Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Tove Horsager

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger har ret til skattefradrag for befordring mellem Finland, og sagsøgers arbejdssted, H1 i Danmark, idet tvisten angår spørgsmålet om, hvor sagsøger havde sædvanlig bopæl i perioden 18. juni 2004 - 31. januar 2004.

Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til et ligningsmæssigt fradrag på 80.417 kr. i den skattepligtige indkomst for indkomståret 2004.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse,

subsidiært at fradrag for befordring mellem Danmark og Finland ved opgørelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 ansættes til 50.591 kr.,

mere subsidiært at fradrag for befordring mellem Danmark og Finland ved opgørelse af sagsøgeren skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 ansættes til 64.151 kr.,

og mest subsidiært, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagen er anlagt den 14. april 2007. Sagsøger har selv ført sin sag for retten.

Sagens oplysninger

Landsskatteretten har den 17. april 2007 afsagt kendelse i sagen. Landsskatteretten stadfæstede skattemyndighedens afgørelse, hvorefter skattemyndigheden ikke har godkendt fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9C, selvangivet med 80.417 kr.

Det hedder i Landsskatterettens afgørelse (bilag 1) blandt andet

"...

Sagen er indbragt for Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2.

...

Sagens oplysninger

Den 18. juni 2004 flyttede klageren fra Danmark til Finland, hvor hans kæreste boede. Klageren bibeholdte sin lejelejlighed i Danmark, som blev ved med at være hans folkeregisteradresse, og han fortsatte med at arbejde for H1 A/S Danmark, hvor han var advokat og medejer. I Finland boede han i kærestens lejlighed. Den 1. juni 2005 flyttede klager tilbage til Danmark, og kæresten flyttede til Danmark i august 2005.

Klageren har ønsket fradrag for befordring mellem bopælen i Finland og arbejdsstedet i Danmark. Der er fremlagt en række bilag i form af kopier af flybilletter m.v.

Den 25. juni 2004 har skattemyndigheden truffet afgørelse vedrørende bindende ligningssvar, som er stadfæstet af skatteankenævnet den 4. oktober 2004. Af nævnets sagsfremstilling fremgår blandt andet:

"...

2. Det påklagede ligningssvar

...

I brev af 2. juni 2004 har De anmodet om bindende ligningssvar på følgende:

...

1. Vil spørgeren fra og med 1. juli 2004 være hjemmehørende i Finland i relation til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4?
   
   
2. Vil sædvanlig bopæl - uanset besvarelsen på bilag 1 - i relation til Ligningslovens § 9C være i Finland fra og med 1. juli 2004 uanset besvarelsen af spørgsmål 1?

...

Svar

1. Nej
   
   
2. Nej ...

..."

4. Sagens faktiske forhold

...

Klager vil bibeholde bolig og arbejde i Danmark. Klager forventer at arbejde i Danmark 3-4 dage om ugen. I den forbindelse vil der ske overnatning i boligen i Danmark.

Klager har endvidere oplyst, at der ikke vil ske ændring af folkeregisteradresse, konsekvensen er, at klager skal have et sted at overnatte i Danmark, hvorfor klagers nuværende bolig alene vil kunne erstattes af en anden bolig, og at klager på grund at den lejekontrakt der forefindes, er nødsaget til at opretholde en folkeregisteradresse for at bevare lejligheden.

Klager er aktionær (partner) i H1 A/S. Klager ejer nom. kr. 40.000 af aktiekapitalen i H1 A/S ud af en samlet aktiekapital på i alt 700.000 kr,

Ifølge aktionæroverenskomsten mellem aktionærerne i H1 A/S er klageren bestyrelsesmedlem i selskabet.

Klager er ansat som advokat i H1 A/S under ...afdelingen.

Klager har endvidere oplyst, at klager sammen med familien påtænker at flytte tilbage til Danmark senest til september 2005.

At det påtænkes at klager og familie flytter tilbage til Danmark senest den 1. september 2005 hænger sammen med, at klagers indkomst som partner i H1 A/S er væsentligt højere end kærestens indkomst, samt at medpartnere alene har kunnet acceptere, at klager er bosiddende i Finland længst frem til 1. september 2005.

