1. Indledning
SKAT Hovedcentret har tidligere i SKM2007.746.SKAT angivet retningslinierne for, i hvilke tilfælde SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed kan tilvejebringe et eksekutionsfundament på fordringshavers vegne.
I tilknytning til lov nr. 1333 af 19. december 2008 om opkrævning og inddrivelse af gæld til det offentlige (INDOG), har der været rejst spørgsmål om, hvorvidt SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed
- er forpligtet til at udtage stævning med henblik på fremskaffelse af et eksekutionsfundament.
- kan optræde som sagsøger og/eller har partshabilitet i forbindelse med udtagelse af stævning mod borgeren.
Hovedcentret har til belysning af problemstillingen stillet en række spørgsmål til kammeradvokaten, hvis besvarelse indgår i nedenstående redegørelse.
1.1. Beskrivelse af problemstillingen
De civilretlige krav er en samling af forskellige kravstyper, hvor kravets opståen og størrelse er meget varierende. Disse civilretlige krav er som udgangspunkt ikke tillagt udpantnings- eller lønindeholdelsesret, og da der ikke foreligger et eksekutionsfundament i henhold til retsplejelovens § 478, hverken i form af dom eller forlig, er RIMs eneste inddrivelsesmulighed fremsendelse af rykkerskrivelser og/eller indgåelse af afdragsordninger samt modregning i en eventuel udbetaling fra staten.
Et skriftligt udenretligt forlig eller gældsbrev kan endvidere udgøre et eksekutionsfundament, hvis det er anført i dokumentet, at dette kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter RPL § 478, stk. 1, nr. 4 og 5.
Hvis RIM ikke kan formå borgeren til hverken at betale kravet, indgå i en frivillig afdragsordning eller underskrive et forlig, kan RIM ikke inddrive kravet, idet der ikke er nogen egentlige tvangsinddrivelsesskridt til rådighed, da RIM ikke er i besiddelse af et eksekutionsfundament efter Retsplejelovens § 478, stk. 1.
Dette medfører endvidere, at RIM ikke har mulighed for at afbryde forældelsesfristen.
2. Kompetencefordelingen
Det fremgår af INDOG § 2, stk. 2 at " Beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren ... Tilsvarende gælder behandling af indsigelser om fordringen.
I forarbejderne til bestemmelsen anføres det: " I bestemmelsen fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet mellem kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og RIM på den anden". ... Hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Det er således fordringshaveren, der forestår opkrævning samt behandling af indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse, mens RIM står for inddrivelse af kravet.
3. Er RIM forpligtet til at udtage stævning med henblik på, at tilvejebringe et eksekutionsfundament, der giver mulighed for inddrivelse ved udlæg ?
Hvis RIM ikke kan få en skyldner til frivilligt at, underskrive et skriftligt udenretligt forlig eller gældsbrev, der kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, efter RPL § 478, stk. 1, nr. 4 og 5, må der derfor, jf. afsnit 1, tilvejebringes et udlægsfundament i form af en dom over skyldneren. Dette forudsætter, at der føres en retssag med henblik på at få fastslået kravets eksistens og størrelse.
Af Kammeradvokatens vurdering fremgår bl.a.: "Told- & Skatteforvaltningen forestår som restanceinddrivelsesmyndighed inddrivelsen af krav, der tilkommer det offentlige. Spørgsmålet er derfor, om denne virksomhed indbefatter en pligt til at tilvejebringe et udlægsfundament gennem førelse af en retssag. En sådan pligt må efter kammeradvokatens vurdering som udgangspunkt forudsætte direkte hjemmel i lov eller i det mindste, at en kompetencefordeling med denne konsekvens har været klart forudsat i de til lov hørende forarbejder eller andre retskilder.
Det følger af den kompetencefordeling, der blev indført ved lov nr. 429. af 6. juni 2005 og videreført i INDOG, at fordringshaveren forestår opkrævning af fordringer, mens restanceinddrivelsesmyndigheden tager sig af selve inddrivelsen.
Ved inddrivelsesvirksomhed forstås ifølge forarbejderne benyttelse af de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre kreditorbeføjelser som følger af praksis. Som eksempel herpå nævnes udpantningsret, lønindeholdelse ...... Det må tillige antages, at foretagelse af udlæg efter RPL § 478, stk. 1, på baggrund af et allerede tilvejebragt udlægsfundament, er en handling, som er omfattet af begrebet inddrivelsesvirksomhed i forarbejderne.
Forarbejderne nævner således ikke, at der blandt de opgaver, der hører til inddrivelsesvirksomheden, skulle indgå en pligt til at føre retssag med henblik på at tilvejebringe et udlægsfundament. Der ses endvidere ikke i forarbejderne at være andre udsagn, der støtter en sådan opfattelse......
