Parter

A
(advokat Niels Johansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Karen Foldager, Annette Dellgren og Peter Buhl (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 5. november 2002, drejer sig om hvorvidt sagsøgeren, A, skal beskattes af at have haft bil stillet til rådighed til privat benyttelse i 1998 og 1999.

Landsskatteretten har den 16. august 2002 afsagt følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører indkomstopgørelsen for indkomstårene 1998 og 1999 på følgende punkter:

Klageren har ikke for indkomstårene 1998 og 1999 medregnet værdi af fri bil til sin personlige indkomst.

Det fremgår af sagen, at klageren i de pågældende indkomstår har været ansat i selskabet H1 Byg ApS (herefter benævnt selskabet), hvori klageren tillige har været hovedanpartshaver. Selskabet har drevet virksomhed fra adressen ..., hvilket samtidig har været klagerens private bopæl.

Selskabet har den 4. august 1998 anskaffet en varebil af mærket Nissan Patrol 2,8 for 324.780 kr., første gang indregistreret samme dag. Selskabet har inden da været ejer af en varebil af mærket Toyota Sportsvan B.

Der har ikke været ført kørselsregnskab for selskabets Nissan Patrol eller Toyota Sportsvand B, der begge har været parkeret ved adressen ....

De stedlige skattemyndigheder har forhøjet klagerens indkomstopgørelse for indkomstårene 1998 og 1999 med henholdsvis 51.249 kr. og 77.947 kr., med henvisning til ligningslovens § 16, stk. 4.

Værdien har skattemyndighederne beregnet således:

Til støtte herfor har skatteankenævnet anført, at klageren har haft rådighed over henholdsvis selskabets Toyota Sportsvan B og selskabets Nissan Patrol 2,8. Nævnet har herved henvist til, at der ikke foreligger noget kørselsregnskab, som kan dokumentere, at klageren udelukkende har anvendt selskabets biler til erhvervsmæssig kørsel.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen skriftlig aftale om, at bilerne ikke har været til rådighed for privat kørsel, og at bilerne har været parkeret på klagerens private adresse, ligesom bilerne ikke har været specialindrettede.

Der er henvist til Højesterets dom af 11. november offentliggjort i tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919 og Landsskatterettens kendelse af 20. september 2000 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2001.165. Endvidere er der henvist til ministerens svar af 13. juni 1997 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584 og punkt 12.4.6.1 og 12. 4.6.4 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens indkomstopgørelse for indkomstårene 1998 og 1999 nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Repræsentanten har indledningsvis bemærket, at skatteankenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har ført kørselsregnskab, at der ikke foreligger en aftale om, at bilen ikke er til rådighed for privat kørsel, at bilen har været parkeret på den private adresse, og bilerne synes velegnede til privat kørsel. Videre har repræsentanten anført, at da alene disse punkter er nævnt i skatteankenævnets kendelse, må nævnet anse disse for at være tilstrækkelige til at løfte bevisbyrden for, at klageren har anvendt bilerne til private formål.

Om det manglende kørselsregnskab har repræsentanten anført, at klageren altid har været klar over, at bilerne ikke måtte anvendes til private formål, idet dette ville få skatte- og merværdiafgiftsmæssige konsekvenser. Der har derfor ikke på noget tidspunkt været anledning til at føre en kørebog, idet der ikke er tale om fordeling af antal kørte kilometer mellem erhverv og privat, da der kun har været erhvervsmæssig kørsel.

Vedrørende manglende aftale om bilernes anvendelse har repræsentanten bemærket, at en sådan aftale ingen betydning ville have haft ved skattemyndighedernes bedømmelse af situationen, da klageren både er eneste ansatte i selskabet og direktør i selskabet.