Af personlige forhold har klager oplyst til skatteadministrationen, at klager er fraskilt, og har et barn fra det tidligere ægteskab. Klager har ikke forældremyndigheden over barnet.

...

7. Skatteankenævnets afgørelse.

Ud fra det oplyste i sagen finder skatteankenævnet, at klager er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 stk. 1 ...

Skatteankenævnet henviser til ovenstående, at klager anses for hjemmehørende i Danmark, og at befordring mellem hjem og arbejde opgøres efter ligningslovens § 9 C mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, herudover henviser skatteankenævnet til Landsskatterettens kendelse af 15. november 2002. Herefter anses klagers sædvanlige bopæl at være i Danmark i relation til ligningslovens § 9C...

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndigheden har ikke godkendt fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9C, selvangivet med 80.417 kr. Klagerens sædvanlige bopæl er beliggende i Danmark, og da den normale transportvej mellem bopælen og arbejdsstedet ikke overstiger 24 km dagligt, kan der ikke foretages fradrag for befordring. Der er lagt vægt på, at klageren ikke har været frameldt adressen i Danmark, og at bopælen er bevaret, samt at han har været fuld skattepligtig til Danmark.

...

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag mellem Finland og Danmark, opgjort til i alt 80.417 kr. Opgørelsen er foretaget således:

Hver rejse er ialt 4.912 km tur/retur og der er foretaget 20 returrejser.

0-24 km = 0 kr.
76 km x 1,62 kr. pr. km = 123,12 kr.
4812 km x 0,81 kr. pr. km = 3.897,72 kr.
i alt pr. retur rejse = 4.020,84 kr.
20 rejser x 4.020,84 kr. = 80.417 kr.

Klageren og dennes samlever har været kærester siden årsskiftet 2000/2001, og primo 2004 blev kæresten gravid. På daværende tidspunkt boede de i henholdsvis Danmark og Finland. Kæresten forsøgte at få ansættelse i Danmark, men dette lykkedes ikke forinden graviditeten var synlig, hvorfor parret besluttede, at hun skulle føde i Finland, og at klageren skulle flytte til Finland inden fødslen. Fra sine medpartnere i H1 opnåede klageren tilslutning til, at han kunne tage bopæl i Finland i maksimalt et år, dog således at han skulle bestride en del af sine arbejdsopgaver i og fra Finland, idet flytningen ikke måtte gå ud over bestridelsen af stillingen som advokat og partner hos H1. I Danmark boede klageren i en lejlighed, der dengang var en lejelejlighed, som ikke måtte fremlejes. Herudover havde han behov for et sted at overnatte i forbindelse med udførelsen af arbejde for H1.

Klageren flyttede til Finland den 18. juni 2004, og hans søn blev født den 22. oktober 2004. Sønnen blev døbt i Danmark den 19. december 2004. Klageren boede i Finland frem til 1. juni 2005, og kæresten flyttede til Danmark primo august 2005.

I perioden fra den 18. juni 2005 [2004.red.SKAT] til den 31. december 2004 har klageren haft sædvanlig bopæl i Finland, da hans personlige, sociale og familiemæssige tilknytning i alt overvejende grad har været i Finland. Den boligmæssige tilknytning har været til såvel Finland som Danmark, og som anført ovenfor har den boligmæssige tilknytning til Danmark dels været begrundet i, at det ikke var muligt at leje lejligheden ud, og dels at klageren på grund af afstanden mellem Danmark og Finland måtte have et sted at overnatte, når han udførte arbejde i Danmark. Den boligmæsige tilknytning til Finland har bestået af samleverens lejlighed i Finland, som var af samme størrelse som lejligheden i Danmark. At det i relation til befordringsfradrag er muligt at have flere bopæle, fremgår af SKM2004.257.HR.