Den ordning, der er etableret for fordringshavernes behandling af indsigelser, taler efter min opfattelse yderligere imod, at tilvejebringelse af et udlægsfundament ved anlæg af retssag skulle være omfattet af begrebet inddrivelsesvirksomhed og dermed være en aktivitet, som det påhviler restanceinddrivelsesmyndigheden at udføre.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden var forpligtet til at udtage stævning, ville fordringshaverens forpligtelse til at forestå behandlingen af indsigelser have som konsekvens, at man ville være nødsaget til at lade fordringshaveren videreføre eller dog i hvert fald i praksis varetage retssagen, hvis skyldneren under sagen bestrider kravet eksistens eller oprindelige størrelse. I modsat fald ville der blive handlet i strid med lovens ordlyd og intentioner.
Kompetencefordelingen, hvorefter fordringshaveren behandler indsigelser mod kravets eksistens eller oprindelige størrelse, taler således efter min opfattelse imod en pligt for restanceinddrivelsesmyndigheden til at føre retssag med henblik på at tilvejebringe et udlægsfundament.
Kammeradvokatens konklusion er: "at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed næppe er forpligtet til at udtage stævning mod en borger med henblik på at tilvejebringe et eksekutionsfundament, der giver mulighed for inddrivelse ved udlæg."
Idet Juridisk Center deler kammeradvokatens opfattelse, er konklusionen herefter, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed ikke, på fordringshavers vegne, har pligt til at tilvejebringe et udlægsfundament ved at anlægge en civil retssag.
4. Kan RIM optræde som sagsøger og / eller har RIM partshabilitet ved udtagelse af stævning mod borgeren
Det fremgår af INDOG § 3, stk. 1, at ved overdragelse af fordringer til inddrivelse overtager RIM kreditorbeføjelserne. Dette medfører, at RIM indtræder i samtlige rettigheder, der er knyttet til de enkelte fordringer til brug for kravets afvikling. Herunder falder de inddrivelsesredskaber, som det enkelte krav er tillagt i lovgivningen, men også de kreditorbeføjelser, som følger af praksis.
Adgangen for RIM til at anlægge en civil sag afhænger af, om der ved overgivelse af fordringen til inddrivelse tillige er sket overdragelse af retten til at gøre kravet gældende under en civil sag, der har til henblik at tilvejebringe et udlægsfundament.
Kammeradvokaten har bl.a. anført, at "restanceinddrivelsesmyndigheden ikke (blot) som følge af den stedfundne overdragelse med henblik på inddrivelse vil have mulighed for at anlægge retssag med henblik på tilvejebringelse af et udlægsfundament, jf. herved også retsplejelovens § 255, stk. 1, der indebærer, at det må kræve særlig hjemmel, såfremt andre end den materielle fordringshaver skal kunne optræde som sagsøger i en sag, der har til hensigt at fastslå kravets eksistens.
På den ovenfor anførte baggrund er det således min vurdering, at SKAT heller ikke som restanceinddrivelsesmyndighed har mulighed for at anlægge en sådan sag".
Idet Juridisk Center deler kammeradvokatens opfattelse, er konklusionen herefter, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed ikke har mulighed for, på vegne af fordringshaveren, at indhente et udlægsfundament ved anlæg af retssag.
5. Særligt vedr. indgivelse af betalingspåkrav
Som det fremgår af afsnit 4. kan SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed ikke umiddelbart tillægges partsstatus, og har derfor som udgangspunkt ikke kompetence til at anlægge retssag på fordringshavers vegne.
Det fremgår af SKM2007.746.SKAT, at hvis kravet er ubestridt og under 50.000 kr. kan SKAT vælge at anvende den forenklede inkassoprocedure i retsplejelovens kapitel 44a.
Retsplejelovens § 260, stk. 5 anfører, at en part kan, i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter bl.a. reglerne i kapitel 44 a (betalingspåkrav), og under udlægsforretninger i fogedretten møde ved andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Da RIM efter INDOG § 3, stk. 1, overtager kreditorbeføjelserne, vil RIM derfor, som "lovbestemt befuldmægtiget", kunne indlevere et betalingspåkrav til fogedretten på fordringshavers vegne, jf. RPL § 260, stk. 5.
6. Konklusion
Ved civilretlige krav, der modtages fra en fordringshaver, skal RIM uanset fordringens størrelse, således forsøge at inddrive beløbet med de inddrivelsesskridt, der er til rådighed (rykkerskrivelser og/eller indgåelse af afdragsordninger, underskrivelse af forlig samt modregning i en eventuel udbetaling fra staten).
Hos skyldnere, hvor RIM ikke kan formå borgeren til hverken at betale kravet, indgå i en frivillig afdragsordning eller underskrive et forlig skal eksekutionsfundament
- på sager under 50.000 kr. som udgangspunkt indhentes af RIM ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten
- på sager over 50.000 kr. indhentes af fordringshaveren ved indlevering af stævning.
De retningslinier, som er fastsat i SKM2007.746.SKAT, fastholdes herefter.