Endvidere har repræsentanten anført, at det er korrekt, at bilerne har været parkeret på privatadressen uden for normal arbejdstid, men der har ikke været andre muligheder, idet den private bopæl er sammenfaldende med selskabets adresse. Hvis bilerne skulle placeres et andet sted, er selskabet nødt til at etablere et lejemål et andet sted, hvilket efter repræsentantens opfattelse ikke er specielt gunstigt set fra et driftsøkonomisk synspunkt.

Om bilernes karakter og egnethed til privat kørsel har repræsentanten anført, at det ikke har nogen betydning, om bilerne er specialindrettede eller ej i nærværende situation, da dette næppe ændrer ved spørgsmålet om egnethed til privat kørsel. De omhandlede biler har haft et helt åbent lastrum, idet varebiler med hylder og lignende i lastrummet ikke opfylder selskabets behov.

Videre har repræsentanten anført, at klagerens private personvogn er mere komfortabel og mere velegnet til privat kørsel end de omhandlede biler, hvoraf den ene er en stor og tung bil med tilladt totalvægt på mere end 3 tons.

Generelt har repræsentanten henvist til, at familiens behov for privat kørsel dækkes af den private personvogn, og klagerens hustru anvender denne til befordring mellem hjem og arbejde i tidsrummet klokken 8.00 til 15.00, hvorfor klageren uden for sin arbejdstid har personvognen til rådighed for privat kørsel. Repræsentanten har også gjort opmærksom på, at der ikke er hjemmeboende børn i familien.

Endelig har repræsentanten bemærket, at det er kritisabelt, at skatteankenævnet i sagsfremstillingen p. 11 har frafaldet et argument vedrørende en tur til Frankrig henholdsvis Tyskland, mens der i sagsfremstillingen p. 3 benyttes en halv side på mistænkeliggørelse af klageren vedrørende samme tur.

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 ansættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør 23 for indkomståret 1998 og 24 for indkomståret 1999.

Reglerne om beskatning af fri bil i ligningslovens § 16, stk. 4, finder alene anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil, men ikke på for eksempel lastvogne, kranvogne, indrettede værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer værdiansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsskatteretten skal bemærke, at vurderingen af om en bil må anses for uanvendelig til privat kørsel er konkret, og retten finder, at det i det foreliggende tilfælde må lægges til grund, at de i sagen omhandlede biler ikke er indrettet som værkstedsvogne, der er uanvendelige som alternativ til privat bil. Der er herved henset til, at der efter det oplyste ikke har foreligget væsentlige, fastmonterede indretningsændringer.

Det påhviler klageren som hovedanpartshaver i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets biler har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises til blandt andet Vestre Landsrets dom af 20. februar 2002 og Højesterets dom af 11. november 1999 offentliggjort i SKM2002.203.VLR og TfS 1999.919. Retten finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at selskabets Toyota Sportsvan B henholdsvis Toyota Patrol ikke har stået til rådighed for klageren til privat benyttelse. Der er herved henset til, at klageren hverken har fraskrevet sig rådigheden over de omhandlede biler eller ført et kørselsregnskab for disse, ligesom klageren ikke på anden vis har sandsynliggjort, at bilerne ikke har stået til rådighed for klageren til private benyttelse. De påklagede skatteansættelser stadfæstes derfor.

..."

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at A for indkomståret 1998 og indkomståret 1999 ikke som personlig indkomst skal beskattes af værdi af fri bil ansat til for 1998 til 51.249 kr. og for 1999 77.947 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det fremgår af kontrol og udsøgningsblanketter R75, at et af sagsøgerens børn, der er født i 1979, pr. 31. december 1998 og pr. 31. december 1999 har været tilmeldt sagsøgerens adresse.

Det fremgår af skatteankenævnets afgørelse, at sagsøgeren under mødet for nævnet anførte, at han havde lavet en beregning, hvorefter det vil tage ca. 240 timer årligt at føre en korrekt kørebog.