Med hensyn til opholdenes hyppighed fremgår det af de vedlagte bilag, at klageren har opholdt sig i Finland i meget videre omfang end han har opholdt sig i Danmark. Han har været i Finland i 120 dage i perioden, som har i alt 197 dage, og har stort set været i Finland hver eneste weekend i perioden fra 18. juni til den 31. december 2004. Om de enkelte week-ends, hvor han ikke har været i Finland, har han oplyst, at han i week-enden den 3. og 4. juli har haft private gøremål i Danmark. Klageren og samleveren har i week-enden den 10. og 11. juli, og frem til den 16. juli holdt ferie i Danmark. Lørdag den 21. august blev klagerens søns (fra tidligere ægteskab) fødselsdag fejret. Klagerens samlever var i Danmark i week-enden den 28. og 29. august, da det var den sidste mulighed for at flyve til Danmark før hun var sat til at nedkomme i oktober. Parret var i Danmark den 4. og 5. december 2004 i forbindelse med planlægning af dåb, idet de blandt andet havde et møde med præsten i Danmark den 5. december. At klagerens folkeregisteradresse har været i Danmark hænger sammen med, at det i henhold til lejekontrakten ikke var muligt at fremleje lejligheden. l øvrigt spiller folkeregisteradressen ingen selvstændig rolle, idet der ikke er taget hensyn til dette i den retspraksis, der findes om skatteyders fradrag for befordring over lange afstande.

Repræsentanten har desuden henvist til SKM2001.580.TSS (www.skat.dk) og til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 29. september 1986, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter TfS 1986.477.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter ligningslovens § 9C, stk. 1 til stk. 3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på baggrund af den normale transportvej ved bilkørsel, og ud fra satser der fastsættes af Skatterådet (tidligere Ligningsrådet). Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages. Efter praksis gives der dog kun fradrag i det omfang befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.

Er afstanden mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen usædvanlig lang, stilles der skærpede krav til skatteyderens dokumentation eller sandsynliggørelse af, at befordringen rent faktisk er foretaget, herunder godtgøre omfanget af befordringen, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Dette kan ske ved fremlæggelse af for eksempel arbejdssedler, brændstofkvitteringer, bus- og togbilletter og lignende.

Tvivlsspørgsmål om, hvad der må anses for den skattepligtiges sædvanlige bopæl, afgøres efter praksis ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår blandt andet forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til Folkeregisteret. Spørgsmålet kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Efter en konkret vurdering anses klageren ikke for at have flyttet sin sædvanlige bopæl i Danmark til Finland i den pågældende periode. Der er herved lagt vægt på, at klageren er anset for hjemmehørende i og fuld skattepligtig til Danmark, samt at han har haft folkeregisteradresse i Danmark. Der er desuden lagt vægt på, at hen i hele perioden har opretholdt sin lejlighed i Danmark såvel som sit arbejde, samt at han selv har oplyst, at han har opholdt sig cirka 40 % af tiden i Danmark i perioden i 2004. Derudover er der lagt vægt på, at klageren og dennes kæreste har været sammen siden årsskiftet 2000/2001, og at parret forud for den 18. juni 2004 i flere år har haft bopæl hver for sig i henholdsvis Danmark og Finland. Klagerens personlige sociale, familie- og arbejdsmæssig tilknytning m.v. til Danmark kan dermed ikke siges at være blevet ændret i en sådan grad, at hans centrum for livsinteresser efter den 18. juni 2004 er flyttet fra Danmark til Finland.

På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten afgørelse fra skattemyndigheden.

..."

Under sagen er der afgivet forklaringer af sagsøger og af dennes kæreste BA.

Forklaringer

Sagsøger har supplerende forklaret, at han lærte sin kæreste og samlever at kende i 2000 ved et bryllup i Finland. De blev kærester i 2001, men boede hver for sig i henholdsvis Finland og Danmark. Han var typisk i Finland 2 gange om måneden, og hun var også i Danmark. Det var typisk fra fredag eftermiddag til mandag morgen. I Februar 2004 blev hun gravid, og det satte overvejelser igang. Hun søgte job, men fik ikke noget, og graviditeten begyndte at kunne ses. Hun var ked af at skulle føde i Danmark, hvor hun ikke kunne sproget.

