk. 1, nr. 1. Allerede af denne grund kan sagsøgerens påstand ikke tages til følge. Sagsøgte frifindes derfor.

Efter sagens udfald i forhold til de nedlagte påstande skal sagsøgeren betale sagsøgtes sagsomkostninger.

Sagsomkostningsbeløbet 46.875 kr. er fastsat, således at det skal dække sagsøgtes udgifter til advokat inkl. moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger betaler sagsøgeren inden 14 dage 46.875 kr. til sagsøgte.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes i henhold til rentelovens § 8a.