Forklaringer

A har forklaret, at han er ejer af H1 Byg ApS. Han er uddannet bygningssnedker. Han startede som selvstændig i 1997. H1 Byg ApS beskæftiger sig med opførelse af specialindrettede huse samt renovering af huse. Selskabets kontor på hans bopæl blev brugt til kundebesøg og forberedelse af byggeprojekter. Ved siden af carporten er der et rum, der blev brugt til opbevaring af varer og maskiner. Varebilerne blev brugt til at transportere værktøj, mindre byggematerialer, affald og lignende. Varebilerne er tillige blevet brugt til kørsel til kunder, der ønskede at drøfte konkrete byggerier med ham. Bilernes bagagerum kunne ikke bruges til persontransport, men han er enig i, at bilerne kunne være brugt til en privat ferietur. Bilerne mindede om hinanden, og der var ikke fast monteret udstyr i nogen af bilerne. Han har ikke brugt varebilerne til private formål, herunder til indkøb eller transport til fritidsaktiviteter. De var ofte snavsede og fyldt med varer, ligesom der var firmalogo på. De har haft en privat bil i hele perioden, og det var den, de brugte til privat kørsel. Han var klar over, at der skulle betales moms af bilerne samt indkomstskat, hvis han brugte bilerne privat. Han har ikke ført kørselsregnskab, fordi han ikke mente, at der var krav herom. Han kunne heller ikke se et formål med at føre kørselsregnskab, da kørslerne ikke blev betalt af kunderne. Hans datter, der var tilmeldt adressen i 1998 og 1999, opholdt sig mest hos sin kæreste, der selv havde bil. Hans ægtefælle brugte kun privatbilen i dagtimerne. Han har klaget over beskatningen til skatteministeren, der har svaret, at han vil ændre på reglerne. Han er ikke blevet beskattet for værdi af fri bil for indkomståret 2000.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han ikke har rådet over selskabets biler til private formål. Bevisbyrden for, at dette er sket, påhviler sagsøgte, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Selskabet har ikke givet tilladelse til privat benyttelse, og det kan ikke tillægges betydning, at bilerne har stået på hans bopæl, da den er sammenfaldende med selskabets adresse, eller at der ikke er indgået en skriftlig aftale om, at varebilerne ikke har måttet benyttes privat. Bilerne har endvidere været på gule plader, og bilerne har derfor ikke lovligt kunnet benyttes privat. Det kan endvidere ikke pålægges ham at føre kørselsregnskab. Sagsøgeren har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelsen af hans indkomst.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at sagsøgeren har haft bilerne til rådighed til privat benyttelse. Sagsøgeren er hovedanpartshaver i H1 Byg ApS. Bilerne har været egnet til privat benyttelse, og de har stået ved sagsøgerens private bopæl. Det følger af forarbejderne til ligningsloven og retspraksis, at det påhviler sagsøgeren at afkræfte formodningen for, at bilerne har været benyttet til privat kørsel. Da der ikke foreligger en skriftlig erklæring om, at sagsøgeren ikke må benytte bilerne privat, og da der ikke er ført et kørselsregnskab, har sagsøgeren ikke afkræftet denne formodning. Sagsøgeren er derfor skattepligtig af denne rådighed i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsrettens begrundelse og resultat

A er hovedanpartshaver i det selskab, der har stillet bilerne til hans rådighed. Det påhviler herefter A at sandsynliggøre, at bilerne ikke har været stillet til rådighed for hans private benyttelse. Der er ikke ført kørselsregnskab, og det er heller ikke på anden måde sandsynliggjort, at bilerne ikke har været stillet til rådighed for hans private benyttelse. Det kan i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at bilerne var på gule plader, således at privat kørsel i bilerne ville være en overtrædelse af momsloven. Landsretten tiltræder derfor, at værdien af fri bil beregnet efter ligningslovens § 16, stk. 4, er medregnet ved opgørelsen af As skattepligtige indkomst for 1998 og 1999.

Sagsøgeren har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse, og landsretten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, betale til sagsøgte med 14.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.