Når han tog til Finland var det typisk sådan, at han forlod kontoret kl. 15.30 for at være rettidig i lufthavnen, og han var på bopælen i Finland kl. 20.15. Når han skulle retur måtte han tage en taxa fra bopælen kl. 04.10 for at komme rettidigt til lufthavnen, og for at være på kontoret til normal tid. Hans samlede transporttid var 4½ time. Det var umuligt at rejse frem og tilbage samme dag. På sin bopæl i Finland havde han computer, scanner og fax. Der var IP-telefoni, så hans telefon fra kontoret omstillede automatisk. Han havde derfor fuldstændig kommunikation.

Han har noteret alle dage, som han har været i Finland. Det fremgår af bilag 2. Lejligheden i Finland var en lejelejlighed. Der var ingen grund til, at han skulle stå på lejekontrakten. Han var bange for at blive grebet af såvel dansk som finsk skattepligt. Det ville have gjort et stort indhug i privatøkonomien, indtil myndighederne var blevet enige. Når han var i Danmark overnattede han i lejligheden i Danmark. I det år han boede i Finland, så han stort set ikke vennerne i Danmark, idet han kun var på arbejde - og når han ikke var på arbejde, havde han samvær med sin søn, hvilket var en aften om ugen hver anden uge. Hans forældre bor i ..., Danmark, og han har en bror i ..., Danmark.

BA har forklaret, at hun boede i lejlighed i Finland, frem til 2003 sammen med sin kusine. Derefter havde hun en ny logerende et års tid. Sagsøger stod ikke på lejekontrakten og betalte ikke husleje. Hun betalte de løbende udgifter, medens sagsøger betalte for maden. Da sagsøger flyttede ind, købte de flere møbler. Sagsøger betalte halvdelen, og han betalte en stor del af babyudstyret. En stor del af møblerne er kommet med til Danmark. Efter hun blev gravid, søgte hun efter job i Danmark. Da graviditeten begyndte at kunne ses, syntes hun det var pinligt at søge job, når hun snart skulle holde op. Hun ville føde i Finland, da hun ikke forstod et ord dansk. Hun var bange for, at hun ikke kunne forstå jordemoder og læge. Selvfølgelig kunne hun havde boet i Danmark, men hun var ikke sikker på, at hun kunne få barselsunderstøttelse i Danmark. Det var nemmere at blive i Finland. Hun havde også en del familie der, så hun havde et netværk. Hun kendte ikke nogen i Danmark. Det var aftalt, at det kun var for et års tid, at sagsøger skulle være i Finland. Vidnet flyttede lidt senere end sagsøger. Der var en del praktiske ting, der skulle ordnes. Før 18. juni 2004 var sagsøger i Finland ca. en gang om måneden.

Opgørelse af påstandene

Sagsøgers principale påstand er opgjort udfra en distance på 4.020,84 km, som udgør afstanden fra Danmark rundt om Den Botniske Bugt til Finland (jf. det anførte i Landsskatterettens kendelse).

Sagsøgtes subsidiære påstand er opgjort udfra distancen Danmark-Sverige med tillæg af udgift til færge Sverige - Finland uden bil, men incl. kahyt.

Sagsøgtes mere subsidiære påstand er opgjort udfra distancen Danmark-Sverige med tillæg af udgift til færge Sverige - Finland incl. bil og kahyt.

Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgte subsidiære og mere subsidiære påstande retteligt burde være 52.870,20 kr. henholdsvis 66.430,20kr., idet der skal tages hensyn til sagsøgers faktiske rejsedage og billetpriserne gældende på disse dage.

Parternes argumenter

Sagsøger har i sit påstandsdokument i hovedtræk gjort gældende

• at sagsøgers sædvanlige bopæl i indkomståret 2004 har været i Finland i perioden 18. juni - 31. december 2004,
• at sagsøgers personlige, sociale og familiemæssige tilknytning i den nævnte periode i alt overvejende grad har været Finland,
• at sagsøgers personlige og familiemæssige tilknytning først og fremmest er samleveren og deres fælles barn,
• at sagsøger har tilknytning til sin øvrige familie, men dette er ikke en tilknytning, der statuerer bopæl, idet sagsøger levede adskilt fra sin øvrige familie,
• at den personlige, sociale og familiemæssige tilknytning, skal vurderes i forhold til Danmark, hvor sagsøger havde en bolig til rådighed henholdsvis Finland, hvor sagsøger, udover at have en bolig til rådighed, også havde sin samlever og senere også deres fælles søn,
• at der må overlades sagsøgeren ganske vide rammer til at bestemme, hvorledes og hvor han vil etablere familie,
• at beslutningen om at etablere familie i Finland var sagligt begrundet i de overvejelser som sagsøger og samleveren gjorde sig i maj 2004,
• at det er uden betydning, at sagsøger var kæreste med sin samlever i 3½ år op til den 18. juni 2004, idet flytningen var begrundet i, at han og samleveren skulle være forældre,
• at rejsemønstret ændrede sig markant fra og med den 18. juni 2004, idet sagsøger fra at være i Finland ca. 2 gange om måneden fra fredag eftermiddag til mandag morgen, nu var i Finland næsten hver eneste weekend og opholdenes varighed blev også forlænget, idet 1-2 arbejdsdage udover week-enden tilbragtes i Finland,
• at dette ændrede rejsemønster medførte en omlæggelse af sagsøgers livsførelse
• at sagsøger har opholdt sig 40 % i Danmark,
• at sagsøgers lejelejlighed i Danmark ikke kunne fremlejes,
• at sagsøger skulle have et sted at overnatte i Danmark,
• at sagsøger derfor ikke kunne frasige sig folkeregisteradressen,
• at folkeregisteradressen er en formelt kriterium, der ikke spiller en selvstændig rolle, jf. SKM2004.162.HR, TfS 2000.563, SKM2001.431.VLR, SKM2004.331.VLR, at sagsøger har dokumenteret transporten, og at dette iøvrigt er ubestridt, at arbejdspladsens beliggenhed ikke er opregnet blandt de momenter, der i praksis tillægges vægt.

Ad transportvejen

Sagsøger har med hensyn hertil gjort gældende,

• at sagsøgte ikke har hjemmel til at påbyde sagsøgeren at anvende en transportvej, der omfatter andre transportmidler end bilkørsel på strækningen Danmark - Finland,
• at sagsøgtes normale transportvej indeholder færgetransport mellem Sverige og Finland ikke er et reelt alternativ til bilkørsel hele vejen rundt om den Botniske Bugt,
• at sagsøger havde interesse i at nå Finland så hurtigt som muligt, og den af sagsøgte valgte normale transportvej ville give sagsøger 4-5 timer i Finland med familien, hvis sagsøger forlod Danmark fredag og skulle være tilbage tirsdag,
• at såfremt retten finder, at der er hjemmel til at foreskrive anden normal transportvej end kørsel i privatbil, gøres det gældende, at en opgørelse af befordringen så foretages ud fra den fiktion, at den "normale transportvej" er tilbagelagt i privatbil, og at sagsøger så skal godskrives de udgifter, der er forbundet hermed, og at det ville være nødvendigt at medbringe bil på færgen, da afstanden til færgen var 694 km,
• at sagsøger ikke havde bil i 2004, og at transporten er foregået med fly, hvilket er dokumenteret,
• at sagsøgtes påstand om, at det ikke var nødvendigt at medbringe bil, i realiteten er udtryk for, at sagsøgte søger at begrænse sagsøgtes fradrag, uanset dette skal opgøres fuldstændig uafhængig af de faktiske omkostninger.

Ad befordringsfradragets størrelse

Sagsøger har med hensyn hertil gjort gældende,

• at den principale påstand opgjort til 80.417 kr., jf. bilag 4, er opgjort som afstanden mellem arbejdspladsen i Danmark og bopælen i Finland på 2.456 hver vej [bilkørsel rundt om den Botniske bugt],
• at såfremt retten kommer til, at den sædvanlige transportvej mellem Danmark og Finland indeholder færge mellem Sverige og Finland, gør sagsøger gældende, at det er sagsøgers arbejdsdage, der skal lægges til grund ved opgørelsen af befordringsfradraget. Denne opgørelse har sagssøger foretaget i bilag 9. Det fremgår heraf, at den talmæssige opgørelse af sagsøgtes subsidiære påstand vil være 52.870 kr., mens sagsøgtes mere subsidiære påstand vil medføre et fradrag på 66.430 kr.
• at den uenighed, der består om opgørelsen, alene er uenighed om hvilke rejsedage, som må lægges til grund ved opgørelsen af fradraget.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende

• at sagsøger ikke havde "sædvanlig bopæl" i Finland i indkomståret 2002 hvorfor sagsøgeren ikke er berettiget til befordring mellem Finland og Danmark i henhold til ligningslovens § 9C,
• at det fremgår af forarbejderne til befordringsfradragsreglerne, jf. Folketingstidende 1992/1993, tillæg A, spalte 9449, at fastlæggelse af den sædvanlige bopæl i tvivlstilfælde efter praksis foretages ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastlæggelse af begrebet kan efter forarbejderne ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men beror på en samlet vurdering, hvori indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet og tilmelding til folkeregisteret.

Til støtte for, at sagsøgerens sædvanlige bopæl ikke blev flyttet fra Danmark til Finland i 2004 henvises til,

• at sagsøgeren bevarede sin lejlighed i Danmark,
• at sagsøgeren var folkeregistertilmeldt lejligheden i Danmark,
• at sagsøgeren fortsat arbejdede for og var medejer af et advokatfirma samme sted,
• at sagsøger opholdt sig i Danmark i ca. 40 % af tiden,
• at sagsøgeren havde familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor han har en søn fra tidligere ægteskab, som han havde samvær med i den omhandlede periode, og
• at sagsøgeren og hans kæreste havde dannet par i ca. 3½ år før den 18. juni 2004, og da haft bopæl hver for sig i henholdsvis Danmark og Finland, hvorfor der både før og efter den 18. juni 2004 var tale om et forhold med meget rejseaktivitet mellem Danmark og Finland
• at det forhold, at sagsøgerens kæreste og hans i Finland fødte søn efterfølgende flyttede ind i sagsøgerens lejlighed i Danmark understøtter, at det alene var omfanget af sagsøgerens ophold i Finland, der blev forøget i en periode.

For det tilfælde, at sagsøger får medhold i, at han havde sædvanlig bopæl i Finland i omhandlede periode gøre det gældende,

• at han i så fald alene er berettiget til et mindre fradrag end det selvangivne,
• at bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 (tidl. bekg. nr. 512 af 10. juni 2004) § 1 fastslår, at der ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil under hensyntagen til de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed,
• at såfremt der på en del af strækningen må anvendes færgetransport eller lignende, beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 3, der fastslår, at den skattepligtige mod dokumentation kan fratrække faktiske udgifter til færgetransport eller lignende. Hvis den skattepligtige til brug for yderligere transport medbringer eget transportmiddel med færgen, kan der foretages fradrag for udgiften hertil mod dokumentation.

Det gøres gældende,

• at den normale transportvej ved bilkørsel må anses for kørsel i bil til Sverige og færgetransport derfra og ikke kørsel i bil fra Danmark rundt om den Botniske bugt til Finland, idet der lægges vægt på
• at ruten med bil hele vejen rundt om den Botniske Bugt er på 2.456 km og tager ca. 33 timer uden ophold,
• at turen med bil til Sverige tager ca. 7 timer og sejlads fra Sverige til Finland tager ca. 16 timer, d.v.s. i alt ca. 23 timer excl. mødetid ved færgeafgang m.v., og
• at ruten med bil rundt om den Botniske Bugt derfor tager ca. dobbelt så lang tid, som hvis færgetransport benyttes,
• at der lægges vægt på færgepris sammenholdt med udgift til kørsel,
• at sagsøgte ikke, som hævdet, er berettiget til at beregne fradraget ud fra en forudsætning om, at bil medbringes hele vejen,
• at fradrag i henhold til ligningslovens § 9C, stk. 1, indrømmes efter en kilometertakst, og at det i bekg. nr. 962 af 12. oktober 2005 fastslås, at der herudover under visse omstændigheder kan foretages fradrag for faktiske udgifter til færgetransport,
• at det bestrides, at sagsøger, der har anvendt fly, er berettiget til at opgøre et fradrag på grundlag af priser med bil,
• at den mere subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at sagsøgeren får medhold i, at fradrag skal beregnes under en forudsætning om at bil medbringes,
• at beløbene i den subsidiære påstand er opgjort på grundlag af afstanden i kilometer, 40 gennemførte ture, samt oplysning om bro- færge- og kahytpriser på de tidspunkter, hvor turene har fundet sted.

Sagsøgte har under sagen tilsluttet sig, at det ikke vil være fornødent med hjemvisning, såfremt retten tager sagsøgers påstande om fradragets beregning til følge, idet sagsøgers beregninger i såfald kan lægges til grund.

Retten skal udtale

Det bemærkes indledningsvist, at det er ubestridt, at sagsøger i den omhandlede periode har opholdt sig i Finland i det af ham angivne omfang, og hvorfor dette lægges til grund ved sagens bedømmelse.

Det må herefter lægges til grund, at sagsøger i maj 2004 i samråd med sin kæreste, der var gravid, og sit advokatfirma, traf beslutning om, at han fra 18. juni 2004 skulle flytte til Finland, og at han i perioden dels skulle passe sit arbejde ved tilstedeværelse på advokatkontoret i Danmark, men kunne også arbejde fra adressen i Finland.

Det er oplyst, at sagsøger forud herfor normalt rejste til Finland ca. 2 gange om måneden i week-ends for at besøge sin kæreste, som han havde dannet par med i ca. 3 år forinden.

Det er endvidere oplyst, at de øvrige partnere på advokatkontoret, ikke kunne acceptere ordningen for et længere tidsrum end til 1. september 2005.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøger i perioden kan anses for at have haft sædvanlig bopæl i Danmark eller i Finland, jf. ligningslovens § 9 C. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår af FT 1992/93, tillæg A, spalte 9450, at dette spørgsmål afgøres ud fra, hvor personens centrum for livsinteresser findes, samt at dette ikke kan afgøres ud fra et enkelt kriterium, men i vurderingen indgår forhold som personlig, social, familiemæssig og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. Af betænkning nr. 1224 (om befordringsfradragsreglerne) side 14 fremgår ligeledes, at fastsættelsen ikke kan ske ud fra et enkelt kriterium, heller ikke tilmelding til folkeregisteret.

Sagsøger var i perioden tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Det var nødvendigt for sagsøger at bevare sin bolig i Danmark, således han kunne overnatte, når han var på advokatkontoret, og lejligheden kunne ikke fremlejes.

Ved sagens afgørelse lægger retten vægt på, at ordningen med sagsøgers ophold i Finland var af midlertidig karakter, hvilket også fremgår af BAs forklaring. Det var således på forhånd klart, at sagsøgers medpartnere ikke kunne acceptere en sådan ordning udover et år, og ordningen ophørte da også den 1. juni 2005, ligesom sagsøgers kæreste og deres fælles søn flyttede ind i lejligheden i Danmark i august 2005.

Retten finder efter en samlet vurdering, at centrum for sagsøgers livinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdte sig i Finland i perioden. Retten lægger, som nævnt, vægt på, at ordningen var af midlertidig karakter, at sagsøger også før 18. juni 2004 hyppigt var i Finland, at ordningen efter 18. juni 2004 indebar en udvidelse af disse besøg, at sagsøger bevarede sin lejlighed i Danmark, at sagsøger tillige og i væsentlig omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han ikke blot var ansat, men partner, og at sagsøger var tilmeldt folkeregisteret i Danmark.

Retten kan følgelig ikke give sagsøger medhold i, at han er berettiget til et befordringsfradrag for transport mellem Danmark og Finland, jf. ligningslovens § 9 C, og hvorfor sagsøgte vil være at frifinde.

Ved fastsættelse af sagens omkostninger har retten udover at tage hensyn til størrelsen af det omtviste beløb tillige lagt vægt på arbejdets omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøger, advokat A, til sagsøgte betale 12.500 kr. i sagsomkostninger.